søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: JBL Partybox Ultimate

Test: JBL Partybox Ultimate

Så skal der holdes fest på redaktionen. Vi har i hvert fald fået leveret remedierne dertil i form af JBL Partybox Ultimate, så der er ingen undskyldninger. Vi ser på den største “mobile” højtaler JBL har at tilbyde og du kan læse om vores oplevelser her.

Hvad er der i æsken?

Levering kunne ikke umiddelbart svare sig at lave med PostNord eller andre fragtmænd så vores venner fra PR bureauet kørte selv JBL Partybox Ultimate til adressen og skulle også have en hånd med indbæring for moppedrengen vejer knap halvtreds kilo med emballage.

Det er i øvrigt ikke fordi den vejer meget mindre når den bliver taget ud. Den vejer nemlig onde 39,5 kg i sig selv den monstrøse Partybox Ultimate.

Kassen er en moppedreng der kræver to personer at bære

Design

Eftersom JBL Partybox Ultimate ud af boksen er i slukket tilstand, så virker den ret voldsom og som én stor kasse på hjul. På fronten har du et gitter, som gemmer på højtalerenhederne mens bagsiden er en del mere moderat.

På bagsiden finder du nemlig to flappe. Den nederste gemmer bare på et lille rum, hvo du kan opbevare dit kabel, når det ikke er i brug, mens den anden flap gemmer på noget lidt mere spændende. Her har du nemlig JBL Partybox Ultimates forbindelser, som består af forbindelse til to mikrofoner eller en guitar i stedet for den ene mikrofon. Derudover har du en USB-A port til opladning af dit udstyr og en Aux-in port hvis du vil afspille noget musik, som ikke kan kobles trådløst til højtaleren.

Du har også gain knapper til justering af input fra enhederne du har sluttet til disse porte, så du kan justere din lydoplevelse. Nederst har du yderligere to porte, som er til Daisy Chain af flere JBL Partybox Ultimate sat sammen. Hvis du skulle være så heldig, så kan du altså opsætte flere højtalere til at spille fra den samme lydkilde. Dette kan du i øvrigt også gøre trådløst, men denne option havde jeg ikke mulighed for at teste.

Vægten på JBL Partybox Ultimate kommer ikke som et chook for at være ærlig. Lidt gør den, men når man pakker højtaleren op og ser, hvor stor den er, så vejer sådan noget kram jo bare. Med sine 105 cm i højden og knap 45 cm i siderne så er det bare en stor sag.

Den gemmer så også på hele to 9″ subwoofer, 2 x 4,5″ mellemtone drivere og 2 x 2,75″ diskant drivere under sit ydre. Om den i virkeligheden gemmer på dem er måske ikke helt rigtigt at påstå, for driverne er til en vis grad synlige udefra.

Især hvis du sætter lys til, så er der omrids omkring de to mellemtone drivere i midten. Lyset kan både give fede effekter, men er også smart integreret omkring de nævnte drivere, således at når du skruer op og ned på volumen, så er dette illustreret ved at fylde henholdsvis mere eller mindre omkring disse højtalere.

Det betyder at man på afstand kan se om man skruer op eller ned og hvor meget. Hvis altså man skulle være i tvivl. Lyseffekterne er i hvert fald kraftige og de gør faktisk noget ved en fest for vi testede det herhjemme med både lyset tændt og slukket og der var klart mere opmærksomhed og gang i den når der også kom nogle farverige lyseffekter på banen.

På toppen af JBL Partybox Ultimate har du hvad JBL kalder et PartyPad, som er en masse knapper, så du kan styre musikken direkte fra højtaleren. Du kan også mixe musikken direkte fra højtaleren og afspille specialeffekter for at sætte præg på festen i din egen stil. Det kræver nok lidt musikalsk snilde og træning før det lykkes ordentligt, men personligt synes jeg det er fedt at muligheden er der.

I den anden side, altså bunden af JBL Partybox Ultimate, så finder du to hjul, som gør det muligt at flytte rundt på højtaleren lidt lettere end hvis den skulle bæres rundt. Selv kunne jeg godt bære den rundt alene, men det ville jeg ikke anbefale at man gør for den er ret tung. Der er dog håndtag til håndtering af den så den er nemmere at navigere med, så det burde ike være noget problem.

Kablet til JBL Partybox Ultimate er på blot to meter, så denne skal nok frakobles, hvis du vil flytte den længere ad gangen, men der er det som nævnt muligt at gemme kablet inde i selve enheden under denne transport.

Helt generelt føles JBL Partybox Ultimate højtaleren ret veludført og utrolig robust. Selv åbningerne virker som værende nogle, der kan tåle at blive brugt. Der er ikke noget på højtaleren, som føles skrøbeligt eller på anden vis indikerer at det ikke kan holde i lang tid. Tværitmod så tror jeg at man køber sig til et produkt, som forventeligt kan holde i mange år.

Der er en god blanding af materialer, hvor de fleste åbninger er lidt gummiagtige og dette er der også en grund til. Det er nemlig sådan at JBL Partybox Ultimate er IPX4 certificeret og det betyder at den altså godt kan tåle at blive brugt udenfor. Det er ikke dermed sagt at JBL Partybox Ultimate kan tåle en tur i poolen, men den burde overleve, hvis den skulle blive spildt drinks på eller hvis regnen skulle komme pludseligt og man selv ønsker at fortsætte festen.

Funktionalitet

For så vidt angår lydkvaliteten i JBL Partybox Ultimate, så er denne ret imponerende. Den understøtter også Dolby Atmos, såfremt din kilde afspiller dette. Jeg testede i første omgang lydkvaliteten med streaming af lyd fra Spotify og Youtube og var dybt imponeret over klarheden, men højtaleren kom en smule på overarbejde når jeg skruede alt for højt op. Så blev lyden forringet og forvrængt i en sådan grad at jeg tænkte der måtte være noget galt. Derfor satte jeg min telefon til at afspille noget musik i højere kvalitet, FLAC, og lydkvaliteten blev væsentligt bedre.

Indstillingsmulighederne er mange inde fra appen

For at udnytte Dolby Atmos på JBL Partybox Ultimate skal du dog koble højtaleren til via WiFi og have en tjeneste, der understøtter afspilning via WiFi og også understøtter Dolby Atmos. Dolby Atmos giver uden tvivl en bedre og mere dybdegående lytteoplevelse. Kvaliteten bliver langt mere detaljeret og så er den slet ikke så forvrængt når du skruer højt op som ved afspilning af lavere kvalitets streams.

Pep festen op med lydindstillinger og effekter
Styr lyset direkte fra appen det er ikke helt intuitivt dog

Med sine 1100 Watt kan JBL Partybox Ultimate spille rigtig højt. Det er dog ikke ensbetydende med at lyden vil lyde godt, hvis ikke kvaliteten er til dét. Tværtimod så kan det blive en skrækkelig oplevelse for 1100 Watt er mere end hvad vores relativt store stue på knap 8 meter kan klare. Det at skrue op til maksimum med JBL Partybox Ultimate syntes jeg kun at kunne gøre udenfor og her var det for meget til naboerne omkring mig – forestiller jeg mig for jeg fik ikke anmærkninger i den korte periode det blev aftestet i.

I vores stue kunne man ikke opholde sig, hvis man skruede meget mere op end halvdelen af hvad JBL Partybox Ultimate kunne trække for det blev simpelthen for højt til at man kunne nyde det. På toppen af JBL Partybox Ultimate er der også en Bass Boost knap, som ret afslørende gør at bassen bliver endnu mere tydelig. Dette en smule på bekostning af diskanten, men ønsker man en fest med masser af beat så er det godt givet ud.

For mig at se er JBL Partybox Ultimate ganske brugbar til fester indendørs, men hvis man vil udnytte den til fulde, så skal man bevæge sig udenfor. Under opstart autoindstiller højtaleren også sig selv. En funktion som jeg ikke selv mærkede, men må stole på. Det højtaleren gør er at den optimerer lyden til omgivelserne således at den justerer i forhold til om den er inde i et mindre lokale eller befinder sig udenfor.

Hvis du i endnu højere grad ønsker at kunne styre musikken med JBL Partybox Ultimate, så kan du installere JBL One app på dine smarte enhed. I mit tilfælde blev det testet på en Android telefon.

Appen er ret nem at finde ud af og så er der med JBL Partybox Ultimate et hav af muligheder. På PartyPaden kan du indstille forskellige effekter, men på din smartphone kan du gøre langt mere og addere langt mere til festen. Den funkton, som jeg dog savner umiddelbart og ikke kunne finde er at slå PartyPad fra, så dem der befinder sig ved højtaleren ikke kan påvirke festen, hvis du med appen eksempelvis ikke ønsker dette.

Den såkaldte PartyPad på toppen synes jeg er en vigtig addering på JBL Partybox Ultimate. Det gør at den skiller sig ud fra andre mobile højtalere. Nu er JBL Partybox Ultimate jo en semi-mobil højtaler i virkeligheden for den er uden indbygget batteri og kan kun bevæges rundt til hvor der en stikkontakt.

PartyPadden er jeg måske mindre begejstret for end ungerne er, hvilket måske er et tegn på at JBL Partybox Ultimate er til et yngre publikum. For mig synes jeg eksempelvis bare det er fedt at den kan spille i god kvalitet og højt nok til at man kan holde et større selskab underholdt, men de funktioner man har gennem appen og via PartyPad er til for at man kan skabe noget ekstra stemning til festen.

Apropos stemning og fest, så er det også muligt at lege karaoke fest med JBL Partybox Ultimate, som du kan slutte eksterne mikrofoner til. Den understøtter både de mikrofoner du kan købe af JBL, men også andre så længe de slutter til via 3.5 mm jack. Denne funktion og guitar-tilkobling havde jeg dog altså ikke mulighed for at teste for jer.

Konklusion

Med JBL Partybox Ultimate kan du nærmest skabe en fest hvor som helst så længe du har adgang til en stikkontakt med strøm. Det er med dens 1100 Watt utænkeligt at der er en fest den ikke kan spille op med mindre man inviterer hele byen ud på et stadion, men for os andre menige er den i stand til at spille op i både hjemmet såvel som haven. Foruden en rigtig fornuftig lyd, så længe du sørger for en god lydkilde, så er der et hav af features gennem appen eller toppen af højtaleren, som gør den til festens centrum med lyd- og lyseffekter. Du kan også forbinde mikrofon og guitar til som et ekstra plus og helt generelt kan den altså spille højt, godt og både trådløst såvel som kablet. Prisen er i den høje ende, men det er altså ikke fordi man ikke får noget for pengene. Efter min mening nok bedst egnet til udendørs brug grundet størrelse og lydniveau, men kan man beherske sig selv og ikke skrue for højt op så er det også helt fint til festen i hjemmet.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Design
  • Hjul til nemmere transport
  • Tilslutningsmuligheder
  • App og muligheder gennem denne
  • Lyseffekter

Negativt

  • Dårlig lydkilde bliver ret forvrængt ved højt lydniveau
  • Pris

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Så skal der holdes fest på redaktionen. Vi har i hvert fald fået leveret remedierne dertil i form af JBL Partybox Ultimate, så der er ingen undskyldninger. Vi ser på den største "mobile" højtaler JBL har at tilbyde og du kan læse om vores...Test: JBL Partybox Ultimate