Vi ser nærmere på endnu en mus fra Glorious Gaming, hvor vi i denne omgang ser på et design, der er lavet til højre hånd specifikt og byder på trådløs forbindelse samt et let design. Model D 2 Pro Wireless har været forbi vores testbænk.
Hvad er der i æsken?
Udover musen medfølger der også ekstra “skøjter” eller fødder om man vil, samt USB-kabel, trådløs USB-modtager, USB-C til -A adapter og et Glorious Gaming klistermærke. Ikke noget fancy, men ganske pænt pakker ind og synes selv det er fedt med de ekstra fødder man kan smide på.
Design
Glorious Gaming Model D 2 Pro Wireless er en relativt simpel mus når det kommer til designet. Den er sort, har to primære knapper og to knapper i siden. Derudover er der et scroll-hjul og en DPI-knap på toppen af musen. Umiddelbart ikke noget, der skriger gaming og Model D 2 Pro Wireless fås kun i sort (i hvert fald i skrivende stund).
Modsat den almindelige D 2, som vi i øvrigt også har testet, så er Pro udgaven uden huller eller RGB lys. Der er fokus på funktion fremfor et fancy look og det kan godt mærkes. Model D 2 Pro Wireless har en mat sort overflade, der ikke tiltrækker sig opmærksomhed.
Den tiltrækker heller ikke fingeraftryk så nemt, så det er et plus ligeså. Generelt kan man tænke at Model D 2 Pro Wireless virker ret billig når man blot kigger på den. Når man tager den i hånden er den lave vægt ikke med til at forbedre det indtryk, men mærker man efter kan man godt mærke at den er ret robust bygget.
I front har du en USB-C port, som du kan bruge til at lade Model D 2 Pro Wireless op med eller til at bruge den kablet mens den lader op. Du behøver ikke den trådløse modtager i computeren, mens musen er koblet til kabel, da den virker kablet. Du kan også anvende et andet kabel end det som følger med, men det smarte ved det medfølgende kabel er at det er formet, så det stabiliserer sig omkring musen og du får dermed ikke ryk i kablet uanset, hvor hurtigt du rykker med musen.
Selve kablet er vævet og relativt let, selvom det ser tykt ud. Designmæssigt har Glorious Gaming altså ret fint styr på det og det virker til at de kender deres målgruppe.
Funktionalitet
Da Glorious Gaming D 2 Pro Wireless virker out of the box med få DPI-indstillinger du kan skifte mellem så behøver du i realiteten ikke at installere den CORE 2.1 software, som ellers er tilgængelig fra producenten, men den gør det lidt nemmere at indstille musen.
Softwaren er flaskehals igen og driller når man laver ændringer så gemmes de ikke øjeblikkeligt. Nogle gange gemte den slet ikke mine indstillinger. Knappen om DPI sync skiftede mellem fem hastigheder, selvom jeg i den aktive profil kun havde to tilgængelige.
Hvis du kan leve med de indbyggede DPI indstillinger, så er softwaren ikke nødvendigvis en jeg vil anbefale i dens nuværende form, men den giver dig dog mulighed for at hæve lift off til 2mm hvis du foretrækker det, så helt ligegyldig er den ikke.
Hvis man ser bort fra softwaren og tager Model D 2 Pro Wireless ind i spil, så mærker man slet ikke til dens begrænsninger. Her agerer den spot on og præcist med meget hurtig reaktion og uden nogle fejl. I hvert fald ikke nogen jeg kunne mærke. Den føles ret let og godt i hånden. Dog vil jeg pointere at trods mine ret store hænder, så føler jeg ikke at placeringen af sideknapperne på den er optimale. De føles lettere akavede og svære at ramme, om end det er noget nemmere end den ambidekstrøse model O.
Det slår mig i øvrigt mens jeg skriver dette at bogstaverne på Glorious Gaming musene indikerer deres form, hvor denne model D er skæv mod venstre således at den er optimal til højre hånd og model O er symmetrisk (foruden tasterne).
Model D 2 Pro Wireless glider også ret let over musemåtten. Jeg testede på en Razer Pro Glide. Med den lave vægt som musen har synes jeg ikke at der er stor forskel på om man sætter de ekstra “skøjter” på eller ej, men nogen med mere Fingerspitzgefuhl end mig kan måske kunne mærke det lidt bedre. De ekstra fødder har i øvrigt en lidt sjov form. Det skyldes at tanken er du smider disse på mellem de eksisterende fødder på musen for at musen får større overflader at glide på.
Med Glorious Gaming Model D 2 Pro Wireless oplevede jeg desværre det samme, som med Model O til trods for at firmwaren var installeret. Det går på at batteriet bliver drænet selv når jeg ikke bruger musen, således at jeg adskillige gange blev nødt til at oplade musen inden jeg skulle fortsætte med min test dagen efter fordi batteriet var blevet drænet bare af at stå mens computeren var slukket. Det er dog også den eneste anke jeg har på performance siden for denne mus. I de spil jeg fik den testet havde jeg ikke problemer med at ramme hverken bedre eller dårligere end jeg plejer. Det krævede kun en smule tilvænning før det var på plads.
GG Model D 2 Pro Wireless har for mig dog ikke nogen synderlig forskel i lift-off selvom man altså kan vælge mellem 1 og 2 mm, men igen er det måske noget nogen med mere finfølende hænder kan mærke.
Faktisk er selve batteritiden ikke dårlig med GG Model D 2 Pro Wireless. Producenten lover op til 80 timers gaming, hvilket muligvis ikke er helt ved siden af, hvis altså du husker at slukke den når du ikke bruger den. Jeg fik dog umiddelbart noget mindre end det, fordi musen også burde holde pauser når den står stille, men jeg kunne sagtens gå flere dage mellem opladningerne, hvis jeg slukkede henover natten eller når jeg ikke brugte den om dagen.
Konklusion
Hvis Glorious Gaming får styr på deres software og det bliver bare halvt så godt som deres hardware, så tænker jeg vi kan have en endnu federe museoplevelse. For i sig selv er Model D 2 Pro Wireless en ganske fornuftig mus, der især til gaming viser sin styrke ved at den bare er let, simpel og virker. Det er en fantastisk mus på så mange punkter, uden at det egentlig er fordi den har noget særligt end sin præcision og simplicitet at byde på. Ja dens vægt på 60 gram gør da klart en forskel, men den ligger så godt i hånden, reagerer nærmest perfekt og så du har en ganske habil gaming mus ved hånden.
Positivt
- God form
- God ydelse
- God batteritid (når den virker)
Negativt
- Strømstyring
- App/Software