Tiden er kommet til at teste den anden af SPEEDLINK’s Strike FX controllere til computeren. Vi har allerede anmeldt den kablede version og det er nu blevet tid til den trådløse, som henvender sig til stort set samme publikum, men med SPEEDLINK Strike FX Wireless betaler man en smule mere og får den trådløse funktionalitet, så man slipper for kabel-junglen.
Hvad er der i kassen?
Kassen til SPEEDLINK Strike FX Wireless indeholder intet unødvendigt og byder derfor på selve controlleren, et USB-kabel, manual og CD med drivere.
Design og funktionalitet
Der er intet utraditionelt i designet af SPEEDLINK Strike FX Wireless og ved første øjekast ligner den USB-versionen på en prik. På afstand ville man nærmest også tro at emballagerne indeholder de samme produkter. Når man hiver SPEEDLINK Strike FX Wireless ud af emballagen bemærker man naturligvis at SPEEDLINK har bibeholdt det ”cleane” look med en dominerende sort farve kombineret med grå for at indikere de forskellige knapper. Funktionsknapperne som man bruger hyppigst i spil føles også solide, men select, start og ”mode” knapperne føles bløde og uden egentlig respons når man trykker på dem. Dette er dog også noget man ser med andre controllere og producenter, som man hurtigt vænner sig til. Den væsentligste forskel i designet på SPEEDLINK Strike FX Wireless og USB-artsfællen er naturligvis den trådløse funktionalitet, men derudover så bemærker man også at de to analoge triggers er formet forskelligt på disse to controllere. På SPEEDLINK Strike FX Wireless har man analoge triggers der er meget større og buede i bunden, således at dine fingre ikke glider af ligeså nemt. Dette er en klar forbedring i forhold til USB-modellen og specielt velegnet i bilspil, da man nemmere kan styre eksempelvis speederen.
SPEEDLINK Strike FX Wireless er kompatibelt med Windows og driveren er uhyre nem at installere ved blot at isætte den medfølgende CD-rom. Efter installationen bliver man bedt om at indsætte den trådløse afsender i USB-porten og selvom dette stykke tilbehør ikke nødvendigvis er noget man ser igen så føles det skræmmende billigt og skrøbeligt i byggekvaliteten, men det virker og som nævnt ser man ikke så meget til det efter det er taget i brug
Med de tilgængelige knapper på SPEEDLINK Strike FX Wireless havde vi en god spilleoplevelse, der ikke var forstyrret trods den trådløse forbindelse over 2,4 GHz. Controlleren ligger godt i hænderne, men en Xbox spiller ville have tilvænningsproblemer idet de analoge pinde er symmetriske. Disse analoge pinde var umiddelbart også vores største bekymring ved SPEEDLINK Strike FX Wireless, for selvom de virkede fint i testperioden blev de ved med at knirke som om der var en fjeder der ikke havde helt fri gang.
SPEEDLINK har gjort det helt rigtige med SPEEDLINK Strike FX Wireless og indsat et genopladeligt batteri, der samtidigt giver dig adskillige timers spilletid. På emballagen får man at vide at dette kan være op til 8 timer, men vores erfaring var væsentligt lavere, hvilket naturligvis kan skyldes at vi havde vibrationsfunktionen aktiveret og testede denne ihærdigt. Vibrationsfunktionen er dermed acceptabelt kraftig til at man får den feedback man forventer mens man spiller.
Konklusion
Vi bemærkede med det samme at analogknapperne i SPEEDLINK Strike FX Wireless var blevet forbedret væsentligt i forhold til USB-versionen og dette lader vi ikke gå ubemærket hen for spilleoplevelsen på SPEEDLINK Strike FX Wireless var meget bedre. Dette forstærkes af den trådløse funktionalitet som virkede ganske upåklageligt og det er endda med et genopladeligt batteri til en fornuftig pris. Vi kan med æren i behold anbefale SPEEDLINK Strike FX Wireless til et stramt budget, for den fejler absolut intet, men der er dog plads til forbedringer.
[checklist]
- Analoge triggers (L2/R2)
- Trådløs
- Genopladeligt batteri
[/checklist]
[badlist]
- Byggekvalitet
- De analoge pinde knirker
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 249,-
Find den bedste pris på Speedlink Strike FX Gamepad Wireless
Udlånt af
Speedlink