tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech Slim Folio bluetooth tastatur til iPad

Test: Logitech Slim Folio bluetooth tastatur til iPad

Hvis du har stillet dig tilfreds med en iPad og ikke har brug for en bærbar computer, men alligevel i ny og næ får brug for at skrive en anelse mere end du magter via touch skærmen, så er det måske tid til at opgradere iPad’en med et tastaturcover, som i øvrigt også har den fordel at den kan beskytte din iPad. Sådan et er Logitech Slim Folio og vi kigger nærmere på det i denne test.

Hvad er der i æsken?

Der er tale om en æske med låg, hvor man med det samme efter åbning af låget får adgang til cover-tastaturet og med en lille beskeden manual ved siden af også. Andet er der ikke at berette om i virkeligheden. Man skal blot trække plastikdimsen ud af batteridækslet, så burde man være klar.

Design og funktionalitet

Det første man bliver mødt med af Slim Folio er dens ydre, som ikke blot er plastik, men består af vævet stof. Det giver hele designet et løft opad efter min mening og ens iPad bliver dermed ikke pakket ind i noget billigt plastik bare for at det skal blive beskyttet. Hos Logitech har man valgt at gå hele vejen med designet og selvom det indvendige er plastik, så er der anvendt plastik af høj kvalitet, som fint passer til det flotte ydre design også.

Tasterne på Slim Folio står ligeledes knivskarpt både når man kigger henover dem og også når man fører fingrene over overfladen. Jeg gør lidt en dyd ud af at pointere disse små detaljer i materialevalget, idet Logitech Slim Folio bestemt ikke er en billig løsning og så synes jeg det er vigtigt at vide, hvad man også giver penge for foruden funktionaliteten.

Logitech Slim Folio er bygget til at man har sin iPad i således at home-tasten er til højre og så er der lavet huller til de forskellige indgange og knapper man har på sin iPad. Slim Folio understøtter i øvrigt iPad generation 5 og 6 med hensyn til disse knapper og indgange, så det skal du naturligvis også være opmærksom på.

Det kræver en smule tilvænning at smide iPaden ind i et cover som dette. Især, hvis du ellers har været vant til at bruge det uden nogen form for beskyttelse. Det slanke design, som Apple ellers snakker meget om og af god grund, bliver bare ikke det samme. Det kompromis må man så affinde sig med når man får den øgede funktionalitet, som Slim Folio byder på.

Funktionaliteten går foruden beskyttelse altså på at gøre tastearbejde noget nemmere. Dette er uanset om man skriver meget sammen med andre eller man har en blog, som man vedligeholder. Det gælder også, hvis man skifter mellem disse og andre opgaver for på Logiteh Slim Folio tastaturet er der genveje, som virker sammen med iOS og gør det eksempelvis muligt at skifte hurtigere mellem åbne apps, kopiere tekst og meget mere.

Mange af tasterne og genveje er gemt bag en FN-tast, hvilket betyder du skal holde én tast nede for at aktivere en alternativ funktion for en anden tast. Det er ganske normal procedure for kompakte tastaturer som disse. Tasterne i sig selv har en vandring, som ikke er ret høj og en aktiveringsafstand på bare 1,5 mm. Det minder meget om et moderne bærbar computers chiclet tastatur når man skriver, men vigtigst af alt er tasterne faste og føles altså ikke upræcise.

Generelt har tasterne på Slim Folio en fin størrelse. Det er ikke et tastatur for folk med store hænder eller generelt for dem der skriver rigtig meget for tasterne er tætte og det er uundgåeligt på et tastatur, der har omtrent samme størrelse som ens iPad. Det er trods alt nemmere end på touch skærmen. Dog vil jeg nævne at den øverste række med genvejstaster er noget mindre end de andre taster. Tanken er nok at disse bruger man ikke nær så meget som de primære taster, men de er noget svære at ramme.

Mens man har iPaden fremme for at skrive eller arbejde på den har Logitech sørget for at skærmen ender med at vinkle i 58 grader i forhold til bordet og det giver en fin vinkling i forhold til at man sidder henover skærmen og kigger en smule nedad. Man kan dog også folde skærmen henover tastaturet, hvis ikke man skal bruge dét og det gør det en smule mere behageligt at læse på.

Uanset om man vil det eller ej, så har Logitech også i toppen af etuiet gjort plads til at man kan sætte sin Apple Pencil fast, så denne følger din iPad på farten sammen med Slim Folio tastaturet. Logitechs egen pen passer naturligvis også i samme holder. Hvis ikke man har en pen, så har man til gengæld en flap man ikke rigtig kan bruge til noget.

Logitech Slim Folio anvender den seneste Bluetooth LE forbindelse til din iPad. Det betyder at der er tale om en pålidelig og stabil forbindelse, som samtidigt sikrer en lang batteritid på det batteridrevne produkt. Etuiet er nemlig smart nok i sig selv og tænder og slukker afhængigt af om man åbner låget eller klapper det sammen. På den måde får man omtrent 4 års batteritid på de to batterier, som altså er udskiftelige.

Konklusion

Hvis du virkelig kun ønsker at have en computer og det skal være din iPad, så øger du produktiviteten væsentligt med Logitech Slim Folio, som giver dig en ganske fornuftig tasteoplevelse med præcise og faste taster og samtidigt beskytter den din iPad mod ridser og skrammer takket være det omsluttende design. Tastaturet er ikke helt på lige fod med det man finder i en rigtig bærbar computer, men jeg vil vove og påstå at hvis man skriver mere end hvad jeg føler Slim Folio er velegnet til, så erhverver man sig nok et rigtigt tastatur alligevel. Vigtigst af alt er designet ret slankt, selvom det ikke umiddelbart virker sådan, og det gør at din iPad ikke bliver til meget mindre nem at håndtere når du er på farten. Den er lidt tyk i siderne efter min vurdering, men tanken her er nok en øget beskyttelse.

Positivt:

  • Nem opsætning
  • Lang batteritid
  • Godt tastatur (af denne type at være)

Negativt:

  • Lidt bredt design
  • Små taster i toppen

Pris og tilgængelighed

Set til 758,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis du har stillet dig tilfreds med en iPad og ikke har brug for en bærbar computer, men alligevel i ny og næ får brug for at skrive en anelse mere end du magter via touch skærmen, så er det måske tid til at...Test: Logitech Slim Folio bluetooth tastatur til iPad