For et stigende antal internetbrugere er hjemmenetværket blevet belastet af at ud over vores computere, så er også telefoner, harddiske, medieafspillere, spillekonsoller, sågar lamper blevet netværksbaserede og det moderne hjem kan snildt have op imod tyve enheder på det samme netværk. TP-Link Archer C9 er en kraftig router med en Dual-Band overførselshastighed på hele 1900 Mbps, hvilket altså bør give båndbredde til den store mængde enheder eller blot hurtigere overførsel til få. TP-Link er en stor spiller på verdensplan, men er først for nyligt rigtigt kommet til norden og her skal vi teste den seneste topmodel for dens eksistensgrundlag.
Hvad er der i æsken?
I hvad der efter min mening virker som en ganske voldsomt stor æske til en router finder man også en router af fornuftig størrelse med dertilhørende tilbehør, og hele papæsken består af følgende:
- TP-Link Archer C9 routeren
- 3 aftagelige antenner
- Strømforsyning
- Software CD
- Ethernet kabel
- Manual
Design
Hvad der virker til at være en ganske stor router kommer egentlig til at virke ganske normal i størrelsen sammenlignet med sine tre antenner, som højdemæssigt er næsten ligeså høje om baseenheden. I et senere afsnit vil vi naturligvis tjekke om det giver en god dækning, så man kan gå lidt på kompromis med selve størrelsen. TP-Link Archer C9 er af en router at være en ganske pæn og relativt diskret enhed takket være sin mælkehvide overflade blandet med en alu-farvet ramme. Den nævnte ramme agerer også som fod og stikker en smule ud bag til for at holde routeren stabilt. Antennerne er mat-hvide, hvilket også passer bedst hertil. På fronten har man LED-lys, der fortæller status om de forskellige aktiviteter og features man har i brug og disse lyser hovedsageligt for en gangs skyld ikke grønt, men blåt, hvilket er en farve der fint falder igennem med den hvide baggrund og dermed bibeholder det cleane overordnede look, som TP-Link Archer C9 har.
Antennerne på TP-Link Archer C9 er bøjelige, men eftersom foden stikker en smule bagud og der ikke er lavet huller til at man kan hænge routeren op på væggen, så kan jeg ikke helt se formålet med at bøje antennerne, med mindre det giver en decideret signalforandring. Bag på TP-Link Archer C9 finder man de obligatoriske fire LAN-porte og internet-indgangen lige ved siden af. Tænd og sluk knappen er smart nok lavet væsentligt anderledes end WPS-knappen og disse to knapper er placeret på hver sin side, så man ikke skulle tage fejl. Ved siden af WPS-knappen er der en USB 2.0 port og i siden har man en USB 3.0 port samt en Wi-Fi-knap.
Funktionalitet
Indledningsvist behøver man faktisk slet ikke nogen software for at få TP-Link Archer C9 til at køre out of the box, for der er bag på printet et SSID og et password, som den har ab fabrik og er ens internetforbindelse ellers ligetil, så vil man kunne hoppe på dette Wi-Fi med det samme og uden at skulle pille ved nogle indstillinger. Ønsker man derimod en smule mere at skulle have sagt omkring netværkets navn, gæstenetværk osv. så har man to muligheder. Den ene er via en browser at tilgå routerens lokaladresse eller man kan installere en Tether-app (tilgængelig til Android og iOS), som gør en i stand til at opsætte og styre ens netværk fra en smart-enhed. Desværre er Tether-app’en kun i stand til at virke gennem den samme Wi-Fi som routeren og man kan altså ikke pille ved indstillingerne mens man er på farten, hvilket ellers ville give mindst ligeså god mening.
Hvis man følger den traditionelle opsætningsfremgang med TP-Link Archer C9 gennem browseren så vil man som altid blive præsenteret for en quick-start, hvor man kan sætte de mest gængse ting op, slukke fanen i browseren og aldrig bekymre sig om noget igen. For dem der er en smule mere krævende og IT-kyndige er der naturligvis også en Advanced mode, som giver brugeren rigtig mange indstillingsmuligheder. Der er de obligatoriske port-forwarding muligheder, men også de mere specielle features som NAT-boosting, båndbredde-styring og mere til. I begge tilfælde er interface ganske overskueligt og overskrifterne er sigende nok til at man kan befærde sig nemt og enkelt. Betegnelserne er på engelsk, men de fleste er fagudtryk man alligevel ikke nødvendigvis har en dansk oversættelse til.
TP-Link Archer C9 byder på Dual-Band, hvor nogle måske vil spørge undrende, men det betyder i korte træk at antennerne udsender to signaler over to forskellige frekvenser hhv. 2.4GHz og 5GHz. Der er to væsentlige forskelle ved disse frekvenser og begge har deres eksistensgrundlag. Den mere udbredte 2.4GHz kører med en lavere båndbredde og filer kan altså tage længere tid at overføre mellem enhederne på netværket, dog giver denne frekvens en større dækning, mens 5GHz netværket giver en lang større koncentration af båndbredde, men på et mindre areal. I TP-Link Archer C9 tilfælde får man op til 600Mbps via 2.4GHz N og op til 1300Mbps via 5GHz AC, hvilket giver den samlede AC 1900 rating, som man på nuværende tidspunkt skal være ganske tilfreds med, da det er den højeste standard derude for Danmarks vedkommende.
Min computer er desværre ikke udstyret med et AC-kompatibelt netværkskort og jeg var derfor ikke i stand til at teste TP-Link Archer C9’s fulde potentiale, men det til trods formåede den over 5GHz båndet at præstere knap 160 Mbps i skrivehastighed og omkring 219 Mbps i læsehastighed, hvilket i sig selv må siges at være imponerende og det gør i hvert fald at mine streams fra min NAS ikke lagger. Det er i al fald ikke TP Link Archer C9, som er den potentielle flaskehals.
Konklusion
Hvis man leder efter en opgradering til sit hjemmenetværk og ønsker at udnytte nogle høje overførselshastigheder over det trådløse netværk, så er TP-Link Archer C9 et ganske fint bud herpå. Den har et godt signal, som blev testet i en 85kvm lejlighed og hastigheden er mere end tilfredsstillende. Kan man leve med den engelske interface, som i øvrigt er meget lige at gå til, så er dette et prisvenligt alternativ til nogle af konkurrenternes AC1900 routere og designet er heller ikke skudt helt ved siden af. Antennerne er måske en smule store og har kun til formål at sende et tryghedssignal til brugeren for de gjorde sikkert opgaven ligeså godt, var de gemt indeni selve enheden.
[checklist]
- Flot design
- Kraftigt signal
- God overførselshastighed
- Nem at sætte op og gå til
[/checklist]
[badlist]
- Engelsk interface
- Kan ikke hænge på væggen
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Set til 1.049,-
Se aktuel pris hos PriceRunner