fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Twinkly Candies LED lysstrips

Test: Twinkly Candies LED lysstrips

Vi skal i denne omgang se på et produkt fra en for os ny partner, Twinkly, som er kommet med deres Candies lyskæder med forskellige former og tusindvis af farver.

Hvad er der i æsken?

Vi ser i denne omgang på et produkt, hvor det faktisk viser sig at være det ydre af æsken, som er mest spændende. Dermed ikke sagt at indholdet og Twinkly Candies ikke er spændende, men den farverige æske med masser af kulør ændrer karakter når man åbner den og i selve æsken kun finder en manual og selve lyskæden pakket ned i noget genbrugspapir. Der er altså ikke nogen strømkilde med til Twinkly Candies så den skal man selv skaffe sig.

Design

Ud af boksen kommer samtlige (af dem vi har testet) Twinkly Candies i to bundt, som er bundet sammen med velkro. Disse kræver lidt tålmodighed at vikle fra hinanden første gang, mens det gik lidt nemmere efterfølgende. Nok fordi jeg ikke selv bandt dem helt så tæt som de gjorde på fabrikken.

Det skyldes muligvis også at man bliver en smule overrasket over, hvor meget to gangee seks meter i virkeligheden er, for der er temmelig meget lys i sådan en kæde med 200 lys, hvor lysene er med en afstand på 6 cm mellem hinanden.

Tråden mellem kæderne minder lidt om juletræslys, selvom der for Twinkly Candies er tale om et lidt tykkere kabel. Det er ikke tykkere i omkreds, men det er mindre fleksibelt. Det kan dog snildt bøjes så du kan lave kæder i forskellige mønstre og ikke blot nøjes med én lang kæde.

Selve lysene på Twinkly Candies kæden er med en mat overflade, hvilket gør at selve lyset ikke går én i øjnene, selvom man måtte kigge direkte på dem. Du kan i øvrigt få lysene med forskellige former på selve den hvide indkapsling. Det gør ikke umiddelbart noget ved selve lyse, men det er til at se formen når der kommer lys på.

Her ses Twinkly Candies i både kugle-, hjerte- og stjerne-former

Twinkly Candies skal du forbinde til en USB-C kilde for strøm. Det er måske ikke alle, som har sådanne opladere liggende i overflod, men eftersom det er den nye standard, så kan jeg godt forstå Twinkly går denne vej.

Det overraskede mig en smule at Twinkly Candies kabel og lys er relativt lette. De har en styreenhed i bunden, tættest på strømkilden, som dog vejer en smule, mens resten ikke vejer meget. Det gør at du nemmere kan hænge dem op forskellige steder uden at de trækker for meget i det. Vores test går ganske vist en del forud for Julen, men jeg forestiller mig at juletræet er det ideele sted at placere dem og til dét er de bestemt ikke for tunge.

Jeg ville måske gerne at kablet fra styreenheden mod selve lyskæderne og også mod selve USB-adapteren var en anelse længere, så man nemmere kunne skjule det hele, hvis man havde ønske om at lave en mere permanent løsning med Twinkly Candies et sted i hjemmet. Bemærk i øvrigt at Candies udelukkende er til indendørs brug, så de vil nok ikke overleve fugtigheden udenfor alt for længe.

Det lader også til at Twinkly Candies er nogenlunde hårdføre. Ikke dermed sagt at man skal kaste rundt med dem, men børnene herhjemme gik da rundt med dem, slæbte dem henad gulvet, ramte en dørkarm eller to uden at der var nogle lys eller kæder der holdt op med at virke.

Designmæssigt kan det være at Twinkly Candies som enhed ikke ser ud af så meget. Det er dog også lyseffekterne man er mest interesseret i at se nærmere på, så det går vi i gang med i det næste afsnit.

Funktionalitet

For at komme i gang med Twinkly Candies skal du hente deres app ned. Endnu en app tænker man, men den er faktisk ikke slem. Tværtimod synes jeg de har en af de bedre apps, som både er nem at finde rundt i og så er den hurtig. Hvis du har Razer gaming produkter i hjemmet så kan du også koble Twinkly til Razers app og styre lyset gennem denne.

Efter en (nogenlunde) succefuld mapping kan du indstille lyset og effekter kommer igennem umiddelbart efter

Razer integrationen gør dig i stand til at synkronisere dine lyseffekter med Razer produkter, så det er ikke helt ligegyldigt. Det kan resultere i ret fede effekter, men du kan altså ikke styre Twinkly Candies med andre services for så vidt jeg kunne regne ud. Jeg fandt i hvert fald ikke Twinkly på IFTTT, hvilket jeg tænker er en af de største automatiseringsapps der findes.

Der er et hav af forskellige forudindstillede profiler som du kan hente ned og så tilpasse med dine egne valg af farver og effekter.

Du kan dog integrere Twinkly med både Google Voice og Alexa, hvis du ønsker at kune styre dine lys via stemmen eller andre enheder i hjemmet der er forbundet med din digitale assistent. Dette gøres muligt, idet du forbinder Twinkly Candies til dit WiFi netværk for at kunne styre lysene. Du kan også lade enheden lave sit eget WiFi, hvilket er ret smart, hvis du har tænkt dig at lave noget stemning til en fest udenfor, hvor WiFi ikke rækker.

Hvis du vil bruge stemmestyring så foreslår jeg du sætter det ordentligt op med navne, der er nemme at huske og udtale for at det virker bedst og så kan du ellers få det til at virke med din home assistent til at have styr på lys når det passer dig. Du kan også “bare” bruge timere i Twinkly appen, hvis du vil have den simple opsætning, hvor lyset så tænder efter bestemte tidsintervaller.

Før du kan gøre noget som helst af det andet så kræver det dog at du mapper lysene i appen. Altså fortæller appen, hvordan dine lys er sat op. Du kan sagtens sætte lys til at lyse og med forskellige farver, men det giver klart mere mening at lyseffekterne også matcher hvordan du har sat lysene op.

Det kræver nærmest at lysene er relativt tæt på hinanden for at det kan lykkes at mappe dem. Det er i hvert fald ikke en nem proces, men tager man sig tiden kan man få glæde af at appen så ved, hvordan dit lys ser ud og så kan du give det nogle ret fede effekter.

Årsagen til at jeg synes denne del er en smule træg er at med hele 12 meters lyskæde, så er det svært at mappe på de tre billeder man får at gøre det i. Du vælger selv om du vil gøre det med ét enkelt billede, hvor alle 200 lys så skal være i det ene billede eller du kan vælge en mere avanceret tilgang, hvor du kan gå rundt om det objekt, som du eventuelt har svøbt ind i lyset. De tre forsøg er bare ikke nok, følte jeg så jeg fik mange dårlige resultater før det lykkes mig og det var en anelse frustrerende.

Twinkly Candies kan ikke bruges til at lyse et lokale op, men det kan lyse kraftigere end man umiddelbart tænker når man ser hvor små LED-lysene er

Efter det har lykkes dig at mappe så sidder du til gengæld med en app, som er hurtig til at reagere og overføre dine ønskede indstillinger videre til lyskæderne. Du kan tage en lyskæde ad gangen eller du kan også lade dem være del af noget samlet. De er dog ikke mulige at forbinde til samme strømkilde, så du skal bruge en ny adapter til hver lyskæde.
Når du har mappet Twinkly Candies så ærger det mig en smule at du ikke kan flytte rundt på lysene manuelt. Det kræver en ny scanning, som jeg jo allerede har nævnt ikke er det nemmeste i verden.

Der er mange foruddefinerede effekter i appen go der er også en sektion, hvor du kan hente flere effekter ned løbende. Disse effekter kan du så selv tilpasse for så vidt angår farver, hastighed og retning for at skabe dine egne effekter.

Du kan også tegne effekterne med din finger i appen, så hvis du eksempelvis har lavet en firkant ud af lyskæderne, så kan du tegne i midten, hvad du har lyst til at lyset skal vise. Jeg blev overrasket over, hvor meget du kan lege med de forskellige effekter og lave dem ret unikke og personlige. Jeg prøvede selv at lave dannebrog, men med mine kunstneriske evner er det måske ikke dét, som får dig overbevist om at Twinkly Candies er noget.

Lyset fra Twinkly Candies er rigeligt kraftigt og kan skabe en ganske fin stemning, så længe der bare er en smule mørkt i lokalet. Det behøver ikke være mørklagt, men effekten er naturligvis kraftigst, hvis lyset får lov at “stå alene” så at sige. Der er egentlig også overraskende rigelgit med lys selv ved dagslys, men effekterne spreder sig noget mere, hvis der er mørkt som sagt.

Det fedeste er dog at man kan tilpasse lyset i både farvekulør og styrke så du kan skabe en fed stemning i lokalet uden at lyset tager opmærksomheden. Jeg kunne sagtens sætte en langsomt blinkende effekt på og så glemme alt om den, hvis vi sad og lavede noget andet. Det var bare med til at skabe en fed atmosfære.

Når man spreder tolv meter ud, så virker det af ret meget, men når man vil samle lysene og lave nogle mønstre med det, så bliver det hurtigt tæt og kompakt. Jeg brugte eksempelvis alle tolv meter af et sæt Twinkly Candies på at lave dannebrog og den fyldte mindre end en kvadratmeter på gulvet.

Konklusion

Twinkly Candies er utrolig nemme at lave stemning med. Det er nemt at gå i gang med, nemt at sætte op og så er det nogenlunde nemt at tilpasse også. Hvis man laver mønstre, hvor kameraet gennem appen ikke kan se alle lys på samme tid, så kræver det en del forsøg før man lykkes var min oplevelse, men alt i alt så er både resultat og de efterfølgende tilpasningsmuligheder ganske tilfredsstillende. Lysene er trods deres matte overflade rigeligt kraftige og man kan skabe en masse stemning med dem. De ser ikke ud af meget i sig selv, men en ret solid app og muligheder gennem denne gør bestemt at Twinkly Candies er et kig værd. De koster en smule mere end mange andre lyskæder på markedet, men det er lidt billigere end noget af Twinklys øvrige sortiment, men man skal så også huske at der “kun” er 200 lys per pakke.

Positivt

  • Masser af lys
  • Flotte lyseffekter
  • Mange indstillingsmuligheder

Negativt

  • App kan drille ved “avancerede” opsætninger

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 399,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal i denne omgang se på et produkt fra en for os ny partner, Twinkly, som er kommet med deres Candies lyskæder med forskellige former og tusindvis af farver. Hvad er der i æsken? Vi ser i denne omgang på et produkt, hvor det faktisk...Test: Twinkly Candies LED lysstrips