søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserComputer tilbehørTest: Logitech MK850 Performance tastatursæt

Test: Logitech MK850 Performance tastatursæt

Den seneste trend hos Logitech, og muligvis også forbrugere af mus og tastatur, er understøttelse og anvendelse af flere forskellige enheder. Dette er nok ikke langt fra det behov mange af os efterhånden har brug for ved at arbejde på både mobile og mindre mobile enheder. Logitech MK850 er det seneste skud fra stammen på denne front, hvor man har et sæt, som man kan forbinde til flere af sine enheder i hjemmet eller på kontoret. Logitech MK850 er designet med komfort og kompabilitet for øje og er dermed i stand til at forbinde til tre forskellige enheder på tværs af platforme.

Hvad er der i æsken?

På Logitechs kontorprodukter er den dominerende farve nu cyan og det gør sig også gældende med Logitech MK850, hvor indholdet i kassen trækkes ud og består af følgende: trådløst tastatur, trådløs mus (begge med dertilhørende batterier), unifying modtager, forlængerkabel til samme og naturligvis den obligatoriske manual.

Design

Umiddelbart minder Logitech MK850 om et hvilket som helst andet tastatur, men der gemmer sig både på og under overfladen nogle tricks, som gør det til lettere unikt. I hvert fald for nu.

Selve tastaturet i sættet er med en blød håndledsstøtte og det føles faktisk ganske rart under hænderne når disse hviler på. Dertil er der også en lettere buet form på midten, som gør at hænderne kommer op i en efter sigende mere behagelig vinkel.

Foruden hældningen på selve tastaturet så er fødderne på undersiden også indstilbare, således at man kan vælge at lade tastaturet stå fladt på bordet eller hæve det med henholdsvis 4 eller 8 grader.

Navngivningen af Logitechs produkter er ingen gåde og bør ikke komme som en overraskelse. M står for Mouse, mens K står for Keyboard og når de to bliver sat sammen er der altså tale om et sæt bestående af begge dele. Det er også tilfældet her og den medfølgende mus er en Logitech Triathlon, som man også kan købe separat, skulle man være vild med den alene.

Der er rigelig grund til at blive forelsket i Logitech Triathlon musen, som har en ganske fin størrelse og ligesom tastaturet er det muligt at skifte profil på den separat og på den måde forbinde til flere enheder samtidigt. Denne mus har en fin størrelse og pasform, så den er behagelig at bruge.

Tastaturet i Logitech MK850 sættet tager dog denne forbindelsesteknologi skridtet videre og understøtter en tilpasningsfeature, som gør at den genkender, hvilket OS den er forbundet til, således at genvejene giver mening uanset om man sidder på Windows, Mac, Android eller en anden mobil platform.

Genvejstasterne er skrevet på de taster, som har adskillige funktioner, således at man ikke er i tvivl om hvor CMD er i Mac OS eller Start i Windows. Der er gjort plads til tasterne trods deres størrelse og det er en fin lille detalje. Til at skifte profiler har man denne gang på tastaturet givet dem en særlig plads og dedikerede knapper, således at man ikke behøver bruge FN-tasten til F1-F12 osv. Dette var nemlig et lille irritationsmoment hos K780 tastaturet fra samme producent. På musen er profilknappen i den stribe af knapper, som er placeret således at de er nemt tilgængelige med tommelfingeren og uden at vide, hvor denne knap ellers skulle placeres, så er dette absolut ikke den bedste placering efter min mening.

Designet af Logitech MK850 er egentlig ganske lækkert. Det føles rart mellem hænderne og virker også som værende godt bygget. Der er naturligvis ikke tale om en robusthed som man kender fra deres G710, som kan tåle at blive kørt over af en kampvogn, men ikke desto mindre så føles det veludført.

Typografien på taster og genveje er pæn og stilren. Jeg mangler dog lidt flere indikatorer for, hvornår tingene er aktive eller ej. Eksempelvis er den eneste “lock” funktion, som har et lys på tastaturet Caps Locken. De andre skal man gætte sig frem til, hvorvidt de er aktive eller ej. Når man aktiverer dem så dukker der dog en indikation op på skærmen, men det synes jeg ikke er helt optimalt.

Funktionalitet

Logitech MK850 Performance er designet til dem der har adskillige enheder koblet til samme arbejdssted, såsom en PC, Mac eller anden mobil enhed. Man kan så lynhurtigt skifte mellem de to arbejdsstationer uden at skulle gøre meget mere. Det er lidt i stil med KVM-switches, men her har man altså kun adgang til inputenhederne, hvilket nogle gange også kan være tilstrækkeligt.

De to produkter, altså musen og tastaturet i sættet er også gennem Logitech Options softwaren interagerbare, således at man kan aktivere en tast eller funktion på den anden enhed ved hjælp af den ene. Det er set før på gaming produkter, men for dem af os, der ikke kan få nok genvejstaster er dette intet mindre end genialt. Man kan på denne måde have app-specifikke genveje som kun aktivres ved en tastekombination mellem tastatur og mus.

Funktionaliteten er genial for dem af os, der kan finde på at kommunikere via vores smartphone foruden at have adgang til de programmer man har på sin computer. Eller hvis man derhjemme har en arbejds-PC som er stationær og ellers har en bærbar fra arbejde. Så kan man have de to kørende ved siden af hinanden og arbejde på det de hver især kunne have unikt af funktioner eller tilgængelighed.

//media.ereviews.dk/#!album-235

Taster

Logitech MK850 er et membrant sæt og tasterne er altså placeret på én stor gummi-plade, som forbinder til hinanden med de fordele og ulemper til følge. For et almindeligt kontormiljø er dette også mere end rigeligt, hvorfor man ikke behøver spekulere alt for meget, hvis altså man er glad for de taster som tastaturet er udstyret med.

Med Logitech MK850 tastaturet er jeg lidt splittet for generelt har jeg intet imod at arbejde på et membrant tastatur, selvom jeg har mærket fordelen ved et mekanisk, men tasterne på Logitech MK850 er ganske bløde og har en relativt høj vandring. Disse egenskaber enkeltvis har jeg intet imod generelt på de tastaturer jeg har leget med, men i en kombination er jeg ikke den store fan. Der er tale om en personlig præference og dette bør naturligvis understreges. Jeg synes tasterne på Logitech MK850 er behagelige, men for min smag og brugsmønstre er det måske lidt for behagelig og blødt.

Komfort

Den buede form er noget jeg har oplevet før og noget jeg hurtigt kan vænne mig til. Jeg synes det er meget rart når man sidder på kontoret at der er denne hældning. Når man sidder foran computeren flere timer dagligt så er små justeringer faktisk med til at gøre en stor forskel i længden.

For at drage et andet eksempel ind i sammenligningen så kan man tænke over at det er utrolig populært at prædike om at man skal stå op så ofte som muligt på kontoret. Den ene dag fra den anden kan man nok ikke mærke den store forskel. Jo altså man får nok lidt mere ondt i benene, hvis ikke man er vant til at stå op, men det er på lang sigt at man vil få gavn af denne afveksling.

Med hældningen får hænderne ved brug af Logitech MK850 en mere naturlig hældning og på lang sigt burde dette altså betyde mindre ubehag og bedre komfort.

Ydelse

Logitech MK850 sættet har en lang batteritid og god og stabil trådløs forbindelse. Dette er egentlig hvad jeg har at sige om dens ydelse, for det er ikke et tastatur, som er bygget til alt muligt andet end almindeligt kontorarbejde. Ganske vidst er der smarte genvejsfunktioner, som gør det hele en smule lettere og mere gnidningsfrit. Dét, som det dog ikke er velegnet til, er for eksempel gaming. Heller ikke for dem, der går bare en smule op i det.

Jeg oplevede eksempelvis for første gang med et tastatur at mine taster midt under spillet frøs og ikke ville aktivere den næste funktion, idet jeg havde trykket for mange taster ned samtidigt. Derudover var musen ikke glad for pludselige og hurtige bevægelser, for den reagerede ved at give et ujævnt jag og en upræcis bevægelse på skærmen. Dette sidstnævnte giver jeg dog ikke Logitech MK850 negative point for, da det ikke er hvad den er bygget til, men jeg tænkte det kunne være relevant at nævne for nogen, der ikke skulle blive skuffet.

Konklusion

Der er rigtig mange ting jeg godt kan lide ved Logitech MK850, som er deres seneste sæt med multi-device for øje. Man kan anvende det med adskillige enheder og platforme og dét sågar samtidigt, hvor man skifter hurtigt og enkelt. Derudover er det muligt at lade mus og tastatur snakke sammen og man kan endda lade dem have applikations-specifikke genveje, således at genvejene kan være noget helt forskelligt afhængigt af hvilket program man arbejder i. Formen og designet er generelt veludført og det føles komfortabelt at avende, hvad angår både mus og tastatur. Der er mindre heldige designvalg, såsom ingen indikation af Num-Lock og profil-skifter knappen på musen, men det tror jeg er mindre detaljer og noget man vil kunne lære at leve med. Tasternes bløde vandring er dog noget man enten skal kunne lide eller hade og der er det (desværre/heldigvis) personlige præferencer, som spiller ind.

[checklist]

  • Flot design
  • Multi-device understøttelse
  • Blød håndledsstøtte
  • Buet og komfortabel form på tastatur
  • God størrelse mus

[/checklist]

[badlist]

  • Bløde taster
  • Placering af profilskift på mus

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 999,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Den seneste trend hos Logitech, og muligvis også forbrugere af mus og tastatur, er understøttelse og anvendelse af flere forskellige enheder. Dette er nok ikke langt fra det behov mange af os efterhånden har brug for ved at arbejde på både mobile og mindre...Test: Logitech MK850 Performance tastatursæt