torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Bowers & Wilkins Px7 S2e trådløse hovedtelefoner

Test: Bowers & Wilkins Px7 S2e trådløse hovedtelefoner

Er du på udkig efter et sæt hovedtelefoner, hvor man ikke har sparet på noget og hvor lyden skal være i højsæde, så er det måske Bowers & Wilkins Px7 S2e du skal se nærmere på ligesom vi har i denne test. Læs med hvad vi synes.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Px7 S2e er relativt tung og føles af den årsag lidt lækker at holde og unboxe. Selve indholdet er også nydeligt anbragt og består af selve hovedtelefonerne, 1,2 m USB-C kabel til opladning, 1,2 m USB-C til 3.5mm jack kabel og et rejseetui til at beskytte hovedtelefonerne under transport.

Design

Bowers & Wilkins har anvendt ret hårde materialer til Px7 S2e, hvilket gør at det føles utrolig robust samtidigt med at det er lækkert at tage i hænderne. Det er på hovedbøjlen og ørepuderne betrukket med kunstlæder, mens ydersiden af øretelefonerne er et mesh design af noget stof virker det til.

Det betyder at selvom headsettet primært er lavet af plastik på ydersiden, så føles det veludført og gennemtænkt. Selve hovedbøjlen har en rimelig tykkelse til at polstringen har en vis tykkelse, men fra øretelefonerne og op er der en tynd og kileformet arm op til, hvilket ser lækkert ud. At man kan se kablet ført inde i denne arm er endnu mere lækkert.

Ydersiden af selve hovedtelefonerne på Px7 S2e er hullede og også disse lufthuller får designet til at have en vis tyngde. Det ser alt sammen lækkert ud i vores sorte (Anthracite Black) udgave sågar, men du kan også få Px7 S2e i Cloud Gray, Ocean Blue og Forest Green, hvis du vil have noget mere personligt eller friskt.

Hvis du inspicerer Px7 S2e så vil du inde i selve ørebøfferne se at driverne er en smule vinklet og peger altså ikke parallelt med selve puderne. Dette mener producenten skal give en endnu mere engagerende lytteoplevelse for den enkelte.

Driverne inde i ørebøfferne er i øvrigt på 40 mm, hvilket overrasker mig en smule da PX7 S2e slet ikke ser så voldsomt store ud. De er dog på 307 gram, men det tænker jeg stadig for det meste skyldes premium materialerne.

Premium eller ej, såskulle Bowers & Wilkins ikke skånes for min vridetest, som går ud på at jeg tager headsettet mellem hænderne og vrider og bøjer det for at lytte og mærke efter noget, der kunne indikere svagheder. Disse er der ikke noget af og hovedtelefonerne afgiver sågar heller ikke nogen lyd i processen (næsten).

Hvis du har en enhed somm ikke understøtter Bluetooth, så har Px7 S2e ikke en 3.5mm jack port, men til gengæld kan du bruge det medfølgende USB-C til 3.5mm kabel. Jeg synes tanken er god og der er på den måde mindre huller i designet, men det kan nu godt være en udfordring, hvis ikke man husker at tage sit kabel med eller man løber tør for strøm for jackstik-konverteringen virker ikke uden at headsettet er tændt.

Apropos at tage med, så er rejseetuiet temmelig lækkert udført og i midten af dette har du så et lille rum med et magnetisk låg, hvor der er plads til netop dine kabler. Det vil sige, hvis du glemmer disse er det fordi du ikke tager dit rejseetui med. Da det fylder en del så kan jeg godt forstå man ikke har lyst til at slæbe det med til dagligt, med mindre man virkelig gerne vil passe på sit headset når det ikke er i brug.

På de to ørebøffer har Px7 S2e fem knapper at gøre godt med i alt. De kan være noget svære at ramme i farten, selvom at de er forsøgt at blive lavet med en forskellig overflade. Det lader dig dog styre lyden uden at skulle ind på appen eller telefonen, så det er meget bekvemt. Knapperne er ikke iøjefaldende i designet, hvilket jeg også synes er ret vigtigt, især med et headset i denne prisklasse.

Funktionalitet

Det er muligt at installere en app til at supplere Px7 S2e headsettet med. Det er dog ikke verdens mest intuitive app og den starter op i en startskærm uden mange indstillingsmuligheder, men derimod med link til enkelte streamingtjenester, hvor Spotify ikke er en af dem.

Når du graver dig ned til indstillingerne for selve Px7 S2e så er det muligt at indstille bass og treble til din smag, men mere end det er der egentlig ikke at hente i appen. Eller du kan her også slå det til og fra om hovedtelefonerne skal registrere at du tager dem af og på hovedet for at det stopper musikken når du tager det af eksempelvis og om du vil have Noise Cancellation slået til eller ej. Det er en lidt tynd app efter min mening, men designet af den er lækkert og simpelt trods alt.

Lydkvalitet

Det man dog erhverver Px7 S2e for er nok den lyd som Bowers & Wilkins er kendte for. På denne front skuffer Px7 S2e heller ikke. Lyden er krystalklar og yderst detaljeret. Det lukkede design sørger for at du kan nyde musikken ved blot at skrue bare lidt op.

Du får en lettere lys lyd for så vidt angår diskant og mellemtoner, mens bassen er en smule dominerende til min smag uden at være decideret overdøvende. Det er her du kan indstille lydprofilen gennem appen til at ramme plet i forhold til dine præferencer, men generelt er der lydmæssigt ikke meget at komme efter andet end at sige de lyder ganske glimrende.

Px7 S2e er også lavet til at understøtte en masse Bluetooth Codecs i form af aptX Adaptive, aptX HD, aptX, AAC og SBC, så dit signal burde være ret godt dækket ind. Det betyder i øvrigt også at der er minimal forsinkelse på lyden, så når du ser eksempelvis Netflix så er lyd og billede ret synkront og ikke noget du vil blive generet af.

For mig lyder Px7 S2e godt i al slags musik. Min testliste består af sange fra næsten alt fra pop, metal, rock, klassisk og house. Bassen er måske en smule for meget i visse af disse og jeg var nødt til at skrue ned for denne i appen, men efter justeringen var lyden ganske fin. Overordnet set synes jeg at Px7 S2e leverer lyse mellemtoner og diskant, som så overdøves af en lidt mørkere bass, hvis man da ellers lader den dominere.

ANC

For at levere støjreduktion er Px7 S2e udstyret med fire ekstra mikrofoner udover de to til at optage din stemme når du snakker med nogen. Det ender også med at være en ganske solid ANC de leverer. Jeg synes støjen udefra udebliver tilpas nok til at jeg føler det behageligt, men vigtigst af alt uden at ødelægge musikken. Jeg har testet andre hovedtelefoner med en mere intens støjreduktion, men det har også været på bekostning af lydkvaliteten, hvilket jeg ikke føler er tiffældet her.

Indspilning

De to mikrofoner nævnt i ovenstående kan du lytte indspilningen af i nedenstående lydklip. Jeg blev selv en smule overrasket (positivt) for det er temmelig god lyd af et par ikke-kontor hovedtelefoner at være. Lyden er klar og min stemme lyder ret naturlig, så Bowers & Wilkins har ikke bare fikset denne del til sidst og tænkt det var et wrap.

Komfort

Trods sine nævnte 307 gram, så er Px7 S2e ret behagelige at få på hovedet. De trykker ikke nogen steder og føles lettere end de er. Det er først når jeg begynder at ryste med hovedet at jeg mærker bunden af selve ørebøfferne trække en smule i hver deres retning. Da Px7 S2e ikke er et sportsheadset så er det heller ikke meningen man skal lave de hurtige bevægelser med det på hovedet, så det går nok.

Der hvor jeg alligevel bliver en smule udfordret er af det lukkede design. Min hud er generelt ikke glad for lukkede designs, hvor huden har svært ved at ånde og det resulterer også i at jeg ved længere tids brug af Px7 S2e bliver en smule varm omkring ørerne, men ikke i så høj grad at jeg føler jeg bliver nødt til at tage dem af.

Batteritid

De 30 timer Bowers & Wilkins lover os er nok ikke meget ved siden af, så længe man sørger for ikke at skrue at for højt op. Jeg kunne sagtens gå en hel uge med Px7 S2e uden at skulle lade det op ved almindelig daglig brug, så det mister ikke umiddelbart meget batteri i standby hellere.

Det kan også lade op i bare et kvarters tid for at give dig en hel dag på syv timers afspilning. Det er måske mere vigtigt end helt så lang batteritid, men med Px7 S2e får du altså både og.

Konklusion

Det måske ikke så nemme navn, PX7 S2e gemmer på et ret lækkert headset, der spiller fantastisk godt, er flot i design og er utroligt behagelige at have på hovedet. Man kunne lade konklusionen blive ved dét i virkeligheden for selvom Bowers & Wilkins er en tand dyre, så er prisen retfærdiggjort ved netop at dette headset har det hele. Til min egen smag kunne jeg godt tænke mig at mine ører kunne ånde lidt mere, men ikke på bekostning af den gode lyd, så alt i alt er Px7 S2e en anbefaling værdig herfra.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Batteritid
  • Rejseetui også lækkert
  • Design (om end plastik)

Negativt

  • Lukket design kan give lidt varme om ørerne

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Tidligere artikel
Næste artikel
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Er du på udkig efter et sæt hovedtelefoner, hvor man ikke har sparet på noget og hvor lyden skal være i højsæde, så er det måske Bowers & Wilkins Px7 S2e du skal se nærmere på ligesom vi har i denne test. Læs med...Test: Bowers & Wilkins Px7 S2e trådløse hovedtelefoner