søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Astro A40 + MixAmp Pro TR gaming headset

Test: Astro A40 + MixAmp Pro TR gaming headset

Astro har forberedt en pakke med deres A40 headset og en MixAmp Pro mixer til esports-udøvere. Headsettet er fyldt med features som er til for at berige din gaming oplevelse, men om det er for meget af det gode ser vi på i denne test.

Hvad er der i æsken?

Astro har efter min mening altid gjort det godt når det kommer til indpakningen af deres produkter og det gør sig også gældende med dette Astro A40 sæt, hvor man trækker den inderste æske ud og dernæst har to tunge låg man løfter op fra indholdet bestående af headset, MixAmp Pro, microUSB kabel til MixAmp, jackstik kabel til headset, toslink kabel til optisk opkobling og noget papirværk.

Design

Astro har valgt at bibeholde deres headset design til trods for adskillige ændringer i den medfølgende mixer. Vi starter derfor ved selve mixeren, som altså ikke er obligatorisk, men er med i denne pakke, som vi har fået til test. MixAmp Pro er nu med et kantet design, som nu er stykket således sammen at den placeres til at fylde vandret i stedet for i dybden når man placerer den på skrivebordet. På en eller anden måde uden at kunne sætte ord på det så synes jeg at den nye MixAmp Pro er langt mere moderne i looket og samtidigt stilren end forgængeren. Den ligner lidt en DJ-mixer og det første min fireårige dreng gjorde da jeg satte det op var også at kaste sig over de to store drejeknapper.

På MixAmp Pro er der nemlig to store cirkulære drejeknapper med forskellig størrelse og hverken den ene eller den anden kan drejes hele vejen rundt. De er lavet så de kan dreje cirka to tredjedele og der er indikatorer printet på selve “pulten”, der fortæller dig, hvad du er i gang med at skrue på. Den store knap er til lydniveauet og den mindre knap til højre er til at mixe mellem gaming og chat lyden. Knappen til højre har så en smule modstand når man rammer midten. Det er for at du kan vide, hvornår balancen er udlignet.

På bagsiden af MixAmp Pro finder man en hel del tilslutninger og det stilrene design fra fronten forsvinder dermed, men der er mening med galskaben. MixAmp Pro giver nemlig et hav af muligheder, idet den fra yderpunkterne har Daisy-Chain tilkobling, som gør dig i stand til at forbinde flere MixAmp Pro sammen og dermed dele lyden realtime, således at eksempelvis et hold, som spiller sammen til en turnering kan få hurtigst mulig kommunikation. At kablet hertil så er på blot en halv meter er efter min mening alt for lidt. Derefter har man tilkobling af optisk lyd, microUSB, AUX og Stream. Jeg ville ønske at microUSB var en USB-C port, men ellers kan man jo ikke sige at Astro A40 TR mangler noget. TR i navnet står nemlig for Tournament Ready og hertil er Astro klar – og mere til.

På bagsiden af MixAmp Pro finder man også en slider-knap til at skifte mellem PC og PS4 opkobling på headsettet. Dette muliggør at Astro A40 agerer som to lydenheder på Windows via USB mens man skal slutte både optisk kabel og USB til PS4 for at balanceknappen også er mulig at anvende. Det valg man træffer på bagsiden gør sig i øvrigt synligt ved hjælp af hvidt LED lys på fronten så man ikke behøver kigge på bagsiden for at vide, hvad man har slået til. Rent personligt har jeg et ønske om at nogen laver denne type af headset-mixer med to USB-indgange så man på den måde kan skifte blandt sin konsol og PC, men jeg kan godt se jeg kan være blandt de få, der har dette ønske. Lidt ligesom venstrehåndsgamere som godt kunne tænke sig en ordentlig mus udviklet til netop deres foretrukne hånd. LED-lys har Astro A40 MixAmp Pro mixeren også på de to drejeknapper og indikatorerne for hvilken EQ-profil man har valgt. Alt sammen elegant hvidt lys, som ikke blinker og skaber opmærksomhed.

Det med ikke at være opmærksomhedssøgende kan man dog ikke ligefrem tilskrive selve headsettet også, for Astro A40 er bestemt et headset, som skiller sig ud. Som noget nyt beskriver min ældste søn de to spidser af selve konstruktionen som noget der ligner to skorsten og nu kan jeg ikke få det billede ud af hovedet, selvom det for mig hidtil har været lidt som at have Batman hjelmen på hovedet. Tak for det sønnike. Astro A40 har et unikt design på dette punkt, idet headsettets størrelse justeres ved at skubbe op og ned ad disse “skorsten”. De har lige nøjagtig nok modstand til at de ikke rykker sig ud på egen hånd, men til at man selv nemt kan justere dem.

Ørepuderne på Astro A40 er med blød stofovertræk, men med et lukket design. Yderst på ørebøfferne har man plader, som er sat fast med magnet og som man kan skifte ud. Enten hvis man har en god 3D printer og magneter eller også ved at købe nogle andre plader af Astro. Også indvendigt kan man skifte ørepuderne, som ligeledes holdes fast af magneter, enten til nogle nye eller til kunstlæder, hvis man foretrækker dét. Også mikrofonen er aftagelig og udskiftelig såvel som puden øverst på hovedbøjlen, der ligeledes kan skiftes ud. På en måde kan man sige at Astro A40 headsettet er modulært opbygget.

Mikrofonarmen på Astro A40 TR sættet er relativt lang og den kan både bøjes og formes efter ønske mere eller mindre. Den er i al fald fleksibel nok til at jeg kunne placere den til både at passe til mig og min søn afhængigt af hvem af os, der havde headsettet på. På det medfølgende jackstik kabel som sluttes til mellem headset og mixer er der en lille fjernbetjening, som udelukkende er til for at du kan mute mikrofonen og det betyder altså at mikrofonen ikke muter når du løfter den op i en lodret position, som det ellers er tilfældet med nogle andre headsets jeg har haft med at gøre, hvor mikrofonen er på ydersiden.

Funktionalitet

Nok om designet og tid til at vi bevæger os mod det rent funktionelle ved dette headset i de næste par afsnit. Her har jeg som altid udelukkende benyttet dette headset i mine gaming sessioner for at identificere nogle potentielle faldgruber i forhold til det udstyr jeg normalt bruger eller har brugt. Jeg satte i den forbindelse Astro A40 og MixAmp Pro delene gennem adskillige tests og deriblandt var der også den obligatoriske vridetest for headsets. Til trods for de mange detaljer og dele i Astro A40, så var det ikke fordi headsettet gav tegn på svagheder i designet, hvilket bestemt overrasker positivt.

Software

Når man køber udgaven med MixAmp Pro tilsluttet får man lidt ekstra fordele, idet MixAmp Pro enheden også er et lydkort. Der hører nemlig Astro Command Center software til pakken, som man downloader gratis for at kunne indstille de forskellige equalizere og indstillinger for mikrofon eksempelvis. Der er tale om et meget simpelt stykke software, men det føles faktisk rart at man for en gangs skyld ikke skal kigge i en manual eller prøve sig frem i lang tid før man er klar til at bruge sit nye udstyr.

Det som er lidt komplekst at finde ud af er dog Stream-funktionen, men den giver dig simpelthen kontrol over, hvad du spytter ud til optagelse og hvad der bliver filtreret væk. Det er meget smart, men kræver at man leger lidt mere med det.

Af ting jeg savner kan jeg nævne at jeg ikke fandt en option, hvor jeg kunne slå Dolby Digital surround til og fra i. Der er en knap til formålet på selve mixeren, men det havde egentlig også bare været rart at kunne gøre dette i softwaren også. Det er den øverste af de to trykknapper, mens den nederste er til at skifte mellem de fire EQ, som man også selv kan indstille og gemme på enheden.

Lydkvalitet

Der er to spor at kigge på her når det kommer til lydkvalitet. Det første er naturligvis gaming, hvor jeg smed adskillige spil efter Astro A40. Jeg spiller meget skydespil og her fik vi kørt lidt forskelligt for at høre Dolby Digital i både surround og bare generelt punch. Astro A40 leverer kraftig og præcis lyd, men mens Dolby Digital er aktiveret er lyden en anelse mere mørk og bund-tung end jeg foretrækker det. Det gør at eksplosioner og skud lyder fænomenalt, men det gør at jeg også har sværere ved at høre eksempelvis fodskridt. Det kan fikses en del ved at lege med equalizeren og generelt set er lyden ganske fornuftig og surround gør også at jeg er i stand til at høre meget præcist, hvor lydene “kommer fra”.

Hvad angår musik så er det vigtigste at nævne her at du skal huske at slukke for Dolby Digital, som med sin surround-engine forvrænger musikken. Når det er klaret og jeg smider min test-playliste efter Astro A40 så overrasker den faktisk igen positivt, idet det nærmest forvandler sig fra et gaming headset til noget jeg personligt godt vil kunne bruge til musik også. Igen en my for meget bund, men igen noget der kan fikses med equalizeren til en vis grad.

Det som dog irriterede mig med Astro A40 var at den havde en slags støj på linien når jeg valgte at skrue helt op for volumen. Det er ligesom ved trådløse hovedtelefoner en “white noise” som er i baggrunden, men det forsvinder når jeg slutter headsettet direkte til en anden kilde i stedet for gennem MixAmp Pro adapteren.

Mikrofon

Som ethvert gaming headset, så er lydkvaliteten i mikrofonen på Astro A40 TR for mange af os mindst ligeså vigtig som selve afspilningslyden. Det afhænger naturligvis af hvor meget du spiller multiplayer og hvor vigtigt det er for dig at kunne kommunikere med dine medspillere. Mikrofonen i Astro A40 TR er ret god. Lydkvaliteten er klar og lyden er varm. Den lever op til forventningen for et gaming headset og bliver også rost kvalitetsmæssigt af dem jeg har spillet med. Du kan høre en indspilning ved at klikke på nedenstående.

Komfort

Astro A40 formår stadig at være et af de mest komfortable headsets for mig derude. Jeg ved ikke om det er formen der passer mig eller at der er tale om stof kontra kunstlæder, men jeg føler ingen ubehag overhovedet. Selv efter lang tids gaming så mærker jeg intet til hoved eller ører hverken når jeg bruger eller tager Astro A40 af. Dét til trods for at der er tale om et lukket lyddesign og meget lidt lyd slipper ud mens man spiller, så man forstyrrer altså ikke dem der sidder ved siden af.

Konklusion

Hvis du leder efter et ganske simpelt headset uden for mange komplikationer og optioner, så er Astro A40 + MixAmp Pro TR ikke noget for dig. Navnet antyder det ved at dette headset er til eliten, der er “Tournament Ready” og er altså klar til de store turneringer eller streamere. Det har nemlig både daisy-chain og stream porte på bagsiden og er alt sammen features man betaler en heftig pris for. På samme tid er headsettet med fantastisk komfort og formidabel lydkvalitet et af de bedste headsets derude til noget seriøs gaming, men man skal altså være villig til at betale den “lidt” høje pris. Komprimeret sagt så får man med Astro A40 + MixAmp Pro TR et fantastisk headset, som sidder kanon på hovedet og spiller fremragende lyd til både musik og spil og koster spidsen af en jetjæger.

Positivt

  • Flot og elegant design på MixAmp Pro
  • Fedt og råt design af selve headset
  • Komfort
  • Lydkvalitet

Negativt

  • Software en tynd kop te
  • Pris

Pris og tilgængelighed

Set til 2.199,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Astro har forberedt en pakke med deres A40 headset og en MixAmp Pro mixer til esports-udøvere. Headsettet er fyldt med features som er til for at berige din gaming oplevelse, men om det er for meget af det gode ser vi på i denne...Test: Astro A40 + MixAmp Pro TR gaming headset