mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Creative SXFI Gamer headset

Test: Creative SXFI Gamer headset

Man kan kalde navnet på Creatives nye gaming headset for enten simpelt eller mangel på kreativitet, men SXFI Gamer er det seneste skud fra stammen fra den velkendte producent. Vi har fået lov at kigge nærmere på headsettet med den særlige teknologi.

Hvad er der i æsken?

Hvis vi ser bort fra at farvevalget til æsken virkelig ikke er særlig moderne, så er indholdet faktisk rigt og består af selve headset, en aftagelig mikrofon, et USB-C kabel, en USB-C til USB-A adapter, et 3.5 mm kabel og manual.

Design

Creative SXFI Gamer er mere eller mindre et helt sort headset, med få hvide detaljer af tekst og symboler hist og her. Det for det til at fremstå ret “clean” og det skiller sig på den måde ikke ud fra mængden.

Der er temmelig god polstring på selve ørepuderne, som i øvrigt gemmer på 50 mm lyddrivere. Der er en del mindre polstring på selve hovedbøjlen og om det vil falde i enhvers smag er svært at vurdere. Komforten kommer jeg nærmere ind på i et senere afsnit, men det er dét man skal overveje når man analyserer på mængden af polstring.

Selve ørepuderne er i øvrigt ret nemme at tage af og det sker ved at du blot drejer på det, men så er det jeg stiller mig uforstående overfor at der eksempelvis ikke er et sæt stof-puder i kombination til de kunstlæder, som er monteret. Man ser tit at muligheden foreligger og senest så jeg det eksempelvis på Logitech G Pro X headsettet (og også deres trådløse navnebror). Det virker bare underligt at gøre noget ud af at gøre dem nemt aftagelige uden at tilbyde en erstatning.

I siden af ørebøfferne er der gjort plads til RGB lys i alle regnbuens farver og det har en ret fed cirkulær effekt uden at du kan ændre særlig meget ved denne, så kan du trods alt skifte farve til din præference.

Apropos lys, så er der også et rødt LED-lys på enden af mikrofonen på Creative SXFI Gamer, som dog kun lyser, når mikrofonen er brugt via USB logisk nok. Denne lyser konstant og er ikke til at slukke og når du muter mikrofonen så blinker lyset for at fortælle dig om det. Lyset har også et andet formål og gør det nemmere for at dig at vide, hvornår mikrofonen er placeret så den peger mod din mund og dermed nemmere kan opfange din lyd.

Til trods for fire knapper og tre huller på Creative SXFI Gamer så bibeholdes det rene og stilede look. De fire knapper er henholdsvis tre trykknapper og en volumen-drejeknap. De tre trykknapper er til at mute mikrofonen, skifte lyseffekt og til at skifte mellem SXFI effekter. De tre nævnte huller er så til 3.5 mm jack, USB-C og mikrofonen, som man jo kan afmontere.

Når man trykker på SXFI effekt-knappen så er der også en lyd i headsettet, som fortæller hvilken profil man har aktiveret. Dog er jeg ikke helt glad for den meget asiatiske accent i stemmen uden at det skal lyde forkert, men de kunne nu godt have fundet en nativt engelsktalende til at indspille en stemme, som skal gå verden rundt. Stemmen er der også når man tager mikrofonen ud af headsettet i øvrigt, så ved man det.

Funktionalitet

Designmæssigt vil der altid (mere eller mindre) være tale om en smagssag. Tyskerne ville sige at design også er funktion (og jeg giver dem ret), men i de næste par afsnit tager vi headset i brug og analyserer på, hvordan oplevelsen er med den del. Creative påstår at have skabt et af de bedste gaming headsets derude så lad os se nærmere på det.

Software

Den app man kan installere for at kunne justere indstillingerne på SXFI Gamer er ikke en som fylder så voldsomt meget, men når den er installeret og man ser, hvor lidt indhold der er så er man overrasket den fylder mere end et par MB alligevel. Den føles ret tung at danse med og vanen tro så ville den ikke logge mig ind i min SXFI konto, som jeg havde lavet for nogle måneder siden. Da jeg skiftede password virkede kontoen lige pludselig selvom det var det rette password jeg brugte første gang (bekræftet). På den måde har Creative noget at arbejde på men det er trods alt hurtigt at skifte indstillinger såsom blandt andet equalizer, SXFI og RGB-lys. Selvom softwaren gav mig lov at styre mikrofonens lydstyrke, så følte jeg ikke at det (eller noget andet) gjorde noget ved side-tone i mikrofonen. Det er konstant muligt at du kan høre dig selv i mikrofonen, hvilket jeg synes er en rigtig fed feature, men det burde også være noget man kan slå fra.

Lydkvalitet

Indledningsvist testede jeg Creative SXFI Gamer uden aktivering af hjælpemidler så at sige og med min efterhånden meget brugte playliste via Tidal indeholdende sange fra mange forskellige genrer. Musiklyden har Creative bestemt også styr på og Creative SXFI Gamer lyder helt fantastisk til både musik og film. Det gør sig gældende i både musik med og uden bass samt med og uden stemme. Softwaren gør dig i stand til at fremtone det som du synes bedst om. Lyden er i hvert fald meget klar og velafbalanceret, hvor man kan høre både de dybe, høje og mellemtonerne klart adskilt. Man glemmer lidt at man har et gaming headset på hovedet, men da det er et lukket system takket være de tykke kunstlæderpuder, så kan det også føles lidt som en klokke.

Creative SXFI Gamer kan spiller ret højt. Dette gør sig dog mest gældende når man har det sluttet til gennem USB, hvor den får nok strøm. Ved tilslutning gennem 3.5 mm jackstikket bliver lyden en smule mere “normal”. Via USB er lyden faktisk så høj at jeg ikke vil anbefale længere tids brug på maksimal volumen ad gangen med risiko for høreskade. Hvis man dog har tunet lyden så meget at det er skridt og andres skud man hører mest så kan det dog gøre at man hører bedre end sine konkurrenter i intense situationer og dét er klart en fordel for enhver gamer.

En af de måder, hvorpå man kan skabe denne fordel, er i øvrigt ved at aktivere SXFI i headsettet. Det er en feature som skaber et lydmix i forhold til hvordan netop dine ører er konstrueret. Når SXFI er sat til får du en personlig lydoplevelse, men endnu mere imponerende bliver det med SXFI Battle Mode aktiveret. Her bliver det i spil som CSGO, Battlefield og Call of Duty langt nemme at orientere sig om sine fjenders færden ved blot at bruge lyden, som på en måde med SXFI føles som værende flere-dimensionel og som om den kommer fra alle mulige vinkler.

Mikrofon

Creative påstår at de med deres CommanderMic, som de har navngivet mikrofonen i SXFI Gamer headsettet, har et af markedets bedste gaming mikrofoner i et headset. Personligt vil jeg blot sige at mikrofonen bestemt er klar og med en fyldig lyd, om end den kunne bruge lidt bund. Det jeg dog også kan konstatere er at mikrofonen skal stå relativt lige på ens mund for at opfange lyden optimalt. Det har noget med noise cancellation at gøre og denne mikrofon er faktisk i stand til at holde støjen fra mit mekaniske tastatur ude for den opfanger nærmest kun lyd som går direkte ind fra den ene af siderne. Det heldige er at det er fra den side, hvor det røde lys kommer fra så man på den måde kan orientere sig.

Selve lydkvaliteten kan du lytte til her med en indspilning, hvor jeg dog citerer på engelsk. Filmen citatet er fra er Fight Club.

Komfort

Selvom der på Creative SXFI Gamer ikke er voldsomt meget polstring på hovedbøjlen, så er denne ganske behagelig at have på hovedet. Hele headsettet føles rart og let, selvom det vejer 349 gram med mikrofonen påsat, men det tynger ikke. Faktisk er det kun kunstlæderet som giver lidt udfordringer efter lange spilsessioner, idet huden ikke får lov at ånde og dermed begynder hele oplevelsen at blive en smule varm og i sommervarmen sågar svedig.

Konklusion

Creative SXFI Gamer formår at gøre en masse ting rigtigt. Der er tale om et stilrent design, som ikke skiller sig ud til trods for at det er lavet til gamere; det er komfortabelt at have på hovedet og så er lyden helt fantastisk. Om jeg ville ønske at softwaren var en smule mere medgørlig og at jeg kunne få nogle ørebøf-betræk i stof så mine ører ikke svedte – ja, men det er opvejet af den gode lyd og den indlevelse som SXFI stiller til rådighed. Alt i alt ganske anbefalelsesværdigt, hvis man kan leve med de få børnesygdomme det trods alt har.

Positivt

  • Flot og stilrent design med god RGB-integration
  • Glimrende lyd
  • SXFI giver rigtig god orienteringssans
  • God mikrofon

Negativt

  • Software
  • Ingen mulighed for stofspude

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Man kan kalde navnet på Creatives nye gaming headset for enten simpelt eller mangel på kreativitet, men SXFI Gamer er det seneste skud fra stammen fra den velkendte producent. Vi har fået lov at kigge nærmere på headsettet med den særlige teknologi. Hvad er der...Test: Creative SXFI Gamer headset