søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Cooler Master MasterCase EG200

Test: Cooler Master MasterCase EG200

Hvis du ikke har plads til en fuld størrelse gaming desktop og blot vil give ekstra power til din laptop, så er det muligt gennem en såkaldt eGPU og netop en sådan har vi fået til test af Cooler Master i form af deres MasterCase EG200. Denne eGPU giver dig mulighed for at slutte et fuld størrelse grafikkort til din ellers grafikkortløse laptop. Læs med om vores tanker her.

Hvad er der i æsken?

Den ikke så lille æske, som i øvrigt er i genbrugspap-farve uden de store detaljer, indeholder selve kabinettet og en manual ved siden af når man trækker det op. Resten af det medfølgende udstyr er gemt inde i selve kabinettet når man åbner det op i endnu en papkasse. Det øvrige udstyr består af USB-C kabel, micro-B USB kabel, 8-pin strømkabel til grafikkort og en masse strips til at holde kabler på plads med.

Design

På en eller anden måde ligner MasterCase EG200 nogle af de øvrige kabinetter fra producenten med det kønsneutrale look i sort metal og med lidt hullet mesh i siderne, så man kan se ind til sit grafikkort og sikre at det har det godt mens man spiller. Spøg til side, så er skruerne bag på EG200 eksempelvis de samme, som der er på MasterCase Pro 6. Dette er der som sådan ikke noget i vejen med, for disse skruer er til at skrue af og på uden brug af værktøj og så falder de ikke ud af kabinettet når de er skruet “af”. De bliver nemlig hængende i sidepanelerne og bliver på den måde ikke væk.

MasterCase EG200 er naturligvis en del mindre end et almindeligt kabinet eftersom der ikke skal være plads til et bundkort, CPU-køler og mange andre enheder, som vil være at finde i den forbundne computer i stedet. Helt kompakt er den dog nu engang heller ikke og fylder 383 x 140 x 208 mm (eller det som svarer til 9,7 liter) og vejer et ondt år (eller det der svarer til 5,42 kg).

På bagsiden af MasterCase EG200 finder man enhedens porte, som består af 3 x USB 3.2 Gen 1 Type-A, 1 x USB micro-B 3.2 Gen 1, 1 x USB-C Thunderbolt 3 og strømstikket. Der er også en tænd/sluk knap på bagsiden, som man kan bruge til at spare på strømmen, hvis ikke man ønsker at føde enheden med strøm, når den ikke er i brug. Den nævnte USB-C port giver i øvrigt 60 Watt til din laptop. Hvis man vil bruge EG200 som en dockingstation, så føler jeg lidt at man mangler et fysisk internetstik. Jeg bruger ikke dette selv, men jeg tænker hvis det skal være ens primære opkobling, så mangler den lidt.

På bagsiden er der også hul igennem til hvor grafikkortets porte kommer til at stikke ud og et par skruer til at hoolde nævnte grafikkort på plads med. I den forbindelse er det nævneværdigt at MasterCase EG200 er utrolig nem at skille ad, men det kommer vi nærmere ind på senere. Apropos huller, så er der også et hul til en Kensington-lås i tilfælde af at man skulle være på kontor og ønske at låse sin dock af sikkerhedsmæssige årsager.

Bevæger vi os via toppen mod fronten, så er der på toppen ikke meget at berette hjem om. Der er her under låget en lille blæser på 92 mm, som skal sørge for at holde kabinettet køligt, så grafikkortet og resten af udstyret ikke kommer på overarbejde, men andet spændende er der ikke at finde dér. Frontpanelet på EG200 er derimod et som kan vippes hele vejen ned og afslører plads og stik til en SATA-disk. Der er her i fronten plads til både 3,5″ og 2,5″ drev, hvilket gør det muligt at lade din laptop være helt fri for installerede spil ved at de eksempelvis er installeret her.

Den nævnte blæser i MasterCase EG200 var i øvrigt mere stille end min bærbars blæser når den for alvor fik lov at arbejde over og det er nærmest tankevækkende, men på den anden side, så er den bærbare også en del mere kompakt og sammenpresset end kabinettet her.

På undersiden af MasterCase EG200 finder man også en lille detalje, for der er nemlig også en skrue eller fem af interesse afhængigt af hvad man skal bruge. Den midterste skrue lader dig nemlig skubbe sidepanelet ud og ind så du kan tilpasse den tykkelsen af din bærbar da denne nemlig kan monteres på siden af EG200. De resterende fire skruer er så til at flytte hele panelet til den anden side, så du selv kan vælge om du vil have den bærbare til højre eller venstre. I denne forbindelse har Cooler Master dog glemt at montere en beskyttende gummi på den anden side end der hvor holderen oprindeligt er monteret, men eftersom det er bunden af din laptop som kommer til at hvile der, så burde det ikke være det store problem.

Når man åbner EG200 op, hvilket i øvrigt ikke kræver nogen form for værktøj, forudsat man har kraft nok i fingrene, så bliver man mødt med et relativt kompakt og sammenpresset kabinet med en bette 550 Watt 80 Gold certificeret strømforsyning og det lille bundkort, som styrer det hele. Her er det så også tanken at man skal montere sit grafikkort. Der er plads til grafikkort op til 32,5 x 5,4 x 14,1 hvilket er stort nok til rigtigt mange kort, men har man et af de nye top-kort kan det være lidt klemt eller sågar umuligt at få ind.

Alt i alt vil jeg designmæssigt sige at Cooler Master MasterCase EG200 har mere i sig end man umiddelbart ser med det blotte øje. Designet er holdt utroligt simpelt, men med de rette detaljer, såsom en skjult holder til harddiske og plads til at placere din laptop på selve docken så den optager mindst muligt plads.

Funktionalitet

Selvom der var en del at sige til designet, så ser EG200 faktisk ikke ud af særlig meget når man bare kigger på den umiddelbart. Det er en sort “æske” med nogle fede detaljer, såsom dens holder til den bærbare, men ellers er den ret simpel. Det er mere når man begynder at grave i dens hardware at man bliver en del mere imponeret.

Min test med Cooler Master MasterCase EG200 blev udført med en Lenovo ThinkPad X1 Carbon 7th Gen og en MacBook Pro 13 fra 2018. Begge enheder passede fint til forbindelserne og holderen til den bærbare. Derudover var begge laptops mulige at lade op via USB-C stikket, men desværre var jeg ikke i stand til at få MasterCase EG200 til at virke med MacBooken under min testperiode. Jeg er ikke helt sikker på om det skyldes at jeg overså en funktion eller opdatering eller om det simpelthen var fordi de grafikkort jeg havde til rådighed (RX 550 og GTX 1070 Ti) ikke var kompatible med Mac OS. Hvis jeg læser på Apples supportside for brug af eGPU, så er det nok kompabiliteten, som var et issue.

Lenovoen var til gengæld lynhurtig til at genkende både Thunderbolt-dock, grafikkort og harddisk. Jeg havde håbet at MacBooken i det mindste ville genkende de øvrige enheder og funktioner, men det var altså ikke tilfældet, hvorfor fejlen også kan være 40 cm fra tastaturet (altså mig, for dem der ikke kender IT-jokes).

Det som er vigtigt at bemærke i forbindelse med det drev, som man kan forbinde til sin computer via MasterCase EG200, er at det er forbundet gennem Thunderbolt-porten og ikke USB-porten. Det burde alt andet lige betyde at det stort set vil yde ligeså godt som om det var sat til din computer direkte og du kan derfor roligt installere spil på det. Min erfaring var i hvert fald at de installerede spil var hurtige til at starte op og i performance.

Med 60 Watt opladning via USB-C er mine to maskiner altså kompatible, men det betyder også at kraftigere maskiner, såsom MacBook Pro 15 (og 16) altså ikke er kompatible, da de kræver mere strøm end dét. Bemærk i øvrigt at de kort jeg har testet med EG200 er mine egne og der medfølger altså ikke noget grafikkort til eGPUen her.

Jeg forsøgte mig frem med nogle enkelte spil på ThinkPad X1 Carbon og fra at det var helt urealistisk at spille bare nogenlunde krævende spil på denne maskine, så blev en business laptop lige pludselig forvandlet til en fuldblods-gamer (Sådan da) på ingen tid. Jeg smed spil efter den, som PUBG og Warzone, som den ellers ikke kunne køre overhovedet til at det hele nærmest afhang af hvilket grafikkort jeg satte i EG200. Man skal have in mente at laptoppens processor naturligvis også har en indflydelse på ydelsen, især er processor en større flaskehals ved lavere opløsninger, men det ændrer ikke ved at min Core i7 X1 Carbon ikke var i stand til at køre spil før jeg satte MasterCase EG200 til og så lige pludselig kunne agere som en fin gamer efter tilslutning.

Ved test opdagede jeg at grafisk krævende spil, såsom Warzone, havde den største forskel i FPS (til min Desktops fordel) ved lavere opløsninger. Der var til tider mere end 50% lavere antal billeder i sekundet på min laptop og forskellen blev “kun” cirka 35% ved 1440p opløsning. Ved at sætte detaljer ned i grafikken kunne jeg dog sagtens opnå stabile 60 FPS med min X1 Carbon og en FHD opløsning i Warzone, så det var da temmelig fint.

Jeg ved det lyder som salgsgas og en optænkt markedsføring, men det betød vitterligt at jeg kunne gå på arbejde med en ganske almindelig kontormaskine med en kompakt størrelse, som var nem at have med rundt i både tasken og fra mødelokale til mødelokale. Når jeg kom hjem satte jeg to kabler i enden på denne maskine og så var den lige pludselig i stand til at køre de nyeste spil eller meget krævende grafiske programmer.

Det er vigtigt at huske at en eGPU som MasterCase EG200 ikke kun er tiltænkt eller egnet til gamere. Det betyder også at grafikere ikke behøver en stor, tung og kraftig mobil workstation når de arbejder i felten og indsamler data eksempelvis, for de kan “blot” forvandle en almindelig maskine til en arbejdshest når de kommer hjem. Det man skal huske, hvis ikke man har rodet med Thunderbolt docks før, så skal man tillade docken fuld adgang til computeren, hvilket kan være en sikkerhedsfeature, som din IT-administrator har slået fra i fald du ikke selv er admin på din laptop. Blot noget at have in mente.

Jeg ville ønske at Thunderbolt-kablet kunne drive det hele, inklusive de tre USB-porte på bagsiden af EG200 for så kunne man nøjes med ét enkelt kabel, men jeg tænker at producenten var bekymret for båndbredden på kablerne og at de ikke kunne følge med eller fordele ordentligt således at man var sikker på at grafikkortet fik “nok”. At min mus og mit tastatur var sluttet til her havde nok ikke taget det store af båndbredden, men sætter man harddiske og andet udstyr til den vej, så kan der pludselig opstå flaskehalse. Derfor forstår jeg godt beslutningen herom, men alligevel havde det andet været mere praktisk. Det er dog en lille gene. Den store gene er for mig nu om jeg kan fortsætte med at retfærdiggøre at jeg har en kæmpe stor Full Size Tower PC under mit skrivebord, når jeg nu har konstateret at det virker fint med en laptop…

Konklusion

Jeg har tidligere sporadisk leget med eGPU og set dem i aktion, men aldrig sådan for alvor selv haft mulighed for at lege med dem over en længere periode. Med Cooler Master MasterCase EG200 var jeg derfor forberedt på dens ydelse, sådan da, men blev alligevel positivt overrasket over, hvor gnidningsfrit det i virkeligheden var. Cooler Master melder selv at det er helt plug and play og det var det også fuldstændigt på min Windows maskine. Det burde med det rette grafikkort altså også være helt sådan på MacBook også, men det fik jeg ikke helt til at spille. Dog var det sådan at jeg havde den helt samme laptop til mit daglige virke og så forvandlede jeg den til en gaming maskine om aftenen. Ja, jeg tabte derved en del FPS i forhold til min Desktop med det samme grafikkort i, men hvis man går fra den anden yderlighed og ikke har en desktop, så vil man altså blive positivt overrasket. En eGPU som MasterCase EG200 er i hvert fald billigere end at skulle eje både en Laptop og Desktop for grafikkortet skal man jo købe uanset hvad. Spørgsmålet er kun om man vil have kompaktheden og bekvemmeligheden ved en eGPU og gå på kompromis med en smule ydelse, for i så fald er MasterCase EG200 helt klart et kig værd.

Positivt

  • Simpel og plug and play opsætning
  • Flot og diskret design
  • Laptop holder indbygget i kabinet
  • Skjult harddisk slot i fronten
  • Stille under drift
  • 3 x USB porte

Negativt

  • USB-porte ikke forbundet med Thunderbolt-porten
  • Sværere med MacOS (men burde virke)

Pris og tilgængelighed

Cooler Master MasterCase EG200 har en vejledende udsalgspris på 2.499 kr når den rammer butikkerne.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis du ikke har plads til en fuld størrelse gaming desktop og blot vil give ekstra power til din laptop, så er det muligt gennem en såkaldt eGPU og netop en sådan har vi fået til test af Cooler Master i form af deres...Test: Cooler Master MasterCase EG200