fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Kingston HyperX Fury RGB SSD

Test: Kingston HyperX Fury RGB SSD

Hvis du har gået og manglet lige netop muligheden for at lade din SSD lyse op internt i kabinettet, så er det netop hvad du kan med HyperX Fury RGB SSD, som vi har fået til test i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

Normalt ville jeg sige at der ikke befinder sig meget i en sådan æske når det er vi snakker om SSD, men der medfølger jo så et ekstra kabel til netop denne enhed, som i den ene ende er 4-pin og i den anden microUSB. Det er dette kabel du bruger til at forbinde din HyperX Fury RGB SSD med dit bundkort. Foruden det er der naturligvis selve disken og en manual.

Design og funktionalitet

Selve diskenheden HyperX Fury RGB SSD vejer en del mere end en almindelig disk i dens størrelse og klasse. Faktisk vejer den næsten fire gange mere end en tilsvarende “almindelig” 480 GB og om det skyldes det metalliske design eller at lysshowet i form af RGB vejer dét ekstra kan jeg ikke spå om. Jeg kan kun sige at HyperX Fury RGB SSD føles bundsolid og som noget, der vil kræve en del kraft at ødelægge.

Med en kampvægt på blot 165 gram skal vi dog lige huske at det er altså ikke værre end dét. På toppen af HyperX Fury RGB SSD er der RGB lys i form af selve HyperX logoet og så også to bjælker over og under logoet. Begge lys er med en prikket effekt og når det tænder op virker det ret cool og nedtonet på samme tid. Man ved godt det er lir og en ekstra gimmick, men man synes på en eller anden måde ikke det er for meget og farven er ikke så skrigende og dominerende at man tænker det forstyrrer voldsomt meget.

Uagtet at effekten grundet det prikkede design føles en smule nedtonet, så skal man ikke erhverve sig HyperX Fury RGB SSD for drevets skyld alene for man betaler altså også for denne ekstra feature, selvom man ikke nødvendigvis ønsker at anvende den. RGB-effekten er lavet således at denne kan daisy-chaines videre til andre enheder. Der er nemlig en splitter på 4-kablet så det kan udvides og det betyder i og for sig at den næste enhed i rækken vil få samme RGB effekt, som den foregående.

Det kræver særligt software og specielle bundkort, der understøtter RGB førend man kan anvende lyseffekten i HyperX Fury RGB SSD, hvilket jeg heldigvis har i mit ASUS bundkort, som jeg også har installeret softwaren til. Det interessante med HyperX Fury RGB SSD var dog at den ikke helt ramte de farver jeg valgte i AURA Sync softwaren selvom de andre enheder i samme kæde fik den rigtige farve. Om min enhed drillede grundet noget softwareopdatering, der manglede skal jeg ikke kunne sige, men lyset og ændring af farver virkede dog.

Man køber dog ikke en SSD disk grundet dens evne til at lyse kabinettet op. Det som er vigtigere (forhåbentlig gælder det også dig) er den ydelse som enheden kan bidrage med. Der er med HyperX Fury RGB SSD tale om et 3D NAND TLC drev, som altså placerer selve teknologien i den billigere ende. Det vil sige at prismæssigt ligger vi på et billigere drev, der naturligvis forbinder via SATA protokollen og yder os forventelige 550/480 MB/s hastigheder, hvilket er fint hurtigt for de fleste, men altså er en hastighed som også er blevet overhalet en del gange med andre teknologier såsom NVMe.

Ét er dog hvad producenten skriver at drevet kan præstere og noget andet er hvad vi kan få det til at yde under en reel test på vores maskine. Man skal her naturligvis tage højde for at der kan være flaskehalse, som påvirker hastighedstesten, som vi i øvrigt foretager i ATTO Disk Benchmark og af nedenstående resultatbillede kan man se at vi får HyperX Fury RGB SSD op på 537/506 MB/s, hvilket bestemt ikke er dårligt. Det giver i sammenligning med en traditionel roterende harddisk langt bedre load-tider i spil og programmer, men en decideret forøgelse af fx FPS i spil mærkede jeg ikke. Der var færre drops i FPS, men den maksimale afhænger stadig af de andre komponenter i højere grad.

Konklusion

HyperX Fury RGB SSD er lidt af en sværvægter, der med sine 165 gram vejer mere end adskillige almindelige SSD drev, men til gengæld får man et drev, som både kan yde og lyse i alle regnbuens farver samtidigt med. Ydelsesmæssigt skuffer drevet ikke selvom det ikke i vores test når helt op på 550 MB/s i læsehastighed, men det opvejer den ved at skrive lidt hurtigere end producenten tør love os. Lyseffekten er ret fed, idet den hverken er for meget eller for lidt. Man skal naturligvis have afstemt med sig selv at det er hvad man ønsker, men drevet fejler som sådan intet når det kommer til stykket. Alt i alt et fint drev, der kan lyse i takt med alt det andet man måtte have med RGB lys og jeg begynder så småt ikke at kunne nævne ting, som ikke er mulige at erhverve med RGB på et gamer-værelse. Jeg undlader også at nævne de få ting jeg kan komme i tanker om af frygt for at min idé bliver gjort til virkelighed.

Pris og tilgængelighed

Set til priser fra 699,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis du har gået og manglet lige netop muligheden for at lade din SSD lyse op internt i kabinettet, så er det netop hvad du kan med HyperX Fury RGB SSD, som vi har fået til test i denne omgang. Hvad er der i...Test: Kingston HyperX Fury RGB SSD