Gaming buldrer fremad med en stor markedsvækst og ikke mindst i Danmark, som også huser nogle af de bedste spillere i verden. Populariteten i denne kategori har været stødt stigende i mange år efterhånden, men er nu nået store højder. Hvis man vil konkurrere på den professionelle scene skal man have udstyret i orden og til det er der rigtig mange om buddet. Acers gaming serie af produkter hedder Predator og deres seneste skud fra stammen er Predator Cestus 500 musen, som vi har fået fingrene i og vores vurdering kan du læse mere om i nærværende anmeldelse.
Hvad er der i æsken?
Predator Cestus 500 er i en sådan traditionel æske, hvor musen er omsluttet af gennemsigtig plastik, således at man kan se og mærke musens form uden at denne skal være taget ud af æsken. Naturligvis er det kun et indtryk man kan få ud af det da plastikken omkring gør at musens facon er lidt større end den i virkeligheden er. Der er et flip-cover på fronten som man flytter bort for at kunne se musen og i denne flap finder man, også under gennemsigtig plastik, to sidestykker, som er dem man kan skifte på musen. Disse to tages i øvrigt ud af æsken ved at man river papiret i stykker. For os, der helst beholder emballage intakt af den ene eller anden årsag, så er dette ikke helt optimalt, men der er tale om bagateller, som for de fleste vil være ligegyldige.
Design
Til glæde for den mindre del af befolkningen, som er venstrehåndet, så er Predator Cestus 500 en mus, der kan være ambidextrous. Årsagen til at jeg siger kan være er at man selv kan vælge, hvilke af de medfølgende sidestykker man sætter på musen og afhængigt heraf vil musen være symetrisk på tværsnittet eller ej. Man kan sågar gøre musen til en venstrehåndsmus ved blot at smide det brede sidestykke på venstre side.
Predator Cestus 500 er nemlig også bestykket med to ekstra knapper i begge sider og det er dette, der gør at selv venstrehåndsbrugere kan have glæde af den. Det handler ikke om, hvorvidt Predator Cestus 500 er en venstrehåndsmus eller ej i virkeligheden, men det beskriver nu meget godt musens design.
Sidestykkerne som man kan vælge mellem giver musen en anden facon afhængigt af om man foretrækker bredde eller ikke. For en som mig, der benytter palm-grip når jeg holder på en mus så er de bredde sidestykker at foretrække, men jeg kan forestille mig at musen bliver for klodset med disse, hvis man benytter claw-grip eller fingertip-grip for at holde om musen.
Der er brugt magneter til at holde sidestykkerne på plads på Predator Cestus 500 og det virker ret nemt når man vil skifte mellem dem. Jeg forestiller mig de fleste vil anvende det således at de tilpasser musen til deres foretrukne måde at bruge og holde på den og så vil de glemme alt om de overskydende stykker efterfølgende.
Overordnet set føles musen ved første øjekast ganske robust og lækker at se på til trods for at den naturligvis består af plastik på hele overfladen. Når man dog får musen i hånden, uanset om det skulle være højre eller venstre en af slagsen, så falder kvalitetsindtrykket en lille smule. Det er ikke fordi musen ikke føles robust og stabil i sin form, men det er som om man har fokuseret på at sidepanelerne ikke skulle veje for meget således at musens samlede vægt ikke blev for høj i forhold til og så føles denne plastik både for tynd og for let på en måde.
De to primære knapper, som ens pege- og langefinger hviler på, er med små flapper i ydresiderne og de er med til at give musen dette lidt edgy look, for rent praktisk har de ikke nogen værdi. Det nævnte look af Predator Cestus 500 er samtidigt lettere futuristisk, men uden at det er for meget. Det har i hvert fald ikke været på bekostning af knappernes placering, hvilke efter min mening er placeret således at de er nemme at nå når man holder om musen uden at man skal flytte på hånden for at nå nogle knapper.
På undersiden af Predator Cestus 500 finder man en lille særlighed, som jeg ikke har set ved andre mus og det er muligheden for at skifte switche på de primære to knapper. Det er eksempelvis tit man finder en mus, hvis proportioner og funktioner man godt kan lide, men knapperne føles en smule “forkerte” at trykke på. Med Predator Cestus 500 har man mulighed for at vælge mellem to forskellige Omron switche, der i øvrigt forlænger musens levetid ved at de to forskellige switche naturligvis har hver deres individuelle levetid. De har også deres individuelle føling og nogen vil måske foretrække den enes mere faste kontra den andens mere bløde vandring.
Funktionalitet
For at en mus kan være funktionel og anvendelig så er der adskillige aspekter, der skal spille sammen og det er disse vi så småt bevæger os henimod i nedenstående. De nævnte omron switche og aftagelige sidestykker er hvad der gør Predator Cestus 500 ganske speciel, om end aftagelige sidestykker er noget man har set tidligere.
Software
På moderne gaming komponenter sker der temmelig meget under selve mekanikken ganske vidst og udviklingen har gjort man er kommet temmelig langt med holdbare switches, præcise sensorer og meget mere. Eftersom eSport er blevet større end det nogensinde har været, så er konkurrencen på dette område også skærpet temmelig meget. Det betyder at alle de fordele man kan skabe sig selv som gamer er hjertens velkomne og en af disse er tilpasningsmuligheden af ens gaming udstyr, således at man kan skræddersy det til sine behov og ønsker.
Acers gaming division, Preadtor, har udviklet QuarterMaster softwaren, som man valgfrit kan installere for at få mest muligt ud af sin Predator Cestus 500 gaming mus. Foruden at softwaren er en smule langsom, så er den faktisk ganske fin at anvende, idet den er nemt bygget op og med de forventede menuer og funktioner tilgængelige. Endvidere så er softwaren mulig at sætte til dansk sprog, hvilket ikke er tilfældet for mange andre gaming software løsninger.
Det er igennem denne software at man indstiller de forskellige ting på Predator Cestus 500 og en af de små features jeg rigtig godt kunne lide var at man kunne lade scroll-hjulet kort lyse i en bestemt farve når man skifter følsomheden på sensoren på musen. Farven skifter herefter til den farve man ellers vælger for scroll-hjulet, men på denne måde ved man hvilken DPI man har sat til. Dét og meget andet kan man tilpasse og gøre musen helt personlig i forhold til de spil man spiller. Det er muligt at gemme fem profiler til musen, som man kan skifte mellem i øvrigt og det burde være rigeligt for de fleste.
Sensor
Den sensor, som findes i Predator Cestus 500 er ikke defineret yderligere end at der er tale om en optisk sensor med op til 7200 DPI. Følsomheden har jeg ingen indvendinger mod, selvom mange gaming mus efterhånden præsterer mere end det, så er spørgsmålet, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt.
For mit eget vedkommende er DPI sat langt lavere end det og så blev Predator Cestus 500 ellers sat på en prøve i adskillige spil og programmer, hvor præcision, hurtigt retningsskifte og reaktion blev sat på en prøve uden at jeg kunne identificere fejlregistreringer, ujævne bevægelser eller andet under anvendelsen af Predator Cestus 500, så selvom jeg ikke ved hvilken sensor, der findes i musen her, så ser den ud til at være tilstrækkelig til mit brug.
RGB belysning
RGB siger lidt sig selv og betyder at man kan indstille belysningen på musen i alle regnbuens farver. Disse kan man indstille på forskellige zoner på musen og det er lyset der laver en streg under de store taster, der giver den langt fedeste effekt efter min mening. Man kan indstille lyset til at lyse samtidigt i alle zoner eller lege med hver sin zone for sig og med forskellige effekter og farver. RGB lys har ikke nødvendigvis en praktisk betydning eller værdi, men jeg synes efterhånden jeg har vænnet mig til at man kan have sin egen lille farvekombo og lade det afspejle ens foretrukne spil, matche resten af designet eller hvad man nu finder på. Man kan også bruge lyset til at fortælle én, hvilken profil man har aktiv for tiden, så praktisk kan det da også sagtens være om man vil.
Komfort
Man kan tilpasse formen af Predator Cestus 500 til en hvis grad ved at skifte de sidestykker, der følger med musen. Det er dermed ikke sagt at musen per definition kan gøres komfortable til alle brugere, men det gør i hvert fald at man kan justere bredden og støtten for fingrene i siderne. For mit eget vedkommende syntes jeg bedst om at have de store bredde sidestykker på begge sider, men for min smag måtte den godt fylde en smule mere i den bagerste ende af musen. Her synes jeg den er lidt smal og ikke høj nok, men man skal huske dette er en individuel vurdering.
Konklusion
Predator Cestus 500 er en tilpasningsstærk mus med mulighed for at ændre formen af musen, knappernes switches og også farven på belysningen. Dertil kan man via fem profiler skifte knappernes funktioner, så der er i virkeligheden meget lidt man ikke kan gøre for at gøre denne mus temmelig personlig så den passer til ens ønsker og behov. Uden at vide, hvilken sensor, som Predator Cestus 500 er udstyret med, så føles den ganske responsiv og præcis, så også dette er på plads. Der er i virkeligheden ikke meget at sætte en finger på, som værende negativt ved Predator Cestus 500 på nær at den føles en smule billig i byggekvaliteten, hvilket for det meste skyldes kvaliteten af den plastik som sidestykkerne er udført af i virkeligheden. Ellers er der tale om en ganske habil og funktionel mus til prisen, som man bestemt bør give et kig.
[checklist]
- Tilpasningsmuligheder
- Flot design
- Mulighed for at skifte mellem omron switche på tasterne
[/checklist][badlist]
- Noget af plastikken føles billig
- Lidt lav (smagssag)
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Vejledende udsalgspris iht. Acer er 550,-
- Pt. ingen danske forhandlere.