torsdag, november 21, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Bosch MS6CB61V1 ErgoMixx Stavblender

Test: Bosch MS6CB61V1 ErgoMixx Stavblender

Bosch er kommet på den idé at kombinere en stavblender funktion med en vakuumpumpe i deres ErgoMixx serie, som vi nu har fået fornøjelsen af at teste.

Hvad er der i æsken?

Afhængigt af hvad du som forbruger har behov for, så findes Bosch ErgoMixx i forskellige pakker så at sige. Selve stavblenderen er den samme, mens forskellen ligger i det medfølgende tilbehør, som man dog også kan efterkøbe skulle man opdage at behovet alligevel er der eller med tiden opstår. Vores testeksemplar var MS6CB61V1, hvor den knap 2 kg tunge kasse gemmer på selve stavblenderen, vakuumpumpe, vakuumboks, bæger, tre vakuumposer á 1,2 liter og tre vakuumposer á 3,8 liter. Så på den måde får man da noget for pengene.

Design

Sammenlignet med hvad jeg vil betegne som værende “traditionelle” håndblendere i en mælkehvid farve med bløde former, så skiller Bosch ErgoMixx sig ud på både form og farve. Den er nemlig sort og så er der en del mere kant i designet. Det er ikke nødvendigvis noget man vil ligge mærke til i hverdagen, da det ikke har en funktionel betydning, men designmæssigt er det næsten altid fedt med lidt diversitet fra normen.

Toppen er dog stadig lavet blødt og formet så håndblenderen ligger godt i hånden og der er tilmed en anden overflade, således at Bosch ErgoMixx ikke så nemt skrider ud af din hånd. Så selvom designet er sort, så er der en nuanceforskel mens selve stykket med bladet i stål. På toppen af skaftet har man en rød drejeknap med mulighed for at indstille hastigheden på blenderen og de fire farvenuancer i alt er pænt afbalanceret og sat sammen.

Foruden drejeknappen på toppen med tolv hastighedsindstillinger, så er Bosch ErgoMixx udstyret med yderligere to knapper, som er placeret således at de nemt kan nås og aktiveres med fx pegefingeren eller langefingeren når man holder om skaftet. Disse to knapper aktiverer blenderen og hvor den øverste knap er styret af den nævnte drejeknap, så er den nederste knap en turboknap, som aktiverer blenderens hurtigste hastighed uden at du hele tiden skal justere på drejeknappen på toppen.

Nederst monterer man enten selve vakuumpumpen eller bladene afhængigt af om man skal det ene eller det andet. Det er ret nemt at tage de enkelte dele af og på ved brug af knapper, selvom jeg ikke nødvendigvis forestiller mig at man kan finde på at blende noget og så vakuum det lige efter, men det er da rart at skifteprocessen af de enkelte dele er nem og gnidningsfri.

Det medfølgende miksebæger til Bosch ErgoMixx er af temmelig tyk plastik og det gør det nemmere at håndtere, om end det er rent plastik og godt kunne bruge en mere skridsikker bund for endnu bedre kontrol. Samtidigt er målene i siden “støbt” i plastikken i stedet for at være printet på. Det er måske en smule sværere at læse end, hvis farven var en kontrast, men til gengæld er det noget som kan holde i længere tid og stort set alle dele til Bosch ErgoMixx sættet kan tåle at blive vasket i opvaskemaskine. Det gælder naturligvis ikke for den elektriske del.

Vakuumboksen er med en indsats, som gør dig i stand til at løfte de madvarer, som du ønsker vakuummeret, fra bunden. Jeg forestiller mig det hjælper til med at holde råvarerne friske, men genistregen i designet af denne boks er faktisk i selve låget. Her har man to plader, som man kan dreje og med tal som gemmer sig under to små huller. Disse kan du bruge til at vide, hvilken dato du har vakuummeret dine ting og dermed holde øje med at de ikke bliver for gamle. Foruden dette har vakuumboksen et hul i midten, hvor vakuumpumpen monteres på og i hjørnet har man så en lille gummidut, som er indikatoren for, hvornår man har taget luften ud af boksen. Man kan ikke se vakuumprocessen med det blotte øje, men når man trækker i proppen og luften så bliver suget ind kan man bestemt høre det.

Ud over vakuumboksen medfølger der også adskillige poser i forskellige størrelser, som man kan anvende og på den måde have lidt mere kontrol over, hvor meget plads det optager i køleskabet, idet den store boks på 1 liter er lidt mere rigid på dette punkt.

Helt overordnet set er Bosch ErgoMixx en pænt designet blender, som sammen med sit tilbehør fremstår kvalitetsfuld og som noget, der vil kunne servicere én i køkkenet i lang tid grundet god byggekvalitet. Vi ser i det næste afsnit på om den funktionelt også vil være en blender man så ønsker at beholde i sit køkken så længe.

Funktionalitet

Selvom Bosch ErgoMixx har en lettere unik funktionalitet i kraft af sin vakuum-mulighed, så forestiller jeg mig de fleste vil erhverve den for dens evne til at blende forskellige madvarer. Hertil anvender Bosch en såkaldt QuattroBlade specielt skarpt sleben kniv med fire blade.

Det er dog ikke så meget selve bladene, som det er hastighedsindstillingen, som bidrager til at denne blender gør sig velegnet til forskellige formål og råvarer. Afhængigt af om man skal lave en guacamole, piske noget fløde, blende nogle nødder eller mange andre forskellige ting, så er muligheden for at styre hastigheden essentiel og denne er på Bosch ErgoMixx ganske nem og styres via drejeknappen på toppen.

Trods den kraftige motor på 1000 Watt, så føles Bosch ErgoMixx ret behagelig at have i hånden under anvendelse og vibrationerne er ikke nær så mærkbare, som jeg har oplevet det i lignende produkter. Den er også rar at anvende generelt grundet en god form, som i mit tilfælde gør at den ligger temmelig fint i hånden.

Foruden det gængse tilbehør, så synes jeg at vakuumtilbehøret er en ret god addering. Sammenlignet med vakuumboksen, som jeg kort beskrev processen for i design-afsnittet, så er vakuumposerne en smule mere besværlige at anvende. De har nemlig en ventil tæt på toppen, som man skal ramme med vakuumpumpen og helst i en vinkel, der kan være svær at finde hver gang. Dog virker det til at luften virkelig bliver taget ud af posen, hvilket bør forlænge den tid du kan opbevare dine råvarer eksempelvis.

Konklusion

Bosch ErgoMixx er en god all-around stavblender, som samtidigt er kompatibelt med et hav af tilbehør. Både det geniale vakuum og opbevaringssystem, som var i vores testeksemplar, men også andre ting, som man kan købe ved siden af eller i andre pakker. Den er rigtig behagelig at have i hånden grundet en god form og en motor, som ikke vibrerer voldsomt. I vores testproces var den god til et hav af forskellige fødevarer og med hastighedsindstillingen var der ikke noget decideret utilfredsstillende resultat, så foruden vakuum og tilbehør, så gør den også et godt stykke “arbejde”. Jeg ville dog ønske at miksebægeret har en gummi-bund for at det ikke så nemt skrider under brug, men ellers er der ikke meget at sætte fingeren på vedrørende Bosch ErgoMixx.

Positivt

  • God blendefunktion
  • Vakuum og opbevaringssystem
  • Kraftig motor
  • Behagelig i hånden både form og mindre vibration
  • Mest tilbehør tåler opvaskemaskine

Negativt

  • Miksebægeret skrider da det intet underlag har

Pris og tilgængelighed

Set til 999,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Bosch er kommet på den idé at kombinere en stavblender funktion med en vakuumpumpe i deres ErgoMixx serie, som vi nu har fået fornøjelsen af at teste. Hvad er der i æsken? Afhængigt af hvad du som forbruger har behov for, så findes Bosch ErgoMixx i...Test: Bosch MS6CB61V1 ErgoMixx Stavblender