mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech MX Vertical kontormus

Test: Logitech MX Vertical kontormus

For mange har en traditionel computermus ikke ændret sig det store siden dens spæde start, men faktum er at mange producenter faktisk har forsøgt sig med alternative design for at give dig som bruger en mere komfortabel oplevelse. Logitech, som nok er verdens største på dette felt, bringer nu en oprejst version af deres populære MX serie af mus i form af Logitech MX Vertical, som er en kontormus, der nærmest står vertikalt, deraf nok også navnet. Om dette design byder på noget godt og om det er det eneste som Logitech MX Vertical byder på vil vi se nærmere på i vores test her.

Hvad er der i æsken?

Logitech kontorprodukter er pakket i en grå/cyan indpakning og har været det et stykke tid nu siden deres branding divison ville gøre mere ud af at skille gaming og de øvrige produkter fra hinanden. Æsken til Logitech MX Vertical er udført sådan lidt på traditionel vis, hvor man har en låge på fronten og plastikken er formet efter musen. På denne måde kan du få en fornemmelse af musens form, hvis du for eksempel kigger på den nede i en butik eller lignende. Logitech MX Verticals æske indeholder foruden musen en nano-modtager, USB-C kabel til opladning og naturligvis det obligatoriske papirarbejde.

Design

Så snart man tager Logitech MX Vertical ud af æsken erfarer man at den ikke er helt almindelig. Forhåbentlig var man klar over dette på forhånd for ellers får man sig noget af en overraskelse. Der er nemlig tale om en mus, som er ligeså høj som den er bred, selvom det forhold plejer at være 1:2 oftest.

Toppen af Logitech MX Vertical tager man hånd om med nærmest oprejst hånd. Det går ud på at for at anvende denne type vertikale mus så skal man ikke vippe sine håndflader når man skal bruge sin mus. Hvis man stiller sig op med hænderne ned ad og bringer dem op i en 90 graders vinkel ved albuerne vil man også ligge mærke til at vores tommelfingre peger opad (for de fleste af os i hvert fald) og det er denne naturlige måde at have hånden på man vil simulere.

Hældningen på Logitech MX Vertical er nøjagtigt 57 grader og det er et resultat af en masse tests med forskellige vinkler og indstillinger. Vinklen og formen på Logitech MX Vertical er testet af brugere og godkendt af ergoterapeuter.

Når et produkt er designet til at være ergonomisk på denne måde, så er det desværre også på bekostning af kompabilitet og Logitech MX Vertical er dermed kun egnet til højrehåndsbrugere. Til gengæld er den formet så den ligger naturligt i hånden og der er riller i plastikken stort set på hele det område ens hånd og fingre kunne finde på at hvile på musen. Det er ikke noget man tænker så meget over, men det er en behagelig mus at have i hånden.

Logitech MX Vertical er udstyret med fire knapper, som i øvrigt også kan programmeres med softwaren installeret. Der er de to helt almindelige knapper som en mus ikke kan være foruden, men disse er ikke programmerbare. Det er midterste tast på scrollhjulet, og så er der i siden frem og tilbage knapperne. De sidstnævnte kan man, hvis man spørger mig, heller ikke være foruden når først man har vænnet sig til dem. I toppen er der den sidste programmerbare knap på Logitech MX Vertical. Denne knap på toppen er ab fabrik lavet til at justere sensorens følsomhed på farten.

Med den sidstnævnte knap skal man i henhold til producenten kunne bevæge sin hånd langt mindre, idet man på farten kan tilpasse følsomheden og dermed ikke bevæge musen nær så meget unødigt. Det er måske en lille sandhed med modifikationer for det afhænger da i stor stil af, hvordan man anvender sin mus, men at man kan justere følsomheden på farten er bestemt ikke en skidt ting.

Bunden af Logitech MX Vertical er faktisk heller ikke helt uinteressant. Her finder man naturligvis dens tænd og sluk knap, men derudover er der også en knap til at skifte profil med. Det er nemlig muligt for Logitech MX Vertical at slutte sig til tre forskellige enheder og så bare ved et tatetryk skifte mellem disse på farten. Smart, hvis man har en arbejds- og privat-computer. Derudover finder man ud af at bunden af Logitech MX Vertical også har ret så store “fødder” som gør at musen nemt glider henover musemåtten eller skrivebordet om man vil.

Funktionalitet

I de næste par afsnit bryder vi Logitech MX Vertical op i mindre bider og kigger på dens elementer og funktioner under daglig brug.

Software

Logitech MX Vertical understøtter Logitech Options softwaren, producenten naturligvis gerne vil have at man anvender. Personligt anbefaler jeg den også, hvis man bare vil have en smule medbestemmelse i hvordan man kan bruge sin mus. Logitech Options gør det nemlig muligt at indstille en masse funktioner, som kan være med til at gøre ens dag nemmere. Det er eksempelvis ikke sikkert du har noget at bruge følsomhedsindstillingerne til og så er det jo rart at man kan programmere denne knap til at udføre noget andet.

Selve softwaren er nem at gå til. Det er ret smart at man kan få forskellige funktioner og indstillinger ret hurtigt og enkelt. En af de særlige features ved Logitech er deres Flow teknologi, som Logitech MX Vertical understøtter. Flow går ud på at man kan anvende den samme mus på tværs af enheder i en flydende bevægelse. Man kan altså kopiere links, billeder eller sågar filer ved at trække dem fra én computer til en anden. Det kræver noget indstilling og at computerne er på samme netværk, men når det spiller så er det ret smart. Det er måske ikke så mange af os der har brug for dette, men jeg kan forestille mig at folk i forskellige kontormiljøer, der samarbejder på tværs kan arbejde sammen på forskellige projekter relativt frit. Man skal give adgang fra den anden bruger, så office pranks kan godt udelukkes også.

Brug og komfort

Man kan godt mistænke en høj mus for at være ustabil, men Logitech MX Verticals form gør at det føles som om du griber naturligt fat om den og bunden er bred nok til at den ikke tipper. Jeg må dog indrømme at de første mange dage havde jeg en tendens til at vælte den når jeg bevægede min musehånd fra tastaturet tilbage til musen. Her er jeg jo normalt vant til at bevæge min hånd i nogenlunde samme højde som tastaturet uden at det er et problem, men det resulterede ofte i at jeg tippede musen over.

Med en vægt på 135 gram er Logitech MX Vertical lige efter min smag. For gamere er det cirka en tredjedel over sweetspottet, men hvis du har læst mine tidligere reviews vil du også vide at jeg foretrækker en tungere mus til både at spille og arbejde med, så jeg kan derfor ikke rigtig give Logitech MX Vertical minuspoint for at være tung, men det er ikke nødvendigvis noget, som vil falde i enhvers smag.

Når man lige har brugt lidt tid på at vænne sig til det oprejste design så begynder man ligeså stille at mærke, hvordan ens hånd spænder en smule mindre end når man anvender en “almindelig” mus. Hvis man er bevidst om det så vil man efter min mening også kunne mærke det i samme øjeblik man stiller hånden på Logitech MX Vertical, som i øvrigt har en god fylde til trods for at den er lidt slank i toppen. Komfortmæssigt får den max point fra min side i denne omgang.

Knapper

Selvom Logitech MX Vertical ikke er en del af Logitechs silent serie, så tyder det på at det er noget, som har været i bevidstheden hos skaberne af denne mus og dens knapper er ikke særlig højlydte ved almindelig brug. Derimod er de behageligt bløde at klikke på og trods denne bløde vandring så føles de ganske faste og præcise.

Scrollhjulet på Logitech MX Vertical er ligeledes behagelig og præcis at bruge. Den mangler dog to væsentlige funktioner i forhold til mange af dens slægtninge. I forhold til de andre MX mus så er Logitech MX Vertical ikke udstyret med infinite scroll, hvilket ellers er en feature fra Logitech jeg forguder. Derudover er scrollhjulet med blot én enkelt knap og det er derfor ikke muligt at scrolle til siden i for eksempel Excel eller andet bredt materiale.

Batteritid

De fleste har vænnet sig af med den pain at skulle skifte batterier på trådløse enheder på kontoret. Det er noget der burde høre fortiden til og Logitech MX Vertical er ingen undtagelse. Den holder strøm i op til fire måneder, hvilket jeg må vælge at stole på, idet jeg ikke har til hensigt at teste en mus i så lang tid. Derudover kan man oplade musen til at køre i tre timer, hvis man blot sætter den til at lade op i et enkelt minut. Kablet er et USB-C og musen virker også via dette kabel, hvis man skulle have en computer, hvor man ikke har en Unifying-modtager til og computeren samtidigt ikke har Bluetooth. Skulle man være så uheldig så er det godt at Logitech MX Vertical er kompatibel på alle tre platforme.

Konklusion

Jeg har også tidligere arbejdet med vertikale mus, både fra Logitech selv men også af andre. De er desværre ikke så egnede til hurtige bevægelser, hvorfor de ikke kan bryde igennem på gaming verdenen, men ellers vil de fleste andre brugere faktisk have fordel af dem, idet deres ergonomiske design, der tager højde for brugerens håndposition og krop i øvrigt, bestemt er noget der kan mærkes efter længere tids brug ved computeren. Logitech MX Vertical er bare en rigtig god mus foruden at være med et ergonomisk design og det er dét som ofte er sjældenheden. Der er tale om gode knapper og en meget stærk og brugbar software. Jeg synes kun at jeg mangler en infinite scroll og muligheden for at tippe scroll-hjulet til siderne, men foruden det er der tale om en rigtig god og solid mus med fantastisk komfort. Man skal dog lige vænne sig til ikke at vælte den.

[checklist]

  • Ergonomisk design
  • God knapposition
  • Gode knapper
  • Rigtig stærk software

[/checklist][badlist]

  • Ingen infinite scroll
  • Ingen sideknapper på scroll-hjul

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 899,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For mange har en traditionel computermus ikke ændret sig det store siden dens spæde start, men faktum er at mange producenter faktisk har forsøgt sig med alternative design for at give dig som bruger en mere komfortabel oplevelse. Logitech, som nok er verdens største...Test: Logitech MX Vertical kontormus