mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Cooler Master SK622 gaming tastatur

Test: Cooler Master SK622 gaming tastatur

Vi har endnu en gang kigget på et Cooler Master tastatur til (blandt andet) gaming, som vi bringer vores vurdering af her og du kan læse med når vi går i dybden med SK622.

Hvad er der i æsken?

Vanen tro har vi med en æske at gøre, som er præget med Cooler Masters ikoniske lilla farve. Selve æsken er holdt ret clean og uden for meget støj på pakken. Selve tastaturet er illustreret på fronten og indeni findder man så tastatur, værktøj til at fjerne keycaps, USB-C til USB-A kabel og et hylster til transport.

Design

Apple har gjort det populært at kalde farverne på et produkt for noget, der lyder lidt sejere og det har Cooler Master så taget til sig. Deres grå tastatur hedder således “Space Gray” og det er denne farve vi har fået til test her på siden. SK622 fås dog også i Silver White.

Begge farver fås i øvrigt med switche i forskellige farver, så du kan vælge om du er til taktile, lineære eller clicky taster. Vores testeksemplar er med røde switche fra TTC, som altså er lineære og uden feedback i tasterne.

Dermed er det den mere stille udgave af tastaturet, men det er ikke helt åben-kontor-venligt dét til trods for det larmer mere end dit gennemsnitlige membrane-tastatur alligevel. De mekaniske taster har simpelthen for meget “umf” i dem og kan ikke helt anbefales til det åbne kontor, hvor der sidder andre.

Cooler Master SK622 føles ret robust bygget trods sin kompakte størrelse, som i øvrigt er i en såkaldt 65% størrelse, hvor der hverken er numeriske taster i siden eller en side for den sags skyld for piltasterne er blevet skubbet ind “under” de primære taster.

Robustheden i designet tabes dog lidt på enkelte taster. Det er eksempelvis især CAPS LOCK tasten, som falder igennem fordi den vrikker og føles løs i forhold til de øvrige taster og det ødelægger en smule kvalitetsfornemmelsen i konstruktionen.

Det gør at mange af tasterne er gemt bag FN-tasten (som er tasten med Cooler Master logoet) for at der kunne være plads til dem. Dette gælder både multimedie genvejene, såvel som mere gængse knapper som PG UP, PRT SCRN osv.

Der er også OS-specifikke genveje, som gemmer sig bag FN-tasten, såsom mision control til MacOS og mange flere. Cooler Master har gjort SK622 kompatibelt med adskillige OS og deres respektive genveje er illustreret på tasterne sammen med de øvrige taster. Det gør at SK622 nærmest føles som en kontrol-center når man kigger ned på det og det ellers stilrene design bliver en del rodet. Eksempelvis er der også lydstyrke knapper i både den øverste såvel som den nederste række af tasterne, så tasterne virker rigtig plastret til.

Alle taster er i øvrigt med RGB-belysning og heldigvis skinner lyset igennem på alle ikonerne på tasterne, så hvis du eer til lys og farver, så er der mulighed for at få noget for alle pengene. Lyset i SK622 er ikke det kraftigste jeg har set på et gaming tastatur, men fordi det skinner igennem store dele af tasten så bliver effekterne egentlig ganske fornuftige.

På undersiden af SK622 er der virkelig ikke meget at se. Der er “kun” de to fødder, som kan løftes op i ét niveau, hvis du vil bringe tastaturet op i en højere vinkling. Jeg foretrækker selv et mere fladt design, men muligheden skal naturligvis være der for dem der arbejder anderledes. Undersiden er i øvrigt også pyntet med et Cooler Master logo.

Bagtil har Cooler Master SK622 udstyret med en USB-C tilslutning, som dog ikke er hundrede procent frit spil fordi der rundt om tasten ikke er meget plads til alle USB-C kabler. I mit eget tilfælde virkede fire ud af fem kabler dog og kunne sagtens komme ind. Jeg er stor fan af at kabler kan frakobles så de ikke går i stykker under transport. Netop til transport af SK622 får man nemlig også en lækker lille stofspose/hylster, som du kan have tastaturet i.

I venstre side af selve konstruktionen er SK622 udstyret med en lille slider-knap, som bruges til at tænde og slukke for tastaturets trådløse funktion. Når du tænder for den trådløse funktion kan du stadig have et USB-C kabel i tastaturet til opladning dog.

Funktionalitet

Cooler Master SK622 er trådløst, men som den opmærksomme ville bemærke, så medfølger der altså ikke nogen USB-dongle til den trådløse forbindelse. Det skyldes at Cooler Master enten mener at gamere vil game kablet eller også fordi det ville koste for meget med begge optioner til det prispunkt de gerne vil placere SK622 i. Dog er SK622 på nuværende tidspunkt ellers dyrere end SK721, som altså byder på dét og mere til.

Bluetooth forbindelsen, som er den trådløse forbindelse til SK622, kan du så forbinde til tre enheder samtidigt via de tre profilknapper, som i øvrigt også gemmer sig bag FN-tasten. Opkobling foregår nogenlunde gnidningsfrit selvom jeg den første gang lige skulle tænde og slukke tastaturet et par gange. Ved dog ikke om det var min computer eller SK622, der drillede.

Tanken er altså at du skal spille kablet og arbejde via Bluetooth. Dette har dog også sin fordel for så lader du tastaturet op mens du gamer og i mit tilfælde betød det at jeg under testperioden aldrig skulle tænke på opladning når jeg skulle bruge tastaturet trådløst. Jeg får ikke oplyst hvor meget de to batterier på 2000 mAh burde kunne holde strøm, men oplevelse ikke en udfordring ummed lyset tændt vil det naturligvis være kortere. Jeg brugte RGB-lys hele tiden, men dog dæmpet så hvis bare man gamer hver anden dag burde man lade det op til at holde fint.

Cooler Master SK622 er mere eller mindre selvkørende så at sige. Det vil sige at du kan indstille tastaturet og også indspille makroer direkte på tastaturet uden at du behøver installere softwaren, der så også kun er kompatibel med Windows og profilerne fra Windows går ikke over på Bluetooth profilerne umiddelbart. Hvis du ønsker en grafisk præsentation af indstillingerne så kan du installere MasterPlus softwaren. Det er en ret forsimplet app, som virker lidt outdated, men den gør hvad den skal.

At SK622 er muligt at indstille uden software øger faktisk kompleksiteten på et I forvejen komplekst tastatur. Hvis du som jeg bruger SK622 til skiftevis Windows og MacOS så kan de mange ikoner og genveje virke uoverskuelige. På et tidspunkt fik jeg I øvrigt også en bug, som gjorde at jeg ikke kunne skrive “@“ mens jeg var I MacOS og skulle frakoble tastaturet helt for at koble det til igen før det virkede helt som det skulle. Fejlen opstod kun en enkelt gang dog og kan sagtens være MacOS, der fik et flip.

Selve tasterne på Cooler Master SK622 er utroligt behagelige at arbejde med. For mit vedkommende var de lineære taster utroligt gode til både gaming og skriveri. De føles ensartede og faste I vandringen uden at der er hverken for lidt eller for meget modstand I dem. De føles en anelse bløde sågar, men på en god måde for det føles som om de springer op ret konsistent.

Du kan skifte switche selv som på ethvert mekanisk tastatur, idet du kan fjerne keycaps og sætte andre på. TTC switchene I low-profile er dog med en ring omkring plusset, så man skal finde noget, der passer til dét. Det betyder også at du ikke kan smide gummiringe under keycapsene for at dæmpe lyden af de mekaniske taster. Ikke fordi det er yderst nødvendigt med disse efter min mening, men det kunne være behjælpeligt I forhandlingen med kæresten om man kunne få lov at skifte til et lidt mere larmende gaming tastatur.

Ringene omkring plusserne, der holder keycaps på plads er kun irriterende, hvis du ønsker lidt fleksibilitet på tastaturet ved selv at købe nogle keycaps du kan sætte på. Det begrænser lidt udvalget, men gør dog ikke opgaven umulig. Du kan altså sætte dit eget præg på SK622 og når nu kablet er aftageligt og USB-C så giver dette dig også mulighed for at vælge et modded kabel efter eget ønske. Der er i hvert fald en solid base for at du kan udvide SK622 til at være endnu mere personligt end ved blot farver gennem belysningen.

Konklusion

Til trods for sit kompakte design, så formår SK622 fra Cooler Master altså at være et ret så avanceret og komplekst tastatur. Sidstnævnte attribut er ikke kun positivt ladet, idet det gør indlæringskurven en smule stejl i starten, især hvis man benytter tastaturet med forskellige operativsystemer. Der er dog tale om et bund solidt tastatur, der fylder meget lidt på skrivebordet og har fede RGB-lyseffekter gennem tasterne. Designet er pænt, stilet og som nævnt kompakt og det er kun enkelte taster, som CAPS LOCK, der føles off. Resten er veludført og spiller ganske fint. Jeg er ikke selv så vild med at det kun er trådløst via Bluetooth, men jeg tænker for de gamere, der sværger til kabling når de spiller så er Bluetooth blot et fint plus. Det er i hvert fald nemt at have med rundt grundet både størrelse og også den medfølgende stofspose. Alt i alt et ganske fint tastatur.

Positivt

  • Gode taster
  • Bluetooth forbindelse til tre enheder
  • Solidt bygget
  • Fede RGB effekter og nemme at indstille
  • Indstillingsmuligheder uden brug af app

Negativt

  • Komplekst og lidt rodet med mange genveje
  • Kun trådløst via Bluetooth
  • CAPS LOCK tasten føles lidt løs

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har endnu en gang kigget på et Cooler Master tastatur til (blandt andet) gaming, som vi bringer vores vurdering af her og du kan læse med når vi går i dybden med SK622. Hvad er der i æsken? Vanen tro har vi med en æske...Test: Cooler Master SK622 gaming tastatur