torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Creative Stage SE

Test: Creative Stage SE

Creative har endnu en gang udstyret os med en soundbar til computeren, som i denne omgang er Stage SE, der er en standalone soundbar uden subwoofer eller andre enheder til. Stage SE er tiltænkt placering under din monitor og er udstyret med Bluetooth opkobling blandt andet. Det ser vi nærmere på.

Hvad er der i æsken?

Indpakning af æsker var engang et spørgsmål om unboxing oplevelsen og hvor lækkert tingene var præsenteret, men nu om dage ser man mere på indholdet og ikke mindst det som det er omsluttet af. I en tid med fokus på miljøet bør Creative også se på at minimere deres brug af plastik i emballagen. Udover det så er indholdet relativt beskedent og består af selve soundbar, fjernbetjening (uden batterier), USB-A til USB-C kabel og strømforsyning.

Design

Det første jeg tænkte på da jeg tog Creative Stage SE højtaleren ud af æsken var Creatives USB-lydkort, BlasterX G6. De ligner egentlig ikke hinanden så pokkers meget, men der er dog den store runde skrueknap i siden af Stage SE, som giver mig associationer.

Ellers er Stage SE en lille soundbar på 41 cm i bredden, som du altså kan have under skærmen på dit skrivebord. Da den kan forbindes via Bluetooth også, så kan du dog også bruge den på anden vis. Udover Bluetooth forbinder Stage SE også til en computer via USB-C porten på bagsiden, men det overrasker mig lidt at man ikke også har implementeret fx et 3.5 mm jackstik.

Man har fra Creatives side valgt at holde designet på Stage SE ret neutralt med en sort farve hele vejen. På toppen er det en blank overflade, som i øvrigt nærmest tiltrækker fedtfingre og på fronten og siderne er det lidt mere medgørligt. Fronten er hullet så lyden fra de interne drivere kan passere.

Toppen er lidt en fedtfingermagnet

I højre side har man så den nævnte drejeknap, som du også kan trykke på for henholdsvis at slukke højtaleren eller skifte mellem Bluetooth og kablet forbindelse. Knappen er dejligt stor, så den er nem både at nå og arbejde med. Mens du trykker og skruer bevæger Stage SE sig i øvrigt ikke på skrivebordet, da man har husket at putte to større gummifødder på bunden af den af netop samme årsag.

Der er hverken flashy farver eller lyseffekter på Creative Stage SE og det gør mig bestemt ikke noget. Det ender derfor med at være en flot addering til dit skrivebord i stedet for noget, som er iøjefaldende og tager fokus. Designmæssigt er jeg fan af Stage SE. Den kunne have gavn af ikke at være helt af plastik på denne måde, men det ville nok resultere i en anden prisklasse også.

Store gummifødder på Stage SE sørger for at det forbliver på sin plads og at vibrationerne og lyden ikke ender i skrivebordet

Funktionalitet

Der er ikke meget opsætning at bøvle med når du skal sætte Stage SE til. USB-C forbindelsen genkender den naturligvis med det samme og så gælder det blot om at parre en telefon eller anden enhed via Bluetooth. Stage SE irriterede mig lidt for selv efter at jeg havde forbundet min telefon så promptede en kvindelige stemme “Now in pairing mode. Connected” hver gang jeg skiftede til Bluetooth og den så forbandt til den telefon, som den altid havde været forbundet med.

Creative Stage SE har en udgangseffekt på 48 Watt, hvilket bør være tilstrækkeligt til de fleste almindelige størrelse rum. Mit kontor er på 15 kvadratmeter og her var det mere end rigeligt til at spille lokalet op og mere til.

Det vigtigere aspekt her er dog lyden og hvordan denne opfører sig. For at få mest muligt ud af denne, så benytter man den medfølgende fjernbetjening, idet Stage SE ikke styres via en app, men derimod gennem fjernbetjeningen, hvor du kan slå surround og dialog til og fra.

Surround er noget man oftest vil anvende i spil og film, men slukke når man lytter til musik, så det var også hvad jeg gjorde under mine tests.

Musikmæssigt overrasker Stage SE ikke, hvilket er en god ting, for min årelange erfaring med Creative har også sat mine forventninger relativt højt – også prisen taget i betragtning. Du kan tweake lyden lidt (læs længere nede), men generelt er der tale om en god detaljegrad og balance. Bassen er også til stede, men er måske det eneste jeg sådan lidt savner i forhold til enkelte andre soundbars. Alt i alt dog en god musikoplevelse.

Surround fra to drivere placeret foran ens ører vil altid have en effekt som deler vandene vil jeg vove at påstå. For mit vedkommende formår Stage SE ikke helt at skabe en surround effekt, om end jeg godt kan høre om tingene kommer fra venstre eller højre. Det er meget lidt “dybde” i lyden jeg får, selvom jeg godt kan høre at lyden ændrer sig når jeg slår surround til og fra. Ikke desto mindre føles lyden i gaming mere beriget når man har surround aktiveret og spiller man ikke sammen med sine venner eller anvender mikrofon, så kunne jeg sagtens se at Stage SE kan bruges til gaming.

LED lys indikerer forbindelsesstatus på højtaleren

På fjernbetjeningen kan du også justere om du vil have lysere eller mørkere toner og her skal man virkelig kunne nørde med sin lyd for at kunne høre de små nuanceforskelle i de forskellige indstillinger, mens yderpunkterne er noget mere tydelige. Jeg lytter selv til meget varierende og forskelligt musik, så jeg kan godt forstå at muligheden skal være der, men selv ville jeg nok ikke bøvle med at skifte indstillingerne så ofte.

Konklusion

Creative Stage SE er et af de produkter, som kan få mig til at tvivle tidligere beslutninger. Jeg har altid været glad for et lydssystem med separat subwoofer på mit kontor, men med tiden anvender jeg hovedtelefoner oftere og oftere, så en højtaler er kun anvendt sjældent. Her spiller Stage SE simpelthen så godt ind, idet den fylder så lidt, men afgiver en rigtig god lyd og så kan jeg forbinde den til både PC og smartphone. De to forbindelser kan dog ikke afspille på samme tid og så er der heller ikke mulighed for at tilslutte mere end det. Derudover så mangler man bassen, hvis det er den type af musik man lytter til, men alligevel står jeg tilbage og er glad for Stage SE, da lydkvaliteten er rigtig fin, brugervenligheden er god og så fylder den slet ikke på mit skrivebord og står pænt under min monitor. Der er for mig at se flere ting, der taler for end imod og til prisen får man en solid lyd til skrivebordet.

Positivt

  • Flot design (trods plastikken)
  • Nem at bruge
  • Fjernbetjening medfølger
  • God lydkvalitet
  • Pris

Negativt

  • Ingen AUX-tilslutning
  • Mangler lidt bass

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Creative har endnu en gang udstyret os med en soundbar til computeren, som i denne omgang er Stage SE, der er en standalone soundbar uden subwoofer eller andre enheder til. Stage SE er tiltænkt placering under din monitor og er udstyret med Bluetooth opkobling...Test: Creative Stage SE