fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: SteelSeries Aerox 3 Wireless

Test: SteelSeries Aerox 3 Wireless

Nu er det blevet tid til at se nærmere på den trådløse af de nye lette mus fra SteelSeries i form af deres Aerox 3 Wireless, som vi har fået ind til test.

Hvad er der i æsken?

Sammenligner man de to æsker ved siden af hinanden spotter man hurtigt at æsken til den trådløse udgave er en smule højere, hvilket skyldes at denne indeholder en USB-C trådløs dongle og adapterforlænger foruden mus og USB-A til USB-C kabel som i den kablede version.

Design

De to Aerox 3 mus kunne nemt forveksles i en travl hverdag. Der er tale om den samme mus i bund og grund og forskellen finder man på undersiden, hvor Aerox 3 Wireless er udstyret med en skydeknap, som du kan bruge til at slukke musen med eller ændre den trådløse forbindelse fra 2.4 GHz til Bluetooth.

Dermed er Aerox 3 Wireless baseret på Rival 3 serien, hvilket vil sige der er tale om en relativt kompakt mus, som efter min mening bedst egner sig til folk, der enten har meget små hænder eller holder på musen med enten claw eller fingertip.

SteelSeries Aerox 3 Wireless er både lille og let og designets form minder meget om Rival 3, hvor så Aerox serien introducerer dette hullede design. Til trods for hullerne føles Aerox 3 Wireless ikke som en skrøbelig mus. Jeg kan med lidt ekstra kræft godt trykke og mase lidt mere på musen end jeg kan på en, der ikke har dette hullede design, men det vil aldrig være sådan jeg ville holde om en mus alligevel, så derfor mener jeg ikke at det er et issue.

Jeg kan sagtens forstå at de mange huller kan være en smule bekymrende for nogen, men SteelSeries har sørget for at Aerox 3 Wireless er hvad man kalder IP54 rated og det betyder at den er beskyttet mod vand og snavs til en vis grad. SteelSeries kalder det selv AquaBarrier Protection og det er netop for at du skal føle dig sikker selvom du spiller med en mus, hvor der er fuld adgang til teknikken. Den samme rating har switchene fået, så selv dine klik er sikret mod omverdenen.

Den trådløse dongle til SteelSeries Aerox 3 Wireless er med USB-C tilslutning og selvom jeg synes USB-C generelt bør roses, så betyder det i dette tilfælde at hvis ikke man har en USB-C port i sin maskine så skal man bruge det medfølgende forlængerkabel for at kunne slutte donglen til sin computer. Jeg er vant til at have dongles direkte i min computer for at slippe for kabelhelvedet, så det hjælper denne mus mig ikke ligefrem med ved denne løsning. Jeg tænker bare at når man nu engang har en adapter til donglen, så kunne det jo være nærliggende at den var med en anden tilslutning end selve donglen, så man var en smule fleksibel.

Den trådløse udgave vi har testet her er magen til sin kablede navnebror nærmest til forveksling. Det er som nævnt kun undersiden, der er til forskel, hvor den trådløse har en knap til at skifte mellem de trådløse forbindelser. Ellers er den kablede version nemlig også med et aftageligt kabel og de to mus ved siden af hinanden vil sagtens kunne forveksles. Aerox 3 Wireless vejer i øvrigt kun 66 gram og dermed blot 9 gram mere end den kablede udgave, hvis man ikke vejer kablet med i ligningen.

En anden ting de to mus også har tilfælles er deres ret små “fødder” og først ved Aerox 3 Wireless mærkede jeg konsekvensen af disse for de gjorde ikke nok for at musen gled let og “elegant” over min musemåtte. Det føltes nærmest som om musen greb lidt mere fast i min musemåtte end hvad godt er.

Apropos knapper så er det ikke fordi Aerox 3 Wireless trods sin størrelse har mangel på dem. Der er to ekstra knapper i siden og så er der de to primære knapper foruden DPI knappen i toppen. For ikke at nævne scrollhjulet naturligvis, så vi i alt kommer op på seks knapper. Det jeg dog alligevel mangler er muligheden for at slå RGB belysningen fra med en knap. Det er måske ikke så relevant for den kablede udgave, men med den trådløse kan dette lys influere batteritiden og så kunne det være rart ikke at være afhængig af SteelSeries Engine softwaren for at kunne slukke for lyset.

Selve RGB lyset i Aerox 3 Wireless er dog i ret flot og man kan se gennem “skroget” på musen så det kommer ekstra meget til udtryk. Det bliver dækket godt af hånden når man har den over musen, men så er der også i bunden en ring rundt om musen, som lyser op og samtidigt lyser musemåtten op omkring musen, hvilket er en ret fed effekt.

Grundet sin størrelse og form så er Aerox 3 Wireless musen tiltænkt dem, som spiller med enten Claw eller Fingertip greb om musen. Det var for mig lidt udfordrende at skulle prøve at teste efter denne præmis, for jeg spiller normalt selv med palmgrip og hertil er musen simpelthen for lille og kompakt til min hånd. Der er dog tale om en behagelig mus, som samtidigt føles som værende af høj kvalitet, om end den lave vægt trækker en smule ned på dette punkt.

Funktionalitet

I de næstkommende afsnit ser vi nærmere på, hvordan SteelSeries Aerox 3 Wireless rent faktisk er at anvende i dagligdagen. Vi starter med at slutte den til og installere softwaren for at se, hvor meget den kan tilpasses den enkelte bruger. Softwaren er ikke en nødvendighed i øvrigt, men hvis man vil have det meste ud af sin nye mus, så er det helt klart at anbefale. For Aerox 3 Wireless’ vedkommende er der en ekstra god grund til at installere softwaren til, hvilket vi kommer ind på i afsnittet herom.

De mange huller gør at musen føles anderledes at holde på end man måske er vant til, men overraskende nok går der ikke synderligt lang tid til at man har vænnet sig hertil. Den lette vægt derimod tager, i hvert fald for mig, længere tid at skulle vænne sig til. Nu hvor jeg havde testet den kablede udgave forinden så gjorde det samme sig ikke gældende for mig, men det kan jeg huske at det gjorde i den første test. Især nok fordi jeg selv foretrækker en tungere mus og har brugt stort set alle ekstra vægte i den mus jeg bruger til daglig for at bringe dens vægt op.

Knapperne på Aerox 3 Wireless er behagelige og ret responsive, men jeg er ikke ligeså begejstret for scroll-hjulet, som jeg føler har for lidt modstand og feedback til mig som bruger. Scrollhjulet bruges måske sjældent i gaming af mange, men til gengæld er den flittigt brugt når man surfer eller arbejder og her synes jeg at det er vigtigt denne er af nogenlunde kvalitet.

Software

Du skal installere SteelSeries Engine applikationen på din computer for at anvende Aerox 3 Wireless. Jeg plejer egentlig blot at sige det er en fordel, men musen her havde en kritisk firmware opdatering, som den skulle igennem for at virke optimalt. Inden jeg installerede denne opdatering så var sensoren tilbøjelig til at hoppe rundt på skærmen cirka hvert tredje til femte minut, hvilket også kostede mig livet i Cold War et par gange. Fejlen opstod ikke umiddelbart efter denne opdatering blev installeret.

Selve SteelSeries Engine softwaren giver dig et hav af muligheder trods musens begrænsede featuresæt. Det er også præsenteret på en ret overskuelig måde og appen er meget nem at finde ud af. Du kan eksempelvis tilpasse knapperne til at have forskellige genveje og dette kan så bindes op mod de spil eller applikationer man er inde i. Så du kan have et sæt funktioner for knapperne i ét spil og de samme knapper kan gøre noget helt andet i et andet spil.

Det er også igennem SteelSeries Engine at du kan justere lyset i din Aerox 3 Wireless, som ligeledes kan være afhængig af spillet du er inde i eller bare nogle andre effekter. Alt i alt en ret solid software, som man nemt kan finde rundt i og gør at musen også bliver dét mere funktionel.

Ydelse

Den bedste måde at teste en mus’ ydelse på er efter min mening at smide den igennem nogle af de spil man normalt spiller, hvor man ved, hvad man ønsker og forventer. Personligt spiller jeg shooters for tiden og det plejer at være et godt testmiljø med masser af både hurtige bevægelser, retningsskift og præcision. Hertil kommer SteelSeries’ TrueMove Air sensor ind i billedet og sørger for at have en accelerationsevne på 40G og op til 18.000 CPI. Jeg ved ikke hvilket slags menneske, der kan spille med en følsomhed helt oppe i de 18.000, men for mig flyver musen bare rundt uden at jeg selv kan følge med. Det har dog noget at gøre med flaskehalse også, hvilket vil sige at musen alt andet lige bør være mere stabil i de mellemliggende følsomhedsindstillinger.

Stabilitet, præcision og evne til at tåle hurtige bevægelser kan jeg i hvert fald godt nikke til og bekræfte at dét problem døjede jeg slet ikke med ved Aerox 3 Wireless. I hvert fald ikke efter jeg fik installeret dens firmware opdatering

Batteritid

I en gaming mus med RGB lys er det vigtigt at huske at hvis man skal have et gaming maraton af nogen som helst art og altså have batteriet til at holde, så er det en god idé at slukke for belysningen. Jeg oplevede i hvert fald at batteriets levetid dalede med cirka en tredjedel mere når lyseffekterne var tændt. Uden lyset tændt anslår producenten at musen kan virke i op til 80 timer via 2.4 GHz og hele 200 timer via Bluetooth. Det er nok ikke helt ved siden af i forhold til mine egne test, om end jeg ikke fik testet de 200 timer af på Bluetooth.

Konklusion

Takket være den gode ydelse i kraft af TrueMove Air sensoren og så en formidabel batteritid, så føles den trådløse forbindelse i Aerox 3 Wireless sjældent som en begrænsning. Tværtimod så er der med Aerox 3 Wireless tale om en ret komplet gaming mus med masser af gode features og designet føles lækkert ligeså. Hvis det ikke var fordi musen er designet til en anden hånd og måde at holde på, så kunne jeg sagtens vænne mig til den lave vægt og det ret flotte design. Det trækker en smule ned med at scrollhjul og sideknapper føles en anelse bløde, men alt i alt er der tale om en ret god mus, om end man skal betale en relativt høj pris sammenlignet med andet trådløst derude.

Positivt

  • Vejer kun 66 gram trods den er trådløs
  • God ydelse og præcis sensor
  • Fed RGB effekt
  • Høj kvalitetsfølelse

Negativt

  • Små fødder skaber høj modstand
  • Scrollhjul blødt (smagssag)

Pris og tilgængelighed

Set til 799,-


REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Nu er det blevet tid til at se nærmere på den trådløse af de nye lette mus fra SteelSeries i form af deres Aerox 3 Wireless, som vi har fået ind til test. Hvad er der i æsken? Sammenligner man de to æsker ved siden af...Test: SteelSeries Aerox 3 Wireless