søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ASUS ROG RAPTURE GT-AC5300 gaming router

Test: ASUS ROG RAPTURE GT-AC5300 gaming router

Vi bevæger os ligeså stille mod et gaming mekka af produkter skræddersyet til denne gruppe af forbrugere, der også har udvist både loyalitet og at købekraften bestemt ikke fejler noget. Man udvikler både stole, briller og mange andre spændende produkter skræddersyet til gamernes brugsmønstre og gaming routere er som sådan ikke nogen nyhed, men med ASUS ROG RAPTURE GT-AC5300 sætter ASUS virkelig skub i tingene.

Hvad er der i æsken?

Hvis det ikke skulle fremgå af billederne så er ASUS ROG RAPTURE en temmelig stor router og det skyldes ikke blot mængden af antenner. Der er dog otte af slagsen og de er heller ikke individuelt ligefrem små. Disse finder man i øvrigt liggende i bunden af kassen løst når man har gravet sig gennem papirer og et monstrum af en router. I siden finder man så netværkskabel og strømforsyning. Sidstnævnte er ganske lille og elegant når man tager resten af produktet i betragtning.

Design

Det var nu ikke tanken med ovenstående kommentar at sige ASUS ROG RAPTURE routeren ikke er elegant, men det er nu engang bare ikke det design den ønsker eller forsøger at føre. Derimod er der tale om en router, der er inspireret af ASUS’ resterende gaming produktporterfølje, som er ret futuristisk i designet og domineret af en sort farve med et strejf af mørkerød i ægte gaming stil.

 

ASUS ROG RAPTURE er en enorm router og størrelsen er vigtig at tage i betragtning når man skal finde plads til den. Antennerne er nemlig bygget til at pege i forskellige retning, men det er nu engang sådan at disse virker optimalt når de peger opad. På den måde kommer signalet bredest ud, men man kan have fordel af at vinkle dem en smule for bedre dækning i andre led, hvis man nu har flere etager, der skal dækkes af. Uanset hvordan man vender eller drejer antennerne, så fylder routeren her nærmest et halvt skab i både bredde og højde.

Hvis man deler hjem med en bedre halvdel, der ikke nødvendigvis deler ens passion for gaming, så er ASUS ROG RAPTURE ikke ligefrem en flot router at have stående til at sminke stuens øvrige inventar. Den er ikke grim, men det er noget som selv jeg ikke vil have stående fremme. For de fleste af os er stuen det centrale sted for den bedste WiFi dækning, hvorfor dette ikke er uvæsentligt. Når dét dog er sagt, så adresserer ASUS ROG RAPTURE nogle andre behov end nødvendigvis kun god WiFi dækning centralt i hjemmet. Der ligges nemlig ikke skjul på at der her er tale om en gaming router, hvis primære formål jo netop er at give en hurtig internetforbindelse til gameren, så mit umiddelbare råd ville være at placere denne router i nærheden af den primære gaming enhed man måtte bruge.

Det er dog på bagsiden at ASUS ROG RAPTURE virkelig skiller sig fra mængden når det kommer til dens design. Den er nemlig udstyret med hele 8 Gigabit LAN-porte. Dertil har den to USB 3.0 porte, således at man kan tilslutte eksterne harddiske til den og lade dem agere som netværksharddiske til backup eller deling af filer mellem computerne på netværket.

På fronten har man status-LED lamperne til at fortælle om netværksaktivitet og hvorvidt 2.4 GHz og/eller 5 GHz netværkene er tændt. Disse kan man også vælge at slukke for, således at de ikke blinker forstyrrende i tilfælde af at man har sin router stående synligt fremme.

Funktionalitet

Hvis man kigger ned ad specifikationsarket af ASUS ROG RAPTURE kan man godt blive lidt rundtosset af alle de tal og funktioner, såsom en 1,8 GHz quad-core CPU, Link aggregation, 8 Gigabit porte, dedikerede gaming porte, Game IPS og meget mere.

Trods mængden af forskellige features så er ASUS ROG RAPTURE relativt nem at sætte op. Man slutter enten til via WiFi eller også forbinder man sin PC gennem et kabel og tilegner sig adgang til routerens menu via en browser. Den interface man møder her er lavet i routerens farver (sort og rød) og med en minimalistisk skrifttype og uden for meget fnidder og fnadder. Der er en meget lang række af hovedmenuer i venstre side og ved aktivering af disse får man adgang til undermenuerne og de ting man kan ændre. Nogle af tingene er mere ligetil end andre at forstå og anvende, men det er vigtigt at huske at man jo ikke behøver pille ved det hele for at det skal virke. Den stærke processor på 1,8 GHz viser også her sin styrke for de ændringer man foretager træder nærmest øjeblikkeligt i kraft. Jeg har ikke tidligere oplevet en router, der skifter SSID (navn på det trådløse netværk) så hurtigt som det var tilfældet med ASUS ROG RAPTURE.

Gamerens valg

Der er adskillige features på denne router, der er skabt med henblik på at løfte ens gaming oplevelse til et højere niveau end man måske er vant til. For at nævne de mere fremtrædende af slagsen så er de nævnte to gaming LAN-porte lavet sådan at den trafik der går igennem dem bliver prioriteret over andre enheder på netværket. Det vil sige at ens gaming kan have topprioritet, hvis man forbinder sin gaming enhed til ldenne port.

 

Gaming boost er en anden feature, der sørger for at ens internettrafik, der har med gaming at gøre, bliver prioriteret. Game Boost anvender dog viden om gaming packets således at disse har fortrinsret på netværket og det er relativt nemt at aktivere denne feature gennem Gaming Center dashboardet.

Der er i ASUS ROG RAPTURE ligeledes indbygget understøttelse af Gamers Private Network gennem WTFast. WTFast sørger for at ens gaming netværk bliver formidlet gennem bestemte servere, som sikrer en bedre og hurtigere forbindelse. Hvorvidt man dog vil få en decideret fordel afhænger af for mange ukendte faktorer, såsom hvilke servere ens internetudbyder i forvejen anvender og meget andet. Dog er Game Boost en fin måde at have en smule mere kontrol og viden omkring ens internettrafik. Sammen med QoS (Quality of Service) er disse services med til at give prioriteret hastighed og netværkstrafik til ens gaming og eksempelvis Discord kommunikation.

Derudover er ASUS ROG RAPTURE udstyret med et såkaldt Game IPS, som er et Intrusion Protection System, der beskytter dit gaming netværk med Trend Micro teknologi til at man ikke oplever udefrakommende angreb og trusler.

En decideret test af de mange nævnte features er rigtig svær efter min mening, da det afhænger af mange faktorer. Jeg har personligt ikke oplevet nogle trusler mod mit gaming netværk som sådan i hvert fald at jeg er vidende om det, men det er nu meget rart at sidde og tænke at ens router er med til at sikre en for så vidt muligt, især hvis man spiller på høj plan. Der er et stigende antal professionelle gamere i verden, hvilket har fået endnu flere unge gamere til at forsøge sig denne vej og mens de sikrer sig at mus, tastatur, lyd og skærm er på plads, så er næste skridt måske en optimeret router, så man ingen flaskehalse har.

Hastigheder

Det svære ved gaming fokuseret netværk er i virkeligheden evnen til at måle effekterne af de features, som ASUS har smidt i denne router, for det vil kræve at man kan forbinde den samme computer til den samme server i et givent spil og på samme tid. Som jeg dog har nævnt i tidligere tests af gaming udstyr, så kan det godt være man med det blotte øje ikke kan måle hvad 1 ms er, men det handler om at eliminere så mange flaskehalse som muligt og det kan man potentielt gøre ved de mange gaming optimerende features som ASUS ROG RAPTURE er bestykket med. Dog må jeg sige at en ganske almindelig ping test ikke gav mig nævneværdigt bedre resultater med ASUS ROG RAPTURE end min Netgear Nighthawk i forvejen kunne præstere. Som nævnt er dette målinger foretaget udenfor gaming regi.

Det som dog kan måles er en routers hastigheder og overførsel af filer mellem enhederne på netværket. Vi har anvendt LAN Speed Test til at komme frem til nedenstående resultater, der efter min mening er ganske glimrende men en smule inkonsistente. Med inkonsistente mener jeg at de målte hastigheder varierer meget i målingerne og det kan skyldes både routeren og den opsætning jeg havde sat under testen. Det er værd at nævne at den trådløse overførselshastighed blev målt med en HP Zbook Studio G4 og et TP-Link wireless AC kort i den anden PC. Nedenfor ses de forskellige kombinationer og resultatet af hastighederne i LAN Speed Test.

Hastighedsmålinger:

LAN til 2.4 GHz 65,4 / 92,8 Mbps
LAN til 5 GHz 180,3 / 283,9 Mbps
2.4 GHz til 2.4 GHz 45,3 / 78,8 Mbps
5 GHz til 5 GHz 124,5 / 105,6 Mbps

I den interface man bliver præsenteret for når man logger ind på sin ASUS ROG RAPTURE via browseren kan man også se mange forskellige statistikker og målinger. Disse målinger fortæller om “sundheden” af ens netværk så at sige, således at man kan se, hvis der skulle være nogle bestemte udfald, der er medvirkende til at den ping man oplever i sit game er ualmindeligt ustabil. Ved at have en oversigt over de enheder og deres aktivitet på netværket gennem denne interface kan man også nemmere identificere en synder, der er i gang med at bringe netværket helt ned og på denne måde forhindre skaden inden den er sket.

Dækning

Hastigheden på ens netværk er naturligvis vigtig, men det trådløse signal skal også gerne være til at man kan rende rundt i hjemmet med sine mobile enheder og forvente dækning nærmest uanset hvor man er. Hvorvidt dette kan lade sig gøre afhænger naturligvis af nogle ikke uvæsentlige faktorer. En del af dette afhænger simpelthen af ens hjem, tykkelsen af de vægge man har og om man har et hjem indrettet på en plan eller flere etager. Den anden parameter er routeren man sætter til at dele det trådløse netværk i hjemmet.

ASUS ROG RAPTURE blev testet i et rækkehus med relativt tynde vægge, men det er derimod treplans så dækningen er ikke helt nem. Ikke så overraskende var de otte antenner på ASUS ROG RAPTURE dog i stand til at give ganske fornuftig dækning i hele hjemmet. Det var kun på terassen at signalet faldt gevaldigt og når jeg lukkede døren til denne, men det skyldes den stærke isolation vi har i vores hjem har jeg fået at vide. Det var ikke et ikke-eksisterende signal, men jeg kunne med det samme se en effekt i både signal og hastighed når jeg bevægede mig udenfor.

Man skal vide at 2.4 GHz og 5 GHz båndene har forskellige intensiteter og dermed også en forventeligt forskellig dækning. AC-båndet på 5 GHz er eksempelvis mere koncentreret, hvilket også ses af ovenstående hastighedsmålinger, men det dækker dog væsentligt dårligere end 2.4 GHz båndet, hvilket også var min oplevelse i måling rundt omkring i hjemmet.

Ærgerligt nok syntes jeg ikke at kunne forbedre signalet ved at ændre vinklingen på antennerne mærkbart så jeg vil helst ikke drage nogle konklusioner ud fra dette, men jeg vil samtidigt heller ikke påstå man ikke vil have en anden oplevelse i et andet hjem end mit ved at lege lidt med antennernes positionering.

Konklusion

Hvis man husker at ens netværk kun er ligeså hurtigt som den laveste fællesnævner så gør man med ASUS ROG RAPTURE i hvert fald det at det højest sandsynligt ikke er routeren, som er ens problem. De hastigheder jeg har formået at opnå med ASUS ROG RAPTURE er nemlig helt i top og det gælder især 5 GHz båndbredden, som der i øvrigt er to af.

Det eneste jeg eventuelt kan sætte fingeren [lidt] på er dens menusystem gennem browseren. At det foregår gennem browseren er ganske fint efter min mening, men selve designet er ikke noget for enhver smag. Trods det at routeren er bygget til gamere, så behøver den grafiske interface for opsætning jo ikke være inspireret af samme.

Der er dog uden tvivl tale om en router, der er designet til gamere og den er dermed også spækfyldt med gaming features, der bag kulissen sørger for at ens netværk spiller max mens man gamer. Det er elementer man ikke ligefrem kan måle så nemt, men hvis man stoler på dem, så har man i hvert fald en enhed mindre at bekymre sig om. Prisen kan så diskuteres, men uden at være den dyreste router på markedet er den blandt de absolut hurtigste. Spørgsmålet er blot hvad ping har af værdi for dig som bruger.

 

[checklist]

  • Mange gaming features
  • Gode hastigheder
  • 8 Gigabit porte
  • Mange indstillingsmuligheder

[/checklist]
[badlist]

  • Ikke nem at gå til
  • Pris

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 2.805,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi bevæger os ligeså stille mod et gaming mekka af produkter skræddersyet til denne gruppe af forbrugere, der også har udvist både loyalitet og at købekraften bestemt ikke fejler noget. Man udvikler både stole, briller og mange andre spændende produkter skræddersyet til gamernes brugsmønstre...Test: ASUS ROG RAPTURE GT-AC5300 gaming router