Der er ingen tvivl om at mekaniske tastaturer har vundet plads i mange hjem på det seneste og det kan man takke den seneste genoplivelse af teknologien i gaming verden, hvor præcision er af ypperste vigtighed. Man ønsker som en god gamer ikke at have flaskehalse på skrivebordet og et middelmådigt tastatur kan sagtens være én sådan. Med SpeedLink Utor mekaniske gaming tastatur ønsker den tyske producent at være med på legen og konkurere med de store spillere. De har erfaring med at lave godt tilbehør med brugeren for øje, hvilket vi har skrevet om på eReviews.dk tidligere af adskillige omgange, men mekaniske gaming tastaturer stiller en del højere krav, så det bliver interessant at se, hvordan SpeedLink Utor måler sig med eliten.
SpeedLink Utor kommer til det nordiske marked en gang efter sommer og vil være med et kompakt design, baggrundsbelyste taster, samt fri konfiguration af tasterne, således at man kan indstille tastaturet til at være mere eller mindre personligt skræddersyet til ens spil. Det bliver i hvert fald spændende at se, hvad man fra SpeedLinks side har vurderet vigtigt i et mekanisk gaming tastatur og måske vil netop deres erfaring fra så mange andre aspekter af markedet give dem nogle fordele. Vi får at se…