Logitechs gamingprodukter har efterhånden ret lange navne. Mest fordi producenten ønsker at beskrive produktet gennem navnet og vi har altså i denne omgang fået adgang til deres professionelle, tenkeyless gaming tastatur med RAPID teknologi.
Hvad er der i æsken?
Logitech sender deres Logitech G PRO X TKL RAPID på det nordiske marked med de svenske taster påmonteret og så er der et par ekstra taster med i æsken til os med de rigtige Æ, Ø og Å. Udover tastaturet, de ekstra taster, så finder du også et vævet USB-C kabel, som du skal bruge med dette kablede tastatur. Kablet er overraskende tyndt og ikke et vævet et af slagsen, som jeg ellers ville forvente af et tastatur som dette, så det er lidt skuffende.
Design
Det er ikke på det ydre at dette nye G PRO X TKL RAPID adskiller sig fra sine forgængere i serien, som vi i øvrigt også har haft forbi testmøllen her på siden. G PRO X TKL RAPID er kablet, så det mangler et par knapper og naturligvis den trådløse funktion, men set udefra er der stadig tale om nogenlunde det samme kompakte tastatur.

TKL indikerer at G PRO X TKL RAPID er uden de numeriske taster i siden, men udover dét så er tastaturet også med en relativt tynd ramme omkring sig så det fylder mindst muligt på skrivebordet. Der er kun en tykkere ramme i toppen, hvor du også finder nogle genvejstaster, såvel som rulleknappen til justering af lydniveau.
G PRO X TKL RAPID har dermed en bredde på under 36 cm så det burde være muligt at have plads til det selv på mindre skriveborde eller for dem, der har mere brug for plads til en mus med lav sensitivity, så man virkelig kan bolstre sig på musemåtten.

For dem der ikke kender serien fra Logitech, så er der tale om et tastatur med et relativt fladt design, men hvor tasterne er ret høje. Det skyldes at tasterne er monteret på såkaldte switche og vi ender dermed på hele 3,8 cm i højden.
Det er i øvrigt også et ret robust bygget tastatur. Det står solidt fast på skrivebordet, hvilket til dels også skyldes den høje vægt på lige under et kilo. Før i tiden var professionelle produkter oftest blot sorte, men G PRO X TKL RAPID kan du nu få i den sorte udgave vores testeksemplar er i, i hvid og så også i pink. Dermed kan du udtrykke dig på dit setup for det er de samme tre farver, der går igen ved andre Logitech G produkter.

En anden måde, hvorpå du kan udtrykke dig med G PRO X TKL RAPID er ved at lade tasterne i det lyse i alle regnbuens farver. Lyseffekter og farver kan du selv vælge gennem software, men jeg bliver nødt til at nævne at lyset i denne sorte udgave af tastaturet ikke er synderligt kraftigt. Tværtimod så kommer lyseffekterne meget svagt igennem. Personligt gør det mig ikke noget, da jeg kun bruger lyset til at fortælle mig, hvilken profil, der er aktiveret, men for dem, der ønsker et lysshow så forestiller jeg mig at den hvide eller lyserøde udgave af tastaturet måske har mere at byde på dér.

Designet af G PRO X TKL RAPID er i øvrigt udført i samarbejde med de mange professionelle esportsudøvere, som Logitech har adgang til gennem deres samarbejde. De har dermed givet input til både den fysiske bestykning, men også de funktioner, som tastaturet indeholder og som vi kommer nærmere ind på i de næste par afsnit forneden.
Funktionalitet
Logitech G HUB softwaren er nødvendig for at du kan indstille G PRO X TKL RAPID så det reagerer, som du vil det. Det er ikke så nyt længere, men G HUB er nu kompatibelt med Mac også for dem, der skulle have brug for det. Jeg var i denne omgang ude af stand til at teste på Mac, men Logitech skriver ikke at denne model, G PRO X TKL RAPID, virker med Mac jf. deres hjemmeside.

G HUB giver dig et hav af indstillingsmuligheder for så vidt angår G PRO X TKL RAPID. Der er mulighed for at indstille lyseffekter som nævnt tidligere, men også at tildele knapperne forskellige funktioner.

Som noget, der også er relativt nyt for Logitech G, så understøtter G PRO X TKL RAPID den såkaldte KEYCONTROL funktionalitet. Det betyder nu at du kan tildele forskellige funktioner til hver enkelt tast på G PRO X TKL RAPID og lade det udføre adskillige funktioner ved at du blot trykker på den en gang. Det har man i lang tid ikke kunne med Logitechs produkter, fordi denne type af funktion ikke var tilladt af de professionelle organisationer. Det er de oftest stadigvæk ikke, men nu gør Logitech det til dit ansvar at overholde reglerne. Lidt ligesom den amerikanske våbenlovgivning, hvor du bliver stillet et “værktøj” til rådighed og så er det op til dig at anvende det i henhold til reglerne.

KEYCONTROL er relativt nem at finde ud af, selvom jeg mindes at det har en relativt stejl indlæringskurve. Det giver dig dog fuld kontrol over dit udstyr og især for G PRO X TKL RAPID giver det mening. For mig at se ville G PRO X TKL RAPID ikke være prisen værd, hvis ikke man også kunne indstille helt ned på mindste detalje i forhold til den måde man selv spiller.

Det nye ved G PRO X TKL RAPID er som det fremgår af navnet dens RAPID teknologi. RAPID er Logitechs magntiske analoge switche (kontakter), som du som bruger har delvis kontrol over. Tasterne i sig selv vandrer med en modstand på blot 35 gram mellem 0,1mm ned til 4mm.
RAPID giver så dig styringen, således at du med intervaller ned til 1 mm kan styre, hvor tasten skal aktivere.

Med G PRO X TKL RAPID er det muligt at gemme fem profiler på selve tastaturet. Det gør at du lynhurtigt kan skifte til en anden computer uden at skulle sætte det op. Det betyder også at tager du det med over til en kammerat for at spille på hans computer, så behøver du ikke fylde hans computer med flere apps.

De magnetiske switche på G PRO X TKL RAPID har en ret let aktivering på kun 35 gram, hvilket er noget man godt kan mærke og det kender jeg også nogen, som ikke vil kunne leve med. Generelt er tasterne på G PRO X TKL RAPID fint behagelige at skrive på og har en ret solid og ensartet vandring. Tasterne ryster ikke og er meget faste, så du føler du har kontrollen over dem hele vejen ned og også op. Trods den lette aktivering så var G PRO X TKL RAPID behageligt for mig at taste på. Jeg foretrækker nemlig også generelt en aktivering over halvtreds gram, men havde altså alligevel en fin oplevelse med G PRO X TKL RAPID.
Konklusion
Med G PRO X TKL RAPID har Logitech virkelig leveret et tastatur, hvor du har kontrollen. Tasternes magnetiske switche, som gør dig i stand til at vælge, hvornår tasten skal aktivere og Keycontrol, som lader dig gøre det på hver enkelt tast individuelt og samtidigt selv vælge, hvad hver enkelt tast skal gøre, gør G PRO X TKL RAPID til et ret fedt gaming-værktøj. Hvis du kan leve med at RGB lyseffekterne i den sorte udgave ikke er voldsomt imponerende da de bliver opslugt af det mørke design, så er der ikke meget andet at sætte fingeren på for så vidt angår dette tastatur fra Logitech G. Det byder på et kompakt design, der er til at finde plads til på skrivebordet (om end det vejer en del), der samtidigt virker til at være robust og holdbart. Derudover er tasterne utroligt præcise, faste og ensartede i deres vandring, hvilket jeg synes er et must. Nu hører G PRO X TKL RAPID til producentens pro serie, men hvis der var en version til de menige gamere, hvor der også var en trådløs forbindelse og Bluetooth, så kunne man fristes til at sige det var det ultimative tastatur for mange.
Positivt
- Flot og robust design
- Gode taster med god vandring
- Magnetiske switche og mulighed for individuel indstilling
Negativt
- RGB effekter vage i det sorte design