mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Deathadder V2 gaming mus

Test: Razer Deathadder V2 gaming mus

En gammel kending kommer i nye klæder og vi har fået lov at se nærmere på DeathAdder V2 musen fra Razer, som nu har fået både visuel og teknisk opgradering. Der er blandt andet kommet nye switche og sensor, som skal gøre denne mus endnu mere legendarisk – åbenbart.

Hvad er der i æsken?

Razers indpakning af deres hardware er altid lækkert og udført i en sort/grøn kombination, som vi jo kender fra producenten. Razer DeathAdder V2 er dog en ganske simpel kablet mus, som ikke indeholder andet end selve musen, manual og et par klistermærker i æsken, så vi hopper hurtigt videre til det spændende.

Design

Razer DeathAdder var et af de ikoniske mus, efter min mening, som var med til at sætte standarden nærmest på niveau med MX518 og IntelliMouse. Der var tale om et simpelt, men veludført stykke hardware, som lå godt i hånden og performede lige efter bogen. Med den stamtavle er der en del, som den nye DeathAdder V2 skal leve op til.

Man har hos Razer gået efter princippet om “don’t fix what ain’t broken” og DeathAdder V2 ligner dermed temmelig meget sig selv ved første øjekast. Den har nogle lidt større knapper bag scroll-hjulet, som du kan bruge til eksempelvis at styre DPI på sensoren. Disse knapper er nu en anelse nemmere at ramme. Dertil har den fået opgraderet sine fødder for bedre at kunne styres henover musemåtten. Slutteligt af de større visuelle ændringer har den nye DeathAdder V2 fået et langt mere robust og lækkert kabel i form af Razer SpeedFlex. Sidstnævnte kan virke som en lille detalje, men første gang man har et kabel, som sidder fast eller bare går i stykker efter relativt kort tid, lægger man mærke til det.

Størrelsesmæssigt hører Razer DeathAdder V2 ikke til den lille klasse. Det er faktisk også derfor det var min yndlingsmus i lang tid oprindeligt. Den fylder rigtig fint i hånden, hvor man samtidigt har fint adgang til de to primære knapper og frem og tilbage knapperne i siden. Jeg fik min søn på knap 8 at tage den i hånden og kunne godt se at hvis han skulle holde på den på en anden måde end palm-grip, så ville han blive udfordret. Jeg fristes dermed til at sige at grundet størrelsen er DeathAdder V2 en “voksen-mus”. Det er i øvrigt ligeså meget højden, som længden og bredden, der resulterer i dette.

På undersiden af Razer DeathAdder V2 er der også sket lidt. Som nævnt har den fået lidt bedre fødder, som nu er hvide og er også større end både dem der var i Elite og i særdeleshed dem som var i det oprindelige design. Derudover er der nu også en profil-knap så du kan skifte mellem profilerne på musen, der nu har en indbygget hukommelse også. Den indbyggede hukommelse gør dig i stand til at gemme profiler, så du kan bruge dem på andre computere end din egen eller hvis du nu skulle være Mac-gamer.

De hvide fødder på undersiden er faktisk det eneste, som ikke er sort på denne mus. Selvom den har RGB lys i form af Razer Chroma, så er musen meget nedtonet i designet uden de store detaljer. Slukker man for lyset vil den sagtens kunne gå an som en kontormus også. Der er lidt forskellige overflader, men alt er ellers sort. I siderne, hvor ens tommelfinger og lillefinger hviler har man eksempelvis en rille, som gør at disse fingre sidder bedre fast.

DeathAdder V2 er designet med en del opgraderinger både internt og visuelt. Den vejer dog også en del mindre med sine 82 gram mod de “oprindelige” 105 som er i DeathAdder Elite, hvilket godt kan mærkes. Der er generelt en trend med at lave lettere mus til min egen personlige ærgrelse, idet jeg foretrækker lidt tyngde under hånden.

Funktionalitet

Rent funktionelt er der nok sket mest med Razer DeathAdder V2 i forhold til sine forgængere. Den har som nævnt nu fået en længe ventet indbygget hukommelse, så du kan gemme profiler direkte på musen i stedet for at skulle have Razer Synapse installeret og kørende på din maskine. Det gør det noget nemmere at arbejde med, især hvis man spiller på andet ned Windows, som er det eneste OS Synapse virker til.

Derudover er Razer DeathAdder V2 udstyret med en ny optisk sensor på hele 20.000 DPI i form af Focus+ fra producenten selv. Denne formår virkelig at tracke præcist og hurtigt. Den kan håndtere at blive bevæget med 650 IPS, hvilket er det højeste jeg endnu er stødt på og betyder at du kan bevæge din hånd endnu hurtigere og forvente den reagerer. Jeg oplevede på intet tidspunkt at sensoren svigtede mig. Jeg er ikke hurtig eller pro nok til at spille med de helt høje DPI, men rart er det at flaskehalsen er udvidet under alle omstændigheder.

Under knapperne har man også valgt at isætte nye switche og det er Razers egne optiske switche, som giver både hurtigere aktivering og en længere levetid end fysiske kontakter. Optiske switche virker med lys eller rettere afbrydelse af samme, som så sender signalet til softwaren videre. Det giver i henhold til Razer en reaktionstid på 0,2 ms.

Razer DeathAdder V2 er blevet udstyret med otte programmerbare knapper, som du kan justere funktionaliteten af gennem Razer Synapse softwaren. Denne virker kun i Windows, men som nævnt kan man gemme de profiler man laver og bruge dem på andre computere. Synapse softwaren er ret omfattende dog uden at være kompleks. Der er et hav af muligheder for både at ændre knappernes funktion, men også at indstille musens Chroma lyseffekter i henhold til hvad der foregår i spillet og på resten af dit Chroma kompatible Razer udstyr. Du kan sågar få musen til at lyse i takt med Philips HUE lys, hvis du skulle have sådan noget.

Scroll-hjulet som nu har fået den tekniske betegnelse Instinctive Scroll Wheel er ganske glimrende. Den giver en fin feedback tilbage til brugeren, om end jeg personligt synes den er lidt blød. Den er dog præcis og hurtig, hvilket er det som tæller.

Konklusion

Rent funktionelt har jeg ikke meget at sætte fingeren på ved Razer DeathAdder V2, som er en mus meget efter min smag med en god størrelse, få knapper og en hurtig samt præcis sensor. Den kan virke stor for børnehænder især, men det kommer også an på, hvordan de holder på den. Razer Synapse softwaren og den indbyggede hukommelse gør den god til mange formål og spil.

Med et moderat design, hvor du også kan slukke for RGB-detaljerne, så er Razer DeathAdder V2 faktisk også en helt fin kontormus. Den ligger rigtig godt i hånden og ser ikke for gaming-agtig ud. Alt i alt en ganske fed gaming mus med nok knapper, som er behagelig at bruge og nem at sætte op. Den koster måske en tand mere end jeg ville retfærdiggøre for en relativt simpel mus med kabel.

Positivt:

  • Design
  • Performance
  • Indstillingsmuligheder og on-board hukommelse
  • Stor og let (smagssag)

Negativt:

  • Stor og let (smagssag)
  • Pris

Pris og tilgængelighed

Set til 599,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

En gammel kending kommer i nye klæder og vi har fået lov at se nærmere på DeathAdder V2 musen fra Razer, som nu har fået både visuel og teknisk opgradering. Der er blandt andet kommet nye switche og sensor, som skal gøre denne mus...Test: Razer Deathadder V2 gaming mus