torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: MiiEGO MiiBUDS ACTIVE GO høretelefoner

Test: MiiEGO MiiBUDS ACTIVE GO høretelefoner

Danske MiiEGO har udstyret os med deres seneste MiiBUDS Active Go høretelefoner, som byder på et vandtæt design og tonsvis af batteritid. Det er et sæt høretelefoner for de aktive og vi har taget et nærmere kig på dem.

Hvad er der i æsken?

Kassen til MiiEGO MiiBUDS Active Go er relativt stor når man sammenligner den med kasser til sammenlignelige produkter. Dog er dette fordi de kommer med en temmelig stor ladecase. Hvorfor det, kommer vi nærmere ind på senere. Udover det store ladeetui får du naturligvis høretelefonerne og så et ladekabel samt et par ekstra øredutter i forskellig størrelse og ét par i skum, som du kan forme efter dit eget øre.

Design

Eftersom MiiBUDS Active Go er til den aktive bruger, så er det ikke et almindeligt par in-ears. Der er tale om et design, hvor du får enheden med en hank, som går op over øret, mens formen sørger for at selve driverne bliver ledt ind i øret. Det er nemmere at vise med billeder end at beskrive.

Dette design gør at MiiBUDS Active Go ikke så nemt falder af dit hoved. Fordi selve øret i toppen bærer noget af vægten, så føles MiiBUDS Active Go ret lette at have på. Det betyder dog så til gengæld at isolering af lyden ikke er nær så god, som ved in-ears du kan placere ind i øret og dreje for optimal pasform.

Jeg er stor fan af at man grundet MiiBUDS Active Go størrelse har valgt at udstyre den med fysiske knapper til at styre høretelefonerne med. Disse er placeret på toppen af enhederne når man tager dem på hovedet og er ret nemme at nå. Det resulterer dog i at man nemt kommer til at rykke lidt på enhederne når man vil trykke på knapperne, men jeg er generelt selv mere til fysiske knapper end touch. Også på ydersiden af øretelefonerne er der to store runde knapper man ret nemt kan trykke på.

Selve øretelefonerne er ret lækre i designet. De føles fint robuste og som noget, der rent faktisk også kan holde til at man bruger dem til træning. Det fremgår ikke af selve produktet (umiddelbart af hvad jeg kunne se) at de også kan tåle både vand, regn og sved, men de er altså IPX7 rated og kan modstå en del.

Du skal bare sørge for at holde regn, vand og sved væk fra indersiden af selve etuiet, for det er udstyret med en lille tekst (no sweat in charging case). Ydersiden af etuiet er ret meget plastik. Indvendigt er det dog noget pænere og det er øretelefonerne egentlig også.

Robustheden fra øretelefonerne er ikke helt at spore på etuiet, som føles en smule hult og en anelse mere skrøbeligt end selve øretelefonerne. Etuiet burde dog fint passe på øretelefonerne når de er i æsken.

Der hvor de to øretelefoner placeres i etuiet er der små LED-displays, som fortæller dig om status på batteriet i procent og for henholdsvis den højre og venstre øretelefon.

Etuiet er i øvrigt udstyret med både en USB-C og også en USB-A port i hver side af etuiet. USB-C porten er til opladning af selve etuiet og MiiBUDS Active Go høretelefonerne, mens USB-A porten er fordi etuiet her kan agere som powerbank og give strøm til andre enheder også. Du kan også lade trådløst ved blot at placere etuiet på en kompatibel lader.

Funktionalitet

Det starter med at man skal tage MiiBUDS Active Go ud af ladeetuiet. Her mødes man med at den højre øretelefon er i venstre side af etuiet og den venstre er i den højre side. Det tog mig et par forsøgat vænne mig til og må indrømme at det var et irritationsmoment for mig (der skal måske ikke meget til – ved det ikke).

Herefter skal du parre hovedtelefonerne med din telefon (ellerden Bluetooth enhed du ønsker at anvende dem med) og den proces er til gengæld helt gnidningsfri. At øretelefonerne så siger “parring” og at de er forbundet, hver gang man tager dem op af æsken er en anden irritation (ok, måske det er mig).

Der er også en app på vej som i skrivende stund ikke helt er landet i de digitale butikker, som du kan bruge til at justere indstillinger for MiiBUDS Active Go med.

Gennem appen bliver det eksempelvis muligt at ændre navnet på sit headset og til at indstille equalizeren for lyden. Indstillingerne slår igennem på øretelefonerne prompte, selvom det at ændre equalizer lige giver lidt knas i lyden mens den skifter fra den ene profil til den anden.

Ud af boksen mangler MiiBUDS Active Go en del bund, så det er en ret god idé med en passende equalizer. Det afhænger naturligvis også af den musik man lytter til, men uanset hvad føler jeg at der mangler lidt bass. Det kan også skylde at isoleringen af lyden er som den er og at der er noget der forsvinder for ganske rigtig, hvis jeg trykker på øretelefonerne ind mod ørerne og skaber mere isolering så bliver bunden en tand mere synlig.

Lyden er dog klar og har egentli gen fin detaljegrad. Derudover er der fin diskant og mellemtone på, mens lyden ikke bliver synderligt forvrængt. Dog er den lidt manglende bund med til at tage luften lidt ud af lyden. Dertil skal det siges at min lydmæssige oplevelse med MiiBUDS Active Go sagtens kan være farvet, idet jeg grundet størrelsen måske havde en anden forventning end det de kan levere. Lyden er bestemt ikke decideret skidt, men den mangler lidt “umf” for at imponere.

Der hvor MiiBUDS Active Go brillierer er med dens batteritider. Foruden at det ikke bukselommevenlige etui kan oplade både din telefon og øretelefonerne så får du i henhold til min test mere end 10 timers musik per opladning af øretelefonerne. Hvis du bruger etuiet til udelukkende oplade øretelefonerne så får du op til 100 timers musiktid i alt. Det har jeg ikke haft mulighed at teste, men jeg tror vi er deroppe af og det er imponerende nok i sig selv. Du kan dermed tage MiiBUDS Active Go med på en forlænget weekend uden at skulle have lader med. Dog er den indbyggede powerbank på “kun” 2200 mAh, så det er ikke fordi den kan lade en telefon op helt.

MiiBUDS Active Go er et headset, så du kan også bruge dens mikrofoner til at tale i. Dette virker egentlig ganske fint, så længe at du er i et nogenlunde stille miljø. Udenfor kæmper mikrofonerne lidt, især hvis der ikke er helt vindstille og du står stille. Når du er indenfor eller finder et roligt sted udenfor så er lyden acceptabel og du kan lytte til min indspilning ved at klikke på nedenstående. Den eneste anke jeg sådan rigtigt har er at min stemme lyder en del robotisk, men det er ikke fordi det ikke er tydeligt det jeg siger.

Konklusion

MiiEGO MiiBUDS Active Go skiller sig gevaldigt ud fra andet jeg har testet i genren ved at de sammenlagt tilbyder cirka hundrede timers batteritid. Det er på bekostning af mobiliteten, idet ladeetuiet er voldsomt stort og ikke egnet til at have i lommen på en løbetur. Til gengæld kan du have det ventende klar i teltet eller hjemme uden at skulle bekymre dig om opladning i ugevis ad gangen (forudsat du træner ligeså megegt som jeg gør). De er rare at have på hovedet og de falder ikke af ørerne, selvom man træner og laver øvelser. Det er i hvert fald lavet til træning og brug udendørs, men det er etuiet altså ikke, så det skal du huske at passe lidt bedre på end selve øretelefonerne, som er IPX7 certificerede. Man får en masse for pengene, men det er ikke selve lyden man skal købe dem for. Her har de nemlig lidt der kunne være bedre uden at det er katastrofalt. De lyder solidt, omend jeg savner en del bund.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Danske MiiEGO har udstyret os med deres seneste MiiBUDS Active Go høretelefoner, som byder på et vandtæt design og tonsvis af batteritid. Det er et sæt høretelefoner for de aktive og vi har taget et nærmere kig på dem. Hvad er der i æsken? Kassen til...Test: MiiEGO MiiBUDS ACTIVE GO høretelefoner