mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ADATA SE900G ekstern SSD

Test: ADATA SE900G ekstern SSD

ADATA er klar med et eksternt drev med svimlende hastigheder og et mildest talt ret så iøjefaldende design i form af deres SE900G drev. Vi har fået lov at lege med det og blive klogere så du kan se om det også er prisskiltet værdigt.

Hvad er der i æsken?

I den overraskende tunge lille æske finder du selve SE900G drevet, et USB-A til USB-C kabel, et USB-C til USB-C kabel og lidt papirværk.

Design og funktionalitet

Tyngden i æsken stammer fra selve drevet, som vejer hele 160 gram til trods for at det blot fylder 11 x 6,6 x 16,5 cm. Det lyder naturligvis ikke af meget, men det er tungere end jeg umiddelbart ser andre SSD-drev veje.

En del af vægten skyldes dog at ADATA SE900G er udstyret med et såkaldt heatsink af metal, så der er mening med galskaben. Heatsink (kølelegeme) er til for at holde drevet køligere under brug og pres, hvilket både er til for at forlænge levetiden på den samtidigt med at det skal lade drevet holde den høje overførselshastighed i længere tid.

Når man sætter kabel til ADATA SE900G drevet og det får strøm via dette, så lyser fronten op med et kantet mønster i alle regnbuens farver. Farverne er ret flotte og nærmest afslappende at kigge på fordi de forsvinder i drevets øvrige sorte design. Det er dog ikke muligt at styre lyset på ADATA SE900G og altså heller ikke slukke lyset, hvis man vil starte drevet op uden at vække opsigt.

Hele designet virker lidt gaming-inspireret med RGB-farver, et kantet look og nogle “luftriller” i siden. Om disse riller har en effekt på drevets evne til at køle ned også har jeg ikke forstand på eller mulighed for at teste. Eftersom producenten ikke nævner noget herom på dennes hjemmeside tvivler jeg på at det har en funktionel effekt.

ADATA SE900G har kun én enkelt port på bagsiden, hvor en USB-C 3.2 Gen 2 port er placeret. Det er denne du bruger til at forbinde med din computer eller konsol. ADATA vælger nemlig at promovere SE900G som værende kompatibel med både PlayStation 5 og Xbox Series X, hvilket heller ikke er forkert, men det er vigtigt at notere at drevet her er hurtigere end hvad begge konsoller har af båndbredde på deres respektive USB-porte. Mens USB-C porten på PS5 understøtter 10 Gbps og Xbox Series X går til 5 Gbps, så er ADATA SE900G altså i stand til at præstere 20 Gbps.

Netop den høje overførselshastighed gennem USB 3.2 Gen 2×2 er ADATA SE900Gs trumfkort. Dermed ikke sagt at det ret flotte og iøjefaldende design ikke også har en høj værdi, men det er altså et af de hurtigere eksterne drev at finde derude. Faktisk lover producenten en overførselshastighed på 2000 MB/s i både læse og skrive og til min store skræk fandt jeg ud af at min egen computer ikke er så ny, som jeg gik og troede for dennes USB-porte understøtter kun halvdelen af dette og det er altså, hvad mine tests i henholdsvis CrystalDisk og ATTO Benchmark afspejler.

Resultaterne fra disse tests er bevidst ikke medtaget i dette review for ikke at skabe forvirring, idet altså drevet kan præstere bedre end mit setup kan fremvise det. Jeg kan af andre tests online bekræfte at de 2.000 MB/s slet ikke er så ved siden af. Det kræver dog det rigtige udstyr for at du kan udnytte denne hastighed.

Uanset hvor mange tests jeg lavede med ADATA SE900G så var det samme resultat stort set, så drevet performer temmelig stabilt henover tid. Det man skal holde for øje er dog at heatsink i designet ikke er medtaget for sjov for selv ved min USB 10 Gbps port bliver ADATA SE900G lidt varm at holde på under brug. Især når man har benchmarket den i noget tid.

Jeg har for længe siden skiftet til SSD i min PlayStation, så jeg kunne ikke lave et benchmark på load-tider i mine spil, men selvom spil i PS4 er installeret på en USB-disk som ADATA SE900G, så er der altså sekunder at spare i forhold til den traditionelle harddisk, som standard er at finde i en PS4. For dem der er så heldige allerede at være på næste generation og fx PS5, så kan ADATA SE900G udnytte det fulde potentiale af konsollens USB-C port, selvom jeg ikke forventer loadtider er bedre end på den specielle indbyggede løsning i PS5, som har fået en del ros med på vejen. Desværre er PS5 dog med begrænset plads og spillene fylder mere og mere, så et drev som ADATA SE900G kan jeg sagtens se som værende et godt supplement dertil.

En lille detalje, som dog ikke er så uvæsentlig alligevel, er at ADATA yder 5 års garanti på drevet. Det vil sige de stoler på kvaliteten så det er da om ikke andet en del betryggende når man skal ud og købe sig et nyt drev.

Konklusion

Ganske kort fortalt så leverer ADATA SE900G en af de hurtigste hastigheder du kan få med et eksternt drev for tiden og dét gør den i et flot design med smukke regnbuefarver. Man skal dog kunne lide lyset og farverne for du kan ikke slukke eller ændre dem. Drevet virker ret robust og stabilt, selvom det betyder et lidt tungt design sammenligned med andre eksterne SSD-drev. Alt i alt en rigtig god løsning til dig der enten skal have det hurtigste derude eller bare ikke ønsker at drevet er flaskehalsen i enten gaming eller store filoverførsler. Sumarum synes jeg bestemt at ADATA SE900G er pengene værd, trods sine små twerks.

Positivt

  • Flot design
  • Stabil og høj overførselshastighed
  • Plug and play og nem at bruge
  • Kompakt design

Negativt

  • RGB-lys kan ikke slukkes
  • Bliver varm under brug

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

ADATA er klar med et eksternt drev med svimlende hastigheder og et mildest talt ret så iøjefaldende design i form af deres SE900G drev. Vi har fået lov at lege med det og blive klogere så du kan se om det også er prisskiltet...Test: ADATA SE900G ekstern SSD