søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserComputerTest: ASUS ZenBook 3 bærbar PC

Test: ASUS ZenBook 3 bærbar PC

Hvis der er nogen, som har udfordret MacBook Air fra starten af, så må det være ASUS med deres ZenBook serie, som nu altså er nået til deres ASUS ZenBook 3 i serien og endnu en gang er der tale om en smuk, elegant og ikke mindst utrolig tynd maskine, hvor fokus er på en god ydelse i et kompakt design. Producenten lover uovertruffen ydelse, og selvom dette kan være en overdrivelse, skal det vægtes i forhold til det segment denne PC befinder sig på og det kommer vi nærmere ind på i denne test.

Hvad er der i æsken?

Det er måske ikke så meget indholdet, som er interessant, som det at denne maskine er pakket ind, som om den var et stykke smykke og ikke en PC. Lækker følelse at pakke ud. Foruden selve ASUS ZenBook 3 computeren, strømadapteren, en mini-dock og manual er der faktisk også en rigtig lækker sleeve.

Specifikationer:

12,5″ Full HD display
Intel Core i7-7500 2,7 GHz
16 GB RAM
512 GB SSD
1 x USB-C (power enabled)
1 x 3.5mm jack
Mål: 296 x 191 x 11,9 mm
Vægt: 910 gram med batteri
Fingeraftrykslæser

Design

ASUS ZenBook 3 er iøjefaldende på den gode måde for den er simpelthen smuk at se på og helt igennem betagende. Hvad enten det skyldes dens tynde design eller at farvevalget er helt utraditionelt har jeg svært ved at sætte en finger på. Der er tale om en meget mørk marineblå med snært af guld hist og her. Med sine blot 11,9mm tykkelse og mindre end 1 kg er der tale om en meget lille computer, men dét til trods har den altså en 12,5″ stor skærm, som man må sige den meget pænt gemmer på.

Når man åbner skærmen op så indser man at den samme farvekombination af blå og guld går igen på tastaturet af ASUS ZenBook 3 og ja, eftersom tastasturet er med baggrundsbelysning, betyder dette at tastaturet lyser op i guld også, hvilket betyder at det er lettere afdæmpet, som jeg synes meget om da lyset på denne måde er ekstra dæmpet.

Det skal dog også lige nævnes at vores test udgave var af ovenstående farvekombination, mens man mulighed for at vælge mellem to yderligere farver, såsom kvartsgrå (sølv) og rosaguld. Alle tre dog med guld rammen omkring skærmen og diverse andre steder.

Skærmen

Ved at åbne op for skærmen erfarer man også en anden ting ved ASUS ZenBook 3 og det er at skærmen har en temmelig tynd ramme omkring sig, hvilket får selve computeren til at se stor ud, selvom der “kun” er tale om en 12,5″. Der er ikke tale om det infinity edge, som man kender fra Dell XPS, men ikke desto mindre er det ret flot og selve computeren kan dermed fylde mindre i tasken.

ASUS ZenBook 3 har en flot, lys og farverig Full HD skærm. Opløsningen på Full HD er ganske rigelig til denne størrelse skærm og det føles knivskarpt. Som nævnt er den tynde ramme omkring skærmen med til at få denne til at virke en smule større end den er og det er et ekstra plus.

Byggekvalitet

ASUS ZenBook 3 er med et delvist aluminiumschassis ret lækker at røre og mærke ved. Det er nærmest nødvendigt når en enhed er så tynd som denne at den også er robust og forstærket, men lige der hvor hænderne hviler på den bærbare når man arbejder mærker man en plastikken melde sig og det ødelægger en smule kvalitetsfornemmelsen da denne del ikke føles nær så robust som låget.

Taster og touchpad

Af en 12,5″ bærbar at være så er touchpadden til ASUS ZenBook 3 af en ganske fin størrelse. Eller, rettere det havde været mere imponerende, hvis ikke det var fordi fingeraftrykslæseren var bygget ind i øverste højre side af touchpadden og dette synes jeg ikke spiller så optimalt. Man kan nemlig bruge touch padden hele vejen rundt om fingeraftrykslæseren og så er det jævnt irriterende at der er et brudstykke på denne måde. Jeg kan godt se resten af computerens design på denne måde ikke er berørt negativt af at der ligger en fingeraftrykslæser midt i det hele, men personligt havde jeg hellere set dette var tilfældet.

Selve tastaturet er et chiclet-keyboard med membrane taster og en ret så lille vandring. Der er som nævnt baggrundsbelysning i disse taster og størrelsen på både taster og tastaturet i sin helhed er tilpas. Her lider man bestemt ikke af at ASUS ZenBook 3 blot er 12,5″ tommer. Det gør man efter min mening heller ikke andre steder for den sags skyld. Det føles designmæssigt som en fin størrelse til den aktive bruger.

Funktionalitet

Jeg må ærligt erkende at jeg var en smule spændt for at se ASUS ZenBook 3 i aktion, idet det ikke er første gang jeg ser en meget kompakt fuld størrelse CPU maskine. I andre tilfælde har man set den fornødne kraft forsvinde når kølingen bliver en udfordring og processoren så drosler ned til en sikker clock frekvens.

Dette føler jeg ikke er tilfældet med ASUS ZenBook 3, som overrasker med sin habile ydelse, som dog også er forstærket af en SSD og 16 GB RAM. Til alle de daglige opgaver jeg kunne finde på at smide efter en maskine som denne reagerede den problemfrit og faktisk ud over min egen forventning.

Når jeg så alligevel valgte at smide lidt tungere opgaver efter ASUS ZenBook 3 for at se, hvordan den ville reagere under pres, så formåede den faktisk at holde skansen temmelig godt. Det bevirkede dog at blæserne gik i gang relativt hurtigt og de lød som små føntørrer, der var smidt i maskinen. Til tider skete dette faktisk helt uprovokeret også og når jeg blot havde meget få vinduer åbne.

Taster

Generelt er jeg egentlig tilfreds med ydelsen på ASUS ZenBook 3 og dens design kommer man ikke udenom. Naturligvis vil man enten kunne lide eller hade guldet, men overordnet set er designet lækkert og til dels veludført.

Det jeg dog til gengæld blev svært skuffet over var tastaturet på ASUS ZenBook 3. Dette skyldes ikke størrelsen, bredden, højden, farven eller kompaktheden. Det skyldes ganske enkelt ene og alene den vandring, som tasterne har og de er nærmest umulige at arbejde effektivt på. Jeg følte tit og ofte at jeg ikke var sikker på, hvorvidt jeg havde aktiveret en tast eller ej og når jeg gik tilbage så var jeg heller ikke sikker på, hvor mange bogstaver jeg havde slettet fordi backspace tasten var ligeså udfordret. Jeg forsøgte virkelig at give dette tastatur en chance følte jeg, men jeg var nok mere effektiv på et touch baseret tastatur end dette. Når man vil lave en bærbar computer så tynd som ASUS ZenBook 3 så kan man ikke undgå at vandringen er nærmest ikke eksisterende, men ser man eksempelvis på MacBook 12, så er disse taster uden vandring stort set, men tasterne føles jævne, hvor de på ASUS ZenBook 3 føles vilkårlige med hensyn til følelse og vandring.

Forbindelsesmuligheder?

Eller rettere sagt mangel på samme for med blot to eksterne stik er der ikke meget at komme efter på denne ultra tynde og lille bærbare computer. På den ene side har man et USB-C stik og den anden side gemmer på ét 3.5mm jackstik.

Hvis man har behov for at slutte sin ASUS ZenBook 3 til en ekstern skærm eller bare har behov for adgang til en USB enhed af den “ældre” type, så kan den medfølgende mini-dock hjælpe én på vej med udvidelse af USB-C porten på maskinen til USB-A, HDMI og USB-C porte. Det er ret praktisk at denne medfølger så man ikke føler sig hæmmet til der kommer flere af ens enheder, som understøtter USB-C.

Her kommer den kompakte form desværre en smule til kors, men det er prisen man må betale, hvis man ønsker en kraftig maskine, der vejer under et kilo. Konkurrencen på markedet har heller ikke meget mere, om end både Dell XPS 13 og HP Spectre gemmer på en del flere USB-C stik. De er dog også næsten en hel tomme større skal man huske.

Batteritid

Det kan være det i øvrigt er ovennævnte føntørrere, som æder batteriet på ASUS ZenBook 3, for til trods for at producenten lover op til 9 timers batteritid, var det svært at finde ud af under hvilke forhold dette skulle kunne lade sig gøre. Jeg var maksimalt i stand til at få den op på 6 timers drift ved almindelig surfing og svag belysning, hvilket ikke er decideret imponerende for en maskine i dag. Der bliver lovet 9 timers videoafspilning og det kan man måske godt presse den til, hvis ikke man foretager sig andet, men jeg var også i stand til at tømme et batteri på under tre timer ved konstant surfing og arbejde i OneNote samtidigt. Man skal dog også tage computerens størrelse i betragtning når det kommer til stykket for selvom den er med en ny teknologi, så er der grundet størrelsen heller ikke plads til et kæmpe stort batteri.


Lyd

Af en kompakt maskine at være så har ASUS ZenBook 3 ganske fin lyd. Det skyldes at der faktisk er blevet plads til fire højtalere og systemet er udviklet i samarbejde med eksperter fra Harman Kardon. Man skal naturligvis lige afstemme forventningerne, for der er fortsat tale om en kompakt maskine, men det spiller ganske glimrende til formålet. Jeg var i al fald positivt overrasket.

ASUS specielle features

Jeg er ikke den største fan af bloatware, som jeg altså føler der er en del af på denne ASUS ZenBook 3. Blotware er den liste af software, som producenten lader installere på din PC fra fabrikken. For det meste er det harmløst software, men det kan være med til at gøre din computer langsom og plads tager det i hvert fald med sikkerhed. En trial version af et antivirus er faktisk at anse, som værende bloatware, selvom det kan være en god reminder om at man skal have noget installeret.

En af disse apps er dog Eye Care Switcher, som jeg faktisk syntes godt om. Den minder lidt om flux appen, som gør at farverne på skærmen ændres til at være mere varme og nemmere at håndtere for vores øjne. Dette kan være nyttigt når man arbejder på sin PC de sene aften timer og ikke ønsker at holdes vågen af skarpt blåt og hvidt lys fra skærmen, så finder Eye Care Switcher ud af at minimere disse skarpe farver.

En anden af dem jeg godt kunne lide er ASUS Touchpad handwriting, som de færreste nok kommer til at bruge til meget andet end at teste af. Med mindre man har problemer med at anvende et tastatur naturligvis, så er denne funktionalitet jo kærkommen sikkert. Præcisionen synes jeg ikke fejler noget i hvert fald.

Ellers anbefaler jeg foruden disse to at man kigger kritisk på de programmer, som er installeret på forhånd og sletter dem man ikke ønsker at have installeret da det kan hjælpe med både opstartstider og batteritiden.

Konklusion

Af en bærbar computer på under et kilo og kun 1,2 cm tykkelse at være, så er ASUS ZenBook 3 egentlig ganske imponerende. Den har et lækkert design og en solid ydelse. Størrelsen synes jeg passer mig meget godt for det den er tiltænkt og det er den aktive bruger, der skal have noget med på farten, så man kan arbejde på farten eller blot rende fra møde til møde. Man skal vænne sig til at have adapter til forskellige ting, da der kun er én USB-C port. Desuden skal man vænne sig til tastaturet, som jeg bestemt ikke synes om. Batteritiden er jeg heller ikke vild med, men resten spiller ganske fint og så får man tilmed en lækker sleeve så man kan transportere sin nye PC i.

[checklist]

  • Design
  • Skærm
  • Størrelsen
  • Sleeve
  • Ydelse

[/checklist]
[badlist]

  • Tastaturet
  • Batteritiden

[/badlist]

 

Pris og tilgængelighed

Set til 13.297,- (for 8 GB RAM versionen)

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis der er nogen, som har udfordret MacBook Air fra starten af, så må det være ASUS med deres ZenBook serie, som nu altså er nået til deres ASUS ZenBook 3 i serien og endnu en gang er der tale om en smuk, elegant...Test: ASUS ZenBook 3 bærbar PC