torsdag, december 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Sandberg Hailstorm mekanisk gaming tastatur med RGB

Test: Sandberg Hailstorm mekanisk gaming tastatur med RGB

Danske Sandberg er ikke kendte for at sove i timen. Når de ser en trend, så er de hurtigt med på vognen og bidrager med hvad der hovedsageligt er et prisvenligt, men godt alternativ. Nu er turen kommet til det mekaniske gaming tastatur og deres nye Hailstorm Mech keyboard, som er udstyret med farverigt baggrundsbelysning samt solide mekaniske taster i et endnu mere solidt bygget tastatur og vi har fået lov at spille lidt på det for at kunne komme med vores vurdering. Læs med her.

Hvad er der i æsken?

Som altid er det ikke indpakningen, som Sandberg gør mest ud af og Sandberg Hailstorm er ingen undtagelse. Tværtimod er der tale om en æske, der ligner den er blevet lavet med en ret travl deadline for tastaturet ligger temmelig løst inde bag den gennemsigtige rude, som man får adgang til når man løfter op i det magnetiske låg, der ellers dækker det. Kvalitetsfornemmelsen daler en smule fra en i forvejen budgetlignende æske, men det er mindre detaljer efter min mening.

Design

Sandberg kan godt lide deres uvejr og det ses i øvrigt også på æsken samtidigt med at det fremgår af navnene på rigtig mange af deres gaming produkter. Sandberg Hailstorm er ingen undtagelse, men heldigvis har man holdt designet af selve tastaturet fri for illustrationer af lynnedslag eller hagl, som navnet på produktet ellers kunne antyde.

Dermed ikke sagt at Sandberg Hailstorm ikke er med et, hvad jeg vil kalde, iøjefaldende design. Det skyldes dog mere formen af selve rammen af tastaturet samt håndledsstøtten end så meget andet. Eksempelvis har man i venstre og højre side gjort plads til fire små lys, som er monteret på brede sidestykker. Personligt kunne jeg godt være disse foruden, da de ikke har nogen praktisk værdi og blot gør at tastaturet fylder mere på skrivebordet end nødvendigt er.

Selve håndledsstøttens design generer mig bestemt ikke, da den udfører sit formål ved at jeg har et sted og placere mine hænder under anvendelse. Håndledsstøtten i Sandberg Hailstorm er indbygget, hvilket måske ikke vil falde i enhvers smag, men det betyder at denne til gengæld er robust, fast og ikke falder af, hvilket ellers er risikoen når disse er afmonterbare. Håndledsstøtten har en udskæring i højre side, men den er placeret således at den ikke generer under brug og er med til at give tastaturet dette edgy look. Om man kan lide det eller ej vil jo naturligvis være en smagssag som så meget andet.

Overordnet set synes jeg at Sandberg Hailstorm er et flot og velbygget tastatur. Det afgiver ikke mange opgivende knirk når man tager det mellem hænderne og giver det en vridetur, hvilket er takket være den metalliske top og det robuste design. Tastaturet alene vejer nemlig 1,4 kg, så det er en moppedreng at få på skrivebordet. Det gode ved det er at den så også forbliver på sin plads til man næste gang henter en kran og vil flytte det. Spøg til side, mekaniske tastaturer er hovedsageligt robust bygget, idet de mekaniske switche helst skal stå helt fast under brug. Bunden af Sandberg Hailstorm er dog en smule mere plastik, hvilket er overraskende når man tager tastaturets robusthed i betragtning, og det eneste sted, hvor Sandberg Hailstorm flekser en smule under tryk er på midten. Der skal en del tryk til, hvilket efter min mening ikke vil forekomme under almindeligt brug, men jeg skal ikke kunne sige hvor hårdføre andre folk er når de spiller eller skriver.

Sandberg Hailstorm er ligeledes med på moden med hensyn til RGB-belysning i tasterne og det vil sige at man kan skifte baggrundsbelysningen ud for alle taster. Belysningen er en rigtig fed måde at lade brugere personliggøre deres tastaturer på og det kan også give en taktisk fordel i og med at man i spil kan slukke lyset på alle de taster, der ikke bliver brugt, således at man kan koncentrere sig om de andre. Ganske vidst er der lys i alle taster, men det er ikke et jævnt fordelt lys alle steder og nogle af tasterne føles svagere belyste end andre, men i et mekanisk tastatur med RGB-belysning i denne prisklasse kan man nok ikke forvente meget mere og det er desuden noget man først ligger mærke til når man kigger ordentligt efter.

Funktionalitet

Eftersom Sandberg Hailstorm Mech er et mekanisk gaming tastatur er det naturligvis nærliggende at teste det i spiløjemed, men personligt skriver jeg på mit tastatur mindst ligeså meget som jeg spiller kvag mit arbejde, hvorfor jeg også kommer til at kigge på dette aspekt når vi kommer ned til tasterne. I første omgang kigger vi dog på softwaren, som jeg foreslår man får installeret til trods for at tastaturet her virker ved blot at man tilslutter det til sin computer.

Software

Som så ofte før advarer Windows mod installation af software fra Sandberg. Det burde dog være harmløst at acceptere installationen af det og skyldes nok blot noget certificering, der manglede at falde på plads inden launch.

Det gode ved et mindre firma som Sandberg er at der ikke er massevis af udviklere bag deres software, som ønsker at sætte deres præg på applikationen og den måde funktionerne bliver præsenteret på. Det betyder at softwaren, om end lidt kedeligt i designet, er utroligt simpelt bygget op og lige til at gå til.

Alle funktionerne, såsom belysning, genveje og makroer bliver indstillet fra et og samme vindue og uden at det er forvirrende bygget op. Man har tilmed mulighed for at opsætte tre forskellige profiler og så kan man eventuelt bruge de overflødige LED-lys i siden af tastaturet til nemmere at identificere hvilken profil man har aktiveret.

Opsætningen er relativt nem at gå til og den eneste mangel jeg vil pege på er at der ikke er mulighed for at indstille de foruddefinerede FN-taster og deres funktioner. Det er naturligvis forventeligt når de er identificeret med et logo af den fabriksindstillede funktion, men eksempelvis bruger jeg aldrig genvejene på mit tastatur til at starte mit mail-program, hvilket en af tasterne ellers er sat til og så kunne jeg jo godt tænke mig at ændre denne genvej til en anden. Vi er dog i småtingsafdelingen efterhånden og de indstillingsmuligheder man får stillet til rådighed i softwaren til Sandberg Hailstorm er ganske fyldestgørende for de fleste behov tænker jeg.

Taster

De relativt høje taster på Sandberg Hailstorm gemmer på en lille hemmelighed vil jeg næsten kalde det. Bag disse er der nemlig nogle OUTEMU mekaniske switche, som mest af alt minder mig om Cherry MX Blue og havde jeg ikke kigget under tasten havde det taget mig lidt tid at opfatte det tror jeg da jeg ikke til daglig sidder med Blue switche. OUTEMU er budget-switche og kvalitetsmæssigt ligger de ikke på niveau med Cherry, men de føles ganske robuste og præcise. Det eneste man ikke ved er deres levetid, idet denne oplysning ikke fremgår af hvad jeg kan læse.

De OUTEMU switche man har på Sandberg Hailstorm er som nævnt kopier af de meget populære Cherry MX og man har sågar ikke valgt at give dem en anden farve end originalerne, så at sige, hvilket jeg egentlig synes er helt fint for så kan man nemmere vælge sin nye switch, hvis man er en gamer på budget og leder efter en måde at spare nogle penge på. Igen vil det være tiden, der viser om pengene er godt givet ud i forhold til besparelsen når man ved mere om levetiden af produktet.

I en direkte sammenligning af de to switche synes jeg at de blå OUTEMU i Sandberg Hailstorm rent faktisk performer ganske glimrende og både den taktile og audielle feedback er til stede. Det betyder at man både kan mærke og høre tasten blive aktiveret. Aktiveringspunktet på OUTEMU er endda præcist og man har som gamer den fordel at man hurtigere kan komme videre til næste tast uden at skulle trykke tasterne helt ned. Det er en øvelse, der kræver træning og især hvis man kommer fra dårlige membrane tastaturer skal man lære sig selv ikke at trykke tasterne helt i bund, men derimod hurtigere kan aktivere næste tast. Hvis vi skal forblive i sammenligningen så er OUTEMU switchene en smule mere højlydte end Cherry, hvilket sagtens kan være et kvalitetsparameter, men på den anden side kan det også være en fordel at tasten er højere. Den audielle feedback fra en mekanisk switch er nemlig, efter min mening, ret tilfredsstillende.

Jeg synes at Sandberg Hailstorm med den blå switch har ramt temmelig godt, for de er både behagelige at skrive på og så er de også både præcise og hurtige til at spille på. Det lyder måske lidt som en salgstale at kalde en tast for hurtig, men det der menes med det er at aktiveringen er tilpas præcis til at man som sagt hurtigere kan genaktivere den samme tast om man vil.

Konklusion

Med Sandberg Hailstorm har man efter min mening med et bund solidt gaming tastatur at gøre, der tilmed formår at inkludere både RGB-belysning og mekaniske switche i et ret lavt prispunkt i forhold til så meget andet. Man skal leve med en lidt svagere baggrundsbelysning på tasterne samt en ikke så fancy software, men vigtigst af alt så virker alt og Sandberg Hailstorm er rigtig godt både at spille og skrive på. De mekaniske switche føles præcise og softwaren er nem at lege med. Der er i hvert fald temmelig meget gaming tastatur for pengene og jeg synes bestemt at Sandberg Hailstorm bringer en solid konkurrent på bordet, som grundet prisen er værd at overveje, da den som sådan ikke mangler features hellere.

 

[checklist]

  • Fedt design (for nogle)
  • Gode taster
  • Nemt at sætte op og gå til

[/checklist]
[badlist]

  • Designet er for meget (for andre)

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 799,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Danske Sandberg er ikke kendte for at sove i timen. Når de ser en trend, så er de hurtigt med på vognen og bidrager med hvad der hovedsageligt er et prisvenligt, men godt alternativ. Nu er turen kommet til det mekaniske gaming tastatur og...Test: Sandberg Hailstorm mekanisk gaming tastatur med RGB