mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Astro A20 gen 2 gaming headset

Test: Astro A20 gen 2 gaming headset

Som vi skrev om for noget tid siden så er Astro klar med en ny generation af deres A20 gaming headset og vi har fået mulighed for at lege med det i en rum tid nu, så du kan læse med om vores erfaringer.

Hvad er der i æsken?

Astro A20 kommer i en meget simpel æske, hvor du trækker headsettet ud og foruden headset er der “kun” USB-dongle til den trådløse forbindelse samt USB-C ladekabel. Æsken er en smule budgetagtig sammenlignet med det vi kender fra eksempelvis A40 og A50 serierne fra producenten, men prisen er også derefter, så det gør bestemt ikke noget.

Design

Selvom Astro A20 er en smule mindre på både størrelse og feature-liste sammenlignet med sine storebrødre, så er der i designet alligevel plads til at lade Astro A20 skille sig ud fra mængden. Der er eksempelvis tale om et særligt design omkring hovedbøjlen, som modsat mange andre hovedtelefoner skubes op og ned ad en lodret skinne, hvor man ellers er vant til at det foregår i en bue.

Dette designvalg gør at designet er en smule unik og for mit vedkommende betyder det også mindre pres på siden af hovedet umiddelbart, men selve komforten kommer vi nærmere ind på i afsnittet herom længere nede.

Astro A20 har en relativt lang mikrofon, som i løftet tilstand følger designet af headsettet, så den ikke stikker så meget ud og samtidigt er mikrofonen i øvrigt også mutet, så du hurtigt ved om du kan blive hørt af andre når det måske ikke er hensigten.

Mikrofonarmen er mindre fleksibel end ved mange andre headsets, hvor armen er tyndere eksempelvis, men Astro A20 kan bøjes en smule, så du kan få mikrofonen tættere på munden trods alt.

Hovedbøjlen er udstyret med gummi i toppen og med god polstring så denne føles relativt blød. For at være ærlig så føles toppen en anelse stiv, mens selve ørebøfferne er ret bløde til sammenligning. Ørebøfferne er i øvrigt også betrukket med stof og ikke gummi eller kunstlæder.

Jeg udsatte naturligvis Astro A20 for min obligatoriske vridetest, hvor jeg tager headsettet og giver den nogle tæsk mellem hænderne for at lytte og mærke efter svage punkter, men kunne ikke umiddelbart spotte noget alarmerende. Det skulle da kun være dét at jeg synes plastikken omkring konstruktionen føles en anelse mindre robust end jeg føler mig tryg ved. Headsettet ser altså mindre robust ud end det har vist sig at være.

Knapper og porte til Astro A20 finder du på den højre ørebøf. Nederst er der en USB-C port, så du kan lade headsettet op. Bagpå har du nederst en knap til at justere volumen med og den samme knap bruges til at justere balancen mellem gaming og stemme. Øverst har du en knap til at tænde og slukke med mens der mellem de to sidstnævnte knapper er en knap til at vælge mellem tre equalizer profiler, som er installeret på headsettet.

Farverne på Astro A20 er ikke helt vilkårlige. Headsettet er nemlig kompatibelt med både PC, PS4 og så den nye PS5. Det er den sidstnævnte, som Astro har ladet sig inspirere af, idet Astro A20 er i en farvekombination mellem hvid, sort og blå. Mikrofonen er den, hvor denne farvekombo kommer fedest til udtryk, idet midten er med et blåt kabel og det ser ret fedt ud.

Funktionalitet

Et fedt design er dog nærmest ingenting værd, hvis vi ikke også får et funktionelt produkt, som leverer den lydkvalitet vi forventer af en producent som Astro. Til trods for en begrænset funktionalitet i forhold til de større modeller fra Astro, så er det ikke ensbetydende med at Astro A20 ikke har et validt sæt af funktioner og det er disse vi skal se nærmere på i de kommende afsnit.

Software

Du kan ikke installere software på hverken PS4 eller PS5, men værende kompatibel med PC, så har du mulighed for at benytte dig af indstillingsmuligheder, hvis du agter at spille på en PC. Her får du gennem Astro Command Center adgang til indstillinger til lyd. En simpel software, som ikke kræver det store at sætte sig ind i, men det er heller ikke muligt at skræddersy de mindste detaljer.

En anden PC unik feature er i øvrigt den nævnte balance mellem gaming og chat lyd. Denne virker kun på PC i det jeg har kunne teste, idet headsettet her dukker op som to headsets takket være USB-drivere.

Lydkvalitet

Astro kalder selv lyden for Audio V2, hvilket vil sige de har arbejdet med forbedring af lyden i forhold til tidligere generation, men jeg kan ærligt talt ikke huske præcist, hvordan lyden var dengang, så jeg kan kun forholde mig til oplevelsen i denne omgang. Hertil er det nævneværdigt at Astro A20 er et semi-åbent headset. Selve ørebøfferne er lukket, men takket være ørebøfferne af stof, så er oplevelsen slet ikke så lukket og det er jeg personligt stor fan af. For jer der elsker en rumlende bass, så forsvinder lidt af denne altså ud, men til gengæld er lyden i Astro A20 ret klar og detaljeret. Den kan godt kaldes en anelse lys i forhold til mange andre headsets, men jeg synes om denne profil, så det kommer lidt an på smag.

Dermed ikke sagt at Astro A20 ikke har en god bund eller er egnet til eksplosioner og skydespil, men at man skal forberede sig på en balance, hvor fokus er mindst ligeså meget på de høje toner såvel som mellemlejet. Det gør at Astro A20 lyder mere rigtigt, så at sige, og mere velegnet til musik end “traditionelle” gaming headsets. Forskellen er ikke himmel og hav, men bestemt noget de fleste ville ligge mærke til i en direkte sammenligning.

Mikrofon

Gaming er for rigtig mange ensbetydende med effektiv kommunikation og denne del spiller Astro A20 altså ind på med sin fleksible mikrofon, som du kan mute ved at løfte den op. At løfte en mikrofon for at mute den er ikke noget nyt og jeg ved ærligt talt ikke, hvem der var først, hvilket også er underordnet. Jeg er fan og det burde være del af ethvert gaming headset.

Selve mikrofonen var faktisk den, som overraskede mig mest med Astro A20. Dermed ikke sagt at det er den bedste mikrofon jeg har haft fornøjelsen af, men tager man headsettets prisklass og konkurrence i betragtning samtidigt med designets øvrige indtryk, så var mine egne forventninger bare ikke høje. Her leverer Astro A20 dog en solid mikrofon, som er god til passivt at screene støj ude, om end den opfanger mit mekaniske tastatur under gaming sessionerne. Du kan lytte til mikrofonen ved at klikke på nedenstående afspilning.

Komfort

Astro A20 vejer 318 gram og gemmer på 40 mm lyddrivere bag de store ørebøffer. Det føles ganske enkelt langt lettere så selvom det vejer lige under hvad en Arctis 7P vejer, så føles Astro A20 mere som om det “svæver” på hovedet for mit vedkommende og strammer ingen steder.

Det betyder desværre også at Astro A20 føles en smule mere løst på hovedet således at man føler at lidt luft og lyd slipper ud på undersiden. Komfortmæssigt er Astro A20 dog fantastisk at have på hovedet og selv efter adskillige timers gaming, så føler jeg ingen som helst ubehag ved at have det på hovedet. Lyden slipper dog både ud og ind lige nemt, så jeg kan blive en smule mere forstyrret af støj udefra når jeg gamer med Astro A20 end på lukkede headsets, men det er bare ikke muligt at have begge dele.

Øvrigt

Astro A20 virker med flere platforme, men det relativt unikke er at du også kan købe en ekstra USB-dongle til den. På den måde behøver du ikke fjerne donglen fra din PS4 for at bruge headsettet med din PS5 eller PC eksempelvis. Der er en lille hage og det er at du skal parre headsettet hver gang du skifter til en ny dongle. Selvom processen til at gøre dette er ret nem og du blot skal holde knappen på donglen nede samtidigt med at du trykker tænd/sluk knappen inde på headsetett, så er det alligevel lige før at du ville have nemmere ved bare at tage USB-donglen ud af én enhed og sætte den over i en anden.

Der hvor dette dog alligevel adskiller sig er ved at din Astro A20 kan kodes til din Xbox dongle, som du kan købe ved siden af, så du ikke behøver at have to forskellige headsets bare fordi du ikke helt er fanboy på den ene eller anden konsol.

Konklusion

Astro A20 er et solidt gaming headset og det absolut fedeste ved det er at det har god lyd, fantastisk komfort og at du kan bruge ét headset til både PlayStation og Xbox, selvom det kræver at du køber en ekstra USB-dongle. Til prisen er Astro A20 et godt bud på et multiplatform headset, hvor fokus er på komfort og lydkvalitet uden alle mulige smarte features, såsom virtuel surround, RGB eller andet.

Positivt

  • God komfort
  • Flot design
  • God lyd og mikrofon
  • Ekstra USB-dongle så du kan bruge den på flere enheder

Negativt

  • En smule stiv i designet

Pris og tilgængelighed

Set til 899,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Som vi skrev om for noget tid siden så er Astro klar med en ny generation af deres A20 gaming headset og vi har fået mulighed for at lege med det i en rum tid nu, så du kan læse med om vores erfaringer. Hvad...Test: Astro A20 gen 2 gaming headset