tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Netgear Nighthawk XR1000 gaming router

Test: Netgear Nighthawk XR1000 gaming router

Hvis dit hjemmenetværks primære opgave er at sikre god og stabil gaming, mens alt andet kommer i anden række, så bør du måske læse med i vores test af Netgears seneste gaming router – Nighthawk XR1000.

Hvad er der i æsken?

For Netgear, og mange andre, er gaming ensbetydende med en skarp farvekombination, såsom noget rødligt og sort og det er også dette at kassen til Nighthawk XR1000 er præget af. Det er måske en smule mere orange end rød, men temaet er genkendeligt. Indholdet består af selve routeren, en instruksionsmanual, fire aftagelige antenner, strømforsyning og et netværkskabel.

Design

For at samle Nighthawk XR1000 routeren kræver det at man skruer antennerne på, som ligger løst i æsken. Det man skal være opmærksom på i den henseende er at antennerne er nummereret og skal sættes på de rigtige steder.

Selve designet af Nighthawk XR1000 er som det nok indledningsvist er afsløret lidt en blanding af sort og orange farve. Det gør at routeren ser en smule mere skarp ud, men det betyder også at den er mindre diskret end en ensfarvede routere kan være det.

Den orange farve er dog relativt mat, så det er ikke fordi Nighthawk XR1000 er så iøjefaldende selvom den står fremme, men man lægger mere mærke til den end en hvid router. Sammenlignet med en TP-Link AX11000 er det dog ingenting for her har man både en skarp rød farve samt otte antenner. Nighthawk XR1000 fylder mindre og er mere medgørlig grundet sine “kun” fire antenner, som i øvrigt kan vippes og drejes, så du kan dreje signalet til en vis grad.

Det med at antennerne kan vippes og drejes er især vigtigt, hvis du foretrækker at montere din router på væggen. Nighthawk XR1000 er nemlig på undersiden udstyret med huler, så du med skruer nemt kan hænge den på en væg og på den måde gemme det orange og sorte design lidt væk fra syne.

På fronten og toppen er Nighthawk XR1000 udstyret med LED-lamper, som kun lyser hvidt når alt spiller som det skal. Det er først når der er udfordringer lyset bliver orangeligt for at fortælle dig at noget skal fikses. Alt lys, på nær strøm-status kan slås fra så det ikke forstyrrer, hvis nu routeren skulle stå fremme et synligt sted.

Bagtil er Nighthawk XR1000 ikke nær så elegant som resten af designet. Mens fronten er lidt racer-bil eller rumskib-agtigt, så er bagsiden noget der ligner andre routere. Det skyldes at det er her man finder porte og stik. Der er fem Gigabit-porte, hvoraf en er til din netværksforbindelse og resten til dine kablede enheder. Til denne pris og havde jeg ærligt talt forventet flere porte fordi gaming for mange er ensbetydende med kablede forbindelser og skal man slutte sin PlayStation, Xbox og PC til med ethernet-tilslutning, så er der ikke meget tilbage på Nighthawk XR1000 til andre enheder. Der er anbefalingen så en switch, men det er jo ikke fordi man derfor får mere plads.

Der er også en USB 3.0 port på bagsiden, så du kan slutte en kablet printer til hjemmet eller indsætte en USB-lagerenhed, som så kan være hjemmets delte drev.

Funktionalitet

Nighthawk XR1000 er Netgears første gaming router med WiFi 6 og DumaOS 3.0, så der er også høje forventninger til dens ydeevne og evne til at leve op til navnet om at være netop dét – en gaming router. Det er nemlig efter min (og sikkert andre gameres) mening ikke tilstrækkeligt at designet er anderledes og lidt “gaming” inspireret.

Anbefalingen fra Netgear er at du installerer Nighthawk applikationen fra din smart enheds app store for at kunne sætte routeren op. Det er også muligt at gøre det på den “gammeldags” manér ved at slutte en computer til routeren via kabel eller WiFi og så via browseren gå ind i routerens menu for opsætning. Appen er dog fin til at guide igennem så en opsætning slet ikke tager lang tid.

Efterfølgende kan du også anvende WPS-knappen på fronten af routeren til at forbinde kompatible enheder hurtigt til routeren. Hvad angår opsætning af de gængse funktioner, så er Nighthawk XR1000 ganske nem at gå i gang med. Til at starte med får man også adgang til Netgear Armor, som er et ekstra sikkerhedslag på din router. Den advarer dig eksempelvis via din telefons app når den blokerer farlige hjemmesider eller links på hjemmesider. De sider, som lever af reklamer, viste sig faktisk at være lidt slemme til at indeholde farlige links gennem disse reklamer og det er ellers noget man besøger dagligt.

Nighthawk XR1000 er udstyret med en trekernet CPU med 1,5 GHz og 512 MB RAM, hvilket er mere end en gaming computer havde mange år siden. Teknologien udvikler sig naturligvis, men når man er inde i DumaOS webinterface, så er det ikke fordi jeg er imponeret over dens hastighed. Jeg følte til tider den blev rigtig langsom til at udføre nogle af de indstillinger jeg forsøgte at trumfe igennem. Andre gange var routeren hurtig, men når den skulle genstarte for at implementere nogle indstillinger, så oplevedes den væsentligt langsommere end fx den tidligere nævnte TP-Link AX11000. Man må så håbe at man ikke kommer til at pille ved indstillingerne så ofte.

Gaming features

Værende en gaming router, så er der naturligvis nogle forventninger til de features, som Nighthawk XR1000 skal byde på. Disse ekstra features kommer i den netop nævnte DumaOS. Det er routerens avancerede menu så at sige for denne får man ikke adgang til via appen på sin telefon.

DumaOS kan virke en smule overvældende når man først logger ind via browseren på sin computer, men hvis man ikke lader sig skræmme, så giver denne adgang til mange indstillingsmuligheder. De mere gængse er navngivning af WiFi signal og password samt UPnP, IPv6 og mange andre indstillinger. Sammenlignet med sidst jeg arbejdede med DumaOS så er det nye interface trods alt en anelse nemmere at arbejde med.

De lidt mere unikke features som DumaOS giver adgang til er at du kan følge med i hvilke servere du gerne vil forbinde til og hvad du gerne vil undgå når du spiller online.

Ping Heatmap giver dig mulighed for at tracke forskellige servere i de spil du spiller og så sørge for at følge deres udvikling i ping over tid. På den måde kan du favorisere de servere, hvor netop din forbindelse oplever de optimale forhold, så du får lov at spille med den lille fordel til næste gang.

Geo-fencing på den anden side gør at du kan sætte din router til kun at forbinde til servere i en vis radius omkring, hvor du bor. På den måde undgår du at forbinde til servere, som er for langt væk fra dig og dermed undgå høj ping. Det kan dog bevirke at du er længere om at finde en server at spille på skal du være opmærksom på. Nogle spil understøtter ikke denne funktion i øvrigt, om end jeg ikke kan forklare den tekniske begrænsning bag, men det oplyser DumaOS dig om når du forsøger at sætte geo-fencing eller andet op gennem interfacen.

Ovenstående kan være svært at måle på fra det ene game til det andet, men hvis man stoler på at det som DumaOS gør for én, så er der mere tryghed i bare at læne sig tilbage og lade routeren vælge de bedste servere man kan koble til. Man kan også blokere spillere man har mødt, som man ikke ønsker at møde igen, hvilket kan være utrolig nyttigt, hvis man kommer forbi nogen, der troller eller sågar snyder. Det kræver lidt træning og at spil understøtter funktionerne som nævnt og jeg havde mere succes på min PlayStation 4 end på PC, så måske man har mere åbenhed på konsollerne.

Hastighed

Jeg satte Nighthawk XR1000 op samme sted, som jeg har sat alle de andre routere i min test siden jeg er flyttet her til hvor jeg bor i dag og lavet nogle forskellige målinger på internettets hastighed. Min netværksforbindelse fra YouSee er ikke prangende og er på “blot” 300/60 Mbit, men her måler Nighthawk XR1000 altså op til 318 og 67, så der er i hvert fald hul igennem. Håber ikke at YouSee læser med og sætter blusset ned efterfølgende…

Et billede fra Nighthawk appen på Android enhed

Jeg brugte i øvrigt iPerf til at teste routerens potentiale og denne måler den maksimale hastighed per enhed i teorien. Det kræver dog at der ikke er andre enheder, som bruger af nettet og her opnåede jeg henholdsvis 155 Mbit via 2.4 GHz båndet og 848 Mbit via 5 GHz, hvilket er godt, men vi har også set højere tal af andre routere,

Dækning

Der hvor jeg dog oplevede at Nighthawk XR1000 virkelig adskilte sig fra konkurrencen var dens signalstyrke, som især via 2.4 GHz viste sig at være kraftigt i nærmest hele vores hjem på tre etager. Det ses af graferne nedenfor, hvor et lavere minus er bedre og Nighthawk XR1000 har et virkelig kraftigt signal. Normalt betyder dette at man også opnår en højere hastighed når man bevæger sig væk fra routeren. Husk i øvrigt at når du selv skal måle hastighed på din router trådløst, så er det bedste signal ikke helt tæt på routeren, men en smule derfra.

For at opnå denne stærke signalstyrke og ovennævnte hastigheder anvender Nighthawk XR1000 beamforming og MU-MIMO teknologi. Dette bevirker at signalet forstærkes mod den retning, hvor dine enheder er henne og MU-MIMO muliggør at du har en stabil forbindelse til flere enheder samtidigt.

For mig gik det ud på at streame fra forskellige tjenester via adskillige tablets, telefon og så spille samtidigt på den ene af computerne. Her kunne jeg ikke mærke at internettet og netværket hjemme ikke kunne følge med. Det er dog ikke helt retvisende, men rart at vide. Årsagen til at det ikke nødvendigvis er retvisende at det naturligvis også afhænger af din internetudbyder og så er en router som Nighthawk XR1000 totaltset hurtigere end den samlede internetforbindelse du kan opnå. Nighthawk XR1000 er nemlig en AX5400 router og kan samlet set smide 5400 Mbit gennem netværket, hvilket er langt mere end mine 300/60 fra Yousee. De resterende 5000+ er så til netværket i hjemmet, så dine enheder kan snakke sammen og have et buffer og det er altså blandt andet derfor at man kan streame til flere enheder, overføre filer fra enhederne imellem og meget mere uden at du oplever dit netværk bliver for langsomt.

Jeg oplevede kun en enkelt morgen at min Nighthawk XR1000 ikke ville lade mig forbinde til et zoom-kald med arbejde. Jeg snakkede med en kollega fordi jeg hverken kunne komme ind i appen eller deres hjemmeside og efter en restart af routeren var der succes, men hold da op et uheldigt tidspunkt at have skiftet router på.

Konklusion

Netgear Nighthawk XR1000 er en rigtig fed router i den forstand at man kan indstille den til at være gaming-optimeret og med fokus på gamingoplevelsen. Det er heldigvis noget man kan lade foregå i baggrunden og så bare være nogenlunde sikker på at ens forbindelse er så optimal, som den kan være. Der er indstillingsmuligheder for at sikre dette og det er relativt nemt at finde ud af, om end det kræver at man nørder en smule for at få det helt på plads. Man bliver dog guidet igennem. Signalstyrken fra antennerne er rigtig god, så vi havde god dækning i hele huset på både 5 GHz og 2.4 GHz båndene. Jeg havde en lidt højere forventning til hastigheden via især 5 GHz, men det er ikke et decideret skidt resultat, så den får lov at bestå i testen her. Man skal dog være opmærksom på at det ikke er nogen billig router man køber og samtidigt kun får 4 LAN-porte og ikke den højeste hastighed på de trådløse forbindelser – eller kablede for den sags skyld for der er heller ikke port-aggregation. Alt i alt en ganske fortrinlig router og gearet mod gameren, men om prisen er helt retfærdig må man selv vurdere.

Positivt

  • God dækning
  • DumaOS 3.0 er nem at arbejde med
  • Nem opsætning
  • Gode gaming features, som dog kræver lidt nørderi

Negativt

  • Middelmådige hastigheder til prisen
  • Prisen

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis dit hjemmenetværks primære opgave er at sikre god og stabil gaming, mens alt andet kommer i anden række, så bør du måske læse med i vores test af Netgears seneste gaming router - Nighthawk XR1000. Hvad er der i æsken? For Netgear, og mange andre,...Test: Netgear Nighthawk XR1000 gaming router