mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ROCCAT Kone XP gamingmus

Test: ROCCAT Kone XP gamingmus

Det er nu lige knap og nap et årti siden jeg første gang selv stiftede bekendtskab med ROCCAT og deres Kone serie af gamingmus. Nu er det blevet tid til det seneste skud fra stammen i netop denne serie i form af Kone XP, som vi har fået ind ad døren til test.

Hvad er der i æsken?

Med et stigende fokus på miljø og omkostningsoptimering, så er det ikke fordi kassen til ROCCAT Kone XP er noget særligt, men den gemmer så på musen, et sæt ekstra fødder man kan klistre på og så en opstartsmanual for dem, der har brug for en sådan.

Design

Der er tydeligvis sket en del på de sidste ti års tid for så vidt angår designet af Kone serien. Egentlig startede den tyske producent, som sidenhen er blevet opkøbt af Turtle Beach, med denne mus allerede i 2007. Dengang var Kone musen designet med form og simplicitet for øje.

ROCCAT Kone XP er derimod ikke umiddelbart så simpel. Designet er gennemsigtigt på toppen, hvilket er noget, der især kommer til udtryk på vores hvide testeksemplar. ROCCAT Kone XP er nemlig også mulig at købe i sort, hvor toppen også er gennemsigtig.

Det er dog egentlig mængden af knapper, som især lader ROCCAT Kone XP adskille sig fra sine forgængere og kun AIMO udgaven (mig bekendt) kommer i nærheden. ROCCAT Kone XP har nemlig hele 15 knapper at gøre godt med, men fem af disse er egentlig gemt bag det såkaldte Krystal 4D Wheel. Dermed ikke sagt at der ikke også er rigeligt med knapper andre steder. Eksempelvis finder man fire knapper i venstre side, hvor man normalt kun finder to til frem og tilbage og nedenunder disse er der også en ekstra knap, såvel som to knapper på ydersiden af den primære venstre knap.

De to yderknapper bevirker dog at især den venstre primære knap føles en anelse smal og der er ikke nogen kanal til din pegefinger. Manglen på “kanal” var ikke umiddelbart en udfordring, men det smalle design gjorde det en smule svært at komme tilbage til den primære knap, hvis jeg hurtigt skulle bruge genvejen jeg havde gemt i en af de to knapper på ydersiden.

ROCCAT Kone XP ha en god størrelse og form til gengæld, så den ligger fint i min hånd. Jeg har i øvrigt en halvstor hånd og bruger palm-grip til at spille med. Jeg kan dog ikke se at musens form skulle være skidt til fingertip eller claw grip hellere, men små hænder kan måske syntes at de mange knapper kan være sværere at nå.

For mit vedkommende ligger knapperne fint placeret dog og jeg synes jeg for det meste nemt kan ramme dem. Selv de fire knapper i venstre side er med tilpas afstand til at jeg kan kende dem fra hinanden, selvom de egentlig står lige op ad hinanden. Form og knapper gør at ROCCAT Kone XP er en mus til højre hånd. Dog synes jeg at det er nævneværdigt at overfladen på ROCCAT Kone XP er en smule glat og det kan være nemt for musen at glide mellem fingrene.

Designmæssigt synes jeg det er en smule underligt at ROCCAT har valgt at knapperne på Kone XP skal være med forskellige overflader. Nogle knapper er helt matte, mens andre også har elementer af blankt sort og så er der den bløde DPI-knap samt scroll-hjulet som ligeledes er blødt. For ikke at nævne de gennemsigtige hvide primære knapper. Det er dog nok ikke noget man tænker over med mindre man virkelig kigger musen efter i sømmene.
Alt i alt synes jeg dog at ROCCAT Kone XP er en flot mus og den gennemsigtige overflade gør at RGB-lyset virkelig skinner igennem. Det sker nemlig tit med gaming mus at deres logo er dét som lyser op og det dækker man som gamer til med hånden. Med ROCCAT Kone XP er der “risiko” for at mere lys skinner igennem.

Funktionalitet

I de næste afsnit ser vi nærmere på, hvordan ROCCAT Kone XP er at anvende og nærmere på dens mange knappers brugbarhed og præcision. Først skal vi dog ind og indstille musen gennem ROCCATs app til formålet.

Software

Appen som ROCCAT har udviklet hedder SWARM og giver dig som bruger adgang til alle musens indstillingsmuligheder. Du kan også gemme profiler direkte på musen, således at de er gemt, selvom du tager og sætter din mus til en computer, hvor SWARM softwaren ikke er installeret.

ROCCAT SWARM er måske i udseende ikke så moderne, som nogle af de konkurrerende løsninger fra eksempelvis Razer og Logitech, men til gengæld er den nok noget af det nemmeste at bruge. Små spørgsmålstegn fortæller dig, hvor du kan få mere at vide om den enkelte funktion og selvom denne information ikke er tilgængelig på dansk, så er det ret nemt at spore sig ind på, hvad man er ved at pille ved.

ROCCAT SWARM har smarte funktioner, såsom lift-off højde, genveje i tasterne og DPI følsomhed, men der er også mulighed for at få lyd på, hver gang man gør noget bestemt på musen og det er pænt irriterende. Eksempelvis kan du sætte en timer på din knap, som så tæller ned, men problemet er at der er en mandlig stemme som jeg slet ikke er fan af, som tæller ned i intervaller og når den når helt ned på 5 sekunder så er det hvert sekund. Jeg så hellere at timeren kunne sættes til at blinke i stedet for at sige en lyd, hvis man endelig skulle bruge den til noget.

Så jeg vil rose ROCCAT for at SWARM appen er nem og overskuelig at bruge (sammenlignet med andre i branchen), men jeg ville nok sågar fjerne nogle af de overflødige funktioner for at gøre det endnu nemmere og hurtigere at arbejde med (såsom lyd-beskederne).

Sensor og brug

ROCCATs egen Owl-Eye optiske sensor med op til 19K DPI er hvad Kone XP er bestykket med. Hvorvidt man vil udnytte den til fulde er nok i min optik lidt overkill, men som nævnt i tidligere reviews, så betyder det også at sensoren burde være ret præcis ved lavere følsomheder også.

Jeg oplevede i hvert fald en meget responsiv og præcis sensor, som ikke umiddelbart fejlede med at registrere mine bevægelser. Jeg spillede nogle forskellige spil og også “trænings-simulatorer” så jeg kunne koncentrere mig om sensoren mere end om spillet. Der var ikke nogle udfald eller fejl at registrere fra min side i hvert fald, men jeg må også erkende at ved 19000 DPI var markøren for hurtig til min smag til at jeg kunne spille med det nærmest uagtet, hvad jeg satte sensitivity til i spillet.

Under designsektionen har jeg været en del omkring de taster, som ROCCAT Kone XP er udstyret med for så vidt angår deres placering og design naturligvis. Når det kommer til brugen af dem, så er de ret faste og præcise, hvis man ser bort fra gummitasten i toppen, som i udgangspunkt er sat til at blive brugt som DPI-skifter. Den knap er af gummi og føles også derfor mindre præcis.

Scroll-hjulet er af gummibelægning også, men den har en klar vandring så man kan godt mærke, hvornår man har trykket på den. Alle knapper kan sættes til at have en separat funktion på ROCCAT Kone XP. Du kan dog også lade den ene knap være EasyShift, så du nemt kan fordoble knappernes funktion ved at holde denne knap nede. Det giver denne mus mulighed for op til 29 genveje, men det forudsætter at du er villig til at have alternative knapper på dem alle og umiddelbart synes jeg at DPI-switch-knappen i toppen er svær at nå, hvis man samtidigt skal holde en anden knap inde.

Komfort

Jeg kan virkelig godt lide overfladen på ROCCAT Kone XP for så vidt angår, hvordan den føles under min hud. Det gør den behagelig at holde på, men desværre betyder det også at den glider temmelig nemt under hånden. Holder man nogenlunde fast så har man fint fat om den grundet formen, men jeg kunne nu godt tænke mig en anelse mere modstand.

Når nu formen er nævnt, så er der tale om en relativt høj og lang mus uden at den er voldsomt bred. For min store hånd synes jeg at ROCCAT Kone XP er temmelig fin og fylder den rigeligt ud når jeg spiller fordi jeg bruger palm-grip. Jeg forestiller mig formen er lidt svær til fingertip-grip uden at jeg skal gøre mig ekspert her, idet jeg selv ikke kan spille på den måde.

ROCCAT Kone XP glider let på en musemåtte og uden stor modstand. Den griber en smule om musemåtten, så man skubber den ikke langt når man skubber den hen langs musemåtten og umiddelbart virker det også til at den har god vægtdistribution for den drejer ikke når jeg skubber den uden at holde fat.

Konklusion

ROCCAT Kone XP rammer egentlig temmelig meget plet på de fleste parametre og er en ganske udemærket gaming mus med god form, gode knapper, mange knapper og en solid software til at understøtte det hele. Om man vil kunne lide det gennemsigtige design er jo en smagssag, men jeg synes ganske fint om det at prøve noget anderledes. Den glatte overflade er egentlig det eneste jeg kan sætte fingeren på ved denne ganske udemærkede mus, og dét er sågar lidt søgt. Så, alt i alt er ROCCAT Kone XP en fantastisk gaming mus, hvis du vil betale prisen.

Positivt

  • Design og form
  • Masser af knapper – programmerbare
  • God og præcis sensor
  • Nem software (om end lidt outdated i design)

Negativt

  • Glat overflade

Pris og tilgængelighed

Set til 719,-

Køb ROCCAT Kone XP

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er nu lige knap og nap et årti siden jeg første gang selv stiftede bekendtskab med ROCCAT og deres Kone serie af gamingmus. Nu er det blevet tid til det seneste skud fra stammen i netop denne serie i form af Kone XP,...Test: ROCCAT Kone XP gamingmus