fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech MK540 trådløst kombisæt af mus og tastatur

Test: Logitech MK540 trådløst kombisæt af mus og tastatur

At finde det rette kontorsæt af mus og tastatur kan være sværere end man umiddelbart skulle tro. I nogle tilfælde kan det bedst svare sig at erhverve tingene separat, men Logitech MK540 sættet lover at levere varen med et komfortabelt tastatur i fuld størrelse og en mus, der er velegnet til både højre og venstre hånd. Egentlig er Logitech MK540 et sæt af et populært tastatur og en velkendt mus, der har eksisteret længe, så kombinationen af dem i nye klæder er ganske kærkommen, men lad os se om de også lever op til de høje forventninger man har til Logitech.

Hvad er der i æsken?

Logitechs Cyan farve er nu efterhånden ganske kendetegnene for deres indpakning af deres kontorudstyr. De tekniske detaljer for dette kombisæt er også at finde på indpakningen, som ellers i øvrigt er holdt ganske sobert og simpelt. Indholdet i Logitech MK540 er ligeså simpelt og består af en lille nano-modtager samt mus og tastatur, der er parret til den på forhånd. Der er naturligvis også den obligatoriske korte instruktionsbog, men ellers er der ikke meget at hente.

Design og funktionalitet

Det giver efter min mening mest mening at bryde de forskellige afsnit ned i to for at man nemmere kan holde styr på, hvad der vedrører mus og hvad der omhandler tastaturet, således at man kan fokusere på det som man måske selv vægter højest og er mest interesseret i.

Musens design

Der er tale om en Logitech M310 mus, som er en del af dette sæt og der er tale om en ret så lille mus i virkeligheden. Det kan godt være at tastaturet er i fuld størrelse, men det føler jeg bestemt ikke at musen her er, idet den er på blot 11 cm i længden og selvom det lyder af rigeligt, så føler jeg at den grundet den smalle bredde virker endnu mindre end den måske i virkeligheden er. Det er en mus jeg vil betegne som en mobil-mus og ikke en til kontorbrug dagen lang.

Der er dog tale om et såkaldt ambidextrous-design, hvilket gør at musen i Logitech MK540 sættet passer til både højre og venstre hånd, idet den er nøjagtigt ens, hvis man skulle skille den på midten.

Musen er udstyret med tre knapper og heriblandt tæller vi også scroll-hjulet, så der er ikke ekstra knapper i siderne til at gå frem og tilbage i ens browser med desværre. Det er ikke nødvendigvis en funktionalitet, som alle kommer til at savne lige meget, men personligt er jeg stor fan af netop disse knapper.

Ellers er musen ret blød at holde på til trods for at den er lavet af plastik, men den har nogle gummigreb i siden og er udført med afrundede former og er egentlig ganske behagelig at have i hånden.

På undersiden af musen er der en lille skydeknap til at tænde og slukke for den med og der er også en lille låge, som giver adgang til at man kan gemme den medfølgende nano-modtager eller skifte batterier på musen. 

Tastaturets design

Tastaturet i sættet er et trådløst K540 og som nævnt nu flere gange så er det et tastatur i fuld størrelse og med numerisk tastatur i højre side. Der er plads mellem tasterne, piltasterne og det numeriske tastatur så man mangler på den front bestemt ikke noget. Derudover har man i toppen på hver side af logi-logoet tre genvejstaster. Dem til venstre er til at styre medie med og dem til højre er til volumen. Man har også over numpadden yderligere genveje til eksempelvis lommeregner, lås af PC og skrivebordsknap.

Tastaturet er af plastik, men det føles nu ganske behageligt under hænderne så det skal det ikke høre for i den forstand. Både mus og tastatur føles dog en smule skrøbelige, men prisen taget i betragtning synes jeg ikke man bør have sine forventninger højere op end at man får, hvad man forventer.

Tastaturet er med små fødder på undersiden, hvilket der ikke er noget nyt i, men der hvor tastaturet i Logitech MK540 adskiller sig en smule er ved at man har tre forskellige vinkler man kan indstille tastaturet i. Personligt foretrækker jeg at tastaturet ligger fladt på bordet, men nu har man altså lidt mere frihed til at vælge.

Tastaturet er i øvrigt designet således at det kan modstå væskespil på op til 60 ml uden at lide skade og for dem, der sidder foran computeren ofte og måske i kombination af det også er lidt klodsede vil måske glæde sig over netop denne feature.

Tasterne på Logitech MK540 tastaturet er i øvrigt med en meget tynd skrifttype på dem. Det er ikke noget, som jeg har et forhold til, men jeg studsede over det og tænkte det måske var værd at nævne. Det betyder til gengæld at man ved genvejstasterne ikke bruger forkortelser, men derimod hele ord når man skal beskrive tasterne, såsom “page up”, “print screen”, “scroll lock” osv.

Musens funktionalitet

Hvis ikke man savner mængden af knapper på Logitech M310 musen i dette sæt, så har man med en temmelig simpel mus at gøre, der dog formår at holde strøm i op til 18 måneder med sit 1 stk. AA-batteri, som i øvrigt medfølger fra start. Det er efter min mening ganske rigeligt og så bør man heller ikke mangle noget når det kommer til stykket.

Der er naturligvis ikke tale om en mus, der er egnet til gaming da hverken sensor eller den trådløse forbindelse er optimeret til formålet, men lidt casual kan man naturligvis godt hygge sig med for musen er relativt hurtig og teknologien har udviklet sig så meget at man efterhånden ikke kan få en decideret dårlig mus. Man skal blot ikke forvente at stige i rang eller lignende og det er slet ikke formålet med Logitech MK540.

Sammenlignet med tastetrykket på tastaturet, så er musens klik relativt højt. Hvis man sidder tæt på sine kolleger i et åbent kontormiljø så vil de nok ligge mærke til dette, men det kommer naturligvis an på resten af støjniveauet og hvordan det ellers er i virksomheden. I hjemmet vil man nok være mindre generet, hvis det er en selv, der sidder og arbejder.

Tastaturets funktionalitet

Der er straks mere at berette her sammenlignet med musen, idet K540 tastaturet har væsentligt flere funktioner at byde med end musen har det.

Logitech MK540 sættet virker out of the box når man slutter det til sin PC, men man har også mulighed for at installere Logitech Options softwaren, som man kan anvende til at skræddersy brugeroplevelsen med. Det bliver eksempelvis med Logitech Options muligt selv at vælge, hvad de forskellige genvejstaster og fn-taster på tastaturet i Logitech MK540 skal udføre. På denne måde har man fuld kontrol og kan bruge de funktioner man selv oftest anvender til at spare tid på gængse opgaver.

Tasterne på tastaturet er membrane og med en meget kort og blød vandring. Til trods for at jeg personligt har været bruger af mekaniske taster i relativt lang tid, så synes jeg at dette tastatur er fint behageligt at skrive på. Det giver en god modstand i tasterne uden at det er for meget og fingrene føles heller ikke trætte af at skrive.

Som allerede nævnt er tasterne på tastaturet også ganske stille at skrive på og man generer nok sjældent naboen, hvis man sidder og arbejder ved siden af andre. Selvom de fleste membrane tastaturer er relativt stille, så er der bestemt også forskel på dette og her hører altså Logitech K540 til et af de mere stille af slagsen.

Konklusion

Nogle gange skal man ikke opfinde den dybe tallerken og det er Logitech MK540 et rigtig godt eksempel på. Sættets dele har eksisteret længe og det er til stadighed et godt kontorsæt for de fleste brugere. Tastaturet har dejligt bløde og stille taster, der gør arbejdet let og en fornøjelse. Musen er let, lille og præcis, men den kompakte størrelse, samt mangel på genvejstaster vil nok ikke behage alle. Genvejstaster og miuligheder er der til gengæld rigeligt af på tastaturet, så i samspil er der tale om et godt sæt. Personligt vil jeg med mine store hænder ikke kunne anvende musen til andet end arbejde på farten og få timer på kontoret, men hvis ikke man anvender musen så meget er det nok noget man kan vænne sig til.

[checklist]

  • Tastatur med mange genveje
  • Indstilling gennem Logitech Options
  • Gode og bløde taster på tastaturet
  • Blødt greb omkring musen

[/checklist]
[badlist]

  • Musen er for lille

[/badlist]

 

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 599,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

At finde det rette kontorsæt af mus og tastatur kan være sværere end man umiddelbart skulle tro. I nogle tilfælde kan det bedst svare sig at erhverve tingene separat, men Logitech MK540 sættet lover at levere varen med et komfortabelt tastatur i fuld størrelse...Test: Logitech MK540 trådløst kombisæt af mus og tastatur