For dem der vover sig ud i at prøve en Microsoft telefon, så er der efterhånden faktisk ret mange valgmuligheder og vores seneste test går på en Microsoft Lumia 640, der må betegnes som Microsofts mellemniveau når det kommer til mobiltelefoner og man kan altså både opgradere og nedgradere herfra. Med en fin størrelse skærm, 8 megapixel kamera og en særdeles attraktiv pris skal vi se om Microsoft Lumia 640 kan levere en god brugeroplevelse hele vejen rundt og om der langt om længe er kommet styr på operativ systemet.
Hvad er der i æsken?
Æsken som Microsoft Lumia 640 leveres i er det første sted man ligger mærke til at der er tale om en budgettelefon, idet papæsken hverken gør selve udpakningsprocessen særligt spændende eller gemmer på udstyret på en interessant manér. Indholdet er yderst begrænset og består af selve Microsoft Lumia 640 mobiltelefonen, batteri ligger separat, oplader og manual. Hvis det dog hjælper med at holde prisen nede er jeg en fan.
Specifikationer
• 5″ ClearBaack IPS LCD skærm 1280 x 720
• 1,2 GHz Quad-Core Qualcomm Snapdragon 400
• 1 GB RAM
• 8 GB hukommelse (kan udvides med microSD op til 128 GB)
• Windows Phone 8.1
• 8 Megapixel bag med autofokus og 1 Megapixel for kameraer
• Wi-Fi, Bluetooth og NFC
Design
Lumia serien har for mit vedkommende altid skilt sig ud ved at være i forskellige iøjefaldende farver og det er ligeledes tilfældet for Microsoft Lumia 640, som fås fire forskellige farver; hvid, sort, orange og cyan, hvor sidstnævnte prægede vores testeksemplar. Enten kan man lide disse farver, der ofte er stærke kontraster til deres konkurrenter på markedet, eller også synes man de er for meget. De farvede muligheder er blanke, mens den sorte er en blank udgave. Den blanke plastik er yderst modtagelig overfor fedtfingre og det gør at telefonen ofte ser snavset ud. Det har dog en fordel at hvis fingrene er tørre så ligger telefonen også rigtig godt i hånden uden at glide ud, men så snart man er den mindste smule svedig eller blot har fugtige fingre skal man holde godt fast på sin Microsoft Lumia 640, der nemt får ben at gå på og falder ud af hånden.
Det er kun bagcoveret som er forskellig og i henhold til den valgte farve, mens fronten er sort og dækket af skærmens Gorilla glass. Dette bagcover kan tages af for at man kan komme ind til batteri, SIM-kort og microSD-slottet, som man kan bruge til at udvide hukommelsen på sin mobiltelefon. Der er dog ikke nogen smart måde at tage coveret af på, for der er ej hul til negl eller finger. Heldigvis er det plastik og bukker under for pres og alligevel ikke en funktion man behøver at bruge for ofte.
Microsoft Lumia 640 blander buede og skarpe kanter, hvor det overordnede design er med runde former, så er der også nogle linier der gør den lidt mere spids. Personligt synes jeg det er en god blanding og telefonen ser ud af mere end den er, hvis det ikke var fordi den var “ren” plastik. I toppen af konstruktionen er der et 3.5mm jackstik, mens bunden er gemt til microUSB opladeren/datakablet.
Når man står overfor en billig mobiltelefon er det til sammenligning med toppen ofte skærmen man føler er skrabet og med begrænset skarphed. Nu hvor skærmen er på hele 5 tommer på Microsoft Lumia 640 var forventningen til skærmen også ret lav, hvorfor den måske overrasker så positivt som den gør, for med en pixeltæthed på 294 ppi og IPS teknologi er skærmen faktisk et af de stærkeste punkter på denne telefon. Man har en høj detaljegrad med flotte og livlige farver. Der er masser af plads på skærmen til ens apps og genveje og samtidigt ser film ganske fornuftige ud på denne 720p skærm, der sagtens kan lyse op.
Funktionalitet
Designet af en telefon kan man være nok så splittet på og, hvor et design appellerer til nogle og ikke andre, så er der en enheds anvendelse og brug, som man måske kan blive knap så uenig omkring. Naturligvis vil der altid være forskellige behov, men man vil have det samme at teste ud fra om ikke andet og det er så denne ibrugtagning vi er nået til med vores Microsoft Lumia 640.
Apps
Allerførst vil jeg ikke udskyde det segment, som de fleste har som deres kritikpunkt af netop Microsoft mobiltelefoner, idet app-storen ikke er nær så rig og fuld som ved konkurrenterne. Dette gør sig desværre også gældende for denne generation af Microsoft Lumia 640, som må siges at mangle essentielle apps på nuværende tidspunkt, såsom Snapchat. Dette betyder også at man har et mindre udvalg af den samme type app, så det er ikke sikkert man kan finde et bedre alternativ, hvis der er en app, man ikke er tilfreds med. Dernæst er nogle af de udviklede apps enten i beta eller også bør de være det, da de kvalitetsmæssigt ikke lever op til deres konkurrenters udgaver, såsom Facebook, LinkedIn og Instagram. (Bemærk at vores test af Microsoft Lumia 640 er lavet mens den var på Windows Phone 8.1 softwaren og der skulle være en Windows 10 på vej, som ville betyde større valgfrihed på apps-markedet).
Hvis man plejer at sige at iOS er et låst system, hvor man ikke har nogen frihed til de apps man installerer eller sætter sin telefon op så den er nogenlunde personlig, og Android er det frie mobile operativsystem, hvor brugeren har den fulde kontrol over sin brugeroplevelse, så ligger Microsoft Lumia 640 med sit Windows Phone i den gyldne midte, hvor man bliver låst til nogle ting, mens man dog har mulighed for gennem tiles og apps at skille sig ud.
Software til PC er mærkelig og ikke noget jeg kunne få til at synkronisere mine sange og ringetoner. Programmet blev ved med at sige at enheden var holdt op med at svare, hvis jeg brugte stifinder til at kopiere filer, såsom ringetoner, til mapper på hhv. telefon og microSD-kort.
Ydelse
Microsoft Lumia 640 er udstyret med en relativt gammel processor, i hvert fald sammenlignet med dette års topmodeller af mobiltelefoner, men man må ikke glemme at der er tale om en telefon til omkring tusind kroner og samtidigt så bliver man positivt overrasket når man arbejder på telefonen. Denne er nemlig, i forhold til så meget andet i den prisklasse Microsoft Lumia 640 befinder sig, ganske hurtig.
Ganske rigtigt mangler Windows Phone systemet, efter min mening, en smule mere stabilitet, idet nogle applikationer begynder at fryse og reagere utrolig langsomt. Eksempel herpå er når man skriver beskeder i Facebook messenger, så kommer bogstaverne på skærmen lang tid efter man har tastet dem med sine fingre og det kan være frustrerende, hvis man gerne vil have styr på at man har stavet korrekt. Disse små nedsættelser i ydelsen og hastigheden er ikke hyppige, men bør bare ikke forekomme. Generelt er hastigheden på Microsoft Lumia 640 nemlig overraskende god og så bliver man til tider mindet om dens begrænsninger.
Kamera
Kameraet er på Microsoft Lumia 640 endnu et af de elementer, der overrasker positivt, men hvor man som forbruger bør huske hvilken prisklasse mobiltelefon man har med at gøre, for rigtigt nok er det bagudvendte kamera på hele 8 megapixel, men det er ikke med den samme linse og teknologi, som dyrere telefoner, der måske ligeledes har denne specifikation. Her er det igen at hastigheden kommer ind i billedet og når kameraet som oftest er hurtigt nok til at man ikke når at blive utålmodig så hænder det andre gange at autofokussen kommer ind og blander sig i så grov en grad at telefonen ikke gider tage billedet da den skal finjustere og nok ender med at forvirre sig selv.
Batteritid
Jeg ville kalde mig selv en hæftig mobilbruger og dette samme forbrug udsatte jeg Microsoft Lumia 640 for, da det ville give mig et retvisende billede i forhold til det jeg er vant til. Når dagen var omme var jeg vant til med mange af mine android og iOS-enheder at skulle oplade inden jeg skulle i seng eller i hvert fald var det lige ved, men med Microsoft Lumia 640 er sagen en lidt anden. Med mindre jeg har filmet en masse eller brugt den som WiFi-hotspot længe så ligger batteritiden inden jeg smutte i seng på cirka 30% og det er nærmest konsekvent uanset om jeg på vej hjem fra arbejde havde 60 eller 40%. Der er også en indbygget sparefunktion, der begrænset baggrundskørende apps og funktioner, men den er hovedsageligt ikke nødvendig. Det skulle da være, hvis man har glemt en oplader eller også kan man sætte denne smarte funktion til når og hvis batteriet når under 20%. Smart lille detalje, der kan gøre at man ikke behøver at bekymre sig så meget om batteritid, som man måske er vant til fra andre systemer.
Specielle features
I en budgetklasse af mobiltelefoner, hvor man må sige at Microsoft Lumia 640 befinder sig er der ikke mange ekstra funktioner at hente, såsom fingeraftrykslæser eller lignende, men den har alligevel lidt i ærmet, såsom at man kan banke på dens skærm for at vække den og se om der er nyt. Denne funktionalitet er dog med dobbelt-konfekt da man også har funktionen Glance, som kan bruges til at telefonen lyser skærmen op og fortæller om nye notifikationer når man er på vej til at samle den op. Sidstnævnte har jeg dog bemærket bruger en smule mere batteri.
Konklusion
Helt basalt er Microsoft Lumia 640 en fundamentalt solid telefon til prisen. Menuen er nem at finde ud af og man kan få den sat op som man ønsker det og efter de apps man benytter mest. Disse tiles som menuen er delt op i giver et hurtigt overblik over nyheder og notifikationer så man hurtigt ved, hvad der foregår. Der hvor telefonen falder en smule igennem med manglende apps, dårlige opdateringer af eksisterende apps og til tider et tungt system opvejes af pris, batteritid og ydelse. Telefonen er derfor fra min side anbefalelsesværdig for nogle der måske blot skal bruge en smartphone for at holde kontakten og kunne installere de basale apps, såsom netbank og e-boks, men hvor de mere sociale apps hænger bagud eller ikke eksisterer.
[checklist]
- Ydelse
- Batteritid
- Pris
[/checklist]
[badlist]
- Mangler apps
- Mangler opdatering til apps
- Nogle gange langsom
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Set til 999,-
Se aktuel pris hos PriceRunner