En af de mest populære brands blandt brugerne indenfor routere er ASUS og vi har i denne omgang fået deres RT-AX59U ind til test. Der er tale om en standalone router med AX4200 og Dual Band i et diskret design.
Hvad er der i æsken?
Kassen til ASUS RT-AX59U er simpel og med fokus på de vigtigste funktioner routeren har at tilbyde illustreret på fronten og bagsiden, mens du på siden kan se hvilke porte routeren har illustreret. Selve indholdet er måske mere beskedent og består “blot” af router, strømforsyning (med adapter til EU og UK) samt et ethernet-kabel på en meters penge.
Design
Hvis du kender til akustikpaneler, som er relativt in for tiden i boligindretning, så er de det første jeg tænkte på da jeg så ASUS RT-AX59U pakket ud. Den står oprejst på en fod og toppen af selve routeren er med riller hele vejen rundt.
ASUS har sågar sørget for at rillerne fortsætter på gummi-stykkerne, som er til for at skjule de huler, som du kan bruge til at vægmontere routeren, hvis du ikke skulle have lyst til at have den stående frit. Den mulighed har du altså og uden at jeg har boret i væggen for at se, hvordan det vil se ud, så er det stilrene design af ASUS RT-AX59U noget jeg er sikker på vil stå pænt selv hvis det stod synligt.
Hvorvidt man ønsker en router står tydeligt fremme er naturligvis en smagssag, men det vil give det bedste WiFi signal, hvis det var sådan og især i et design som ASUS RT-AX59U, hvor antennerne i forvejen er skjulte i designet (forestiller jeg mig).
Foden, som ASUS RT-AX59U står på er en du kan tage af og skrue på væggen så det er den du hænger routeren på i de to nævnte huller, så ASUS virker til at have tænkt på detaljerne i designet. Routeren føles i hvert fald pæn og lækker, selvom den er af plastik hele vejen rundt og den matte af slagsen, hvilket jeg synes er en fordel idet den ikke tiltrækker fedtfingre. Ikke at en router er noget man rører ved ofte.
På bagsiden, eller siden, afhængigt af hvordan man drejer routeren, så finder man tre LAN-porte og en WAN-port. Alle porte er Gigabit, og derudover har du to USB-porte på henholdsvis USB 2.0 og 3.1 til tilkobling af enten harddisk eller printer eksempelvis.
På fronten er der et lille LED-lys, som fortæller dig om routerens tilstand, så du ved om internettet spiller eller om der er noget, der driller og du kan begynde at fejlsøge. Du kan naturligvis også bare slukke for lyset, hvis ikke du ønsker at det skal genere dig.
Funktionalitet
ASUS er kommet et godt stykke med deres router app til opsætning af nyt udstyr. Det føler jeg i hvert fald for ASUS RT-AX59U var utroligt nem at sætte op og det var uden for mange skridt og spørgsmål. Jeg ved ikke, hvor besværligt det er, hvis man har nogle specifikke krav fra sin internetudbyder, men i en “almindelig” opsætning uden koder og diverse protokoller, så var det helt snorlige. Jeg glemte desværre at tage tid, men det kan ikke have taget mere end fem minutter føler jeg.
Efter opsætning bliver du i øvrigt præsenteret for en ret omfattende app, der lader dig styre en del af indstillingerne fra din smarte enhed eksempelvis. Der er også forældrestyring i appen, så du kan forbinde enkelte enheder til bestemte profiler, der enten skal have begrænsning på internet eller udvalgte services. Denne del var ret nem at gå til også og du vælger den profil du navngiver og vælger hvilke enheder indstillingerne skal påvirke. Det er ret smart og også lidt tryghedsskabende i denne tid vi lever i med masser af “farligt” indhold på det dybe web.
ASUS RT-AX59U understøtter i øvrigt også ASUS’ AiMesh teknologi, som gør dig i stand til at udvide dit WiFi signal ved at anvende en gammel (supporteret) ASUS router som en såkaldt “node”. Det er rigtig smart og jeg fik det testet med en anden router, som forstærkede signalet med cirka 25% og internethastigheden med 50% et sted i huset, hvor WiFi signalet fra ASUS RT-AX59U havde sværere ved at nå ud. Opsætningen er ret nem og du bliver guidet igennem det via appen.
I daglig praksis oplevede jeg ASUS RT-AX59U som en router med god og stabil drift. Jeg havde ingen udfald eller udfordringer med forbindelsen. Routeren er placeret cirka i midten af vores hus, som er med 2,5 etager, idet man går fra entre, halv trappe ned i stuen og så halv trappe ned i kælderen. Her står routeren midt i huset og fanger vores i alt 210 m2 helt ok. Yderpunkterne har lidt svag forbindelse, men alt i alt acceptabelt og hastigheden der tabes er forventelig.
Det skal dog ikke udelukkende være mine vurderinger, der danner grundlag for ASUS RT-AX59Us evne til at afgive signal og hastighed, så i nedenstående kan du se de målinger jeg har foretaget. Målingerne vil altid være nogenlunde vejledende, idet jeg ikke kan forventes at have det samme udstyr til test på tværs af alle routere, men det burde give en indikation af styrker og svagheder ikke desto mindre.
Først var jeg rundt i huset for at måle signalstyrke og her anvendte jeg en Android telefon af nyere dato, Z Flip4, med appen WiFi Analyzer, som også er den app jeg har anvendt til tidligere test. Da vi nu er flyttet er jeg dog i gang med at udarbejde et nyt overblik og derfor kommer resultaterne her kun for ASUS RT-AX59U og mit Orbi Mesh.
Dernæst var jeg i gang med en anden applikation kaldet iPerf. Det er også denne app jeg har anvendt tidligere til måling af teoretiske maksimale hastigheder på de trådløse forbindelser. Appen gør simpelthen det at den simulerer en uforstyrret filoverførsel gennem mellem to enheder, hvor den ene er kablet til routeren. Der er naturligvis flaskehalse at forvente, idet netværkskortet i afsendercomputeren kan være begrænset samtidigt med at WiFi kortet i min Galaxy Z Flip4 telefon også har en maksimal båndbredde. Ikke desto mindre, så får jeg følgende resultat, som du kan se af nedenstående tabel.
Af ovenstående resultater får jeg bekræftet min egen oplevelse med ASUS RT-AX59U, som altså leverer temmelig acceptable hastigheder. Med en samlet mulig båndbredde på 4200 Mbit, så burde du være godt dækket ind. Routeren har i øvrigt en intern hukommelse på 128 MB og 512 MB RAM, der koblet sammen med en 2,0 GHz quad-core processor altså driver den ikke særligt store router i øvrigt. Det virker dog til at være rigeligt for jeg har ikke oplevet at ASUS RT-AX59U er langsom når man ændrer indstillinger i menuerne eller genstarter den.
Du kan slå de to bånd, 2,4 GHz og 5 GHz, sammen, så de kun har et SSID (navn på netværk) eller du kan som jeg separere dem, således at du ved at gaming enhederne og de hastighedstunge enheder kører på 5 GHz, mens alt andet kan køre med den bredde og langsommere 2,4 GHz.
Konklusion
ASUS RT-AX59U er routeren til det moderne hjem, hvor kravene ikke er skyhøje, men hvor man alligevel ønsker fuld udnyttelse af sin internethastighed og ikke ønsker nogen bøvl. Det er også til familien, der ønsker kontrol over internetbrugen, således at de yngste medlemmer i huset ikke farer vild i internettets afkroge. Alt i alt er der tale om en solid router til prisen med masser af båndbredde og en acceptabel dækning. Hvis du ikke er så heldig som jeg at kunne placere routeren i midten af hjemmet, så understøtter ASUS RT-AX59U AiMesh og du kan udvide ved hjælp af relativt billigere ekstra routere.
Positivt
- Flot og kompakt design
- Kan monteres på væggen
- Solide hastigheder
- Nem opsætning og brug
Negativt
- Signalstyrke