torsdag, december 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Nokia G42

Test: Nokia G42

Vi har fået den omdiskuterede Nokia G42 til test, som du altså selv kan reparere på til en vis grad. Der er udover det tale om en relativt almindelig Android smartphone, så den del tager vi også og ser nærmere på i testen her.

Hvad er der i æsken?

HMD Global, som har overtaget produktionen af Nokia telefoner, går en del op i miljøet og miljørigtige løsninger. Dette kommer til udtryk ved at du får en indpakning, der er af genbrugspap og så er indholdet også ret beskedent ved at du “kun” får telefon, manual og nål til at trække SIM-slottet ud med. Der er altså ikke nogen oplader i æsken.

Specifikationer

Android: 13
CPU: Snapdragon 480 Plus 5G
Skærm: 6,56″ 90 Hz 720×1612
Frontkamera: 8 Megapixel
Bagkamera: 50 Megapixel + 2 MP Dybde + 2 MP Makro
Batteri: 5.000 mAh med 20 Watt hurtigopladning
RAM: 4 / 6 GB
Hukommelse: 128 GB (microSD op til 1 TB)
Dimensioner: 165 x 75,8 x 8,55 mm
Vægt: 193,8 gram

Design

Eftersom Nokia G42 ikke skal ses som en telefon med de nyeste specs og funktioner, men derimod noget til en overkommelig pris, så er min første overraskelse med telefonen dets lilla farve, som virkelig gør at den skiller sig ud fra mængden. Jeg vidste blot at jeg ville modtage en G42 til test, men vidste ingenting om farver, så jeg blev positivt overrasket i forhold til mine forventninger. Det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed at jeg forventede en kedelig grå eller sort telefon.

Den lilla farve på bagsiden er metallisk og ret lækker at kigge på. Overfladen er måske ikke den man bliver mest glad for i længden fordi telefonen på bagsiden er en smule glat at holde på. Jeg tabte ikke telefonen i min testperiode og havde den ellers med mig rundt aktivt i perioden, hvilket jeg selv var lidt overrasket over, men det skyldes nok at størrelsen og formen gør at den egentlig ligger ganske fint i hånden.

Nokia G42 er udstyret med volumentaster og tænd/sluk tasten i højre side, så du ikke behøver forholde dig til den modsatte side for så vidt dét angår. Tænd-sluk knappen er i øvrigt udstyret med fingeraftrykslæser, som jeg også synes ligger fint i forhold til, hvor min tommelfinger er når jeg holder på telefonen.

Man kan godt ane at Nokia G42 er en billigere telefon når man mærker dens materialer an, men den skyder også lidt over budget efter min mening. Den føles umiddelbart lidt mere lækker end hvad prisen kunne antyde.

Dér hvor Nokia G42 falder igennem som værende en anelse billig er når der kommer liv i skærmen. Her havde jeg simpelthen højere forventning til klarheden på displayet med 90 Hz. Skærmens overflade føles udvasket og mat og sammen med opløsningen på skærmen så føler man nærmest at man har med en gammel telefon at gøre. Nu hvor det er muligt at skifte skærmen på Nokia G42 så kunne man måske gøre det muligt at skifte til noget bedre på sigt.

Til trods for at Nokia G42 er designet med henblik på at kunne repareres af én selv, så synes jeg det er fedt at se at designet ikke har lidt på den bekostning. Nokia G42 er en relativt prisvenlig telefon, så det er ikke fordi man af den grund skal forvente lækkerhed i topklasse, men jeg føler man får mere end forventet når man også tænker på at man selv har adgang til at skifte skærm, batteri og ladeport.

Det er altså ikke meget man har adgang til at skifte på Nokia G42 og derudover så er processen for at få det skiftet altså ikke lavet helt modulært så enhver forventes at kunne gøre det uden videre, men for os som bare han en smule snilde og elsker at lege med teknik, så burde det være overkommeligt. Jeg fik desværre ikke noget kit til at kunne teste dette, men jeg overværede processen af en anden bruger og syntes altså at det så tilforladeligt ud. Reparation foregår i øvrigt i et samarbejde mellem Nokia og iFixit, som du bestiller reservedelekits af som du så bruger til at skifte dine komponenter med.

Designmæssigt er Nokia G42 derfor lidt en blandet fornøjelse for selvom den virker ret lækker og har en god størrelse og form, så trækker den middelmådige skærm helhedsbilledet lidt ned.

Funktionalitet

Når jeg tager Nokia G42 i brug, så begynder jeg med det samme at komme i tvivl om, hvor det er man har underdimensioneret. At sætte telefonen op og få den op at køre tog egentlig ikke lang tid og her anede jeg ikke uro, men når jeg installerede en del apps på telefonen og begyndte at bruge den som min daglige telefon, så kunne jeg godt mærke frustrationerne grundet hastigheden.

Det er i den forbindelse nævneværdigt at min daglige telefon ellers er en Samsung Galaxy Z Flip4, som heller ikke er kendt for at have den hurtigste processor og alligevel følte jeg en stor tilbagegang på Nokia G42.

Da Nokia G42 er en budgettelefon, så skal man naturligvis også tilpasse sine forventninger hertil, så det er heller ikke helt fair at give telefonen alt for stor kritik for hastigheden. Måske min oplevelse også er lidt farvet af 720p displayet, som gør at det hele føles en anelse trægt. I nedenstående snapshots kan du se hvad telefonen scorer i benchmarks, som jo så ikke er biasede resultater.

Der hvor Nokia G42 til gengæld virkelig klarer sig godt er på dens batteritid. Til at starte med var jeg skeptisk om jeg “målte” rigtigt og ventede med at lave mine analyser til jeg havde installeret flere apps og begyndt at bruge telefonen som min primære telefon. Resultatet var dog stadig det samme og jeg kunne næsten klare hele to dage på en enkelt opladning. Det er måske her den langsomme ydelse kommer til sin ret fordi man giver afkald på lynhurtige opdateringer, men til gengæld kan man nærmest få en weekends strøm på en enkelt opladning. Noget jeg ikke har oplevet længe med en smartphone.

Der hvor budgettelefoner også sparer generelt er på kamerakvaliteten. Her har Nokia G42 50 megapixel at gøre godt med, men ofte er disse tal egentlig ubetydelige og det er selve kamera og software som afgør, hvor godt billedet egentlig bliver.

Kameraet i Nokia G42 skuffer ikke hverken ved at være dårligt eller ved at være bedre end forventet. Til telefonens pris skal man ikke forvente det store og det er et kamera, som fanger et fint billede man kan browse på sin telefon, men så heller ikke mere end det. Kvaliteten er efter min mening for ringe til at blive printet eller på anden vis forstørret.

Med 5x zoom
Makro shot

Det er dog fedt at der er et makrokamera, som du kan anvende til at tage billeder af små objekter eller objekter tæt på. Makrofunktionen er en fed gimmick, men selve kameraet er lidt langsomt, især hvis du vil tage flere billeder efter hinanden.

Konklusion

Mobiltelefonmarkedet er fyldt med valgmuligheder og hvor mange af disse adskiller sig hovedsageligt på design og udseende, så vælger Nokia med G42 at addere iFixit i ligningen så du selv kan reparere telefonen, hvis du skulle have behov for en ny skærm, ladeport eller batteri. Mange af dem som skifter telefon årligt synes måske det er lige søgt nok, men det er ikke målgruppen for denne telefon, som med denne servicemulighed og sin indpakning viser at vi med teknologi også kan tænke på miljøet. Ja, som nævnt et par gange, så er Nokia G42 ikke den hurtigste telefon eller med det bedste kamera, men til den bruger, der “blot” browser og scroller så er den rigelig.

Positivt

  • Design
  • Du kan selv reparere den
  • batteritid

Negativt

  • Lid træg i både ydelse og kamera

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har fået den omdiskuterede Nokia G42 til test, som du altså selv kan reparere på til en vis grad. Der er udover det tale om en relativt almindelig Android smartphone, så den del tager vi også og ser nærmere på i testen her. Hvad...Test: Nokia G42