mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: TomTom Spark 3 GPS Fitness ur

Test: TomTom Spark 3 GPS Fitness ur

De fleste har efterhånden fået ørerne fulde af hvor sundt det er at bevæge sig og samtidigt, hvor vigtigt det er at leve sundt. Det er også noget de fleste godt kan forholde sig til som sådan, men det kan være svært at finde motivationen og især hvis vejret udenfor er trist og vådt. For nemmere at få sig selv ud af matriklen kan man få sig et fitness ur af en eller anden art og det er netop et sådant vi skal til at dykke nærmere ind i med TomTom Spark 3 GPS uret, som altså udover at tælle skridt også kan en hel masse andet.

Hvad er der i æsken?

I den lille æske med et plastikvindue foran, så man kan se ind til uret i udstillingsvinduet eller i butikken, finder man rent faktisk ikke særlig meget andet end selve uret, opladekabel og papirarbejdet.

Design

I bund og grund er designet af TomTom Spark 3 uret det samme som de andre ure i serien, Runner og Adventurer. Spark 3 deler dog en smule mere med Runner uret, idet der rent faktisk er tale om mere eller mindre det samme produkt blot med farven på remmen til forskel. Adventurer, som vi også har testet her på siden, er lidt mere feature-rig og i en anden prisklasse end de to andre ure.

TomTom Spark 3 kan godt virke lidt stort på ens håndled, men dette skyldes også den relativt store skærm, som netop er for at give brugeren det fornødne overblik mens man er ude og gå, løbe eller træne. Det er som sådan ikke selve tværsnittet, der gør at uret føles stort, men derimod det rektangulære design.

Under displayet har man en firevejs-knap, som man bruger til at styre funktionerne og indstillingerne på TomTom Spark 3 med. Denne kan være en smule træg at betjene til tider, men designet er således at man ikke har knapper i hvert hjørne af selve uret, men det er derimod samlet ét sted. Ved min test af TomTom Adventurer gav jeg dette designvalg lidt for mange tæsk i forhold til hvad det fortjente, for med tiden vænner man sig rent faktisk til det og de designs, hvor knapperne er spredt på ydresiden af uret finder man hurtigt ud af at de også har deres begrænsninger.

Selve uret og remmen kan hurtigt skilles ad. Den del der holder fast i uret er en smule hård, mens resten af remmen er af gummi. Idet uret her forventeligt vil blive brugt af aktive folk, der enten træner eller løber, så er materialevalget i plastik og gummi efter min mening også det rigtige, da det forventeligt bliver udsat for noget sved. Indersiden af armbåndet på denne nyere udgave af TomTom Spark 3 er en smule anderledes og angiveligt skulle dette bidrage til at man kan komme af med sveden endnu bedre.

Ur-delen i TomTom Spark 3 er ikke helt rektangulært og buer nedad og omkring ens håndled. Det føles knap så rart når man kommer til at læne sig op ad det og det kan til tider gøre decideret ondt, hvis ikke man er opmærksom. Årsagen til dette designvalg er dog at uret på denne måde sikrer at det har kontakt med huden, idet der på undersiden af det findes en pulsmåler. Denne sender lyssignaler gennem ens hud for at opfange ens puls.

Funktionalitet

Fitness ure findes efterhånden i alle afskygninger, idet kategorien virkelig har vundet indtog de seneste par år, hvor et stigende antal mennesker er begyndt at være bevidste omkring deres helbred og hvordan fysisk bevægelse har en direkte indflydelse på denne. Hvordan det så helt hænger sammen med at verdensbefolkningen samtidigt er ved at blive federe (kilde: bloomberg) er mig en gåde.

Hvordan er det overhovedet at et ur på ens håndled skal kunne bidrage til ens sundhed i og for sig? Det er heller ikke den direkte effekt af at have et ur på hånden, som bevirker at man per automatik går en sundere livsstil i møde. Der ligger en del psykologisk bag det hele og det at man er i stand til at følge med i sin træning dagligt, få en oversigt over det man har opnået osv. Bidrager til at man oftere bevæger sig ud på løbebåndet eller stien. Der er reelt set tale om en slags gamification, hvor det at opnå noget digitalt motiverer et menneske til at yde noget i den fysiske verden så at sige.

Netop dette har TomTom opdaget og de har pålagt et nyt lag gamification på den nye version af TomTom Spark 3. Den nye funktionalitet hedder fitness age og den fortæller brugeren hvor gammel ens krop er baseret på en masse faktorer, som TomTom appen opfanger gennem ens træning. Man optjener point baseret på intensiteten af ens træning og den intensitet som træningen skal have for at man kan opnå de samme point stiger gradvist for også på den måde at motivere brugeren til at forbedre sig over tid, hvis altså dét er hvad man har lyst til. Påfundet synes jeg dog rigtig meget om og den kunne sagtens være en nudge til sådan en som mig, der måske ikke er så god til at motivere mig selv på baggrund af noget jeg ikke kan forholde mig til da det ligger ude i fremtiden, såsom følgesygdomme af en ikke aktiv livsstil. Derimod at battle mod min egen eller sågar andres score det kan sagtens være en drivkraft i sig selv.


I skrivende stund har vi vintermånederne over os og det er en del mere tøj man har på sig når man går ud og løber, men det er ikke nødvendigvis at man har dette i sommerperioden eller i fitness-centeret og dertil har TomTom Spark 3 faktisk også en rigtig fed feature. Der er nemlig indbygget 3GB hukommelse til at man kan have op til 500 mp3-sange med sig på sin løbetur uden at man også behøver at have sin mobiltelefon med. Det kræver blot at ens headseet eller hovedtelefoner har bluetooth så de kan forbinde med uret trådløst.

Jeg nævner ganske vist løb ofte i ovenstående, men jeg forsøger også virkelig at gøre det klart at TomTom Spark 3 ikke blot er et løbeur. Der er indbygget multi-sport tilstand, således at man kan tracke forskellige sportsgrene, såsom cykling, freestyle, svømning osv. Det gør at skærmen og informationerne på denne tilpasser sig til den aktivitet man laver. Hvis man dog er i en af de udendørsaktiviteter man kan vælge, så har man også mulighed for at få vist sin GPS-route på selve skærmen og på den måde være sikker på at man løber den rigtige vej, hvis der skulle være tale om en ny rute man er på opdagelse på. Man kan skabe sine egne ruter og importere dem via GPX-funktionen, så mulighederne er mange.

Appen til TomTom Spark 3 er den samme som til andre TomTom ure og den er egentlig ganske fin. Det jeg godt kan lide ved den er de mange informationer man har tilgængelige fra sin træning og aktivitet. Det giver en fantastisk indsigt i de steder man eventuelt kan arbejde mere på og sammen med den indbyggede pulsmåler kan man også sikre sig at man kan holde sin træning i et højt niveau for man får hele tiden live information på skærmen. Sidenhen importeres alle data til appen og her får man et endnu bedre overblik. Overblik er dog måske ikke appens stærkeste punkt med mindre man bruger TomTom Spark 3 uret dagligt, så mister den “feed” man har på skærmen sin funktionalitet.

Selve opladningen af TomTom Spark 3 er mit eneste rigtige kritikpunkt af uret. Ikke fordi jeg har forslag til hvordan det kan gøres bedre, idet uret skal forblive vandtæt og svedafvisende, men der anvedes en særlig cradle til opladning og har man forlagt denne eller glemt at tage den med på ferie, så er det ikke bare muligt at finde et andet billigt kabel og stikke i enden af uret. Så er man bare uden mulighed for at oplade og det er ærgerligt. Heldigvis holder uret strøm i en del timer med træning og adskillige dage når man ikke træner. GPS kan dog godt dræbe batteriet på cirka 5-6 timer og det er egentlig også ganske fornuftigt alt taget i betragtning.

Konklusion

TomTom Spark 3 har rigtig meget at byde på. Der er indbygget pulsmåler og gps, hvilket betyder at man kan tracke sin træning og rute uden brug af mobiltelefon. Dertil får man en præcis måling af ens indsats og denne indsats bliver i øvrigt også konverteret til Fitness Age points, som altså giver dig som bruger et overblik over, hvor meget du skal yde for at (for)blive ung.

Hvis man kan se lidt bort fra dens sygdomme, som nu i version 3 ikke kan kaldes børnesygdomme længere, såsom appens lettere uoverskuelighed og selve designet, så kommer man temmelig langt og vil have med et ret robust og funktionelt ur lige ved hånden. Det er ikke et design, jeg ligefrem vil kalde min daily driver, men farven er om ikke andet neutral nok til at det for nogen sagtens kan erstatte et almindeligt ur.

 

[checklist]

  • GPS funktion med kort
  • Pulsmåler indbygget

[/checklist]
[badlist]

  • Design (for nogle)
  • App lidt uoverskuelig

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 843,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

De fleste har efterhånden fået ørerne fulde af hvor sundt det er at bevæge sig og samtidigt, hvor vigtigt det er at leve sundt. Det er også noget de fleste godt kan forholde sig til som sådan, men det kan være svært at finde...Test: TomTom Spark 3 GPS Fitness ur