mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Basilisk FPS gaming mus

Test: Razer Basilisk FPS gaming mus

Razer er netop for nyligt kommet på markedet med en decideret mus til skydespil, navnlig Razer Basilisk, som er designet især til FPS-gamere. Udstyret med en avanceret optisk sensor, justerbart scroll-hjul og en aftagelig knap til midlertidig justering af DPI-hastigheden, så mener Razer at deres Basilisk mus er den ultimative mus til FPS gaming og det skal vi naturligvis se nærmere på og se om vi er enige i.

Hvad er der i æsken?

I den klassiske sort/grønne æske, som de fleste Razer produkter bliver leveret i finder man naturligvis selve musen med kablet koblet til. Derudover gemmer der sig også to små ekstra komponenter i æsken, hvor den ene er af hård plastik og den anden af gummi. Disse er begge til at fylde den nævnte aftagelig knaps position, som vi kommer nærmere ind på senere. Desuden er der naturligvis den obligatoriske velkomstbesked, manual og klistermærker.

Design

Umiddelbart fristes man til at sige at Razer Basilisk ligner enhver anden mus stort set. Når man kommer lidt nærmere ind til den finder man dog ud af at den har nogle unikke detaljer, selvom den også låner en del af designet fra Razers andre mus. Eksempel herpå er DPI-knapperne nedenfor scroll-hjulet, som er ret standard for Razers mus.

Det er dog de små detaljer som tæller og en af disse er formen på de to store museknapper på Razer Basilisk. Den venstre knap er eksempelvis med en lille fordybning, således at ens pegefinger falder i og har et komfortabelt greb om denne, mens den højre knap buer en smule udad, hvilket faktisk gør musen lidt nemmere at holde på. Det gør sig i hvert fald gældende for os som spiller med palm-grip grebet.

Razer Basilisk er efter min mening en palm-greb mus, idet den også er udstyret med en midlertidig DPI-switch i siden, hvor ens tommelfinger ved denne grebstype vil hvile. På toppen har man som nævnt to DPI-knapper som er forudprogrammeret til at justere følsomheden af musen, men knappen i siden, som i øvrigt er aftagelig og udskiftelig, er ment som en midlertidig nedjustering af DPI til når man eksempelvis skal lande et headshot med sniperen gennem scopen. Den aftagelige knap kan justeres i længden ved at man enten smider den ene af de medfølgende plastikknapper på eller den anden. Man kan også smide gummiknappen ind og dermed fravælge muligheden for at trykke på denne knap. De to knapper man så kan sætte på er designet således at de bliver aktiveret som en vippe og altså ikke som en traditionel knap man skal trykke ned. Det gør at man rent faktisk har nemmere ved at aktivere den under brug med musen. Dertil hjælper det naturligvis at den føles korrekt placeret i forhold til, hvor man forventeligt hviler sin tommelfinger.

Apropos gummi, så er Razer Basilisk betrukket med gummi i begge sider og sammen med den form som musen har så giver det et godt greb om musen, selv når ens fingre begynder at svede, hvis man som jeg skulle lide af denne problematik. Derudover er der i venstre side af Razer Basilisk en fordybning, som i bunden spreder sig ud og det gør at ens tommelfinger finder sig rigtig godt tilpas og giver endnu mere greb om musen. Derfor er Razer Basilisk også en mus til højre-hånds spillere, hvilket jeg er stor fortaler for. Man kan efter min mening ikke lave en mus, der er optimal til begge hænder, men jeg så nu også gerne at flere gaming mus producenter fokuserede på deciderede venstre-håndsudgaver af deres populære mus, idet jeg som værende i branchen tit får spørgsmålet om der ikke findes noget derude og udvalget er faktisk ret lille. Selv Razers DeathAdder left-hand edition er nærmest umulig at finde derude længere.

Normalt er jeg ikke fortaler af knapper i bunden af mus i en tid, hvor vi har en masse software, som kan assistere os med at have forskellige features og knapper til at udføre forskellige funktioner. Dog er Razer Basilisk udstyret med en lidt speciel feature i bunden og det er det lille scroll-hjul man kan se på billedet. Dette scroll-hjul er direkte forbundet med det scroll-hjul man finder foroven, idet den justerer hvor meget modstand man mærker under fingeren når man anvender scroll-hjulet. Man kan fjerne modstanden fuldstændigt, så man bare kan rulle derudaf, hvilket jeg ikke er så glad for personligt, men dét at man kan finde den modstand som behager en selv er faktisk en ret fed feature. Den anden knap i bunden af musen er til skift mellem de profiler man har bygget op til musen således at man ikke skal sætte en af sine primære knapper til dette, selvom Razer Basilisk rent faktisk har 10 knapper at gøre godt med.

Razer Basilisk er om noget en behagelig mus at sidde og spille med. Ens hånd bliver fyldt ud og dermed føler jeg at have et godt greb omkring den. Samtidigt hermed er den med sine 107 gram ikke en for let mus. Der er tit diskussion om hvad den optimale mus skal veje og enige bliver gamere nok aldrig, især ikke med mig, som ikke synes de kan blive tunge nok nærmest, men med 107 synes jeg faktisk at Razer Basilisk rammer temmelig godt og selv jeg føler at den har en god masse og fylde.

Razer Basilisk er naturligvis udstyret med Razer Chroma belysning og denne kan vælges på både logoet på bagstykket af musen eller også på selve scroll-hjulet på fronten. Det er også de eneste to steder at man finder en anden farve end sort, idet musen her ellers er helt dækket i forskellige nuancer af sort afhængigt af hvilket materiale man ser på.

Funktionalitet

Razer Basilisk er en behagelig mus at anvende i det daglige. Dens form og design gør at den ligger godt i hånden. Personligt så jeg gerne at den var en smule højere eller blot buede mere så min hånd kom højere op, men dermed ikke sagt at jeg ikke ville kunne vænne mig til at spille på den. Tværtimod så er bredden og sidestykkerne gode til at fylde min håndflade ud så jeg føler der er et godt greb og dermed føles musen også behagelig. Den er nemlig heller ikke så flad som jeg har set andre mus, så jeg vil kalde den et godt mellemstykke mellem DeathAdder og DiamondBack.

Software

Det kan nogle gange faktisk være en fordel at læse den medfølgende manual man får med sine produkter for netop Razer Basilisk bruger en ny version af Razer Synapse 3 softwaren, som er nødvendig, hvis man ønsker at kunne konfigurere denne mus og det var jeg lidt (for) længe om at opdage. Razer Synapse 3 er på nuværende tidspunkt i beta, hvilket vil sige den fortsat er i udvikling, så der kan være nogle udfordringer med funktioner, der måske i det færdige produkt vil være anderledes eller man kan også opleve at der sker nogle uhensigtsmæssigheder. Sidstnævnte kan jeg dog ikke sige at jeg opdagede og softwaren virkede uden problemer.

//media.ereviews.dk/#!album-275

Opsætningen af Razer Synapse 3 er meget ligetil, men jeg synes faktisk det gamle design var en smule mere min smag og det skyldes nok de lyse farver man har valgt at bruge i det nye design. Det virker efter min mening for moderne, men nok noget man vænner sig til og det kan da også godt være det bare er mig som er ved at blive gammel eller konservativ.

Man bliver første gang man sætter softwaren op guidet igennem de mange features man har til rådighed og man bliver også introduceret til de forskellige funktioner og deres ageren. Man har stadigvæk bibeholdt de forskellige faner, således at man kan fokusere sig om en “kategori” ad gangen og dermed indstille musens knapper, ydelse, belysning og kalibrering i hver sin fane.
Når man vil lege med chroma belysningen så kommer der et mere mørkt farveskema frem dog og dette design, som man ser på billedet, giver naturligvis langt mere mening ved et større produkt med flere lys-effekt muligheder, men man kan altså sætte en masse forskellige effekter på afhængigt af det spil eller den profil man har aktiv. Personligt bruger jeg altid lyset til at fortælle mig, hvilken profil, som er aktiv, således at jeg ved hvad de forskellige knapper har af betydning når jeg skal til at bruge dem. Jeg har én gang for en del tid tilbage kommet til at skifte skrivebord midt i en clutch fordi jeg havde den forkerte profil aktiv og det agter jeg ikke at gøre igen.

Sensor

Der vil altid være diskussion derude om, hvorvidt det er en optisk eller laser sensor man skal vælge, men min helt egen personlige holdning er at til FPS så er der ikke så meget andet end optisk der virker, da denne traditionelt er mere stabil ved hurtige og pludselige bevægelser. Razer Basilisk er udstyret med Razer 5G optical sensor, som kan justeres helt op til 16.000 DPI. Den maksimale sensor-indstilling må efter min mening være teoretisk i brug og mere som noget der godt kan lade sig gøre for at illustrere sensorens evner, men uden at nogen kan bruge dette i dagligdagen. Blot for at give et eksempel så skal jeg bevæge min mus langt mindre end 1 cm for at komme fra den ene side af min 27″ (2560×1440) skærm til den anden.

Razer 5G optical sensoren er dog en fornøjelse at spille med og den er meget smooth og præcis når man bevæger den både hurtigt og i langsomme præcisionsbevægelser. Gennem softwaren kan man kalibrere den til at arbejde bedre med den overflade man spiller på, men det er altså ikke noget jeg umiddelbart kan mærke forskel på og stoler blindt på at det har en indvirkning.

Konklusion

Værende et helt nyt design fra Razer så sætter man forventningerne en smule op, idet man kender Razer for at have lavet nogle fantastiske mus gennem tiden og dermed har man også en vis forventning til at dette bare skal spille. Personligt synes jeg at den gør en masse ting rigtigt, såsom at sniper-knappen er med en vippe-funktion, hvilket gør den langt nemmer at aktivere end andre sniper-knapper jeg har set og så kan man justere modstanden på scroll-hjulet. Det er nok noget man indstiller én gang og så ellers lader være, men her ved man at man har en mus man kan tilpasse nok til at det kan være som man vil have det.

Som altid er Razers produkter forstærket af den funktionsrige software, Synapse, som nu kommer i en ny udgave og man skal så vænne sig til et nyt farveskema. Personligt er det ikke min kop te med det snehvide design, men foruden farveskemaet er det faktisk ganske fint.

Razer Basilisk er en god mus all-around og der er faktisk nærmest intet at sætte fingeren på. Det skulle være småting såsom at den er til højre-hånds brugere og mest ideel til dem af os der spiller med hele hånden på musen, men dette vil være en smagssag og dermed ikke noget direkte møntet på selve musen og dens funktionalitet.

[checklist]

  • Design
  • Gummigreb i siderne
  • Sniper-knap vipper
  • Scroll-hjul kan justeres i modstand

[/checklist]
[badlist]

  • Intet bemærkelsesværdig – evt. at den er mest til palm-grip brug

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 549,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Razer er netop for nyligt kommet på markedet med en decideret mus til skydespil, navnlig Razer Basilisk, som er designet især til FPS-gamere. Udstyret med en avanceret optisk sensor, justerbart scroll-hjul og en aftagelig knap til midlertidig justering af DPI-hastigheden, så mener Razer at...Test: Razer Basilisk FPS gaming mus