søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech Zone 300 Wireless headset

Test: Logitech Zone 300 Wireless headset

Logitech har udstyret os med et af deres mere essentielle kontorheadsets i form af Zone 300, som byder på en letvægter med god kommunikationslyd og lang batteritid. Lad os se nærmere på om det kan klare musten.

Hvad er der i æsken?

Da headsettet udelukkende forbinder via Bluetooth, så er der i den beskedne æske ikke andet at finde end headset og USB-ladekabel. Også æsken er holdt minimal for miljøets skyld i øvrigt.

Design og funktionalitet

Zone 300 har et design, som jeg vil kalde med bløde former. Det er ret slankt og fylder nærmest ingenting, men de træk det har er afrundet. Selv der hvor mikrofonarmen bøjer ned er der en bue.

Der er en blanding af plastik og kunstlæder i konstruktionen, hvor kunstlæderet er på de dele, som kommer i berøring med din hud og resten er plastik. Materialerne virker på en måde lidt billige og simple.

Plastikken får ikke headsettet til at føles premium på nogen måde, men samtidigt så er det ikke at det skriger “billigt” hellere. Tværtimod er jeg positivt overrasket over, hvordan dette tynde og lette design føles relativt robust. Jeg vred det mellem hænderne uden at det afgav lyde, men jeg var også oprigtigt nervøs for at det ville knække, hvis jeg gik ligeså hårdt til det som jeg har gjort med mange andre headsets.

Med dens vægt på 122 gram er det dog også at forvente at konstruktionen ikke nødvendigvis er lavet til at modstå en hårdfør behandling.

Du kan vælge at få Zone 300 i tre forskellige farver bestående af sort, hvid og rose. Det er så hele headsettet der er i den valgte farve og det kan godt få det til at fremstå lidt kedeligt, men til det formål Zone 300 har, så er det ikke noget, der generer mig. Det er “bare” et kontorheadset.

Miljøet er også i fokus i selve Zone 300 produktet, som består af op til 55% genbrugt plastik (det er “kun” 42% for Hvid og Rose modellerne). Det er dog ikke noget man som forbruger mærker for materialet virker ret robust og farverne er ikke udvasket så man tænker de har været renset.

På headsettet har du tre knapper for ligesom at holde dét simpelt også. De to af dem er til at styre lydniveauet med og den sidste er til at tænde og slukke headsettet med. Derudover er der et lille LED-lys der fortæller status samt porten til USB-C kablet. Knapperne er på den samme side, som mikrofonen og det synes jeg er en anelse uhensigtsmæssigt.

Mikrofonen på Zone 300 muter i øvrigt når du vipper mikrofonen opad og du bliver promptet i højtaleren så du ved det er slået til og fra.

Opsætningsmæssigt er Zone 300 ret ligetil. Der er ikke behov for nogle ekstra apps eller lignende og du skal bare parre det sammen med din Bluetooth enhed, som du ønsker at bruge det med. Det understøtter multipoint og du kan derfor have det forbundet til to enheder på samme tid og så skifte mellem dem efter behov uden at skulle tænde og slukke headsettet.

Du kan forbinde op til seks Bluetooth enheder til Zone 300, men det vil altså kun være de to af dem den forbinder til først og er indenfor rækkevidde, der vil virke med multipoint på det givne tidspunkt. Min erfaring er dog at hvis jeg har den forbundet til to computere og de begge er tændt, så driller det med at skifte mellem dem, mens en forbindelse mellem en smartphone og en PC virker fint. Om det skyldes Zone 300 eller en af mine computere ved jeg ikke.

Jeg har længe ikke haft at gøre med et headset, der er så ligetil og simpelt at komme i gang med. Det spiller bare og efter man har slukket og tændt det så forbinder det lynhurtigt til den enhed, det finder først.

Lydmæssigt skal du ikke forvente det helt store til andet end kommunikation. Det er ikke et headset, der er bygget eller tunet til musik. Musikmæssigt egner det sig til baggrundsmusik så der ikke er helt stille, men går du op i lydkvalitet vil du nok savne en del både for så vidt angår kvalitet, balance og den ikke eksisterende bund.

Du kan installere Logi Tune softwaren til din Mac eller Windows og finjustere lydindstillingerne for Zone 300, men det er ikke fordi du derigennem forvandler dette headset til noget for audiofile. Du kan fintune så lyden passer dig bedre, men det forbliver efter min vurdering udelukkende til kontorbrug og samtaler.

Når du snakker med folk er der dog styr på lyden og både dem du snakker med kommer tydeligt igennem, såvel som din stemme. Det kan du høre i nedenstående indspilning, hvor jeg har optaget min egen stemme og lavet lidt støj i baggrunden samtidigt. Støjen er mikrofonen ikke just verdensmester i at screene ude, men det er heller ikke som et par Apple Airpods at alt bare ufiltreret kommer igennem.

Komforten i Zone 300 er måske det som overraskede mig mest. Jeg er generelt ikke til on-ear headsets, men når de kun vejer 122 gram og er behagelige at have på i time efter time så kunne jeg da godt finde på at skifte holdning. Jeg mærkede ikke Zone 300 på hovedet selvom jeg kunne finde på at have det på i flere timer ad gangen. Til kontorbrug er dette ret essentielt efter min mening.

Batteritiden på cirka 20 timer gør at du også kán have det på flere timer ad gangen uden at skulle bekymre dig om at lade det op. Hvis du husker at sætte det til at lade op dagligt så burde du have nok til mere end en hel dags almindeligt brug. Jeg kunne sagtens få de tyver timer til at passe i hvert fald og det lyder ikke af meget, men man skal tænke på at Zone 300 ikke er et stort headset, så batteriet kan heller ikke være voldsomt.

Konklusion

Nogle gange kan simplicitet være den rigtige frem og det er Zone 300 et bevis på efter min vurdering. Det er et headset tiltænkt dem der sidder på kontor og arbejder og forsøger dermed ikke at være alt muligt andet samtidigt med. Det har dog ikke støjreduktion så det mangler naturligvis nogle features, men det ligger også i en lavere prisklasse. Til prisen får man dog ikke vold meget, men man får solid lyd til tale, fantastisk komfort og solid batteritid. Toppen er at du kan forbinde det til flere Bluetooth enheder. Alt i alt er det simpliciteten jeg er fan af for så vidt angår Zone 300.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Logitech har udstyret os med et af deres mere essentielle kontorheadsets i form af Zone 300, som byder på en letvægter med god kommunikationslyd og lang batteritid. Lad os se nærmere på om det kan klare musten. Hvad er der i æsken? Da headsettet udelukkende forbinder...Test: Logitech Zone 300 Wireless headset