mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Nordic Gaming Spectrum headset

Test: Nordic Gaming Spectrum headset

Danske Nordic Gaming har også entreret markedet for gaming headset med deres nye Spectrum, som vi har haft fornøjelsen af her på siden og bringer vores vurdering af her.

Hvad er der i æsken?

I den blå sorte æske finder man iblandt en masse sort skum selve headsettet, en aftagelig mikrofon og en kort manual. Mere er der ikke at komme efter. Ydersiden af æsken til Nordic Gaming Spectrum er virkelig holdt simpel og der er hverken lange tekster af features eller salgsgas at finde. På bagsiden er der lidt specs, men ellers ikke.

Design

Ved udpakning af Nordic Gaming Spectrum opdager man hurtigt, hvor stort dette headset faktisk er. Både dens ørebøffer, men også hovedbøjle er ret store i forhold til meget andet jeg har set før. Det er ikke de største par gaming hovedtelefoner jeg har haft i hænderne og på hovedet, men det er helt sikkert i top 10.

Umiddelbart før man sætter strøm til det via USB-stikket, så er det et ret sort og dystert headset, hvilket bestemt ikke skal lyde negativt, men der er bare ikke mange farver i designet. Der er anvendt plastik hovedsageligt, men inde i hovedbøjlen er der også metal.

Min vridetest, som jeg udsætter alle headsets for jeg tester, påviste ikke noget alarmerende ved byggekvaliteten af Nordic Gaming Spectrum. Det afgav ikke nogle høje knirkelyde, som kunne indikerer at det ville knække efter urimeligt kort tid, men det er nu blot et skøn fra min side.

Tingene virker ret robuste, men det er også samtidigt som om de er ret store i forhold til, hvor let headsettet føles. Det er måske sågar unødigt stort, men det gør nu at der er en større overflade, som hviler på henholdsvis hovedbunden og omkring ørerne. Det plejer at være en god ting når det kommer til komfort.

Apropos størrelse, så er Nordic Gaming Spectrum også udstyret med en fjernbetjening, som er integreret i selve kablet og denne er en del overdimensioneret. Den fylder nærmest en hel barnehånd når min søn på otte holder på den og det er uden at knapperne er så store. Det er nok mere indmaden, som man har holdt i storformat. På selve fjernbetjeningen er der knapper til at styre lydniveau, tænde/slukke mikrofonen og så skifte belysningen med.

Belysningen skifter enten mellem solide farver eller en regnbueeffekt, hvor sidstnævnte helt klart er pænest. Lydniveau styres også via fjernbetjening, hvilket er super fedt for så er man ikke afhængig af at skulle gøre dette i selve Windows. Dog er rulleknappen til lydniveau i fjernbetjeningen ikke integreret med Windows, selvom forbindelsen er via USB. Det vil sige at man ændrer ikke lydniveau i Windows men kun på selve headsettet.

Også USB-indgangen på selve kablet til Nordic Gaming Spectrum er en smule overdimensioneret. Det er dog nemt at tage fat i og trække ud af computeren, men hvis man ikke har så meget plads omkring sin bærbare eksempelvis, så kan det altså være lidt af et issue.

Noget af det som designmæssigt gentager sig med Nordic Gaming Spectrum headsettet er netop at det er overdimensioneret. Det er ret stort, men det skal også have plads til sine 50 mm lyddrivere skal man have in mente. På vægten kan Spectrum heller ikke helt løbe fra sin størrelse, idet headset med kabel vejer lige knap og nap 400 gram. I forsøg på at holde kablet ude af ligningen kommer jeg stadigvæk op på over 320 gram, så en letvægter er det ikke, selvom det ikke føles så tungt. Den store fjernbetjeningen trækker dog en del i headsettet, hvis ikke man finder en måde at aflaste dette på. Der er desværre ikke nogen clip på fjernbetjeningen, så man eksempelvis kunne hægte den fast til sit tøj.

Selve ørebøfferne på Nordic Gaming Spectrum er ret store, mne de er fleksible i lodret forstand og tilpasser sig på den måde forskellige form af hoved. Hovedbøjlen kan så også udvides og trækkes sammen så du naturligvis kan anvende headsettet afhængigt af størrelsen på dit eget hoved.

Funktionalitet

Nordic Gaming Spectrum virker ud af boksen og ved at du blot slutter det til din computer via USB-kablet. Der er ikke det store hokus pokus, men det bemærkelsesværdige er at manualen siger man på producentens hjemmeside, www.nordic-dk.com/ bør kunne hente software så man kan styre RGB-lyset i høretelefonerne, men det er altså ikke helt tilfældet for softwaren er ikke at finde til download nogen steder.

Komfort

Normalt starter jeg egentlig ikke med komfortsektionen i mine reviews af headsets. Jeg forsøger for så vidt muligt at holde den samme struktur for at de læsere, der kender vores side kan finde lidt genkendelighed i testene. I dette tilfælde med Nordic Gaming Spectrum fandt jeg det dog nødvendigt at nævne komfort og pasform inden jeg bevæger mig videre til sektionen om lyd, idet det store headset pasform-mæssigt havde en indvirkning i den lydmæssige oplevelse jeg havde.

Det er nemlig sådan at de store ørebøffer ikke helt klamrer omkring mine ører og der er en del luft i bunden, hvor lyden slipper ud. Dette gør også at headsettet ikke helt føles, som om det passer, selvom det skulle tilpasse sig forskellige størrelser hoved med sine fleksible ørebøffer. Min søns hoved var det eksempelvis mere glad for og han syntes ikke at lyden “slap ud”.

Dog vil jeg nævne at rent komfortmæssigt er det helt fint at have på hovedet. Det er ikke så tungt, forudsat man finder plads til fjernbetjeningen og denne ikke rykker i kablet under brug for det har det en tendens til at gøre. Derudover så gjorde åbningen i bunden også at mine ører fik mere luft og mine ører blev dermed ikke nær så varme eller svedige under brug, som jeg ellers er vant til det med kunstlæder.

Spectrum bliver i øvrigt ikke et headset man bruger i det offentlige rum. Altså, selvom mikrofonen kan tages af og RGB-lyset kan slukkes, så forbinder det kun via en kæmpe USB-tilslutning og man har en kæmpe fjernbetjening hængende om halsen, men ved at fjerne mikrofonen under transport sikrer man måske det ikke knækker undervejs fra LAN til hjem og omvendt.

Gaminglyd

Til det måske mere væsentlige så er Spectrum udstyret med indbygget digital 7.1 surround og den satte vi på prøve med dette headset i nogle forskellige spil. Det er altid spændende at teste forskellige løsninger af virtuel surround fordi det hurtigt bliver et enten eller. Det er jo stadig kun to lyddrivere, som er at finde i et headset, så en surround effekt er “skubbet” ind i ørerne ved hjælp af lidt tricks på forsinkelse osv.

Nordic Gaming Spectrum formår at lave en ok surround for mig når jeg holder headsettet tæt til ørerne og lytter efter lyde i spil som Warzone, som jeg spiller en del for tiden. Dog bliver surroundeffekten en del ødelagt når jeg så putter mine hænder på henholdsvis tastatur og mus fordi jeg så får det hul under ørerne, som beskrevet i afsnittet om komfort. Her bliver surround så en smule forvirrende faktisk fordi de lyde jeg tror kommer bagfra er forfra og omvendt til tider.

Detaljegraden i lyden er dog overraskende god til prisen og forventningen til dette headset. Der er ikke nogen decideret forvrængning af lyden, men høje toner kunne nu godt tåle at få et nyk opad, men måske det så ville være på bekostning af bunden, som ligeledes er ok i dette headset.

Om denne lydmæssige udfordring, hvor lyden slipper ud af bunden er noget jeg ville affinde mig med for at opnå den smule mere komfort, som beskrevet overfor, er jeg ikke helt sikker på. Eller rettere sagt det er jeg helt sikker på at jeg ikke ville og jeg ville til enhver tid foretrække mere præcision i lyden end at mine ører ikke bliver varme under brug for den del har jeg efterhånden vænnet mig til, men jeg vænner mig nok aldrig til at mit udstyr kan være årsag til at jeg taber i et game. Det med at lyden undslipper i bunden er dog også en lettere individuel ting og som nævnt så sidder headsettet her bedre på min søns i øvrigt langt mindre hoved end mit.

Musiklyd

Som nævnt så mangler Spectrum lidt diskant i lydbalancen. En del af det kan kompenseres for gennem equalizer og forskellige indstillinger, men det bliver ikke et headset, som jeg ville begynde at bruge til min musik i dagligdagen. Jeg hører “desværre” alt for meget forskellig musik til at det helt bliver et HiFi-sæt for mit vedkommende. Det spiller overraskende godt og især elektrisk musik og pop lyder ganske fint. Headsettet kan også spille ret højt, så dét mangler det ikke. Det er ikke fordi lyden bliver forvrængt og heller ikke når man skruer højt op, men musik som jazz og klassisk bliver bare en smule udvandet til tider. Sange med stor detaljegrad og skift som Acid Rain – Lorn er lidt en udfordring for Spectrum, men det er et fint all-around headset til prisen synes jeg.

Mikrofon

Ved gaming headset udgør mikrofonen en væsentlig del af det samlede billede. Det gør det i hvert fald for mig og de fleste som spiller online med deres venner, hvor kommunikation er en væsentlig del af spilleoplevelsen. Mikrofonen i Nordic Gaming Spectrum er dog nok dens største akilles-hæl for lyden er bare udfordret. Min stemme lyder langt mere digital end jeg har testet på mange andre gaming headsets og her sammenligner jeg naturligvis headsets i samme klasse og størrelse og synes stadig at Spectrum kommer til kort. Mine medspillere kan høre hvad jeg siger naturligvis, men hæver jeg stemmen bliver det forvrængt og skingert til tider. Det er jo ikke sådan at det bliver ugenkendeligt, hvad jeg siger, men man skal ikke købe Spectrum for dens mikrofon alene i hvert fald.

Konklusion

Det man skal huske med Nordic Gaming Spectrum er at dets prisskilt gør det yderst tilgængeligt for de fleste. Når man tænker på at man får virtuel surround, RGB-lys og 50 mm lyddrivere for de penge, så kan man se lidt gennem fingrene på at mikrofonen ikke er den bedste og at lyden nok er en anelse for gearet mod gaming. Alt i alt er der dog tale om et ganske behageligt og funktionsstærkt headset, som mange ville få stor glæde af og da prisen er tilforladelig er det bare at hoppe ud i det og prøve kræfterne af.

Positivt

  • Flot og simpelt design
  • Fede RGB-effekter i siden
  • Lette og behagelige på hovedet
  • Fjernbetjening med let adgang til styring (om end den er lidt stor og tung)

Negativt

  • Mikrofon
  • Lidt for åbent design på undersiden af ørerne for større hoveder

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Danske Nordic Gaming har også entreret markedet for gaming headset med deres nye Spectrum, som vi har haft fornøjelsen af her på siden og bringer vores vurdering af her. Hvad er der i æsken? I den blå sorte æske finder man iblandt en masse sort skum...Test: Nordic Gaming Spectrum headset