tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: QPAD QH-700 gaming headset

Test: QPAD QH-700 gaming headset

QPAD lancere adskillige produkter på det seneste og deres nye mantra om god kvalitet uden alt muligt udenom har bragt os deres seneste QH-700 til testbordet, som vi altså ser nærmere på i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

Hvis man skulle dømme QPAD QH-700 på dens klæder vil man på baggrund af den lidt billigere og simple æske tænke at der er tale om et lavkvalitetsprodukt, men QPAD QH-700 har ikke et prisskilt, der indikerer det samme. Indholdet af æsken er selve headset med et ikke aftageligt kabel, en aftagelig mikrofon og et Y-splitter kabel samt en instruks.

Design

Ved første øjekast på QPAD QH-700 fortsætter indtrykket af at der er tale om et ikke så særligt headset, idet designet føles ret simpelt og ikke særlig eksklusivt. Når man tager headsettet i hænderne ændres dette indtryk væsentligt, for man begynder at mærke på nogle miksede signaler. På den ene side har man plastikken, som fortsat føles billig og så har man metallet, som sender én i en anden grøft. For at danne mig et indtryk af selve kvaliteten satte jeg QPAD QH-700 gennem min obligatoriske vridetest, hvor jeg tvister og drejer headsettet for at lytte og mærke efter svagheder og disse var der ingen af umiddelbart, hvilket plejer at være et ret godt tegn.

Designmæssigt ligner QPAD QH-700 den QH-95 vi også har testet ret meget, men der er også nogle væsentlige forskelle. QPAD QH-700 er eksempelvis ikke udstyret med lydkort på kablet. Til styring af lyden er den til gengæld udstyret med knapper på den venstre ørebøf til både at mute mikrofon og ændre i lydniveau. Mikrofonknappen er dog ikke nemt at finde ud af om den er tændt eller slukket.

Der er bløde puder på både ørebøfferne, men også i hovedbøjlen i toppen og det gør QPAD QH-700 ret blødt at mærke på og det føles også umiddelbart rart mod hoved og ører. Med lige omkring 350 gram i kampvægt er den hverken let eller særligt tung.

De lidt over 300 gram opnås til trods for et par lyddrivere på 53mmog et kabel på knap 2 meter (uden Y-splitter). Det splittede kabel vil addere til vægten ganske naturligt og som navnet indikere er det et kabel, som splitter headsettets ene jackstik i to, så man kan tilslutte computere, som ikke har et kombostik til mikrofon og hovedtelefon.

QPAD QH-700 kan foldes temmelig tæt og på denne måde fylde meget lidt i tasken når man skal transportere det rundt. Den aftagelig mikrofon hjælper til på denne mobilitet og gør samtidigt også at du kan bruge QPAD QH-700 på farten uden at det behøver skinne igennem at du har et gaming headset på i offentligheden. Det neutrale sorte design, som kun brydes af QPAD logoet på siden af ørebøfferne hjælper også til dette.

Designmæssigt er QPAD QH-700 en smule for simpelt eller nedtonet til at jeg ville kalde det et Premium produkt, som producenten ellers klassificere det som, men lad os i de næste afsnit komme ind på om den lydmæssigt så kan hamle op med “Premium” klassen.

Funktionalitet

Funktionsmæssigt er QPAD QH-700 ikke fyldt med alle mulige features, såsom RGB belysning, virtuel surround eller andet man kunne finde på for at gøre et produkt mere premium. Det virker til at fokus fra producenten har været på lyd og komfort, så det er også hvad vi kommer til at kigge nærmere på.

Lydkvalitet

Selvom et gaming headset oftest bliver brugt til gaming, så synes jeg at det er mindst ligeså vigtigt, hvor godt det spiller til musik, idet mange gamere enten lytter til musik mens de gamer eller når de laver alt muligt andet.

Musikken der blev smidt efter QPAD QH-700 var en blandt landhandel så at sige og inkluderede både Metallica, Beethoven, Aphex Twin, Nine Inch Nails, David Guetta og meget mere. Sange jeg har i en bestemt playliste med særlig fokus på at teste begrænsninger i det audio udstyr jeg får lov at teste. Det er efterhånden også numre jeg kender rigtig godt og ved hvad jeg skal lytte efter i. QPAD QH-700 overrasker gevaldigt på dette punkt. Om overraskelsesmomentet kommer sig af at jeg havde lavere forventninger grundet den lidt billige indpakning kan jeg have svært ved at svare på, men lydmæssigt er der tale om et utrolig velbalanceret styk hovedtelefon og i prisklassen slår den en del konkurrenter og tangerer ret højt i forhold til, hvad jeg har prøvet med gaming headsets.

Personligt kunne jeg måske godt savne bare en my mere bass, men det er nok fordi jeg netop putter i bås med andre gaming headsets og den elektroniske musik som jeg spiller til nogen gange. Ellers er der at sige at lyden er veldetaljeret og klar på alle niveauer. Musikmæssigt er det eneste jeg “savner” at lyden er en smule mere åben, men jeg ved samtidigt også at det lukkede designvalg i QPAD QH-700 er for at please de mange gamere, som netop ønsker mere indlevelse i deres spil, hvilket er vigtigere end musikken for mange.

I spil får man dette indelukkede spektrum, hvor skud og eksplosioner føles ret levende og omsluttende. Detaljegraden er til trods for dette ret høj og det vil sige at indlevelsen og de store eksplosioner overskygger ikke evnen til at man kan lytte efter de små detaljer, såsom skridt. Jeg havde i hvert fald ikke problemer med at høre, hvor fra og hvornår mine fjender i Warzone kom imod mig. En del af dette skal man også tilskrive sit lydkort naturligvis, for ligesom med netværk, så er oplevelsen kun så god som ens værste flaskehals. QPAD QH-700 tror jeg dog for mange ikke vil være flaskehalsen for det spiller ret godt og selv når man skruer helt op er lyden ret klar.

Mikrofon

Mikrofonen på QPAD QH-700 er ganske vist aftagelig, men det er så også den eneste grad af fleksibilitet den kan yde. Armen er nemlig ret stiv og det betyder at man ikke kan bringe mikrofonen ret tæt på munden og for mig betød det at jeg skulle snakke højere for at blive hørt i spil. Med de andre i husstanden sovende trygt mens jeg gamer, så er det ikke altid hensigtsmæssigt at jeg er nødt til at hæve stemmen. Selve lyden af det som mikrofonen opfanger er heller ikke noget jeg er synderligt begejstret for. Lydkvaliteten på mikrofonen kan man høre i nedenstående indspilning, hvor jeg synes at mikrofonen kæmper med at holde “pf” og “ts” lyde ude. Det positive jeg kan sige om mikrofonen er dog dens evne til at screene støj væk, som ikke skal med, såsom mit mekaniske tastatur.

Komfort

Med de bløde puder og polstring på hovedbøjlen havde jeg store forventninger til komforten ved brug af QPAD QH-700. Den første times tid bliver jeg heller ikke skuffet, men herefter begynder oplevelsen at blive en del varm. Jeg bliver dog ikke decideret set skuffet af den grund, idet stort set alle lukkede headset med kunstlæder ligesom QH-700 giver mig denne oplevelse. Nogle før der er gået en time og andre lidt efter, men det er nærmest uundgåeligt for mit hoved. Det er dog en individuel oplevelse og kan sagtens variere fra person til person. Det afhænger af hvor god ens hud i øvrigt er til at ånde og hvordan headset passer på ens hoved generelt.

Konklusion

QPAD QH-700 er et solidt bud på et rigtig godt gaming headset, hvor man har skåret de unødige detaljer væk og leveret et komfortabelt og velspillende sæt hovedtelefoner, som bare spiller. Mikrofonen kunne man måske kræve en smule mere af også i denne prisklasse, men for prisen får man til gengæld et velspillende headset, der er velegnet til både musik og gaming. Lyden er indlevende og med masser af detaljer, så næste skridt vil måske for mange være at opgradere deres lydkort til at følge med. Alt i alt et rigtig godt headset på mange punkter og især til prisen.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Simpelt design
  • Robust

Negativt

  • Mikrofon

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 99,90 EUR

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

QPAD lancere adskillige produkter på det seneste og deres nye mantra om god kvalitet uden alt muligt udenom har bragt os deres seneste QH-700 til testbordet, som vi altså ser nærmere på i denne omgang. Hvad er der i æsken? Hvis man skulle dømme QPAD QH-700...Test: QPAD QH-700 gaming headset