søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: OnePlus Buds Pro 3

Test: OnePlus Buds Pro 3

OnePlus er kommet med en ny udgave af deres Buds Pro, nu tredje i rækken, som de har valgt at udstyre os med. Der er tale om både en teknisk og designmæssig opdatering med et dual-driver system, ANC og forhåbentlig god lyd. Vi kigger på Buds Pro 3 i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

OnePlus har pakket deres Buds Pro 3 ned som deres telefoner i en kasse, hvor man løfter to æsker fra hinanden i langsom manér og så får man adgang til selve øretelefonerne, et lille rødt USB-kabel til opladning, tre ekstra størrelser øredutter og naturligvis lidt papirværk.

Design

OnePlus har lavet Buds Pro 3 til at være et premium-lignende produkt når det kommer til looks. Etuiet er ret lækkert lavet og i en oval form med et totonet tema. Overfladen på casen er en smule rug og burde betyde at den ligger bedre fast i hånden, om end jeg har formået at tabe mit sæt tre gange under testperioden. Tror dog det mere var min egen skyld. Indeni er de to små øretelefoner med “stilk” og de er nærmest endnu mere lækre end det flotte etui. Jeg har under min test haft tre personer, der har kommenteret dem, men om det skyldes at de er flotte eller at den blanke overflade var iøjefaldende glemte jeg at spørge om.

Du kan få Buds Pro 3 i to farvekombinationer bestående af Lunar Radiance (hvid) og Midnight Opus (sort), hvor vores testudgave var den hvide af dem, som det fremgår af billederne. Begge er dog i et to-tonet design, således at de hvide også har elementer af champagne og de sorte er blandet med en titanium/grå kombo.

Mens etuiet er med en mat champagnefarvet-overflade, så er selve øretelefonerne en blanding af mat hvid og chrome-champagne. Det ser virkelig lækkert ud og etuiet har en virkelig ekstra detalje, idet den lyse overflade er lavet så det imiterer skind.

Det OnePlus også gør rigtigt med Buds Pro 3 er at etuiet er lavet ret slankt og kompakt. Det gør at jeg stort set ikke mærker til det, hvis jeg har det i lommen.

Før i tiden var jeg selv efter øretelefonproducenterne, hvis ikke de havde implementeret en eller anden form for styring på selve øretelefonerne så man ikke skulle have sin telefon frem for at styre musikken eksempelvis. Siden da er man kommet ret langt og de fleste implementerer touch-styring, hvilket jeg selv ikke er stor fan af, men forstår naturligvis også at fysiske knapper ville bringe andre udfordringer med sig. Det som OnePlus til gengæld har gjort med Buds Pro 3 er lidt anderledes og går ud på at du kniber selve stilken.

Når du kniber en enkelt gang er det som at besvare et opkald eller trykke play og sådan kan du dobbelt-trykke eller holde stilken trykket for andre funktioner. Derudover kan du føre fingrene langs stilken for at styre volumen. Det er egentlig ret smart tænkt, men i praksis så føler jeg at jeg rykker for meget på øretelefonerne mens jeg forsøger at styre dem, endnu mere end med touch-knapper.

Da jeg i forvejen har ører, der let slipper in-ear øretelefoner, så gør det at næsten hver gang jeg har indstillet noget via stilken så skal jeg også lige justere øretelefonen i øret efterfølgende de fleste gange. Jeg er dog med tiden blevet mere glad for denne løsning end når jeg skal trykke på ydersiden af en øretelefon og dermed trykke mig selv ind i øret. Så når det endelig skal være er OnePlus’ løsning slet ikke så skidt.

Etuiet til OnePlus Buds Pro 3 er premium i designet og utrolig lækkert i hånden. Jeg troede til at starte med under min test at OnePlus Buds Pro 3 ikke understøttede trådløs opladning, hvilket efter min mening havde været en katastrofe, så jeg ledte lidt mere på producentens hjemmeside og finder ud af at man skal ligge etuiet på OnePlus logoet altså mod den side det åbner. Det er modsat alle andre etuier jeg har testet, så jeg er vel lovligt undskyldt.

Funktionalitet

Jeg var under min test af Buds Pro 3 i besiddelse af både en OnePlus og Samsung android telefon. Derfor testede jeg om der var forskel i opsætningen på den ene kontra den anden. Med OnePlus krævede det faktisk ikke en app og opsætningen af Buds Pro 3 foregik gennem selve menusystemet af telefon, hvorimod man skulle installere en separat app på Samsung for at kunne pille ved ANC og de øvrige indstillinger. Det er faktisk en lækker detalje og giver altså OnePlus ejere en lille flot detalje og fordel om man vil.

Øretelefonerne bruger såkaldt dual-driver teknologi, hvilket vil sige at inde i de små enheder på knap 5 gram er der to små drivere til at skabe den lyd man får ind i øret. Lyden er noget jeg ikke helt var forberedt på. Jeg har høje tanker om OnePlus da det er et brand jeg har erfaring med i mange år, men jeg tænkte at deres Buds Pro 3 ville være blot noget til at supplere deres brand med.

OnePlus Buds Pro 3 er “kun” IP55 klassificeret og det betyder at du ikke skal i nærheden af vand med dem. De kan klare en tur i regnen og til noget træning, men jeg ville ikke tage dem ud og svømme eller ud i de store regnskyl nogle af os har haft fornøjelsen af her i september 2024.

Lydkvalitet

De ender med at overraske positivt for så vidt angår lydkvalitet og de spiller utrolig klart og har en god balance. Hvis jeg skulle sætte et ord på stilen så er den relativt lys uden at være meget af noget. Bassen kan man til tider savne en lille smule, men jeg vil hellere have det sådan som de er end at bassen så kommer på bekostning af noget andet. De spiller kort sagt fænomenalt til deres pris.

Du får også tre mikrofoner at arbejde med på Buds Pro 3. Disse bruger den blandt andet til ANC (aktiv støjreduktion), som i Buds Pro 3 heller ikke er en skidt løsning. De nærmer sig ikke hovedtelefoner i fuld størrelse, men jeg kunne sagtens mærke en forskel da jeg kørte i S-tog og metro med Buds Pro 3 og ANC slået til. På kontoret med mange mennesker var ANC ikke ligeså effektivt dog.

Mikrofonerne bruger du også til at snakke i eller til at høre din egen stemme igennem, hvis du gerne vil være opmærksom på omgivelserne – altså det modsatte af ANC. Du kan høre min indspilning af lyd gennem OnePlus Buds Pro 3 ved at afspille lyden i nedenstående.

Optagelse udenfor med lidt vind

Komfort

Det lette design gør at OnePlus Buds Pro 3 er relativt behagelige at have i ørerne for mit vedkommende .Jeg har nogle ører, der ikke er glade for in-ears i den forstand at de falder ud, men komforten med Buds 3 Pro er ret god. De trækker ikke i mine ører og jeg kunne sagtens sidde med dem i ørerne i lang tid uden problemer. De slap dog mine ører og faldt ud, hvis jeg begyndte at løbe med dem i.

Batteri

Efter at have fundet de rette størrelser af øredutter for optimal komfort, så var det tid til at tjekke hvor gode batterierne i Busd Pro 3 var. Denne afhænger af den indstilling du anvender og du får naturligvis mindre batteri hvis du skruer op. Samtidigt ender du jævnfør min egen beregning og test at halvere batteritiden cirka, hvis du tænder for ANC (aktiv støjreduktion), så denne skal være mere værd for dig end batteritiden. Jeg kunne uden ANC sagtens komme op over syv timers spilletid uden ANC og cirka fire til fem timer med ANC slået til. Med ANC plejer jeg dog at skrue mindre op da støjen udefra forstyrrer mig mindre.

Med kablet opladning er etui og øretelefoner opladt på lidt over en time og med trådløs opladning har du en fuld opladning efter to en halv time. Med ti minutter via kablet får du hvad der i OnePlus’ termer svarer til 13 timers musik (50% lydstyrke og ANC slået fra gætter jeg på). Jeg ved ikke helt hvordan OnePlus kommer op på dette tal for jeg syntes ikke jeg får det helt derop, men alligevel får jeg en del timer fra tomt batteri og ti minutters opladning så det burde i hvert fald være nok til man i nærheden af en lader igen.

Konklusion

OnePlus Buds Pro 3 er i hård konkurrence. Grundet denne formfaktors store popularitet, så er der et hav af alternativer på markedet. For mit vedkommende er OnePlus Buds Pro 3 dog blandt de bedre. Det skyldes at de leverer en fantastisk lydoplevelse og de øvrige features er blot plus og på toppen af dét. Jeg er blevet ret glad for dem over de uger jeg har leget med dem og ville have svært ved at finde noget der var bedre til prisen fordi de har et flot design, et kompakt etui og rigtig fin batteritid.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

OnePlus er kommet med en ny udgave af deres Buds Pro, nu tredje i rækken, som de har valgt at udstyre os med. Der er tale om både en teknisk og designmæssig opdatering med et dual-driver system, ANC og forhåbentlig god lyd. Vi kigger...Test: OnePlus Buds Pro 3