søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Envy 14-eb0037no (2021)

Test: HP Envy 14-eb0037no (2021)

Vi ser nærmere på HPs topserie af laptops til forbrugere i form af en ENVY 14 med 16:10 display og en masse fede features og et stilrent design. Du kan læse med om den her.

Hvad er der i æsken?

Det er ikke mængden af indhold i den store æske man skal købe HP ENVY 14 for. Denne gemmer nemlig kun på selve maskinen og strømforsyning samt de obligatoriske papirer. Selvom den bærbare man tager ud af æsken føles premium, så er selve unboxing processen det ikke.

Specifikationer

  • Skærm: 14″ 16:10 1920×1200
  • CPU: Intel Core i7-1165G7 4 kerner / 8 tråde
  • RAM: 16 GB DDR4-3200 MHz
  • Lagringsmedie: 1 TB PCIe NVMe TLC SSD
  • Grafik: NVIDIA GeForce GTX 1650 Ti 4 GB dedikeret GDDR6
  • Dimensioner: 31,31 x 22,4 x 1,79 cm
  • Vægt: 1,49 kg
  • Porte: 1 Thunderbolt™ 4 med USB4™ Type-C® 40 Gbps signalhastighed (USB-strømforsyning, DisplayPort™ 1.4, HP Sleep and Charge); 2 SuperSpeed USB Type-A 5 Gbps signalhastighed (HP Sleep and Charge); 1 HDMI 2.0; 1 AC-smartpin; 1 kombineret hovedtelefon/mikrofon

Design

Lige ud af boksen er HP ENVY 14 en ganske flot maskine at kigge på. Der er en slags simplicitet over designet, som forstærker indtrykket af at man har med et premium produkt at gøre. Det er hverken for meget eller for lidt og samtidigt føles maskinen ret robust bygget.

HP ENVY 14 er helt i aluminiumsfarve på nær den ramme, som er omkring skærmen. Denne er sort og selv tastatur og touchpad er sølvfarvet. Det gør dog bestemt ikke noget for der er detaljer nok til at bryde monotonien i denne ensartethed både fordi rammen som sagt er sort, men også at der kommer lys og tekst på tasterne, som gør at det bryder det lidt op.

Overordnet set er byggekvaliteten også i top, men jeg oplevede også til tider at når jeg løftede maskinen op med en hånd, så var det som om chassiet lige faldt på plads i bunden, selvom jeg ikke kunne se de buede eller ikke sad som det skulle.

HP har valgt at placere tænd/sluk knappen midt på tastaturet, hvilket alt andet lige bør betyde at man ikke så ofte tænder og slukker sin computer blot ved at løfte den op, som ellers har været tilfældet med modeller, hvor denne knap er at finde i siden af chassiet. Dertil er knappen ikke én, der reagerer øjeblikkeligt, så man behøver ikke være nervøs for at slukke mens man sidder og skriver.

HP ENVY 14 er en smule kileformet foran således at man får indtrykket af at computeren er tyndere end den i virkeligheden er uden dermed at sige at den med 1,79 cm er tyk på nogen måde. Det er opnået ved at siderne foran buer en smule opad og bidrager egentlig til det lækre design. HP ENVY 14 er ikke for tynd hellere og der er i siderne blevet plads til både USB-A og HDMI port samt en microSD-kortlæser.

Derudover er der også en USB-C Thunderbolt 4 port på HP ENVY 14, men denne er desværre placeret som den forreste port på maskinen i venstre side. Det betyder at skulle man have en USB-C dock eller strømforsyning, så vil kablet stikke ud midt på maskinen og jeg forestiller mig at folk, der bruger en ekstern mus og er venstrehåndet vil blive en smule irriteret, selvom det måske ikke indebærer for mange mennesker.

Dertil skal det også lige nævnes at HP ENVY 14 trods det er en ny maskine stadig bruger en almindelig strømforsyning uden USB-C og det er dén, som er i æsken, selvom USB-C porten fint tager imod nok strøm. Det jeg dog oplevede, som jeg syntes var vildt underligt var at HP ENVY 14 fejlede med min Samsung USB-C monitor i tre ud af ti gange. Den samme monitor bliver brugt til både min daglige Lenovo X1 Carbon og konens MacBook Pro 13 uden problemer og hver gang, mens HP ENVY 14 altså drillede. Jeg ledte efter nogle sikkerhedsindstillinger i form af Thunderbolt/USB-C godkendelse, men alt så ud til at være som det skulle.

HP ENVY 14 er flot selv når den er klappet sammen og især bagfra synes jeg at man har formået at holde den helt ren og stilfuld, som det fremgår af nedenstående billede. Helt generelt er dette gældende for designet af HP ENVY 14, som fremstår flot uden at være iøjefaldende. Dermed ikke sagt at der er noget galt med et iøjefaldende design som HPs egen Dragonfly eller ASUS ZenBook, men ønsker man noget, der tiltrækker mindre opmærksomhed, men samtidigt er ret lækkert, så er HP ENVY 14 et ganske fint bud.

Funktionalitet

Bevæger vi os over i det funktionelle er der naturligvis også en del relevant at kigge på. Selvom jeg er stor fan af at en bærbar gerne må se smuk ud, især for dem af os, som bærer dem rundt i hjemmet, på kontoret og udenfor. Det må dog ikke være det overskyggende og ydelsen skal også passe til det smukke ydre, hvilket jeg altså har sat mig for at undersøge i de næste afsnit.

Ydelse

Til dagligt sidder jeg med en 14″ laptop, som er en del tyndere end HP ENVY 14. Det er en X1 Carbon G6, som er 1,6 cm i stedet for de knap 1,8 som HP’en bringer til bordet. Det som dog positivt overrasker mig med HP ENVY 14 er dens evne til at være stille under drift selv under pres.

Laver jeg en benchmark med Prime95 eller presser HP ENVY 14 til det yderste brokker den sig også, men under normale forhold og normale tunge opgaver er den overraskende stille og faktisk også relativt kølig. Der tænker jeg dens 0,2 cm tykkelse i forhold til fx en Carbon kommer den til gode for den Carbon er kendt for at larme en del når den bliver sat under pres.

Helt generelt yder HP ENVY 14 ganske fortrinligt. Den har såmænd også indmaden til det i form af sin Core i7 processor i 11. generation, så det ville være underligt andet, men den formår altså også at give os en pæn score på diverse benchmarks, som det fremgår af nedenstående.

PCMark Home Conventional: 4.355
PCMark Creative Accelerated: 7.333
CS:GO FPS Full HD High: 71 FPS

HP ENVY 14 er udstyret med et dedikeret grafikkort og det er også kraftigt nok til at køre spil i en lav opløsning eller detaljegrad. Det er ikke en gaming-maskine, men kan altså sagtens bruges ved mangel på bedre til at tage nogle casual games i ny og næ.

Bunden af HP Envy 14 kan tages af ved at fjerne nogle få skruer, hvis man skulle få brug for at rense blæserne eller skifte SSD i maskinen. Det kræver lidt snilde at få låget af, men det er til at klare, selv for ikke øvede.

Skærm

Skærmen i HP ENVY 14 er ikke med en voldsom høj opløsning. Denne er nemlig på “blot” 1920×1200, men de hurtige vil bemærke at dette ikke er den typiske FHD opløsning i 16:9 format og ganske rigtigt er HP ENVY 14 med 16:10 format på skærmen. Det er en ny trend vi ser fra både HP og andre PC-producenter. Denne lidt højere opløsning giver en lidt højere skærm og lidt flere linjer i Excel eller i browseren når man scroller. Jeg er stor fan af denne skærmformat, fordi det føles mere naturligt på en eller anden måde. Man skal beholde 16:9 (eller bredere) til monitorer og TV, men på en laptop må det gerne være mere “firkantet” så at sige. Microsoft går i øvrigt all in og har 3:2 i deres Surface serie (svarende til 15:10).

Selve skærmen står utrolig skarpt og farverne er meget livlige og føles både livlige og naturlige. Sagt på en anden måde føles de korrekte og uden at være overeksponeret. Der hvor HP ENVY 14 imponerede mig var dog også ved at dens skærms lysstyrke gjorde at skærmen var utrolig flot og tydelig selv udenfor i sollys. Jeg kunne sagtens sidde på terassen og arbejde uden at skulle vippe skærmen væk fra dagslyset.

Over skærmen er der placeret et webcam og en mikrofon. Det er ikke noget prangende kamera og er sub 2MP. Der er heller ikke nogen fysisk kameralukke-funktion, så man må enten stole på den digitale version eller købe sig et klistermærke at smide henover. Kameraet har heller ikke Windows Hello, men dertil kan man bruge den fingeraftrykslæser, som HP ENVY 14 er udstyret med og som også er blevet gjort til en del af tastaturet.

Lyd

Fra video bevæger vi os til audio og her er HP ENVY 14 bestykket med et lydsystem udviklet i samarbejde med B&O. I hvert fald er B&O villige til at sætte navn til de to højtalere, som laptoppen her er udstyret med. Der er også en software til Windows, som optimerer lyden, hvis man ønsker at benytte sig af denne.

Lydmæssigt er HP ENVY 14 ikke en koncert-givende oplevelse, men den gør det bedre end gennemsnittet umiddelbart. Lidt af lyden bliver en smule trykket så man ikke hører detaljerne, men helt generelt er det en fin lydoplevelse af en laptop at være. Den kan ikke spille voldsomt højt, men det kender man efterhånden fra laptops.

Tastatur og touchpad

Chiclet tastaturet i HP ENVY 14 er samme farve som resten af computeren. Dette kommer rent faktisk ret godt til udtryk designmæssigt også, idet baggrundsbelysningen, som tasterne er udstyret med i tre niveauer, lyser hvidt og dét hvide lys kombineret med aluminiumsfarven er vildt lækkert.

Tasterne i HP ENVY 14 har en solid og ensartet vandring og tasteoplevelsen er taktil nok til at jeg sagtens kunne vænne mig til at arbejde herpå, selvom jeg er vant til et af de bedste mobile tastaturer i form af Lenovos mekaniske switch i ThinkPad. Tasterne i HP ENVY 14 rasler ikke og føles altså ret præcise. De har dog en lav vandring, hvis man skulle ønske at game på det jævnfør tidligere nævnte mulighed, men ellers er det meget behageligt at skrive på i hvert fald.

Toucpadden i bunden har en pæn størrelse, men der er ikke designet fysiske knapper ind i det, hvilket måske er noget som nogle vil savne. Du kan sagtens klikke i bunden for henholdsvis venstre og højre museknap og den responderer også med et klik, men skillelinjen er der ikke. Jeg er fan af at dét er her man har valgt design over funktion, da jeg synes touchpadden er præcis nok til mit behov.

Batteritid

Battery eater æder virkelig batteriet i denne HP Envy af en eller anden årsag. Med strømsparende funktion og 60% lysstyrke kunne jeg få batteriet til at holde i halvanden time. Det resultat var jeg ikke helt tilfreds med og mistænker lidt BatteryEater for ikke at virke optimalt. I min egen vurdering ud fra at arbejde med HP Envy, hvor jeg både surfede, sendte mails og skrev denne anmeldelse på den, så kunne jeg ved almindeligt kontorbrug få 10 timers batteritid snildt, hvis ikke også lidt mere. Dette baserede jeg på at batteriet degraderede med under 10% efter en times brug.

Denne måling er baseret på 50% lysstyrke på skærmen (hvor jeg sagtens kan se) og så at ydelsen i Windows blev sat til 50% (Windows 10 indstilling nummer 2 af 4). Ved gaming og fuld smadder på det hele holdte computeren strøm i lidt under en time. Det kan altså sagtens drænes hurtigt om man vil.

Konklusion

Hvis man er villig til at betale en premium pris for en rigtig flot laptop, der dog ikke skiller sig voldsomt ud med mange features eller specielle funktioner, så er HP ENVY 14 en ganske fin laptop, der yder uden at larme; er behagelig at skrive og arbejde på; har en utrolig flot skærm og er til at have med rundt med en kampvægt på blot halvanden kilo, så go for it. USB-C portens placering er måske er måske min eneste alvorlige anke. Alt i alt en rigtig fin maskine dog.

Positivt

Flot design
Godt tastatur
Rigeligt med porte størrelse taget i betragtning
Skærmen (både 16:10 formatet og lysstyrke)
Ydelse

Negativt

USB-C port placering

Pris og tilgængelighed

HP Envy 14-eb0037no forventes at have priser fra 8.499,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi ser nærmere på HPs topserie af laptops til forbrugere i form af en ENVY 14 med 16:10 display og en masse fede features og et stilrent design. Du kan læse med om den her. Hvad er der i æsken? Det er ikke mængden af indhold...Test: HP Envy 14-eb0037no (2021)