tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jabra Evolve 65t headset

Test: Jabra Evolve 65t headset

Danske GN Nord lancerer endnu et produkt i deres serie af 100% trådløse hovedtelefoner. Denne gang har vi dog med Jabra Evolve 65t bevæget os til Jabras professionelle serie bygget til virksomhedsbrug. Jabra Evolve 65t er derfor til formålet udstyret med UC-certifikat så du kan bruge det med fx Skype for Business og derudover har den fire mikrofoner og passiv støjreduktion for på den måde at være optimeret til kontorbrug og professionelle.

Hvad er der i æsken?

Eftersom Jabra Evolve 65t er tiltænkt det professionelle marked så leveres den også i en noget uinspirerende æske i genbrugspap, som naturligvis er valgt af to årsager. Den ene værende at det er billigere indpakning og virksomheder, der køber headsets til deres medarbejdere ønsker ikke at betale merpris for bedre og endvidere er genbrugspap også af signalværdi for Jabra, idet man på denne måde skåner miljøet mest muligt. En ekstra vigtig faktor når man handler med virksomheder. Indholdet er dog ikke så beskedent i virkeligheden og består af et rejseetui i kunstlæder, som indeholder det andet etui, som også agerer som powerbank, selve øretelefonerne, to ekstra størrelser af silikonegummi (EarGels) så der i alt er tre størrelser, lille kort microUSB ladekabel og en manual.

Design

Overordnet set minder Jabra Evolve 65t meget om de andre 100% trådløse headsets fra producenten. Der er dog en anden farvesammensætning end fx ved Elite 65t, som jeg synes disse Evolve minder mest om. Jabra Evolve 65t er dog med en lidt mørkere farve og på den måde mindre iøjefaldende. Den mørke farve er dog metallisk på toppen så kedelig er den bestemt ikke. Den mørkere farve virker tonet ned for at passe ind i kontormiljøet og det virker fint.

Hvis ikke du har erfaring med 100% trådløse, eller invisibles, som de også kaldes, kan Jabra Evolve 65t godt virke ret store ved første blik når man tænker på at man ikke har en hovedbøjle eller kabel til at holde dem fast i øret med, men når man smider dem i ørerne så virker de faktisk slet ikke så voldsomme.

Deres form er sådan at man blot skal stikke de såkaldte EarGels i ørerne og så skulle de sørge for at de sidder fast i ørerne. Der er ikke nogle vinger til at føre ind i øret ellers, men med tre forskellige størrelser burde det være muligt at finde en størrelse som passer dig. Husk i denne forbindelse at det er helt normalt at man bliver nødt til at bruge forskellige størrelser til de to ører.

Mens den lille powerbank, som også fungerer som etui til Jabra Evolve 65t, har plads til selve øretelefonerne, så er det andet etui lidt større og har plads til både det lille etui, samt USB nano-dongle, ladekabel og de ekstra EarGels. Den er dejligt praktisk og fylder ikke meget i tasken, mens den samtidigt har en strop, hvis man ønsker at hænge den fast på en eller anden måde.

På powerbanken har man i bunden et LED-lys, der fortæller status på batteriet når man sætter opladeren i og dette lys skifter farve afhængigt af om der er meget eller lidt batteri i powerbanken. På den måde kan man hurtigt finde ud af om man har behov for at lade mere eller om det burde række i forhold til, hvor meget man skal bruge sit headset. I øvrigt går opladeren i gang med at lade selve headsettet først, hvorefter strømmen bliver ført til powerbanken.

Jabra Evolve 65t øretelefonerne har også LED-lamper på ydersiden, så man kan se forskellige informationer omkring batteri, forbindelse osv. Eksempelvis blinker de rødt, når man vælger at smide dem ind i powerbanken for at indikere at de nu slukker forbindelsen til telefonen og dét synes jeg er en rigtig smart feature, da man på den måde ikke behøver bruge tid på at slukke headsettet selv hver gang.

USB-donglen som man smider i sin computer er flad på toppen. Dette er i mindre grad fordi den skal fylde mindre, hvilket den også gør, men det gør den rent faktisk ret nem at håndtere, hvis man for eksempel skal tage den ud og ind af sin dock eller computer lidt oftere.

Funktionalitet

Når vi nu har gennemgået det udseendsmæssige i Jabra Evolve 65t, så er det blevet tid til at bevæge sig over i det funktionelle. Her ser vi nærmere på lyd, komfort og batteritid.

Lydkvalitet

Min erfaring med Jabras andre 100% trådløse har været en smule blandet. Det beviser at de ikke anvender de samme lyddrivere eller i hvert fald er de forskelligt konstrueret for lyden er ikke den samme i alle modeller. Jabra Evolve 65t minder mest af alt om deres Active serie, som var det første jeg testede fra dem. Det betyder desværre at musikmæssigt så mangler der en del bas. På samme tid så synes jeg ikke der er særlig god balance mellem diskant og mellemtone, som føles overlappende og til tider sågar hul. Det gør at især moderne musik føles temmelig tam. I tale er kvaliteten ganske fornuftig og jeg kan sagtens høre, hvad folk siger til mig, men den melding jeg får den anden vej er dog at mikrofonen er en smule utydelig til trods for at jeg snakker tydeligt.

Denne oplevelse kommer som en stor overraskelse fordi jeg til prisen tænkte jeg skulle se et headset, der mindede om Elite modellen jeg testede for ikke så lang tid siden. Det er ikke det bedstlydende headset hellere, men til prisen kunne man acceptere dette og det synes jeg ikke helt man kan i Evolve 65t’s tilfælde. Mine høje forventninger er naturligvis også årsag til en sikkert større skuffelse end det normalt ville være tilfældet, men jeg forventede om ikke andet at kommunikationen ville være fremragende når nu Jabra Evolve 65t er udstyret med fire mikrofoner. Trods antallet af mikrofoner er der kun en passiv støjreduktion til stede og det er talk-through man får med i stedet. Talk-through er en funktion, der giver fin mening på et kontor, hvor man ikke behøver at tage sit headset af hovedet for at lytte til noget, der foregår omkring én. Det er også smart, hvis man fx er i trafikken og ønsker at være bevidst omkring denne så man ikke overser noget eventuelt. Denne funktion i Jabra Evolve 65t virker ved at man dobbeltklikker på høretelefonerne.

Styring og brug

Hvis man netop ønsker at anvende den ovennævnte funktion med talk-through så skal man aktivere denne ved at dobbeltklikke på den ene af de to øretelefoner. Øretelefonerne er hver især nemlig udstyret med knapper, så man kan styre sin musik eller samtale med.

En anden måde at styre sin samtale på er også blot ved at løfte som minimum den ene øretelefon til øret og så sørger Jabra Evolve 65t for at besvare et eventuelt indkommende opkald. Det gør den både, hvis den står i powerbank-etuiet eller hvis den står på skrivebordet foran dig.

Øretelefonerne er altså udstyret med små sensorer, der genkender bevægelse og det samme gælder så når man smider dem ned i den medfølgende powerbank. Så slukker de automatisk og det synes jeg er en dejlig feature når man bruger Jabra Evolve 65t for man skal ikke bruge tid på at slukke dem selv. Det kan man naturligvis også gøre, hvis man skulle have behov for at slukke og opbevare dem udenfor etuiet, men jeg synes selv at etuiet/powerbank giver så meget mening at opbevare i, da man samtidigt lader dem op.

Batteritid

Ethvert trådløst sæt hovedtelefoner uanset om det er til arbejde, sport eller hvad man ellers finder på, så er batteritiden væsentlig. Jeg mindes et headset jeg havde fra Sennheiser for lang tid siden, som jeg var utrolig glad for da det havde fantastisk lyd, komfort og sågar noise cancellation. Hele oplevelsen blev dog ødelagt af at batteritiden simpelthen ikke passede til mit behov.

Med Jabra Evolve 65t er det ikke helt tilfældet. Selvom deres batteritid på umiddelbare 4-5 timer virker af lidt, så er det takket være nævnte powerbank ikke den oplevelse man får. I løbet af en arbejdsdag formåede jeg ikke at tømme batteriet, simpelthen fordi jeg ikke brugte dem hele tiden, men selv med rigeligt brug havde jeg strøm dagen efter også og det er netop fordi den samlede batteritid blev hevet op på samlet set 15 timer. Det kommer naturligvis an på hvor højt man skruer op. Min egen erfaring var at 4-4½ timer passede meget godt per opladning og i powerbanken er der så til yderligere to opladninger af øretelefonerne.

Konklusion

Designmæssigt synes jeg at Jabra Evolve 65t headsettet er ret flot, men samtidigt diskret og ikke iøjefaldende. Det er let elegant og passer derfor fint ind i det professionelle miljø, hvor det er tiltænkt. Designet afviger ikke fra de andre produkter i Jabras serie af 100% trådløse øretelefoner og det er bestemt ikke en skidt ting, men man skal altså ikke forvente meget nyt for pengene. Apropos pengene, så er der ikke tale om et billigt headset, især når man tænker på at det “blot” er UC, det ekstra etui og talk-through funktionen man får udover et af de almindelige produkter fra serien. Tværtimod så havde jeg faktisk forventet en del bedre lyd i dette prisleje og desværre uanset hvor meget man leger med equalizeren i appen, så bliver lyden i Jabra Evolve 65t aldrig helt fantastisk. Der mangler lidt detaljegrad i mellemtonerne og diskanten, samtidigt med at bassen nærmest ikke eksisterer. Design, komfort og den nemme brug er parametrerne der alligevel trækker dette headset op på et mellem-niveau, men man skal altså ikke købe dem for musikken.

Positivt:

  • Komfort
  • Design
  • Nem at betjene
  • Batteritid (med powerbanken)

Negativt:

  • Musikkvalitet

Pris og tilgængelighed

Set til 1.995,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Danske GN Nord lancerer endnu et produkt i deres serie af 100% trådløse hovedtelefoner. Denne gang har vi dog med Jabra Evolve 65t bevæget os til Jabras professionelle serie bygget til virksomhedsbrug. Jabra Evolve 65t er derfor til formålet udstyret med UC-certifikat så du...Test: Jabra Evolve 65t headset