Vi er endnu en gang blevet udstyret med et gaming headset fra JBL, navnligt deres Quantum 610 med DTS, QuantumSOUND, trådløs forbindelse, RGB og det har vi set nærmere på i denne test.
Hvad er der i æsken?
Til et presseevent for nogle måneder siden sammen med JBL i forbindelse med deres 75 års jubilæum snakkede producenten om at de ville kigge på at reducere den miljømæssige påvirkning og en stor del af dette skulle komme fra optimering af indpakningen af deres udstyr. Det er dog ikke umiddelbart noget, som man kan mærke på Quantum 610 for den er lækkert pakket ned i en æske med låg og indholdet består af selve headset, USB-dongle, jackstik-kabel og USB-C til USB-A kabel til opladning.
Design
Foruden at være lækkert pakket ind, så er JBL Quantum 610 også en lækker sag at beskue. Det er udført med mange detaljer, så det skal man måske også vænne sig til, men jeg føler ikke de er for meget, som gaming headset nogle gange kan være.
Hovedbøjlen på JBL Quantum 610 er eksempelvis stor og fyldig. Dette er både fordi den har rigeligt med polstring, men JBL har også valgt at lade den være temmelig bred, hvilket betyder at en større del kommer i berørring med din hovedbund. Hvorvidt dette influerer positivt eller negativt på komforten vil jeg komme nærmere ind på i afsnittet herom.
Det ville nærmest ikke være JBL, hvis ikke de kunne snige noget orange farve ind på headsettet og selvom Quantum 610 mere eller mindre er helt sort, så er der også nogle få orange detaljer, der lader sig bemærke. Inde i selve ørebøfferne er bogstaverne L og R printet ind i orange og på indersiden af USB-stikket er der også valgt en orange farve. Derudover, så har JBL valgt at kablet mellem de to ørebøffer skal være synligt og her har man valgt et kabel med orange streger på en sort baggrund.
Hvis du ikke kan få nok af farverne, så er ydersiden af ørebøfferne også udstyret med store JBL-logoer med RGB-belysning, så du her kan vælge din egen farve eller lade det hele lyse op i alle regnbuens farver om du vil. Du kan naturligvis også holde stilen og lade lyset være orange, så passer det med resten.
Den nævnte USB-dongle, som man sætter i sin PC eller konsol er blevet væsentligt mindre i størrelsen end forgængeren, der fulgte med Quantum 600 i sin tid. Den er stadig ikke helt nano-størrelse, men det er de sjældent når det er til gaming headset.
Ørebøfferne på Quantum 610 er på plastik-skinner så man skubber dem op og ned for at justere størrelsen på headsettet og får det tilpasset sin hovedstørrelse. Selve ørebøfferne er af rimelig størrelse og er beregnet til at gå over ørerne, således at dine ører er inde i ørebøfferne.
På ydersiden af den venstre ørebøf har JBL placeret mikrofonen, som kan bøjes op og ned. Når den er i oprejst tilstand betyder det at den er slukket, så du trygt kan snakke med folk omkring dig og der lyder også et knæk midtvejs så du ved den er slukket samtidigt med at en rød lampe begynder at lyse på mikrofonen, hvilket også indikerer den er slukket.
JBL Quantum 610 er også udstyret med nogle knapper direkte på ørebøfferne, så du kan styre din lydoplevelse direkte fra headsettet fremfor at skulle gøre det hele fra computeren eller konsollen. På den venstre ørebøf har du også USB-c porten, som bruges til opladning og til at opdatere firmware via computeren på. Knapperne i venstre side består af mikrofon-muteknap og to rulleknapper. Den ene rulleknap er for at du kan justere forholdet mellem chat og game lyd mens den anden rulleknap er til den overordnede volumen. Førstnævnte rulleknap virker dog kun på PC og mikrofon-mute knappen virker kun i trådløs tilstand, hvilket vil sige at slutter du headsettet til via 3.5 mm jackstik, så kan du ikke mute mikrofonen på nær når du løfter den op.
Jeg vil dog pointere at jeg synes det er uheldigt når to rulleknapper er placeret lige ved siden af hinanden og især når balanceknappen ikke har et mærkbart midtpunkt, så man ved, hvornår man ikke har forfordelt chat eller game lyden. Så er det nogle gange irriterende at komme til at rulle på den forkerte knap skal jeg hilse og sige.
På den højre ørebøf er Quantum 610 udstyret med én knap og denne er til at tænde og slukke for headsettet med. Der er tale om en skydeknap, hvilket betyder at den reagerere øjeblikkeligt. Her er der andre headset-producenter, der kunne lære noget, især dem, hvor man skal holde deres knapper inde i adskillige sekunder før de tænder/slukker.
Jeg udsatte naturligvis også JBL Quantum 610 for min såkaldte vride-test, hvor jeg tager et headset mellem hænderne og vrider det i alle retninger for at lytte og mærke om headsettet er robust eller lige ved at knække. Jeg har ikke Quantum 600, som er forgængeren, lige ved hånden mens jeg laver min test af Quantum 610, men føler på en eller anden måde at dette nye headset knirker mindre, selvom de er lavet samme samme materialer (umiddelbart af hvad jeg kan se). Jeg kan nemlig huske at forgængeren var en smule knirkende og jeg kan slet ikke få de samme lyde ud af 610. Uanset hvad så virker Quantum 610 veludført og godt bygget, men det er altså plastik hele vejen.
Det er kun lige ørebøfferne og hovedbøjlen, som er bestykket med blød polstring og kunstlæder, hvilket måske ikke vil behage alle, da dette materiale er “kendt for” at give varme. Den del ser vi dog nærmere på i de næste afsnit.
Funktionalitet
JBL Quantum 610 virker på tværs af en del platforme takket være muligheden for at tilslutte med 3.5 mm jackstik, men her forsvinder fidussen dog lidt, idet den trådløse funktion med USB-donglen kun virker med PC og PlayStation, hvor du dog til sidstnævnte ikke har mulighed for at indstille alt, såsom RGB belysningen.
For at få adgang til Qunatum 610s alle funktioner, så skal du installere QuantumENGINE softwaren, som også virker med andre headsets fra producenten. Jeg har dog ikke prøvet at have flere Quantum headsets installeret samtidigt og ved derfor ikke, hvordan appen reagerer med flere tilsluttede headsets, men der er tale om en relativt simpel app. Designet er lækkert og simpelt, men tekst og ikoner er ret små, så jeg tænker at man kan have lidt svært ved at læse nogle af elementerne.
I QuantumENGINE kan du indstille equalizer, belysning, mikrofonen og så noget JBL kalder Spatial Sound. Denne del er nok den mest spændende fordi du her kan vælge, hvordan headsettet skal agere når det afspiller surround-kompatibel lyd. QuantumSURROUND er JBLs eget svar mens den anden mulighed er DTS, som mange indenfor lyd kender.
Du kan også gå ind i avancered indstillinger og justere kanalerne, idet JBL Quantum 610 understøtter op til 7.1 virtuelt, så du får skræddersyet lydoplevelsen til dig selv. DTS er understøttet i mange spil og applikationer, men ikke alle, så det er fedt at du kan indstille JBLs eget. Med virtuel surround er det nemlig sådan at oplevelsen vil altid være mere eller mindre individuel da det afhænger af vores hovedform, størrelse og ører. Med Quantum 610 synes jeg at jeg kunne ramme nogle indstillinger, som gav mig en temmelig god stedfornemmelse i spil som Warzone og CS:GO og dét er formålet med surround for mig. Andre kan måske bare lide at opleve effekterne for indlevelsens skyld og her er jeg heller ikke i tvivl om at Quantum 610 egner sig rigtig godt.
Lydkvalitet
Der er i hvert fald masser af detalje og lyden er yderst velafbalanceret i JBL Quantum 610. Vanen tro er der også mere end rigeligt af bas, så især film og spil virkelig kan komme til udtryk. Det gode er jo at er man ikke glad for sammensætningen så er equalizeren lige ved hånden.
Lyden i Quantum 610 er rigtig fyldig og detaljeret uden at jeg kan sige noget om hvordan den er op imod forgængeren, som jeg trods alt var i gang med for et års tid siden, men jeg kan sige at for mig spiller Quantum 610 rigtig godt og det er uanset om jeg spiller musik eller spil. Nogen vil måske synes at den er for indelukket, men gaming headset har det ofte med netop at være lukket for at indlevelsen er højere og støj udefra bliver holdt ude, så man kan koncentrere sig om sine konkurrenter og deres placering på banen.
Det der dog irriterede mig lidt var at volumenknappen er ikke så præcis og der går flere ryk uden der angiveligt sker noget og så lige pludselig har man enten skruet for meget op eller for lidt ned. Der var en firmware opdatering da jeg sluttede JBL Quantum 610 til computeren, men denne løste ikke problematikken her.
Mikrofon
Til at kommunikere med dine medspillere og forhåbentlig få en konkurrencemæssig fordel overfor førnævnte konkurrenter, så er det nødvendigt med en ordentlig mikrofon. Mange er gået til eksterne løsninger, men måske er Quantum 610 et bevis for at det ikke altid behøver være nødvendigt. I hvert fald har den en solid mikrofon til brug med gaming, selvom den har en anelse med at give en dybere stemme end man reelt har. Det er ikke meget, men behøver hellere ikke være en skidt ting. Du kan høre en indspilning i nedenstående.
Komfort
Designmæssigt har JBL gjort en del ud af at deres headset skal være behagelige at have på, idet gamere har det med at have dem på hovedet ofte lang tid ad gangen. Det er for mig ikke ualmindeligt at jeg har et headset på 5-10 timer dagligt, hvis jeg eksempelvis både bruger det mens jeg arbejder og også når jeg spiller snere på dagen.
Her rammes jeg ved at JBL Quantum 610 er en moppedreng på 357 gram (11 gram mere end forængeren) og det er i første omgang faktisk noget jeg ikke mærker det store til. Den gode polstring gør at jeg synes headsettet er behageligt at få på hovedet. Ørebøfferne lukker af for støj udefra og jeg er good to go for så vidt angår gaming. Problemet opstår at efter noget tid så begynder mine ører at have det ret varmt og min hovedbund ligeså.
Så for så vidt angår komfort er jeg lidt splittet, idet jeg synes ørebøffer og hovedbøjle er behagelige og kan indstilles, men til gengæld så er der ingen luft til mine ører.
Batteritid
Batteritiden har fået et gok i den rigtige retning og er næsten tredoblet, hvis man skal tro på producentens oplysninger om 40 timer. Min test viser dog snarere omkring 30 timer ved gaming sessionerne jeg har spillet, så det er ikke godt nok i forhold til deres oplysninger, men ganske fint i forhold til forgængeren og en masse andet på markedet i øvrigt. Det kræver dog man slukker for RGB lyset. I øvrigt kan man i højere grad stole på batterioplysningen i QuantumENGINE end jeg oplevede førhen, men den driller stadig med at være helt så præcis som en reel måling. Ved at tænde RGB-lyset bliver batteritiden mere end halveret skal man dog være opmærksom på.
Konklusion
JBL Quantum 610 er et bundsolidt og godt bud på et gaming headset, som skal kunne bruges til det hele og lidt til. Det spiller afsindigt godt efter min vurdering og kan sågar på Windows indstilles med equalizer og masser af andre indstillinger. Det halter lidt på komfortsiden, men til gengæld holder den strøm længe og virker på tværs af platforme. Det er en god all-arounder og lydkvaliteten er bare i top, så man får en fuld pakke. Man skal dog så leve med lidt varme grundet det lukkede design og at hele sættet er af plastik på nær polstringen.
Positivt
- Fedt design
- RGB lyset er ret lækkert
- Nemt tilgængelige knapper
- Solid mikrofon
- Lydkvalitet
Negativt
- Kan blive varme
- Volumeknappen
- Plastik?