søndag, november 24, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Wolverine V2 Pro

Test: Razer Wolverine V2 Pro

Razers Wolverine V2 Pro er til dig der ønsker en anden controller til din PS5 eller en controller som du kan bruge trådløst til både computer og konsol. Vi har sat den på prøve i denne test, så du ved, hvad du potentielt køber.

Hvad er der i æsken?

Razer har valgt at deres udstyr, som er lavet til PlayStation skal være i hvide kasser i stedet for de sorte/grønne vi kender brandet for. Det er måske ganske fint for at man kan genkende udstyret nemmere, men det er dog nævneværdigt at Wolverine V2 Pro også virker til Windows.

Udover controlleren, så får du i æsken også to ekstra analoge sticks, som du kan skifte. Disse er af forskellig højde, så du kan finde den pasform, der passer dig. Derudover er der også et USB-A til USB-C kabel, som du kan bruge til at oplade controlleren eller til at spille kablet.

Design

Hvis man forestiller sig en blanding af en Xbox og en PlayStation 5 controller, så er det cirka Wolverine V2 Pro man ville få som resultat heraf. Wolverine V2 Pro er nemlig lidt fladtrykt i forhold til den aflange PS5 controller, men til gengæld er farvekombinationen i vores udgave nærmest som kopieret fra Sonys controllere.

Modsat den originale PlayStation controller, så er Wolverine V2 Pro med forskudte analoge sticks i øvrigt. Det betyder at den egentlig minder mere om en Xbox controller end den, der følger med til PlayStation og det kan der være mange delte meninger omkring. Det er nærmest en religion, hvad folk foretrækker.

Det som til gengæld slet ikke spiller for mig er den D-Pad som Wolverine V2 Pro er udstyret med. Den føles bare som en stor plade og så er det svært at vide om man har trykket til siden eller skråt. Det kræver måske tilvænning, men umiddelbart er jeg ikke fan, Den er dog til gengæld dejligt stor. I Call of Duty oplevede jeg at den i menuen til tider ikke reagerede hver gang, men gjorde det i andre spil.

Der er små skydeknapper i bunden af Wolverine V2 Pro. Den ene skifter du mellem trådløs og kablet opkobling og en anden bruger du til at indstille controlleren mellem PC og PS5. Derudover er der to skydeknapper, som du kan bruge til at låse de to nederste trigger knapper med, så de ikke kan trykkes så langt ind, hvilket er perfekt til skydespil. Razer kalder selv denne funktion for HyperTrigger, muligvis fordi de aktiverer hurtigere.

Mellem triggerknapperne har Wolverine V2 Pro også to ekstra knapper, som er skubbet lidt indad, hvilket har den fordel at du ikke klikker på dem ved en fejl, men de er nogenlunde nemme at nå, hvis du vil bruge dem. Jeg ville dog ikke bruge dem til primære funktioner.

Udover de nævnte to ekstra knapper, så har du på Wolverine V2 Pro også fire ekstra vippe-knapper i bunden af controlleren. De fire knapper i bunden er lidt sværere at kende forskel på til man har haft controlleren i hænderne et par dage, hvor man lærer at placere sine fingre.

De to analoge sticks, som Wolverine V2 Pro er udstyret med er mulige at trække af. Det kræver lidt kraft, så man behøver ikke være nervøs for at de bare ryger af mens man spiller. Så kan man skifte dem ud med de to andre, der fulgte med i kassen, hvis man eksempelvis ønsker hurtigere eller mere præcis kontrol. Altså det man køber Kontrol Freeks produkter til ellers.

Funktionalitet

Det første jeg vil råde dig til at gøre med Wolverine V2 Pro er at installere dens seneste firmware. Før jeg gjorde det var den trådløse forbindelse simpelthen ikke særlig stabil og jeg var tæt på at konkludere produktet nærmest umuligt at bruge på en PlayStation trådløst. En firmware senere var jeg en happy camper og kunne spille. Herefter var der udfald, hvis jeg havde for mange trådløse enheder mellem controlleren og dens modtager, men hovedsageligt spillede det uden problemer.

Wolverine V2 Pro er kompatibel med både PC og PlayStation 5. For at sætte den op til henholdsvis den ene og den anden platform skal du bruge de nævnte skydeknapper i bunden af controlleren. Her skal du også vælge om du ønsker at anvende controlleren trådløst eller med kabel. Mere opsætning end dét er egentlig ikke nødvendig.

Det som du til gengæld ikke kan med Wolverine V2 Pro er at tænde din PlayStation. Det er en begrænsning som alle tredjepartscontrollere har mig bekendt, men alligevel synes jeg det er relevant at nævne for dem, der måske ikke var klar over dette.

Der er to ting ved Razer Wolverine V2 Pro som overrasker mig. Den ene værende at controlleren ikke genkendes af Synapse softwaren i Windows. Controlleren virker fint, men du kan altså ikke bruge Razers software til at opsætte eller ændre indstillinger med.

Den anden overraskelse er at Wolverine V2 Pro ikke har vibration. Argumentet fra Razer er at det kan tage fokus og at Wolverine V2 Pro er lavet til folk, hvor konkurrenceelementet er i fokus.

Hvis du dog gerne vil udnytte controllerens ekstra knapper og selv bestemme, hvad de skal gøre, så skal du installere Razers app hertil. Når du har forbundet controlleren til din telefon, så kan du indstille forskellige profiler og lade deres genveje være forskellige. Denne del synes jeg er ret fed fordi du kan have forskellige genveje afhængigt af hvad du spiller og så bare skifte mellem dem via knappen på fronten.

Du kan så ændre profilernes farver i Chroma belysningen, så du ved hvilken profil du har aktiveret. Du kan også holde øje med lyset lige under touchpadden, da denne lyser op i den profil du skifter til når du trykker den midterste knap på controlleren og pil til enten højre eller venstre.

Ekstra knapperne er nemme at nå i min optik og de nederste ligger ret fint i forhold til mine fingre. De er nemme at nå uden at være i vejen når bare jeg holder på controlleren.

Helt generelt synes jeg at knapperne på Wolverine V2 Pro er ret gode. De er fint faste, om end knapperne til højre er en smule løse i forhold til resten. Generelt synes jeg at knapperne er med en kortere aktivering end på den originale controller. Razer kalder sine knapper for Mecha-Tactile og de afgiver da også en klik-lyd når de bliver aktiveret.

Den store touchpad på controlleren synes jeg dog afgiver en knirkende lyd til tider, som jeg ikke helt er fan af. Det virker som om den er en smule løs. Touchpadden er dog det eneste sted, hvor jeg bliver en smule skuffet over byggekvaliteten og knapperne på Wolverine V2 Pro. Det føles udover dét nemlig som et solidt bygget produkt og knapperne føles fint præcise.

Formen af controlleren kan man diskutere, hvorvidt man kan lide eller ej. Jeg synes at udseendemæssigt er den ikke ligeså køn som den originale fra Sony, men om jeg ville vælge den ene eller den anden til at spille med er straks en sværere beslutning. Wolverine V2 Pro ligger ret godt i hænderne.

Konklusion

Jeg har selv altid været temmelig skeptisk når det kom til tredjeparts controllere til mine konsoller. Det jeg tit har oplevet er at de ikke performer bedre end den originale og før Firmware-opdateringen var det også tilfældet med Wolverine V2 Pro. Dét ændrede sig dog gevaldigt og jeg må sige at jeg blev temmelig afhængig af denne controllers feedback på knapperne, ekstra knapper og min mulighed for at remappe knapperne til det jeg bruger mest. Indstillingsmuligheder er der måske færre af end ved konkurrerende tredjepartscontrollere, men i sin helhed byder Wolverine V2 Pro på en ret fed spilleoplevelse og gode taster. Jeg bliver ikke fan af dens D-Pad, men det er heldigvis ikke en jeg bruger for ofte. Prisen er måske det eneste der kan være en showstopper for mange, men hvis man spiller på høj plan er den almindelige controller fra Sony bare ikke nok.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Razers Wolverine V2 Pro er til dig der ønsker en anden controller til din PS5 eller en controller som du kan bruge trådløst til både computer og konsol. Vi har sat den på prøve i denne test, så du ved, hvad du potentielt køber. Hvad...Test: Razer Wolverine V2 Pro