søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserComputer tilbehørTest: Logitech G903 trådløs Lightspeed gaming-mus

Test: Logitech G903 trådløs Lightspeed gaming-mus

For lidt over et år siden lancerede Logitech en trådløs gaming mus, der en gang for alle skulle gøre op med myterne omkring at disse ikke var egnede til gaming, fordi de var ustabile, langsomme osv. Det dementerede Logitech med G900 musen og så var der de evige skeptikere, som pointerede at man før eller siden skulle sætte den til opladning og det kunne være midt under en kamp. Derfor lancerede man Powerplay og nu også Logitech G903 musen, som vi skal se meget mere på i denne test, hvor kabel til musen bliver helt overflødiggjort samtidigt med at man bibeholder denne mus’ fede features og funktionalitet. Læs mere herom i vores test af Logitech G903.

Hvad er der i æsken?

Jeg kan rigtig godt lide, hvor meget Logitech gør ud af indpakningen til deres topprodukter og Logitech G903 er bestemt ingen undtagelse. Selv inde efter det øverste lag papir er der en lækker æske med et G logo på toppen i skinnende blå farve, som man løfter låget på og herunder bliver man som det første præsenteret for selveste musen. Resten af udstyret er gemt under endnu et lag pap og selve unboxing foregår i stil med de nyeste smartphones. Rigtig lækker detalje, som betyder meget for gameren, der køber en Logitech G903 og kommer hjem for at spille med den for første gang. Indholdet består af følgende dele.

  • G903-gamingmus
  • Nanomodtager du kan lade sidde i computeren
  • USB-kabel til opladning/dataoverførsel
  • Æske med tilbehør
  • Ekstra forlængerledning med adapter til modtageren
  • Ekstra 10-grams vægtlod
  • Ekstra sideknapper (2 x venstre, 2 x højre)
  • Knapdæksler (venstre, højre)
  • Brugervejledning

Design

Egentlig synes jeg at Logitech G903 ligner sig selv til forveksling, altså hvis man sammenligner den med sidste års model. Det er først når man kigger den efter i sømmene, så at sige, at man ligger mærke til nogle få forskelle, såsom overfladens farvevalg. Logitech G903 er eksempelvis helt mørk, hvor forgængeren havde lidt flere nuanceskift og derfor synes jeg faktisk at den gamle mus havde et lidt mere eksklusivt look.

Logitech G903 er derimod helt sort og clean og tiltrækker sig ikke den selvsamme opmærksomhed, som G900, netop af denne grund. Dog har Logitech beholdt det futuristiske spacy design på Logitech G903 så helt fri fra at være opmærksomhedssøgende er den ikke.

Der er igen tale om et ambidextrous-design, hvilket betyder at Logitech G903 er bygget til både højre- og venstre-håndede gamere, hvilket faktisk ikke er så sjældent et fænomen, men måske venstre-håndsspillere synes anderledes. Et design, som er lavet til begge hænder har både sine fordele og ulemper og om man oplever disse afhænger af den måde man benytter sin mus på. Et såkaldt claw-grip betyder at man er mere indifferent omkring musens form i bunden og det er vigtigere, hvordan den er at gribe i toppen. Ambidextrøse designs har i dette tilfælde oftest en fordel, mens brugere, som benytter palm-grip føler at en ambidextrous mus er en smule for smal og deres hånd ryger udover, hvad den burde. Jeg tilhører sidstnævnte grebstype og syntes i virkeligheden også at Logitech G903 er et mulehår for smal, men efter nogle dages brug har jeg lært at leve med denne del.

Ellers er formen på Logitech G903 relativt stor, så man føler at man har noget i hånden og det synes jeg personligt er vigtigt for at man samtidigt kan have en fornemmelse af kontrol. I siderne kunne jeg godt tænke mig et mere blødt (læs mere skridsikkert) materiale så netop den nævnte kontrolfølelse intensiveres. Foruden dette føles musen dog ganske behagelig og god i hånden. Dette skyldes måske også den vægt på 110 gram som musen har. Man kan hæve denne vægt med yderligere 10 gram ved at tilføje den vægt, der også føler med, men med vægten isat så vil man ikke kunne anvende Logitech Powerplay-funktionaliteten. En feature vi kommer nærmere ind på senere.

På hver side af musen har man plads til fire programmerbare knapper, men man kan også bruge de medfølgende sidestykker til at blokere knapperne fra at blive brugt. Det er faktisk et ret snedigt designvalg, for der er ikke noget mere irriterende end at have nogle knapper, som man kommer til at aktivere ved en fejl uden at kunne gøre noget ved denne problematik. Det kan man altså med Logitech G903 og det ved at sidestykket bare bliver til en fast del af musen, der ikke bevæger sig når man trykker på den. Man kan også variere om man vil have knapper i den ene eller den anden side og på den måde tilpasse musen sin foretrukne måde at spille og bruge den på.

På toppen har man med yderligere 7 programmerbare knapper at gøre godt med, hvoraf de tre gemmer sig bag scroll-hjulet, som altså kan aktiveres ved at trykke på den direkte eller rykke den til venstre eller højre. Når vi nu er ved scroll-hjulet så er der også en knap, som ikke bliver talt med og denne er heller ikke programmerbar, idet dennes funktion er at tænde og slukke for infinite-scroll funktionen som er på scroll-hjulet. Det er en funktion, som faktisk er ganske dejlig at have når man arbejder med lange dokumenter eller hjemmesider. Den gør dig i stand til at aktivere rulle-funktionen og så ellers lade den køre ret længe uden at skulle rulle konstant. Scroll-hjulet på Logitech G903 er i øvrigt rillet så man har bedre styr på den, men det er nok en smagssag om man kan lide dette eller ej.

Bag denne aktiveringstast er der to knapper, som standard er indstillet til at man kan justere DPI-indstillingerne på musen og dermed justere sensorens følsomhed på farten uden at man skal ind i softwaren for at gøre det. Dette er der som sådan ikke noget revolutionerende nyt i og er set før både hos andre producenter og også Logitech. Det fede ved Logitech G903 er dog at man har tre LED-lys lige under disse taster, der kan hjælpe brugeren med at vide, hvilken hastighed man har aktiveret.

Apropos LED-lys slipper vi heller ikke på Logitech G903 for at have RGB-belysning, som altså kan indstilles på G-logoet eller DPI-lysene efter ønske og behov. En ret fed feature, hvis man stiler efter at have det samme farvesæt på hele sin opsætning.

På bunden af Logitech G903 finder man faktisk også en del action, så at sige. Der er naturligvis en tænd/sluk knap, hvis man skulle få brug for en sådan, men i virkeligheden er den meget smart, hvis man ved at man vil være væk i nogle dage og ikke bruge musen så kan batteriet ligeså godt vente på en til når man er tilbage. Ved siden af denne knap er der så en profil-knap, som skifter mellem de indbyggede profiler man har liggende på musen. Dernæst har man jo så låg til enten at smide vægten i eller helt at fjerne den så man kan isætte det understøttede PowerPlay system i musen.

Foruden at der på fronten i bunden er et lille hul til mikro-USB kablet så er der faktisk efter min mening ikke mere at sige til designet af Logitech G903 og vi bevæger os nu til den tekniske del af butikken. Mange, især tyskere, vil mene at teknik ligesåvel er en del af et produkts design og det kan jeg kun give dem ret i, men vi bliver også nødt til på en eller anden måde at segmentere de to ting så de næstkommende afsnit handler om teknikken og brugen.

Funktionalitet

I de kommende afsnit vil fokus ligge på den tekniske del af Logitech G903 og dennes brug under gaming og i det daglige. Her handler det både om sensorens ydelse, men i særdeleshed også hvor nem er musen at indstille til de ønsker og behov man som gamer måtte have for den. Det er nemlig ikke underordnet, hvor hurtigt man kan tilpasse de forskellige ting man løbende lærer om sit spil. Eksempelvis kan man gennem softwaren, Logitech Gaming Software, lave en analyse af hvilke knapper man benytter mest for at gøre disse knapper og funktioner mere tilgængelige. Selve softwaren kommer vi nærmere ind på, men de næste par tests handler ikke blot om hvor hurtigt man kan jokke musen af sted og se om den følger med. Der ligger mange aspekter bag en god gaming mus i dag og det er den samlede pakke, som vægter i sidste ende.


Sensor

Man går efter det sikre valg med sensoren i Logitech G903, som altså er den velkendte PMW3366, som er benyttet i efterhånden et par stykker af Logitechs mus. Dette skal de naturligvis ikke have kritik for, idet der er tale om et af de mere respekterede sensorer i gaming verdenen. Der er tale om en optisk sensor, som er uden udjævning, filtrering eller acceleration. Det handler om at overføre brugerens bevægelser direkte over på skærmen uden modifikation og det formår denne sensor til UG.

Dens DPI kan indstilles fra 200 til 12.000 og selvom DPI måske er en misguidende betegnelse, så er det en vi alle efterhånden er gjort bekendte med. Man tænker måske ikke så meget over hvad DPI står for, men derimod er den en målestok, så man nogenlunde kan finde den følsomhed på musen man er mest tryg ved.

Med denne sensor er man i stand til at tune sin Logitech G903 mus ved hjælp af funktionen overfladetuning fra softwaren. Denne gør at man kan føre sin mus over musemåtten i nogle sekunder, hvor sensoren så lærer overfladen af musemåtten at kende for optimeret tracking. Jeg har ikke mulighed for at teste effekten af en sådan kalibrering, men hvis det kan eliminere nogle flaskehalse og gøre at sensoren er endnu mere præcis, så siger jeg bestemt ikke nej til muligheden. Så ved jeg bare endnu mere at når jeg bliver nakket i spillet, så er det min egen skyld.

PMW3366 sensoren i Logitech G903 kunne jeg ikke få til at fejle under mine spil. Jeg forsøgte mig med hurtige skydespil og en masse andre genre, men uanset om jeg spillede stille og rolig sniper med fokus på de langsomme og præcise bevægelser eller jeg var assault og farede frem med hurtige bevægelser, så følte jeg at jeg havde den fulde kontrol over cursoren på skærmen. Det er naturligvis vigtigt når man vil spille på et højt niveau, uanset om det er trådløst eller ej.

Lightspeed og Powerplay

Trådløse gaming mus er efterhånden ikke et nyt fænomen, men de har ret længe været hadet for deres performance og præcision. Selvom de har været stabile og gode nok til den almene gamer, så er de sjældent blevet accepteret i de mere seriøse kræse. Personligt tror jeg fortsat der er langt til at vi ser trådløse mus til ESL og lignende turneringer med rigtig mange penge på højkant, men i min egen omgangskreds, hvor folk spiller temmelig meget, så er det trådløse ikke nær så uinteressant som det engang har været. Måske er det vores alder, der efterhånden trykker og gør at vi ønsker et mere rent skrivebord, hvilket trådløse enheder godt kan hjælpe med.

Logitech har gjort meget ud af at deres trådløse teknologi, Lightspeed, skal fungere mindst ligeså godt som en kablet gaming mus gør det. Der er foretaget input-lag tests, tests med en masse støj fra trådløse enheder, tests med hurtige bevægelser og alle disse tyder på at denne trådløse teknologi skulle yde mindst ligeså godt som mange af de populære kablede gaming mus. Jeg er ganske vidst ikke professionel gamer, så der er mange ting jeg kan glippe, men umiddelbart følte jeg ikke at Logitech G903 på noget tidspunkt svigtede mig og om nogen har jeg en del trådløse enheder kørende samtidigt omkring min computer og i hjemmet generelt.

Den anden udfordring eller kritik trådløse enheder møder er deres pålidelighed når det kommer til batteritid. Man kan forberede sig til et LAN eller andet type event og alligevel kommer man ikke udenom at skulle lade musen op midt under en kamp, hvis ikke man husker løbende at lade den op i pauserne eller des lignende. Denne problematik kan man med Logitech G903 komme udenom, men det kræver at man køber Logitech Powerplay-systemet, som gør det muligt at oplade musen trådløst. Logitech Powerplay er også noget vi har testet her på siden så hvis denne interesserer dig kan du tjekke den ud ved at følge linket her. I bund og grund går det dog ud på at i stedet for vægten i bunden af Logitech G903 musen så vil man isætte et Powerplay-modul, der så modtager strøm trådløst fra pladen under den. Det kræver ganske vidst en tynd musemåtte over denne plade, men ellers har man hele tiden strøm i sin mus – også mens man spiller.

Knapper

Før i tiden tænkte jeg ikke besynderligt meget over knapperne på en mus. De var der bare og reagerede på at jeg trykkede på dem tænkte jeg et eller andet sted. Denne opfattelse har dog ændret sig en del med tiden, hvor jeg løbende har søgt det “rigtige” udstyr til mig selv og konstateret at en tast er ikke bare en tast, selv ikke på en mus. På nogle mus har man sågar mulighed for at skifte de underliggende switche, ligesom det er tilfældet for mekaniske tastaturer nu om dage. Nexus og Logitech har også i deres kontorserier vist at man kan have nærmest lydløse museknapper, men sidstnævnte kategori er nok mere til kontormiljøer og har ikke den store værdi for en gamer.

Min personlige præference for museknapper er at jeg skal mærke at jeg taster dem og de skal ikke være for nemme at trykke på. Nogle foretrækker naturligvis at tasten er så følsom som overhovedet muligt, mens andre foretrækker en smule mere modstand. Knapperne i Logitech G903 hører mere til førstnævnte type, hvor de er relativt følsomme at trykke på. Jeg har til tider en tik i mine fingre, som gør at disse alt for bløde taster bliver aktiveret uden at det egentlig er hensigten. Senest var jeg ude for at jeg affyrede et skud med min shotgun i Playerunknown’s Battlegrounds mens jeg forsøgte at snige mig hen til nogle huse, hvor det så desværre viste sig at jeg blot annoncerede min ankomst. Jeg er udmærket klar over dette er min personlige problemstilling, men måske har andre det på samme måde.

Hovedtasterne kan man på Logitech G903 ikke skifte. Det er kun de fire sidetaster man enten kan sætte på eller blokere for. I indstillingerne bliver de så til programmerbare taster og på den måde kan man indstille spilleoplevelsen til sig selv.

Software

Softwaren til indstilling af Logitech G903 hedder Logitech Gaming Software og er sådan bygget op at man har undermenuer hen mod højre. Disse undermenuer er desuden forskellige afhængigt af om man vil indstille profiler, der er gemt på musen eller dem man har liggende på sin computer. Det er altså både muligt at indstille de forskellige knappers funktionalitet, RGB-effekter, kalibrering af overfladen, statistik over anvendte taster og man kan også tjekke batteriets status. Forudsætningerne for at man kan optimere og tilpasse sin gamingoplevelse er på plads. Det gælder så for Logitech G903 både fysisk som softwaremæssigt og softwaren er ret så indbydende og nem at gå til når det kommer til stykket. Alle beskrivelser er på engelsk og altså nemme at finde ud af.

//media.ereviews.dk/#!album-266

Logitech Gaming Softwaren er ikke helt problemfri. Rettere sagt, så har den et irriterende designvalg. Når man er inde i menuen for at indstille de enkelte knappers funktioner så dukker der en pil op som man skal trykke på for at få menuen frem og den er en smule besværlige at ramme samtidigt med at den bare forsvinder skulle man flytte markøren det mindste væk fra den. Det havde været smartere, hvis man kunne trykke på den enkelte tast og menuen for redigering så dukkede op umiddelbart efter.

Foruden denne irritation, så er Logitech Gaming Softwaren faktisk ganske funktionsrig og med sine kategorier nem at finde rundt i. Når man er i gang med at indstille sin mus eksempelvis, så er der i bunden en skitse af musens layout, så man ikke bliver præsenteret for taster, som man alligevel ikke har sat på musen og det er en lille detalje, der dog vægter højt.

Helt i bunden finder man desuden en oversigt over ens tilsluttede Logitech G enheder, som man altså indstiller gennem den samme applikation. Det er sågar muligt at lade nogle taster aktivere funktioner tværs over udstyret. Hvis man har RGB belyst udstyr hele vejen, så kan man også lade de forskellige lyseffekter gælde på tværs af udstyr så man fx i et spil har rødt lys på både mus, tastatur, musemåtte og headset.

Konklusion

Logitech G903 er først og fremmest en rigtig alsidig mus med masser af tilpasningsmuligheder. Vi snakker her ikke om at musen ændrer sin form og størrrelse drastisk, men den har alligevel adskillige elementer, der gør brugeren i stand til at tilpasse den sine ønsker og behov. RGB-belysningen er naturligvis en af disse, men denne er mere et designmæssigt aspekt af det hele, hvorimod de features jeg her referer til, som bidrager til Logitech G903s fleksibilitet, er de udskiftelige knapper i siden, vægtenheden i bunden og så at man kan bruge musen trådløst, med kabel eller helt frit for kabler med Powerplay-modul (købes separat).

Formmæssigt synes jeg at Logitech G903 er en smule for smal i siderne, men det er ambidextrøse mus generelt for at man kan gøre dem brugbare med både venstre og højre hånd og i mit eget tilfælde endte jeg alligevel med at vænne mig til den i testperioden.

Logitech Gaming Softwaren forstærker musen her ved at give brugeren adgang til endnu flere tilpasningsmuligheder i form af mapping af taster, belysningsindstillinger osv., men i denne forbindelse synes jeg faktisk at den klart fedeste funktionalitet er den indbyggede hukommelse i Logitech G903, som gør brugeren i stand til at gemme profiler uden at skulle have softwaren installeret.

 

[checklist]

  • Design
  • Infinite Scroll
  • Performance
  • Powerplay
  • Vægten

[/checklist]
[badlist]

  • Navigation enkelte steder i menuen
  • Smalt design i toppen

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1.182,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For lidt over et år siden lancerede Logitech en trådløs gaming mus, der en gang for alle skulle gøre op med myterne omkring at disse ikke var egnede til gaming, fordi de var ustabile, langsomme osv. Det dementerede Logitech med G900 musen og så...Test: Logitech G903 trådløs Lightspeed gaming-mus