Cooler Master er for alvor kommet ud af busken med alle typer af produkter for gamere og udvider nu deres sortiment af gaming skærme med denne Tempest GP27Q, som vi har fået til test. GP27Q er udstyret med et QHD display med mini-LED teknologi, hvilket jeg har glædet mig til at lege med.
Hvad er der i æsken?
Modsat nogle af deres andre produkter, så vælger Cooler Master at pakke Tempest GP27Q monitoren i en kasse uden farve og med meget få detaljer udenpå. Den virker måske en anelse uinteressant, men til gengæld er det mere miljøvenligt end at male dem lilla og alle mulige andre farver.
Selve indholdet i denne beskedne æske består af selve monitoren, som skal samles med foden, DisplayPort kabel, HDMI kabel, USB-C kabel, USB-B kabel og en strømforsyning. Derudover får du også en lille manual og kalibreringsrapporten for skærmen.
Specifikationer
- Skærm: 27″ QHD 2560×1440 Quantum Dot UltraSpeed IPS
- Opdateringshastighed: 165 Hz
- Respons: 1 ms
- Kontrast: 1.000:1
- Lysstyrke: 600 cd/m2
- Porte: 1 x DisplayPort 1.2, 2 x HDMI 2.0, 1 x USB-C (90 Watt PD), 1 x USB 3.2 Type-B, 2 x USB 3.2 Type-A, 1 x USB-C
- Audio: 2 x 3 Watt højtalere + 1 x 3.5 mm audio ud
- Andet: VESA 100, KVM Switch
Design
Det er ikke fordi Tempest GP27Q skriger gaming når du står med skærmen foran dig. Der er lidt, der afslører det, men designet er egentlig ret dæmpet og det betyder du kan bruge skærmen til både gaming og på kontoret til andre opgaver.
Rammen omkring skærmen er nemlig ret tynd og der er kun en egentlig ramme i bunden, hvor du også finder et meget lille Cooler Master logo i midten med et lilla omrids. Overfladen er i en mat metalgrå farve, som jeg synes passer rigtig fint med skærmens øvrige ydre.
Foden som Tempest GP27Q står på er formet som Cooler Masters sekskantede logo, hvilket er en lækker detalje i det store hele, men af den grund er foden dog også en smule mindre praktisk for det er begrænset, hvad du kan placere i det sekskantede hul grundet dens lille størrelse.
Op ad foden har du en klemme, som du kan bruge til at holde fast i kablerne med, så disse ikke stritter i alle retninger. Det er en ret billig løsning Cooler Master har valgt her i stedet for at lave en fod, hvor kabelføringen er indbygget, men den fungerer, så man kan ikke helt tillade sig at brokke sig for meget. Foden er lavet ret tynd, hvilket ser flot ud, men det skjuler altså ikke kablerne voldsomt bag skærmen.
Fra bagsiden er der langt mere at se når det gælder gaming. Her har du RGB-lys og en masse flere detaljer, som gør skærmen langt mindre diskret end når du ser på den fra fronten. For min skyld betyder det ikke noget da skærmen ville være vendt med bagsiden mod væggen, men for andre kan dét altså være måden at flashe “gaming” på. Dog er LED-lyset på bagsiden ikke noget du umiddelbart selv kan skifte farven på. Derudover er lysstyrken ikke just kraftig så du får ikke rigtig farve på væggen bag din skærm hellere.
På bagsiden har du også det lille joystick, som du bruger til at styre skærmens indstillinger og OSD menu med. Jeg kan sagtens nå dette joystick med minde hænder, men den står altså lidt inde på skærmen, hvilket kan gøre den lidt svær at nå for mindre hænder.
Tempest GP27Q kan indstilles på alle leder og kanter nærmest. Du kan i hvert fald indstille den i både højden, dreje og vippe den. På den måde burde du så være dækket ind til at kunne finde en position, der behager dig. Jeg synes at indstillingen er nem og uden for meget modstand i mekanismen.
Selve monitoren er ret slank når man ser den fra siden og fylder dermed ikke meget på skrivebordet trods sine 27″. Det som dog til gengæld fylder en smule er dens ikke-indbyggede strømforsyning på 240 Watt, som altså ligger ved siden af. Det gode ved dens størrelse er dog at den så ikke bliver så varm under brug, men lidt fylder den dog. Jeg fik dog i øvrigt gennem min smart-stikkontakt aldrig Tempest GP27Q over 70 Watt, så jeg tænker de 240 Watt er lidt overkill selv hvis man skulle slutte en sulten laptop til via USB-C.
På bagsiden finder du i øvrigt også Tempest GP27Qs porte, som alle er placeret således at de peger nedad. Det gør dem lidt svære at komme til med mindre du drejer skærmen, men til gengæld står de så heller ikke i vejen, hvis du skulle benytte dig af muligheden for at hænge skærmen på væggen.
Funktionalitet
Det er lidt atypisk at en gaming-monitor som Cooler Master Tempest GP27Q er udstyret med en USB-C port, som også giver strøm til din bærbar med op til 90 Watt PowerDelivery. Jeg synes dog at funktionen er ret genial, da den gør mig i stand til at være på selvsamme skærm uanset om jeg arbejder med min laptop eller om jeg skal spille på min desktop PC. Der er sågar også forbindelser nok til at jeg også kan have min PlayStation og/eller Xbox forbundet og nyde af at have én og samme skærm til det hele.
Når du starter OSD menuen, som du bruger til at indstille skærmen med, så bliver du mødt med et tabelsystem, som på så mange andre monitorer i og for sig. Der hvor Tempest GP27Q adskiller sig er ved at menuen er omridset af farven lilla, som er Cooler Masters “farve” så at sige. Dét gør det lidt iøjefaldende, men det er ikke fordi det generer. Jeg synes OSD-menuen har en del undermenuer og nogle funktioner er at finde andre steder end jeg ville vente dem, men leger man nok i det så lærer man hurtigt, hvor funktionerne er.
Tempest GP27Q har en del funktion og features udover dens hurtige respons på opdateringshastigheden. En af disse er understøttelse af 1200 nits i HDR og 576 local dimming zoner. Det er en masse tal og kan være overvældende, men det går ud på at HDR-billeder og gaming bliver med stor kontrast uden at billedet “bløder”. Localdimming giver kun mening at aktivere når du samtidigt har HDR-signal, men når du gør, så virker billedet også bare utroligt levende og med store kontraster uden at være generende for øjnene.
Et er dog sorte og hvide “farver”, men noget andet, som jeg synes Tempest GP27Q gør rigtig godt er gengivelse af farver generelt. Det er ikke fordi jeg skal gøre mig til foto-ekspert og påstå at Tempest GP27Q kan bruges af professionelle, men for mig at se er farverne ret lækre og føles ikke på nogen måde overeksponeret, som det ellers kan være tilfældet med gaming monitorer, som enten er “udvasket” i farverne eller i den anden boldgade. Med Tempest GP27Q står billedet skarpt, flot og detaljeret og det både for så vidt angår spil som billeder for mit vedkommende.
QHD opløsningen er ikke nogen “ny” størrelse for mig. Jeg har været vant til 3440×1440 i lang tid, så det var egentlig en nedgradering fra min hverdag, men med Tempest GP27Q følte jeg ikke det store besvær i at tilpasse mig for med 27″ så er en QHD opløsning egentlig ganske fin. Dét og så at rammen omkring skærmen er relativt tynd gør at jeg synes man får temmelig meget skrivebordsplads på skærmen her.
For så vidt angår hastigehder og inputlag, så må jeg stole på producenten og min egen dømmekraft, da jeg ikke har specialudstyr til at måle hverken hastighed, inputlag eller farvenøjagtighed. Dog kan jeg sige at Tempest GP27Q er langt hurtigere end min egen skærm, som jeg bruger til at arbejde og spille på i dagligdagen og som kun er på 100 Hz, så at spille på Tempest GP27Q var langt mere flydende. På min PS5 kører den dog i opløsning 4K, selvom det ikke er noget skærmen kan vise og så er der ikke understøttelse af VRR, men kører i stedet 60 Hz, hvilket jeg ikke kunne få til at skifte og tænker at det er PS5, som er flaskehalsen da jeg på min Windows PC og MacBook sagtens kunne aktivere 165 Hz.
Konklusion
Cooler Master har valgt at byde ind med en skærm, som både er til leg og som samtidigt kan bruges til seriøst arbejde. Jeg er lidt skuffet over RGB-lyset, som efter min mening slet ikke skulle være taget med for Tempest GP27Q har alt muligt andet godt at byde på i form af et flot billede, solid HDR-ydelse, hurtigt display og ret flot semi-frameless design. Der er tale om en skærm, som du kan bruge med din laptop takket være USB-C PowerDelivery og så er dens QHD opløsning med 165 Hz mere end velegnet til gaming. Gaming, men uden at farverne er helt væk i skoven. Til gengæld gør miniLED det ret godt og Tempest GP27Q er en god all-around monitor med flotte farver, ingen bemærkelsesværdig ghosting eller “bleeding” og rigeligt med forbindelser og indstillingsmuligheder.
Positivt
- Flotte farver
- Diskret og flot design
- God performance
- HDR
- USB-C med power delivery (90 watt)
Negativt
- RGB lys på bagsiden overflødig
- Kabelstyring lidt “billig” løsning