søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G Pro X 2 LIGHTSPEED headset

Test: Logitech G Pro X 2 LIGHTSPEED headset

Logitech G har udviklet en ny driver til deres headsets og introducerer grafen (graphene) som materiale i det Pro X 2 LIGHTSPEED, som vi har fået lov at lege med den sidste uges tid. Du får vores vurdering her.

Hvad er der i æsken?

Den ret så sorte æske til G Pro X 2 er kun pyntet af meget lidt tekst og så en illustration af selve headsettet på fronten. Begynder man at åbne æsken finder man en masse i gemmerne for der er både selve headsettet, den aftagelige mikrofon, USB-C kabel til opladning, 3.5 mm kabel til den kablede forbindelse, den trådløse modtager, ekstra sæt ørebøffer i stof og et lækkert rejseetui i stof.

Design

Logitech G Pro X 2 fås i to farver, eller rettere ikke-farver i form af sort og hvid, hvor vores testeksemplar var den hvide af slagsen. Det er ikke nogen fejl at mikrofonen er sort i øvrigt og efter nærmere eftertanke synes jeg også det er pænere at mikrofonarmen er sort. Det andet havde muligvis været for meget hvid og ville måske virke kedeligt.

Ved første øjekast vil man umiddelbart tænke at dette nye G Pro X 2 minder utrolig meget om sin forgænger designmæssigt. Denne har vi i øvrigt også testet, så det kan du læse med om her. Sandheden er dog at der især er to væsentlige forskelle i designet og den ene værende at nu kan ørebøfferne dreje DJ-style, så du kan have dem hængende om halsen. Det betyder også at ørebøfferne i højere grad tilpasser sig formen på dit hoved.

Den anden forskel er at Logitech nu har inkluderet et 3.5 mm stik på G Pro X 2, så du kan bruge headsettet, selvom det ikke har strøm eller du har en kilde, som ikke har andre forbindelser. Du har dog også jackstikket på selve den trådløse modtager, hvilket betyder at du får fordelene af softwaren selvom du er koblet til med kabel.

Der er et ret godt materialevalg på G Pro X 2. Hele konstruktionen virker til at være understøttet af metal i form af aluminium, mens skallen på ørebøfferne er plastik og selve hovedbøjlen er polstret med tynd memoryskum. Ørepuderne er så enten af kunstlæder eller stof afhængigt af om du vælger at smide det ene eller andet sæt på.

Ørepuderne er aftagelige, men det er ikke en nem proces for fumlefingre. Det kræver lidt tålmodighed og bliver nok ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Det bliver snarere at man vælger det man foretrækker og så holder sig til det. Kunstlæderet giver en mere indelukket lyd i øvrigt, mens stoffet lader mere luft ind og det har også en indvirkning på komforten, hvorfor jeg selv går med stofversionen.

Ekstra ørepuder og USB modtager

Jeg plejer at udsætte headsets for en vridetest, hvor jeg lytter og mærker efter svagheder i designet (ingen headsets er endnu knækket under processen i øvrigt), så det skulle G Pro X 2 naturligvis ikke skånes fra. Den afgav ingen lyde eller faresignaler overhovedet.

Logitech har i øvrigt forstået det med at gaming headsets helst skal have skydeknapper til tænd og sluk. Det med at holde knapper inde er bare dødens pølse efter min mening for det med at ramme den rette balance mellem, hvor lang tid man skal holde en knap inde før den tænder/slukker vil altid splitte vandene.

Logitech G Pro X 2 er designmæssigt et produkt, som virker gennemført, men også ret råt. Der er en masse skruer og samlinger, som er synlige, men det virker bevidst og det blottede design sender samtidigt lidt signalet om at det handler om at skrabe det ind til benet så det virker fremfor at det også skal se ud af noget. Ikke dermed sagt at G Pro X 2 ikke også ser lækkert ud – for det gør det virkelig – men fokus er på komforten, lyden og performance. Alt sammen noget vi kigger nærmere på i næste afsnit.

Funktionalitet

Først og fremmest er det nævneværdigt at komme omkring de graphene 50 mm drivere, som er at finde i G Pro X 2. De fleste headsets på markedet i dag benytter et materiale kaldet Mylar. Årsagen hertil er at man skal finde et stærkt materiale, som ikke ændrer form når det bliver udsat for vibration. Dette er ikke helt tilfældet med Mylar, men den anden attribut materialet skal have er at være let. Man har flirtet med graphene i lyddrivere i en rum tid, men man er kun kommet så vidt at driverne var belagt med graphene og altså ikke fuldstændigt lavet af det. Dette mener man hos Logitech at have opnået nu og er kommet omkring udfordringerne ved at have en slags gummiring mellem membranen og den ydre kant. Dette burde resultere i et mere præcist og responsivt materiale og dermed bedre lyd for os som brugere.

Modsat nogle af konkurrenternes produkter, så kan du ikke køre Bluetooth og LIGHTSPEED samtidigt med G Pro X 2. LIGHTSPEED er den trådløse hurtige forbindelse, som Logitech har udviklet for at give gamere en trådløs lyd, der er hurtig nok til at blive brugt til gaming. Du kan heller ikke bruge 3.5 mm jackstikket samtidigt med at headsettet er tændt, så du kan altså ikke mixe lyden fra to kilder i G Pro X 2.

Software

Før vi går til lyd og komfort så installerer vi den seneste version af Logitech G Hub softwaren for at få adgang til de mange indstillingsmuligheder, som producenten har muliggjort på G Pro X 2. Der er tale om et af de mere simple og veludførte applikationer når det kommer til gaming udstyr. Jeg har personligt kun et problem med at sætte Logitech mus op så de spiller som jeg vil have det, men headsettet her er ret nemt at indstille. Man har tre faner, hvor man kan indstille lyden, surround og mikrofonen.

Mikrofonen er understøttet af Blue Voice (Blue Microphones er en virksomed, som Logitech opkøbte i 2018 og siden da har anvendt deres viden indenfor mikrofoner til at gøre spiloplevelsen (blandt andet) bedre for Logitech produkter. Med Blue Voice kan du ændre din stemme og tilpasse støjreduktion og meget mere.

Surroundindstillingerne er mulige at tilpasse ret detaljeret

Det er også i appen at du kan sætte “sidetone” indstillingen, hvilket gør dig i stand til at høre dig selv via mikrofonen. En fed feature, som kan modvirke at du råber eller taler for højt, da du netop kan høre dig selv. Det er dog uanset hvad en lav indstilling på G Pro X 2. Selvom jeg sætter følsomheden for mikrofonen højt og sidetone højt, så er det meget lidt jeg kan høre mig selv, især hvis jeg ellers skruer op for spil eller anden lyd.

Lydkvalitet

Selvom der er en ny teknologi i Logitech G Pro X 2, så får de samme tur, som øvrige headsets jeg tester. Hertil har jeg min kompakte playliste med forskellige numre, som jeg kender godt og som har en masse variation i deres musik, instrumenter og toner. Her klarer G Pro X 2 sig rigtig flot. Detaljegraden er høj og driverne kan spille ret så højt til trods for at de er trådløse. De kan måske ikke spille ligeså højt som andre ønsker det, men for min smag var den højeste indstilling også for meget. For min egen smag er der en smule for meget diskant i forhold til bunden, men det er noget man delvist kan kompensere for gennem equalizeren i softwaren. Ret overraskende synes jeg at G Pro X 2 har en lidt lysere tone end jeg er vant til fra producenten og genrelt gaming headset.

Til tider hørte jeg skratten i lyden når jeg spillede på højeste blus med G Pro X 2, hvilket i øvrigt ikke var noget jeg kunne replikere med andre headsets. Det skete dog kun meget få gange og på vilkårlige tidspunkter, så jeg kan ikke vurdere om det er noget, der kun sker med dette headset eller om der var andre forstyrrelser i spil. De sidste par dage er det heller ikke sket med G Pro X 2.

I gaming tester jeg vanen tro i de spil jeg spiller oftest for tiden, hvilket er CSGO, League of Legends og Warzone. Lyden er skarp og utrolig detaljeret ligesom musikken. Her har jeg dog oftest aktiveret surround for at få mere indlevelse i spillene og det hjælper gevaldigt. I Warzone hjalp det i hvert fald med at identificere hvor lydene kom fra så det gav mig også en konkurrencemæssig fordel sammenlignet med et “almindelige” headsets. Om G Pro X 2 er bedre eller dårligere til opgaven er lidt svært at vurdere for det afhænger af dit hoved og ører. Det fede er dog at du i G Hub softwaren kan indstille de forskellige toner så det netop passer til dig, men det kræver at du virkelig nørder med det. Husk dog at slukke surround når du bare vil lytte til musik. Det lyder nemlig helt forfærdeligt når surround er aktiveret med medier, der ikke understøtter det.

Mikrofon

Vi var også omkring selve input fra G Pro X og testede dens mikrofon. Denne kan du skifte lyden af med Logitech G Hub softwaren om du vil og benytte dig af de mange funktioner i denne. I nedenstående lytter du dog til en indspilning uden at de forskellige funktioner er aktiveret. Der er altså tale om en ren indspilning. Lyden er ok og klar, men jeg synes den er for digital i forhold til, hvad jeg forventer fra Logitech og Blue samarbejdet. Til gengæld er den ret god til at holde støjen fra mit mekaniske tastatur ude sådan cirka midtvejs i indspilningen.

Batteri

Jeg skal være ærlig at sige det blev svært at holde styr på om jeg kom op på de 50 timers batteritid Logitech oplyser. Oftest skal man jo tage en sådan tid med et gran salt, idet vi alle anvender vores produkter forskelligt og især på headsets har disse forskelligheder også indvirkning på batteritiden. For mit vedkommende brugte jeg et fuldt opladt G Pro X 2 i hele min testperiode og kom ned på 17% i batteritid, men det hører til historien at jeg både brugte det til gaming og arbejde i perioden. Det er min umiddelbare vurdering at de 50 timer ikke er helt ved siden af, men skruer man højt op så daler denne naturligvis tilsvarende. Jeg er i hvert fald fint tilfreds og så foregår opladningen gennem en USB-C port, så man er forventeligt i nærheden af en lader ofte.

Komfort

Ét er dog at have batteritid i lang tid, men noget andet kan være om man kan holde ud at have headsettet på i længere tid ad gangen. Det er dog ikke helt tilfældet med Logitech G Pro X 2. Her trykker ørepuderne en anelse på min hovedbund under ørerne, men det er meget lidt og egentlig blot for at pointere at komforten ikke er helt perfekt, men den er ret god dét til trods. Jeg kunne også sagtens have mine Gunnar briller på mens jeg gamede uden at det generede mig.

Konklusion

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om det nye materiale, G Pro X 2s lyddrivere, er fremtiden, men jeg kan vouche for at de spiller kanon og lydkvaliteten er ret imponerende. Samtidigt er headsettet hovedsageligt behageligt at have på hovedet såvel som at batteriet holder længe så du kan game uforstyrret. Designet er simpelt, men det er samtidigt robust og veludført med fokus på funktion. Der er en del aluminium i konstruktionen og det bringer også kvalitetsfølelsen op. Alt i alt er Logitech G Pro X 2 en god forfriskning af sin forgænger uden den store designmæssige innovation og fokus er på de helt nye graphene drivere, som lyder ganske udemærket.

Positivt:

  • Lydkvalitet
  • Design
  • App
  • Batteritid
  • Surround

Negativt:

  • Multi-lyd ikke mulig (Bluetooth og trådløs samtidigt fx)
  • Mikrofon stadig kun “god”

Vejledende salgspris 1.999,- (lancering medio juni 2023)

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Logitech G har udviklet en ny driver til deres headsets og introducerer grafen (graphene) som materiale i det Pro X 2 LIGHTSPEED, som vi har fået lov at lege med den sidste uges tid. Du får vores vurdering her. Hvad er der i æsken? Den ret...Test: Logitech G Pro X 2 LIGHTSPEED headset