mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Basilisk X HyperSpeed

Test: Razer Basilisk X HyperSpeed

Razer er efterhånden godt på vej til at have en gaming mus til ethvert behov. Deres Basilisk serie er også udvidet med endnu en afart i form af Basilisk X Hyperspeed, som er en trådløs udgave af deres ellers populære mus. Vi har fået lov at lege lidt med den.

Hvad er der i æsken?

Der er ikke det store at sige om selve æsken og musen er meget kompakt pakket ned med miljø for øje. Med det mener jeg at tiden, hvor selve unboxing var vigtigere end det skrald man efterlod er forbi. Indholdet består i en mus, et AA-batteri og lidt papirværk samt et klistermærke.

Design

Razer Basilisk X HyperSpeed er en mus der skiller sig en smule ud af mængden ved at være lidt mere detaljeret end i hvert fald gennemsnittet.

Designmæssigt kunne jeg dog ikke undlade at tænke den minder mig om en anden mus fra en anden producent. Ligheden kan muligvis ses af nedenstående billede mellem Logitech G502 og Basilisk X. Dette gør dog bestemt ikke noget, for det at låne designmæssigt fra noget, som virker ganske glimrende, kan jeg ikke se det forkerte i. Her ses de to mus med Razer nederst.

Sammenlignet med sin egen storebror, den kablede version af Basilisk, og så den nævnte G502, så er Basilisk X HyperSpeed bare en del tonet ned på funktionalitet. Der er hverken et genopladeligt batteri, knap til justering af scroll-hjulet eller et vægtsystem. Basilisk X føles lidt som en budget-løsning. Til prisen er Basilisk X HyperSpeed dog slet ikke en slem mus for man får trods alt en kabelfri løsning.

Apropos kabelfri, så er Basilisk X HyperSpeed i øvrigt helt kabelfri. Det vil sige du kan, som nævnt, ikke lade den op eller bruge den med et kabel skulle du løbe tør for strøm. Den har nemlig ikke nogen indgang til kabel. Det giver et mere clean design, men har altså også sin downside.

Razer har tydeligvis tænkt på batteritid i Basilisk X HyperSpeeds design, hvofor denne mus, modsat mange andre af deres mus, ikke er bestykket med Chroma belysning. Du kan altså ikke få musen til at lyse i alle regnbuens farver, hvis dét skulle være vigtigt.

Med seks programmerbare knapper har man dog alligevel nogen grad af tilpasningsevne. Knapperne som kan indstilles er i toppen og så er der to knapper i den venstre side af musen, som ab fabrik er kodet til at være frem og tilbage funktion i Windows. Hovedknapperne på Razer Basilisk X HyperSpeed føles kvalitetsfulde og præcise ved klik, mens knapperne i siden føles en smule billige til sammenligning. Hvordan føles en knap billig kan man jo så spørge sig selv, og det jeg mener er at de føles en smule vaklende under fingeren.

Razer Basilisk X HyperSpeed har også en knap i bunden ved sensoren, som kan skydes til siderne og gør at du enten kan slukke musen, skifte til den medfølgende 2.4 GHz USB-modtager eller Bluetooth.

Hvis du enten ikke skal bruge USB-modtageren eller bare har behov for at transportere den sammen med musen, så kan dækslet på Razer Basilisk X HyperSpeed tages af bagerst på musen. Det kræver lidt fifflen med fingrene og giver adgang til en holder til USB-modtageren og så er der også plads til AA-batteriet.

Selvom Razer Basilisk X HyperSpeed er en nogenlunde flad mus, så fylder den fint ud i min hånd. Jeg vil anbefale musen til folk, der spiller med palm-grip og altså med hele håndfladen på musen. Til fingertip er den måske ikke så velegnet, hvorimod siderne giver rigtig fin støtte til hånden og man kommer på den måde ikke så nemt i berøring med musemåtten. Musen føles rigtig fin i hånden i hvert fald.

Funktionalitet

Designmæssigt er Razer Basilisk X HyperSpeed meget i tråd med de andre mus i serien. Det er en fyldig mus og i nedenstående ser vi også på om den er fyldt med gode funktioner.

Personligt er jeg ret skeptisk når det kommer til trådløse enheder, der ikke er genopladelige. Man kan selvfølgelig selv sørge for bare at have genopladelige batterier og så have ekstra lige ved hånden. Det gør at man på intet tidspunkt er nødsaget til at have et kabel i sin trådløse mus, men jeg er sikker på at løsningen her er valgt grundet omkostninger og så at man med AA kan lave en løsning, der holder længere ad gangen uden opladning/udskiftning af batteri.

Razer lover selv op til 450 timers batteritid via Bluetooth og 270 ved den lidt hurtigere 2.4 GHz forbindelse. Begge scenarier er for lang tid til at vi har tid til at teste det igennem, hvorfor jeg blot vil sige at det ikke er så ringe endda. Faktisk er det helt fint og noget, hvor selv jeg kunne overveje at leve uden et genopladeligt batteri.

Indstilling

Ligesom så mange andre gaming mus på markedet, så bliver al ting bedre når man installerer den software, som producenten har udviklet til justering af musen. Det samme gør sig gældende for Razer Basilisk X HyperSpeed. Måske sågar mere end gennemsnitsmusen, idet Razer Basilisk X HyperSpeed ikke har intern hukommelse og hvis ikke du installerer Razer Synapse, så skal du blot acceptere at knapperne er som standard og du ikke kan få forskellig funktionalitet afhængigt af spil og programmer. Med softwaren installeret kan du dog indstille musen lige til din smag og i den forstand er man ikke begrænset af dens manglende hukommelse.

Knapper

For mig betyder følelsen af knappen på en mus rigtig meget. Næst efter formen af musen er det nok mit vigtigste punkt. Nok fordi jeg ikke er pro nok til at mærke forskel på den ene sensor kontra den anden og hverken belysning eller indstilling af knapper er afgørende for mig. Knapperne i Razer Basilisk X HyperSpeed føles ret præcise og ensartede, hvis vi isoleret set kigger på de to primære knapper. De små og alternative knapper er en smule mere løse i det dog. Også selve scroll-hjulet kunne jeg tænke mig var mere fast i det.

Sensor og ydelse

Udstyrt med Razers 5G sensor, så er det endnu en sensor, som performer godt og ikke vil være flaskehalsen for de fleste af os. Jeg tror den er for hurtig til at man selv kan mærke nogen fejl i trackingen, men vigtigst af alt, for mit vedkommende, var at jeg ikke mærkede nogen acceleration. Musen agerede som jeg forventede det og det var uanset om jeg lavede små tilretninger med sniperen eller hurtigere bevægelser i nærkamp i Warzone, som mange af os spiller for tiden. Det er en optisk sensor, som for mit vedkommende virker på både musemåtte, papir og skrivebord uden problemer.

Heller ikke den trådløse forbindelse, som Razer kalder HyperSpeed, virkede til at have indvirkning på performance. Jeg kunne godt mærke en smule mindre præcision i Bluetooth forbindelsen ved hurtige og heftige bevægelser, men jeg tænkre også denne forbindelse er tiltænkt kontorbrug med længere batteritid.

Konklusion

Af en trådløs gaming mus at være så er Razer Basilisk X HyperSpeed ganske fin. Den mangler (for nogle brugere) noget RGB belysning og en genopladningsmulighed, men ser man udover disse gimmicks, så er der tale om en mus, som ligger rigtig godt i hånden, er utrolig præcis, kan indstilles efter behov i knapperne gennem software og koster samtidigt ikke voldsomt. Det bliver til en lang smøre til sidst, men der er også tale om en ganske fin og anbefalelsesværdig mus, hvis altså man kan se udover dens få mangler.

Positivt

  • Ligger rigtig godt i hånden
  • Lang batteritid
  • God software

Negativt

  • Udskifteligt batteri
  • Kan ikke kables

Pris og tilgængelighed

Set til 441,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Razer er efterhånden godt på vej til at have en gaming mus til ethvert behov. Deres Basilisk serie er også udvidet med endnu en afart i form af Basilisk X Hyperspeed, som er en trådløs udgave af deres ellers populære mus. Vi har...Test: Razer Basilisk X HyperSpeed