mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech MX Keys Combo med Bolt

Test: Logitech MX Keys Combo med Bolt

Logitech introducerer deres nye trådløse teknologi kaldet Bolt sammen med en liste af nye produkter, hvor vi her på siden har været så heldige at få et Logitech MX Keys Combo sæt til test.

Hvad er der i æsken?

I virkeligheden er Logitech MX Keys Combo sættet lavet til forretningskunder, idet Bolt har hovedfokus på et stabilt og sikkert signal i et business-miljø, så æsken er også en smule mere kedelig end, hvad vi er vant til fra producenten. Det er genbrugspapir yderst og så er det inderst den sorte æske vi kender, som gemmer på MX Keys tastatur med dertilhørende håndledsstøtte, MX Master 3 mus og en Bolt USB-modtager. Der er også et USB-C kabel til opladning af enhederne, som altså ud af boksen ikke kan lade samtidigt, skulle det blive nødvendigt.

Indledning

Vi har fået sættet samlet fra vores partner til test og da produkterne er værdige testenheder individuelt opdeler jeg anmeldelsen en smule anderledes end I som læsere er vant til fra mig. Vi tager derfor tastaturet i et afsnit og musen i et andet mens konklusionen samler helhedsindtrykket.

Det skal dog først siges at fælles for begge produkter er at de nu kører via Bolt-teknologi med hensyn til forbindelse og det betyder at de ikke kan forbinde til de gamle Unifying trådløse modtagere mange af os kender.

For så vidt angår Bolt så er der tale om et produkt, som er udviklet med henblik på at yde en sikker og stabil forbindelse. Selve Bolt systemet er baseret på Bluetooth Low Energy 5.0, men arbejder under et lukket system, hvilket altså bør betyde at det ikke bør forstyrre, hvis der er mange andre Bluetooth enheder i nærheden.

Foruden et stabilt signal så tilsikrer Bolt også et højere sikkerhedsniveau, som understøtter såkaldt Sikkerhedstilstand 1 på niveau 4 også kaldet Secure Connections Only-tilstand. Dermed sikrer du dig at det du indtaster eller gør via dit tastatur eller mus ikke bliver opsnappet af eksempelvis hackere.

MX Keys for business

Designmæssigt ligner MX Keys sig selv egentlig. Min kollega har testet den version med Unifying forbindelsen tidligere og jeg har fået lov at lege med business udgaven, som altså ikke er væsentligt anderledes. Det kan dog være han dækker nogle andre emner end jeg, så du kan læse hans vurdering ved at følge dette link (du forbliver på vores site).

Det som dog er nyt med MX Master for business er at der nu medfølger en håndledsstøtte også. Eftersom der dog ikke er ændret ved MX Master, så er det ikke en håndledsstøtte, der på nogen måde hægter sig fast til tastaturet. Dette synes jeg er en smule ærgerligt for når jeg flytter mine hænder så flytter håndledsstøtten desværre med.

Det samme kan man dog ikke sige om selve tastaturet for det er bygget ret solidt og dermed også relativt tungt. Dette gør så at det står klippefast til skrivebordet, hvilket naturligvis også er godt hjulpet på vej af de seks gummifødder der er på undersiden.

Undersiden gemmer så derimod ikke andet end disse fødder og det vågne øje vil så ligge mærke til at MX Master ikke er udstyret med fødder til at ændre hældningen på tastaturet. Det vil sige at ønsker man en mere flad indstilling eller skarpere hældning, så er der ikke så meget hjælp at hente. Jeg lagde dog mærke til at ved at bruge håndledsstøtten så var min vinkel på tastaturet anderledes så måske du vil have samme oplevelse og dermed kan få den vinkling, der passer dig.

Selve håndledsstøtten, når den ellers forbliver på plads, synes jeg er behagelig at have under hænderne. Den er blød og så fylder den ikke alverden. Jeg syntes dog at den manglende vinkling på tastaturet gør at jeg personligt synes det er mest behageligt ikke at have denne siddende. Delvist også fordi den flytter sig konstant da den ikke står fast (i hvert fald ikke på mit skrivebord), men en håndledsstøtte vil altid være en individuel sag.

MX Keys er understøttet af Logitech Options, som dog krævede en mindre opdatering førend tastatur og mus var genkendt derinde, og funktionaliteten åbner for alvor først op når man har installeret denne software på sin computer. Dermed ikke sagt at MX Keys ikke er et godt tastatur uden, men Logitech Options fortjener bare en rosende kommentar med på vejen. I Logitech Options kan du nemlig indstille forskellige genveje i toppen, som kan aktiveres med FN-tasten. Disse genveje kan du i øvrigt gøre gældende app-afhængigt, hvilket vil sige at genvejene er én funktion i Excel, men noget andet i Slack eller andre programmer.

Der er også genveje som kan være med til at gøre din hverdag lidt nemmere i disse tider, hvor vi sidder til møder dagen lang. Der er nemlig en knap til at mute din mikrofon med og så er der også en diktationsknap, som aktiverer stemmestyring i det OS du sidder i. Jeg prøvede eksempelvis at trykke på knappen og citere her i OneNote, hvor det jeg sagde så blev skrevet ned. Det virkede umiddelbart på engelsk og en række andre sprog, men altså ikke på dansk.

MX Keys er udstyret med baggrundsbelysning i tasterne, hvilket er rart når man sidder og arbejder om aftenen, især nu hvor dagene er begyndt at blive kortere og mørket falder på tidligere. Dog er der indbygget en sparefunktion, således at tasternes baggrundsbelysning slukker relativt hurtigt og umiddelbart har jeg ikke kunne finde indstillingen, der gjorde det muligt at forlænge denne tid, selvom jeg er klar over at det ville influere på batteritiden. Dog er batteritiden ganske fornuftig og jeg skulle lade op en gang om ugen cirka. Logitech oplyser at batteritiden ville være op til 5 måneder, hvis man undlod at bruge baggrundsbelysningen helt.

Tasterne i MX Keys er Logitechs egne naturligvis, men skulle man sammenligne dem med noget, så er der tale om lidt høje chiclet taster og jeg er kæmpe fan. Der er en indhuling i midten af tasterne, som jeg måske godt kunne være foruden, men det er en smagssag og ikke noget, som jeg føler influerer på skriveoplevelsen. Denne er til gengæld super behagelig og tasterne er utroligt responsive og præcise. Vandringen er høj nok til at man kan mærke dem blive aktiveret og så er lyden behagelig. Mine kolleger sagde i hvert fald ikke noget til det og jeg arbejder til dagligt på et åbent kontor.

Hvis man, som det er muligt, tilslutter MX Keys til adskillige enheder så er skiftet blandt disse hurtigt og gnidningsfrit. Man trykker blot på den dedikerede knap på MX Keys og så skifter den forbindelsen fra den ene enhed til en anden. I mit testmiljø var det mellem min laptop, desktop og mobiltelefon og jeg kunne sagtens få en besked ind på telefonen, svare på denne ved at koble MX Keys til telefonen og derefter skifte tilbage til min arbejdspc og arbejde videre helt uforstyrret.

MX Keys gemmer i øvrigt på endnu en designmæssig genistreg i øvrigt. For at spare på strømmen er tastaturet sat op til at slukke for lyset når du ikke bruger det, men som noget ekstra så tænder det lyset så snart dine fingre kommer i nærheden af tastaturet og begynder at hvile på tasterne. Altså tænder lyset før du begynder at skrive og så forbliver lyset tændt mens dine hænder er der. Der går så fem sekunder fra du fjerner dine hænder til at lyset slukker. Meget smart.

MX Master 3 for business

Sammenlignet med en “almindelig” MX Master 3 så er der virkelig ikke meget nyt i designet at hente. Man skal nu heller ikke begynde at ændre for meget i en mus, som har fået så meget ros med på vejen og selv min kollega, som har testet den tidligere, synes det er noget af det bedste til kontoret. Det man til gengæld har gjort er at udstyre en af de bedste kontormus på markedet med en ny forbindelsesteknologi, som sikrer din forbindelse både mod hackere, men også forstyrrelse fra andre enheder, der forbinder via Bluetooth.

Hvad det så er, der gør MX Master 3 til en af de bedste kontormus på markedet er svært at sætte få ord på. Det er efter min vurdering nemlig dens mange funktioner, som er sat sammen i et design, der er til at arbejde med og uden den er for stor, klodset eller kompliceret.

MX Master 3 er udstyret med lidt flere knapper end gennemsnittet, men det er tre ting, der adskiller den væsentligt fra mere middelmådige mus.

For det første er det infinite scroll hjulet, som kan sættes til bare at dreje videre til man stopper den. Genialt til at scrolle sig gennem lange ark, dokumenter eller hjemmesider. Denne knap giver dog fin modstand, hvis ikke man aktiverer scrollet og dét gør den genial.

For det andet er det rent faktisk det andet scroll hjul på MX Master 3. Jeg var i starten skeptisk da Logitech introducerede denne vertikale scroll-knap i serien. Jeg følte ikke det var noget jeg ville bruge, men nu hvor jeg fandt ud af at aktivere det på flere applikationer end Excel, så giver det rigtig god mening. Eksempelvis bruger jeg den vertikale scroll-knap til at bladre mellem faner i min browser og det er jeg nærmest blevet afhængig af at kunne nu. Det vertikale hjul ligger efter min mening nu også bedre placeret i MX Master 3 end tidligere udgaver.

Slutteligt er det Logitech Options softwaren, som trækker MX Master 3 helt op i ligaen for kontormus. Denne software giver dig som bruger rigtig mange muligheder for smart indstilling, så musen passer til dit arbejde og den måde du bedst kan optimere brugen af mus. Du kan nærmest som på en gamingmus indstille knapper til at have forskellig virkning afhængigt af hvilket program du har åbent og kørende. For hvis det er sandt at Logitech Options er en vigtig del for funktionaliteten af MX Keys tastaturet, så er det dobbelt så relevant for MX Master 3, som for alvor får funktionaliteten multipliceret ved at man har Logitech Options installeret.

Disse tre ting sat sammen i et meget behageligt design, som er nemt at holde på og bruge gør bare at MX Master 3 er en fornøjelse at anvende. Toppet op med en solid forbindelse og en hurtig performance, så bliver det ikke meget bedre (tror jeg). MX Master 3 er til trods for en hurtig forbindelse altså stadig med Bluetooth frekvens og protkol, så den er ikke helt anbefalelsesværdig til gaming. Dog fandt jeg ud af at den sagtens kan bruges til spil, hvor det ikke er så konkurrencepræget eller hvor man måske ikke går efter et win. Jeg kunne eksempelvis sagtens spille Diablo og StarCraft uden at jeg blev irriteret på musen, men det er også spil, som jeg spiller afslappet i modsætning til skydespil, hvor der er en del mere gang i den for mit vedkommende. Her føler jeg ikke MX Master 3 helt kan følge med de hurtige bevægelser.

Sensoren i MX Master 3 har dog også en anden fokus end det er tilfældet for gaming mus. Den såkaldte Darkfield teknologi i sensoren er nemlig bygget til foruden at være præcis også at kunne virke på stort set alle overflader. Af mangel på klart glas nogen steder, så kørte jeg musen over mine GUNNAR briller med gult glas og det havde den ikke problemer med.

For at nævne et konkret, om end ikke så anvendt funktion, så åbner Logitech Options op for Flow, som giver dig mulighed for at overføre mindre filer fra én computer til en anden ved blot at bevæge musen til kanten af skærmen og så “videre” over på den anden skærm. Eksempelvis hvis jeg har en laptop fra arbejde ved siden af min desktop eller hjemmepc, så kan jeg hurtigt kopiere et billede eller en mindre fil fra det ene skrivebord til det andet. Det kræver blot at Flow funktionen er aktiveret og at MX Master 3 er parret med begge computere, hvor Logitech Options i øvrigt også er installeret på begge. Det lyder mere kompliceret end det er, men jeg indrømmer også at det er en feature mange vil føle er overflødig.

Den nye Bolt adapter med højere sikkerhed

Konklusion

Logitech MX Keys Combo giver et fantastisk flow når man arbejder. Dette er ikke en pun mod at der er en feature, som MX Master musen i sættet understøtter, som også hedder Flow. Det handler om at jeg med MX Keys Combo kan se at man kan udføre en masse af de gængse funktioner mere gnidningsfrit, fordi Logitech har indbygget nemme og smarte genveje. At tastaturet og musen er af så fantastisk høj kvalitet og med så gode knapper at de ikke hæmmer én i dette arbejde er jo blot prikken over i’et så at sige. Med mindre man er på den mekaniske vogn og højdejustering i tastaturet, så kan jeg have svært ved at se man kan finde et bedre sæt til kontoret end dette. Prisen er for virksomheder og derfor en anelse høj, men det er sikkerhedsniveauet i den nye Bolt-teknologi også, så det er ikke så overraskende.

Positivt

  • God skriveoplevelse
  • Smarte genveje og gode taster
  • Simpel og stærk Options software
  • Baggrundslys i tastatur
  • Mus ligger godt i hånden
  • Gode og mange knapper i musen

Negativt

  • Mus ikke for små hænder
  • Mus ikke egnet til gaming (dog heller ikke dens formål)
  • Håndledsstøtte til Keys føles overflødig

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Logitech introducerer deres nye trådløse teknologi kaldet Bolt sammen med en liste af nye produkter, hvor vi her på siden har været så heldige at få et Logitech MX Keys Combo sæt til test. Hvad er der i æsken? I virkeligheden er Logitech MX Keys Combo...Test: Logitech MX Keys Combo med Bolt