mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ROCCAT Magma gaming tastatur

Test: ROCCAT Magma gaming tastatur

Vi ser på et af ROCCATs seneste produkter i form af deres Magma gaming tastatur, som byder på et iøjefaldende og anderledes design på toppen af et gaming ophav og software til at styre det hele med. Læs med om hvad vi synes om ROCCAT Magma her.

Hvad er der i æsken?

ROCCAT har valgt at lade æsken til Magma tastaturet være relativt simpelt og det er på fronten også helt sort med meget lidt tekst. Salgsgassen kommer på bagsiden, mens man på fronten kun ser selve tastaturet have en del farve. Indholdet består af selve tastaturet, en håndledsstøtte og det obligatoriske papirværk.

Design

Det farverige tastatur man har på forsiden af æsken er lidt mindre farverigt når man lige tager det ud af æsken. Det er naturligvis først når man sætter strøm til via USB-porten at det lyser op, men inden vi når dertil er det nævneværdigt at beskrive ROCCAT Magma, fordi det adskiller sig en del fra de øvrige mange tastaturer jeg har haft til test.

Selve tastaturdelen er som sådan ikke så unik, om end man har nogle enkelte detaljer at bide mærke i, såsom rillerne i siden og i øvrigt hele vejen på tastaturet, hvor der er sorte overflader (på nær tasterne). I siden er rillerne en del bredere end de er på toppen af tastaturet og håndledsstøtten dog.

Den medfølgende håndledsstøtte er ligesom resten af tastaturet af plastik. Hele konstruktionen er med en bredde på 45 cm ganske standard, men af et membrant tastatur at være så vejer ROCCAT Magma en smule mere end gennemsnittet med sine 870 gram. Håndledsstøtten klikker fast til tastaturet, hvilket givetvis er en lidt dyrere og mere kompliceret løsning, men til gengæld får den stor ros fra min side, fordi uanset, hvordan man bevæger og flytter rundt på tastaturet falder denne ikke af. Dette er ellers set mange tilfælde af fra andre løsninger. Den eneste anke jeg opdagede med håndledsstøtten var at dens lidt tyndere riller var svære at få støvkorn ud af når de havde faldet mellem.

Hele arealet under tasterne er i slukket tilstand sådan lidt gummi-hvidt agtigt af mangel på bedre ord. Det skyldes at denne plastik er gennemsigtig og tillader belysning gennem det og også op igennem tasterne. Det er her der kommer lys når man sætter strøm til tastaturet, men det man skal være opmærksom på er at ROCCAT Magma ikke besidder individuel RGB-belysning per tast. Her er der tale om lys i fem zoner med ti forskellige LED-lys, der skal skabe effekterne. Grundet den hvide plastik bliver effekterne dog forstærket og på en måde spredt ud over hele tastaturet, så det faktisk ser ret så fedt ud.

De lys, som fortæller os, hvorvidt CAPS Lock, Scroll Lock eller gaming mode er aktiveret befinder sig i den vanlige placering over numpadden i højre side. Disse lyser dog hvidt og hvis man også vælger en lys baggrundsbelysning, så kan denne være svær at se. Det havde været smartere med en mere distinkt diode, som kunne lyse op.

ROCCAT Magma er ikke udstyret med ekstra knapper eller funktioner, så genveje til styring af medie eller lysstyrke er at finde bag FN-tasten på tastaturet. Med genvejstaster havde tastaturet givetvis fyldt noget mere, så det gør ikke noget at det ikke er tilfældet, men noget af en funktionsmangel i sammenligning med andre gaming tastaturer, hvis man er på udkig.

Undersiden af ROCCAT Magma er en smule kedelig til sammenligning selvom man har bevaret rillerne fra fronten og de går hele vejen rundt. Det er en lille, men i min optik fed detalje, så det ikke bare er en flad underside, selvom det er et sted, man nok sjældent kommer til at kigge. Det er også her på undersiden at man finder ROCCAT Magmas fødder, som kan vippes op og er bestykket med skridsikker gummi så tastaturet sidder fast på skrivebordet, hvilket det dog fint gør med sin vægt på 870 i forvejen.

Funktionalitet

Fra udseende bevæger vi os nu ud i hvordan det er at bruge ROCCAT Magma. Umiddelbart er dens største feature dog den store farverige overflade, som lader dig bestemme lyset i zoner. Bemærk i den forbindelse, som nævnt, at lyset altså ikke er på selve tasterne, men det lys fra bunden lyser blot igennem tasternes tekst i midten for at skabe effekten af at tasterne er i belysning, men man kan ikke få det ene uden at få det andet.

Overordnet set er ROCCAT Magma et tastatur, som virker out of box og man behøver som sådan ikke at gøre andet end at give det strøm fra USB-porten for at det virker. Det er så at sige plug and play og kræver kun strøm fra én USB-port.

Software

Om man vil have lidt frihed med hensyn til indstilling og især for at kunne lege med belysningen og personliggøre ROCCAT Magma, så skal man installere deres SWARM software. ROCCAT har opdateret deres enheder til at være drevet af SWARM i slutningen af år 2015 og har egentlig ikke ændret denne siden da. Don’t fix what ain’t broken er mentaliteten og det synes jeg er helt fint, for ROCCAT Swarm er en fin software, der er nem og overskuelig at bruge.

Her kan man se forskellige funktioner til tastaturet, såsom skift af lyd ved aktivering af taster (please lad vær med at brug det), hvor hurtigt tasterne gentager sig når du holder dem nede, tildeling af forskellige funktioner til tasterne og naturligvis RGB-belysningen.

Det er muligt at gemme fem profiler til ROCCAT Magma i Swarm softwaren, men tastaturet understøtter også Easy-Shift[+], som gør dig i stand til at aktivere alternative funktioner af taster ved at du holder Easy-Shift[+] tasten inde. Princippet bag Easy-Shift[+] er ligesom FN-tasten på ethvert andet tastatur, men her kan du selv styre, hvad de forskellige knapper skal gøre samtidigt med at du kan gøre dette på tværs af kompatible ROCCAT enheder. Meget smart feature efter min mening.

Taster

De membrane taster har en rigtig god modstand og føles til dels mekanisk inspireret. Jeg er faktisk fan, men må også sige at de har en lidt for blød vandring til at være helt spot on. Modstanden er dog eksisterende uden at være for tung og trættende.

Det positive ved tasterne her i forhold til nogle mekaniske er at de er mere stille i drift. Skulle man vove sig ud i at bruge ROCCAT Magma et sted, hvor man deler rum med andre, så er det til at holde ud at høre på. Det er dog i den forbindelse nævneværdigt at samme stilhed af en eller anden årsag ikke gør sig gældende for mellemrumstasten, som har et lille klik ved aktivering.

Komfort og brug

Håndledsstøtten til ROCCAT Magma er en fin addering og jeg elsker at den ikke falder af eller flytter sig. Det samme gør tastaturet ikke (i hvert fald ikke på mit skrivebord) og det synes jeg er medvirkende til at spilleoplevelsen og skriveoplevelsen på ROCCAT Magma er behagelig.

Tasterne er en smule høje, men noget af det afhjælpes af at du smider hænderne op i samme niveau ved hjælp af håndledsstøtten. Dog betyder højden at jeg ikke ville hæve fødderne på undersiden af tastaturet da jeg så føler at vinklen bliver for voldsom.

Overordnet en ganske fint behagelig oplevelse jeg havde ved at arbejde med Magma i nogle uger og kunne bestemt se mig selv bruge et tastatur a la dette til både spil og skriveri. Man skal lige vænne sig til de membrane taster, der forsøger at være lidt mekaniske, men det synes jeg falder på plads efter blot nogle timer.

Konklusion

Foruden det store RGB areal, som virkelig er smukt, så har ROCCAT Magma ikke mange andre features at byde på udover det sædvanlige. Til gengæld er der tale om et ret flot tastatur med stabile og præcise taster, som tilmed kan konfigureres i en ligeså stærk software og så koster det ikke premium prisen hellere. Dermed sagt at til prisen er ROCCAT Magma et ganske fint bud for de gamere, der synes det er vigtigt at et tastatur ser godt ud samtidigt med at det spiller godt.

Positivt

  • Flot RGB effekt
  • God og stabil håndledsstøtte, der ikke falder af
  • Gode (dog bløde) taster med høj vandring
  • Software

Negativt

  • Lidt for plastik
  • RGB effekt kun i zoner

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi ser på et af ROCCATs seneste produkter i form af deres Magma gaming tastatur, som byder på et iøjefaldende og anderledes design på toppen af et gaming ophav og software til at styre det hele med. Læs med om hvad vi synes om...Test: ROCCAT Magma gaming tastatur