fredag, december 27, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G333 K/DA udgave

Test: Logitech G333 K/DA udgave

Som tidligere skrevet har Logitech lanceret League of Legends brandet udstyr med K/DA gruppens livery og et af de produkter med det unikke design var G333 hovedtelefonerne, som vi altså har fået til test i denne omgang. Det er et in-ear sæt til gameren på farten, som du kan læse med om her.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Logitech G333 er meget lille og på den måde ikke så imponerende. På den anden side er indholdet slet ikke så beskedent, så på den måde bliver man måske alligevel positivt overrasket. Indholdet består nemlig af selve headsettte, 3.5mm jack til USB-C adapter, lille bærepose og ekstra øredutter af gummi samt den obligatoriske manual naturligvis.

Design

Logitech G333 fås i flere forskellige farvekombinationer. Vi fik dog vores eksemplar til test samtidigt med Logitechs lancering af League of Legends K-pop gruppen K/DAs samarbejde, hvor farvevalget altså er unik for denne udgave. Umiddelbart mener Logitech at alle udgaver skal koste det samme så K/DA har den samme vejledende udsalgspris som de øvrige farver indeholdende sort, sølv og lilla.

Der er tale om et kompakt in-ear headset, så det er ikke dit typiske gaming setup, som du skal forbinde dette med nødvendigvis. Det afhænger naturligvis af hvad DU ser som det typiske setup, men i udgangspunktet er G333 tiltænkt dem, der ønsker en mere mobil løsning. De fylder meget lidt og det bekræftes af at headsettet kan presses ned i den meget lille bærepose man får leveret med. Der er ikke meget at fortælle om denne bærepose i øvrigt for den er meget basal og dog lavet som et net, så den ikke bare fremstår som en billig pose.

Du får tre størrelser af øredutter med Logitech G333 K/DA så du burde kunne ramme din størrelse med nogle af dem. For mig var det en blanding af M og L som passede og det er også helt normalt at man har forskellige størrelse hulrum i øret.

På den højre øretelefons kabel finder du en fjernbetjening med knap til at styre volumen med samt pause og afspille musik. Denne fjernbetjening er faktisk af en fin størrelse uden at den er for tung og klodset så er den til at finde med fingrene uden problem. Mikrofonen er også at finde på denne fjernbetjening i øvrigt.

Det er lidt svært at læse R og L på øretelefonerne, men heldigvis er det nemt at huske, hvilken side den indbyggede remote og mikrofon er på, så man kan orientere sig på dén måde. Ellers er de små hvide bogstaver på den hvide plastik lidt svære at se, især hvis man har dårlig belysning.

Apropos materiale og farve, så er Logitech G333 K/DA et plastikheadset med gummiøredutter. Den er lavet med en kombination af fire farver og før du siger det lyder af mange, så bliver det rent faktisk blandet ret godt sammen så de lyse farver dominerer og det sorte og blå blot bryder det så det ikke bliver monotont. Headsettet føles lækkert og flot, men på ingen måde premium og enkelte elementer kan sågar føles en smule billige, såsom plastikken omkring selve øretelefonen.

Adapterkablet til USB-C tilslutning virker til at være møntet på smartphones, hvor jackstikket er blevet valgt fra. Adapteren er nemlig ikke særlig lang og samtidigt er kablet på G333 heller ikke langt, hvorfor jeg synes det er usandsynligt at man kan bruge headsettet med sin stationære computer eftersom kablet med stor sandsynlighed ikke vil kunne nå hen til audio-udgangen på denne. Det er lidt nemmere på en laptop, forudsat man ikke har eksternt mus og tastatur foran denne, da det i så fald også kommer for langt væk.

Funktionalitet

Om det lille headset kan hamle op med et stort et af slagsen vil vores næste par afsnit afsløre. Her har jeg smidt lyd af forskellig art gennem Logitech G333 for at se på den funktionelle del fra forskellige vinkler.

Gaming

Værende et gaming headset, så var det vigtigt at vide, hvordan spil generelt lyder på G333. Jeg valgte i den forbindelse både at teste på min mobil, men også computeren, hvor jeg dog ved sidstnævnte skulle bukke mig en del fremover grundet kablets nævnte længde.

Lydoplevelsen var dog stort set den samme og det, der er med Logitech G333 og dens evne som spilheadset er at lyden er fint detaljeret. Der er en hørbar bund og en høj detaljegrad, så man kan høre en del af det som foregår omkring dig og jeg vil gå så vidt at sige at man også sagtens kan spille multiplayer, hvor lyden kan være afgørende. Det ville være helt forkert at påstå Logitech G333 kan måle sig med et fuld størrelse headset, men som supplement eller mangel på bedre fungerer det faktisk ganske fint.

Musik

Hvad angår musik, så kommer der lidt nogle andre aspekter ind i billedet. Her er det vigtigere at tingene også lyder rigtigt, så man kan nyde sin musik, som man kender den. Det er så lige her at G333 falder lidt til kort, for mellemtonerne i dette headset er ret så flade og det føler jeg ændrer ved hele lydsignaturen. Bassen er i forvejen lav, hvilket er almindeligt for små in-ears, selvom Logitech G333 er lavet med dual-drivere, og det gør at ret meget af min musik fik en helt anden klang. Det er ikke helt skidt, men hvis man er Hi-Fi nørd så er man hermed advaret mod at man vil savne lidt ved musikafspilning.

Trods deres kompakte størrelse og meget lette design, så er Logitech G333 gode til at isolere lyden udefra væk. Jeg kan godt lide at omverdenen bliver lukket af for mig når jeg hører musik på mine høretelefoner, så måske er mit syn lidt farvet af den holdning.

Mikrofon

Ved gaming headset og udstyr generelt gælder lidt andre parametre end de headsets man eksempelvis bruger primært til musik. Afhængigt af hvor mange samtaler man fører i løbet af dagen, så er mikrofonen måske ikke det vigtigste element, men i gaming headsets kan det være et afgørende element.

Jeg satte derfor Logitech G333 til min computer og brugte det til Warzone for at få noget feedback. Beskeden var at jeg kunne høres klart og tydeligt, om end man godt kunne høre at stemmen var en smule digitaliseret og ikke nær så detaljeret som på min full size mikrofon. Sagen er dog den at mikrofonen er bedre end så meget i denne klasse, uden at være decideret fantastisk. Min stemme gik til tider op og ned i volumen og jeg tror det skyldes at den kompenserer når der er støj omkring mig i lokalet uden jeg kunne helt afgøre det. Du kan selv bedømme lydkvaliteten i ovenstående indspilning (engelsk).

Komfort

Sammenlagt vejer Logitech G333 K/DA blot 13,6 gram, så det er ikke fordi de trækker i ørerne overhovedet. Faktisk er de utroligt behagelige at have på. De sidder en smule løst i øret, men formår alligevel at have god isolation ud mod omverdenen. Det løse fit kan være en smule irriterende fordi man hele tiden tænker de er lige ved at falde ud. Man vænner sig til det dog og selv for mit vedkommende faldt de ikke så voldsomt meget ud af ørerne. Det var det venstre øre i ny og næ, men jeg døjer generelt med nogle ører, som ikke er så gode venner med in-ears generelt.

Konklusion

Hvis man kender K-Pop gruppen, som er inspirationen til dette League of Legends tematiserede headset, så er der nærmest ikke en måde at komme udenom Logitech G333 K/DA på for der er tale om et solidt in-ear headset, som tilmed har en acceptabel mikrofon, hvis du skal bruge det til kommunikation også. De lyder en anelse flade og uden alt for meget bund, men det er in-ear og dermed også lidt at forvente. Alt i alt et behageligt headset med et flot look, men til næste version må Logitech gerne inkludere en længere adapter til USB-C.

Positivt

  • Flot design
  • Detaljeret lyd
  • Acceptabel mikrofon
  • USB-C adapter

Negativt

  • Lyd lidt flad
  • Kort kabel
  • Plastik

Pris og tilgængelighed

Set til 399,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Som tidligere skrevet har Logitech lanceret League of Legends brandet udstyr med K/DA gruppens livery og et af de produkter med det unikke design var G333 hovedtelefonerne, som vi altså har fået til test i denne omgang. Det er et in-ear sæt til gameren...Test: Logitech G333 K/DA udgave